fredag den 28. juni 2019

Tale til årets studenter 2019


Kære htx-studenter

En isbjørn driver på en isflage over et endeløst hav. - Husker I tegningen på opgavesættet ved jeres sidste terminsprøve i dansk?[1]

Bjørnen er i fuld gang med at læse en bog og ser knap nok, at isen er væk. Hvorfor mon? – Har den taget fat på at læse litteratur, som et udslag af resignation, nu hvor der ikke er andet at lave?  – Eller har den seriøst vendt sig mod litteraturen for at finde ud af, hvordan den skal klare de globale klimaændringer på bedste måde?

Hvis det her lyder som en dansklærertale med litteraturen i centrum, - så bare rolig, det er ikke min hensigt. Situationen er ny og hvordan klarer vi det?

----------------------

- Jeg vil have, at I skal gå i panik, siger den 16-årige klimaaktivist Greta Thunberg til politikere verden over og for nylig til ”Folkets Klimamarch” i København. Hun henvender sig til folk med magt og til de ældre generationer. Vi har ikke taget ansvar i tide og se nu dér; nu står I unge og har arvet uoverstigelige, globale klimaproblemer efter os gamle, der ikke tog ansvar i tide.

Men passer det? Har I, kære studenter, selv taget klima- og miljø-ansvar på jer, lad os bare sige de sidste tre år på HTX Køge? Har I det? Eller er det tværtimod os gamle lærere, der arver globale klimaproblemer efter jer? - Jeg tager jer lige i skole en sidste gang, inden I driver ud i livet. For jeg kan godt nævne et par eksempler på jeres klima- og miljø-uansvarlighed …


- Jeg går ikke i panik, men… indtil nu har I år efter år taget på studieture med fly til et sted i Europa fx til Middelhavets Athen hvor Akropolis, Europas vugge, er ved at smuldre bort netop pga. af CO2-forureningen bla. fra flyet der bragte jer derned. Men nu, efter at I selv har været på svinende flyveture, mener elevrådet, at de næste der skal på studietur skal være med til at planlægge turen, selvfølgelig med den nye klimadagsorden indover. - Og hvem skal så stå i spidsen for dette demokratiske og upopulære helvede, så vi kan nå på en tur i uge 10? Lærerne! Jeg ser for mig, hvordan vi skal bruge oceaner af tid på at beslutte en tur til Middelfart på Vestfyn! Tak for arven studenter, siger jeg bare!

- Jeg går ikke i panik men … det er altså ikke kun lærere, der ikke kan huske hvordan det er at køre i bus og tog, køre på cykel eller gå, det er ikke kun lærere der klager over manglende parkeringspladser herude på Campus Køge. Det er først og fremmest jer, når I kommer i jeres gamle, lavteknologiske og svinende benzin- og dieselbiler. ´Det var jo hvad vi havde råd til!´ Ja, men det er de kommende generationer der arver jeres uansvarlighed. Når man ser på, hvordan der er planlagt parkeringsområder på Campus Køge er der ikke noget der tyder på, at man regner med at kommende generationer af unge har tænkt sig at holde op med at tage uddannelse på den måde. Helt ærligt, jeres trang til at køre bil er nu så omfattende, at der ikke er plads til køen af køreskolebiler foran hovedindgangen! (Og så gider jeg slet ikke nævne de syge undskyldninger for at komme for sent til undervisningen der handler om startvanskeligheder, glatbanekørsel og syn – nej, det er ikke et klimasyn I bruger som undskyldning!).

- Jeg går ikke i panik men … hvordan stiller I jer til bæredygtighed?
Jeg husker at en elev i teknikfaget Byggeri & Energi definerede bæredygtighed som ”et hus´ evne til at holde på taget”. Man ser en kommende ingeniør for sig, ikke …
Jeg har hørt en lærer i teknikfaget Digitalt Design & Udvikling fortælle, at der handles bitcoins i timerne. Den energi der bruges ved handel med bitcoins er astronomisk. Man ser en kommende softwareudvikler for sig, ikke …

- Jeg går ikke i panik men … I slutter tre år på gymnasiet af med at køre studenterkørsel i lastvogne! Undskyld mig; vi kørte i hestevogn – og ja ja ja CO2-udslippet fra de par heste er for intet at regne med lastbilers udstødning!

------------

- Jeg går ikke i panik for der indtræder et frigørende og forløsende miljø-moment hver dag kl. 15.30 på Campusbuen 31, 4600 Køge, lige her. Det er, når udluftningen slukker! Man ved slet ikke at stilhed findes, førend kl. 15.30 hver dag på Campusbuen 31, når udluftningen slukker! Helt stille bliver der. De fleste elever er gået hjem, men de, der er tilbage, har et helt særligt moment i fællesrummet. Vi lærere har det samme på lærerværelset. Vi ånder alle, elever og lærere, lettede op! Stilheden findes!

-------------

Stilheden kan bruges til at se, hvor man er.

Det går stærkt med byggeriet herude på markerne i Ølby, foran jeres skole. Det har I fulgt i tre år. Ude bagved er braklagte marker med et hav af grønt, en motorvej, en ny jernbane og en stor himmel som baggrund. En fuldstændig umotiveret bænk er sat op ude i ingenmandsland. Dér sidder desværre ingen.

For hvis man sætter sig dér, kan man både se frem ud over alt det braklagte og tilbage på det tilbagelagte.

På en måde tror jeg, det faktisk er der, I sidder lige nu, studenter.  Måske I sku vænne jer til, at tage ud på bænken indimellem og se, hvordan det er fat! Og tag så fat, men hvordan?

-------------

Klimaaktivisten Greta Thunberg har tre diagnoser. Hun er med andre ord en klimatosse.

Måske der skal tosser til at råbe politikerne op, men alle os, der af uforklarlige årsager stadig ikke har fået en diagnose, kan vel også være med. Men hvordan?

Det har den amerikanske forfatter Jonathan Franzen et bud på i sin seneste essaysamling der hedder ”Ved enden af verdens ende”. Ja, så ender vi alligevel ude på isflagen sammen med den læsende isbjørn, for udgangspunktet for Franzen er nemlig, at der grundlæggende ikke er nogen redning fra klimaforandringerne. Han siger det sådan her: ”Vi tager kulstof som tidligere var bundet, og frigør det til atmosfæren, og medmindre vi holder op, er vi på røven.”[2]

Vi holder som bekendt ikke op!

Franzen fortsætter og siger, at vores klimarelaterede handlinger ikke har noget umiddelbart resultat og at vi med vores handlinger håber på at kunne udsætte dommedag. Vi er mao ved at gå i panik. Han foreslår derfor, at vi i stedet for at gå i panik ”hjælper noget man holder af, noget der befinder sig lige foran en, og (hvor) man kan se resultaterne.”[3]

For HTX Køge kunne det betyde, at vi ikke skal undlade at flyve på studieture for princippets skyld, men fordi der åbner sig nye muligheder og oplevelser ved at rejse med fx tog. - Eller det kunne betyde, at vi bliver ved med at flyve til Athen, fordi Athen er vigtig, - og så finder på noget andet som vi og miljøet nyder godt af.

Måske har de der går i 1. og 2.g nu lært af jer og insisterer på, at der langt om længe skal gøres noget ved larmen fra udluftningen i lokalet D0.05 og noget ved den ulidelige varme i D0.10 og 11. Det håber jeg. Studiemiljøet tæller med i regnskabet!

Og så ser jeg for mig, hvordan elever efter jer insisterer på grønne områder på Campus Køge frem for parkeringspladser, ja sætter gang i alle mulige grønne initiativer, fordi det ”hjælper noget man holder af, noget der befinder sig lige foran en, og man kan se resultaterne.” Jeg ser et blomsterhav og bistader og hvad ved jeg …

I jeres fremtidige uddannelses- og arbejdsliv vil I garanteret komme til at arbejde med klima og miljø. Jeg ønsker for jer, at I vil insistere på og glæde jer over på den måde at ´hjælpe noget I holder af, noget der befinder sig lige foran jer, og at I kan se resultaterne´. At I oplever at bæredygtighed ikke kun er et ord og at bitcoins er … vejen til panik.

Hvad er det mon, Bjørnen læser der på isflagen?
Jeg tror, bjørnen læser digte for at forankre sig selv i verden midt i den globale klimapanik.
Jeg tror, bjørnen læser et klogt digt af den gamle skolemand Grundtvig, som fortæller om den bedst mulige måde at være til stede i verden på, hvad enten du er ung eller gammel.

”Min mund og mit hjerte
de gjorde en pagt,
i fryd og i smerte
af al deres magt
hinanden at følge
og aldrig at dølge (skjule),
hvad i dem er levende lagt.”[4]

Jeg siger det igen.
(Digtet)
´Hvad i mund og i hjerte er levende lagt´ er det smukkeste billede på alt det liv, I må kæmpe med og føre videre.

Et stort tillykke med jeres studentereksamen! Og god vind til jeres fremtidige klimatosserier!



-OO-



[1] Tegning i Politiken af Mette Dreyer d. 15. april -16
[2] Jonathan Franzen: ”Ved enden af verdens ende – essays”; dansk 2019, s. 67
[3] Jonathan Franzen: ”Ved enden af verdens ende – essays”; dansk 2019, s. 71-72
[4] N.F.S. Grundtvig 1837 og 1853, nr. 396 i Den Dansk Salmebog

søndag den 21. oktober 2018

Skylder du mig en fortælling?


Refleksioner og evalueringer over egne læringer og præstationer starter med dem der er født i 1960. Det er 15 år efter krigen. Det er der hvor børnene gør hvad de har lært, ikke det de er blevet fortalt. Fortællingerne er mange men vigtigere er, hvad man kan lære af dem og det spørger man ikke børnene om. I den forbindelse er -68 ligegyldig; de lyttede hverken til generationerne eller historierne. De gav op.

Kære Knud Romer, du siger det ikke men fortæller at Krigen, Wien, skole og far og mor var tragedie, generationers selvrefleksion og evaluering, din roman.

Skylder du mig en fortælling?

søndag den 21. januar 2018

Langsomheden

Langsomheden har ingen plan
det ved vi jo alle sammen

Så står man der som underviser
og råber ikke af eleverne
men tier og ser
                    at ingenting sker

Tiden har ingen langsomhed længere
den må jeg længes efter

Jeg ser et åndløst rum med mennesker i
(såogsåmangemenneskerprkvadratmeter) så
ser jeg mennesker der vil alt andet

men naturligvis ikke her

Tiden har ingen langsomhed
den må jeg længes efter
alene

Hvad er det erindring betyder?
jeg ved intet!

tirsdag den 27. juni 2017

Tale til årets studenter 2017

Kære studenter.

Jeg har mødt jer alle sammen på den ene eller anden måde de sidste tre år.

Jeg har mødt mange af jer da I som 9. eller 10.klasser blev hentet i kantinen af mig, blev eskorteret til et klasseværelse og skulle lytte til, at ham den langhårede studievejleder brugte det meste af en time på at fortælle hvad Htx var for en uddannelse.

Jeg har været med jer på studietur til Berlin.
Jeg har undervist en del af jer.

Og jeg har ikke mindst mødt rigtig mange af jer i studievejledningen til samtaler om fravær og karakterer, om valg af studieretning og valgfag. Om lærere I havde lidt svært ved at tackle, om afleveringer der skulle udskydes og tvivl om det nu var den rigtige uddannelse I var i gang med, ´og hva´ så bagefter?´. Om ordblindhed, stress, diagnoser og SU. Og jeg har hos jer mødt den store alvor når eksamen sker og man møder både retfærdighed og uretfærdighed. Ja, alt i alt har jeg haft det privilegium at være med i noget af alt det processen fra 1. til 3.g er fuld af. At gå i gymnasiet betyder jo ikke bare at man møder kl. 8.10 og går hjem igen kl. 15 eller sågar kl. 16. Der er meget, meget mere end det.

Hvad enten jeg har mødt jer i brobygningen, i undervisningen, på studieturen eller i studievejledningen har det aldrig været det samme møde.

Jeg tror ikke I har det på samme måde. Jeg har på fornemmelsen at I er rigtig glade for endelig at være færdige på Htx Køge ikke mindst fordi gentagelsen er stor. Som om I stort set har gjort det samme dag ud og dag ind de sidste tre år. Men så lad mig fortælle jer en historie.

I starten af filmen ”Smoke”[1] underholder  en kunde i en tobaksbutik med en historie om eventyreren Sir Walther Raleigh der i 1500-tallet påstod at han kunne måle vægten af røg. Det foregik ved at Raleigh først vejede vægten af en cigar. Så røg han cigaren og sørgede for at aske i en vægtskål. Da han ikke kunne ryge mere smed han også cigarstumpen i vægtskålen. Og så trak han vægten af asken og cigarstumpen fra vægten af cigaren. På den måde fandt han vægten af røg.

Nu er der jo rygeforbud over hele Verden, så den slags eksperimenter har I ikke gjort i laboratoriet her på Htx Køge kære studenter. Jeg ved ikke om I har gjort den slags eksperimenter ude på cykelstien. Men lad det nu være.

Når den historie er med i filmen ”Smoke” er det ikke for at diskutere rygeforbud og sundhed eller hvad røg faktisk vejer men for at gøre opmærksom på at selv det vi ikke tror vi kan måle og veje kan vi udmærket få øje på – vi er bare ikke vant til det. Vi ser måske bare overfladen, gentagelsen.

Indehaveren af den tobaksbutik i den film jeg lige nævnte gør også eksperimenter. Og her bliver det endnu tydeligere at vi har en tendens til at få øje på gentagelsen frem for livet.  Auggie hedder tobakshandleren i filmen. Hver dag kl. 7 stiller Auggie sig op på hjørnet overfor sin tobaksbutik og tager et foto af nøjagtig samme motiv, nemlig tobaksbutikken i nøjagtig samme vinkel. Det har han gjort i 12 år. Det er blevet til 4000 billeder, tilsyneladende ens billeder.

Man kan godt sige at han også måler vægten af røg, af det usynlige. Det der tilsyneladende bare er ens, der bare er gentagelse og det samme dag ud og dag ind – er det slet ikke. For hør bare hvordan en af Auggies venner oplever det, da han ser de mange billeder, de mange tilsyneladende ens billeder:

”Hvis man ikke giver sig tid til at iagttage, ser man aldrig noget. Jeg tog et nyt album og tvang mig selv til at gå mere omhyggeligt frem, Jeg var mere opmærksom på detaljer, lagde mærke til ændringer i vejret, holdt øje med de vekslende lysvinkler efterhånden som årstiden skred frem. Til sidst kunne jeg observere forskelle i trafikken, forudse forskellige dages rytme (arbejdsdages morgenmylder, weekendens relative ro, kontrasten mellem lørdage og søndage), og så, lidt efter lidt, begyndte jeg at genkende ansigterne hos folk i baggrunden, de forbipasserende på vej til arbejde, de samme mennesker på samme sted hver morgen, som levede et kort øjeblik af deres liv i Auggies kameras synsfelt. Da jeg havde lært dem at kende begyndte jeg at granske deres holdninger, den måde de førte sig fra den ene morgen til den næste, og prøvede at blotlægge deres stemninger ud fra disse overfladiske tegn, som om jeg kunne skabe historier for dem, som om jeg kunne trænge ind til de usynlige dramaer som var omsluttet af deres kroppe. Jeg tog et nyt album op. Nu kedede jeg mig ikke længere, var ikke forvirret som jeg til at begynde med havde været. Auggie fotograferede tid indså jeg, både naturlig tid og menneskelig tid, og han gjorde det ved at placere sig selv på et lille hjørne af verden og være beredt på at være sig selv, ved at stå vagt i det rum han havde udset sig”[2].

Ja, man kan godt sige at Auggie, tobakshandleren også måler vægten af røg, af det usynlige. Det der tilsyneladende bare er ens, gentagelse og det samme dag ud og dag ind – er det slet ikke. Man kan trænge dybt ind i alt det der er menneskeligt, når man ser fx fra det lille hjørne af verden der hedder Htx Køge.

Derfor har jeg sat mig for at nævne nogle af de overfladiske tegn I har mødt her igennem 3 år, kære studenter – måske kan I alene ved at jeg nævner dem få øje på livet bag gentagelserne.

Eller for at sige det på Htx-sprog: Hypotesen er, at gentagelserne gennem tre år på Htx Køge slet ikke er gentagelser, det ser bare sådan ud.

I har potentielt deltaget i mindst 2630 timer på Htx Køge.- Hvis I tænker efter vil I opdage, at de lektioner aldrig var ens.

På Lectio kan man se hvor mange gange I ikke er mødt til timerne. Antallet har jeg ikke lyst til at sige, men hvis I husker efter vil I opdage, at de dage ikke var ens.

Jeg talte her forleden på Lectio hvor mange skriftlige opgaver I i gennemsnit har skullet besvare i de tre klasser på de tre år: 307 opgaver! Nogle af jer har faktisk formået at besvare dem alle! Og hvis I ser efter vil I opdage at opgaverne ikke var ens.

Jeg har også været i it-afdelingen der logger jeres PC-ere og spørge hvor mange sites I i alt har surfet rundt på i undervisningstiden gang på gang: 336 millioner 466001 sites. Hvis I husker efter vil I opdage, at de sites aldrig var ens.

Jeg har spurgt pedellen hvor mange falske brandalarmer I har oplevet – altså hvor mange gange I har stået ude på pladsen og kigget på brandbiler der kom susende til ingen verdens nytte: 17 gange! Hvis I husker efter vil I opdage, at det I oplevede derude på pladsen aldrig var det samme.

Jeg har spurgt Rikke hvor mange gange en time er blevet aflyst lige når I mødte. Det kunne jeg ikke få oplyst – men hvis I husker efter vil I opdage at de mellemtimer aldrig var ens.

Jeg har spurgt rengøringspersonalet hvor mange gange de igennem de sidste tre år har oplevet at et klasseværelse var blevet fejet inden de skulle vaske gulv: 5 gange, i 1. g. Hvis I husker efter vil I opdage at de mange gange I ikke fejede gulv aldrig var ens.

Og sådan kunne man blive ved. Hvor mange gange I har været i kantinen, været i værksteder og laboratorier. Hvor mange gange I har ventet på bussen – eller på at jeres far eller mor hentede jer. Ja, hvor mange gange jeres mor faktisk har ringet til jer midt i timen. Hun er svær at vænne af. Hvor mange gange I har undret jer over lærere der altid gjorde og sagde sådan og sådan…
Hvis I husker efter vil I opdage at det aldrig var det samme de gjorde.

Og hvad har de mange gentagelser der altså ikke er gentagelser så gjort ved jer? Lige nu er det sikkert svært at få øje på andet end at I endelig er færdige, blevet studenter – og kan tage på Roskilde Festival!

Men nej, jeg har ikke tænkt mig at underholde jer med Htx Køges fortræffeligheder. Fortræffelighederne er jo dem I kan få øje på, når tre års gentagelser bliver til andet og mere end gentagelser. Nogen gange har jeg oplevet at det er det I vil tale om når jeg har mødt jer i studievejledningen. Den indsigt er jeg imponeret over – uanset fraværsstatistik, karakterniveau, hvor mange gange der er blevet fejet, aflyste timer, lærere der siger det samme, falske brandalarmer og hvor mange opgavebesvarelser I har eller ikke har afleveret. At røgen, det der ikke kan måles faktisk kan begribes – at det samme billede, om der så er 4000 af dem, aldrig er det samme. At I insisterer på at der i livet er andet og mere end gentagelsen.

Men røgen lægger sig ikke efter Htx Køge. Ja, der er vel nærmest en brand derude; I skal være færdige med uddannelse hurtigst muligt, så I hurtigst muligt kan starte i job og hurtigst muligt skabe forbrug, skabe vækst. Men I er blevet klogere, håber jeg!

I bedste fald har vi lært jer, ligesom Auggie, tobakshandleren, at man både kan måle vægten af røg og af det usynlige. At man kan trænge dybt ind i alt det der er menneskeligt, når man ser fra sit lille hjørne af verden. Tænk hvis I tager det med herfra, kære studenter!

Jeg håber vi ses igen! Jeg gentager lige: Vi håber at se jer igen!

Og så tager jeg lige et billede af jer! (Taleren tager et billede af studenterne)
Tillykke!




[1] ”Smoke”; Wayne Wang, am. 1995
[2] Paul Auster: ”Smoke & Blue in the Face”; Per Kofod Film/bog 1995 – s. 66 - 67

lørdag den 25. juni 2016

Tale til årets studenter 2016

Kære Htx-studenter.

Vi lever i en kanon-tid ikke i en kanon tid. Vi fik en litteraturkanon i 2003, som skole- og gymnasieelever har ”elsket” lige siden, en kulturkanon i 2006, en historiekanon i 2007 og en demokratikanon i 2008. Og nu kommer en Danmarks-kanon – man kan følge med på danmarkskanon.dk, hvor vi alle kan komme med eksempler på de ”samfundsværdier, traditioner eller bevægelser, der har formet os, og som vi vil tage med ind i fremtidens Danmark”.

Bidragene strømmer ind og dækker så at sige alt: vand, æbleskiver, ironi, ligestilling, Chili Klaus, dialekter, Tom Kristensen (altså ham med litteraturen – men det kunne lige så godt være racerkøreren), andelsbevægelsen, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm osv. osv.

Danmarks-Kanonen er mao. et tidstypisk udtryk for, at alle værdier, traditioner eller bevægelser kan være lige gode. Ligestilling over for Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Hvorfor ikke? For er det ikke sådan som professor Jørn Henrik Petersen fra Syddansk Universitet har sagt det, at værdi er det, den enkelte synes bedst om, dyd derimod er de menneskelige egenskaber, der muliggør et liv i fællesskab.

Dyd er et gammelt begreb, vi knap forstår i dag, men jeg er overbevist om at der stadig er rigtig mange ikke mindst blandt jer unge som sidder her på de forreste rækker der vil et liv i fællesskab. Så lad os i stedet lave en kanon for fællesskabet.

Professor Ove Korsgaard gør i en kronik* i år opmærksom på, at en sådan kanon er blevet skabt før. Helt tilbage i 1776 bad den danske regering den 29-årige embedsmand Ove Malling om at udarbejde en såkaldt borgerdydskanon. Altså en kanon der skulle fremhæve en række dyder, egenskaber, som kunne gavne fællesskabet, det nationale fællesskab. Det gjorde Ove Malling ved at finde en lang række eksempler på gode handlinger hos mennesker i Danmark, som man passende kunne lære af og gå ud og gøre ligeså. Malling siger ligefrem, at de gode handlinger ikke nævnes for personernes skyld, men at personerne nævnes for handlingernes skyld. Derfor optræder bønder og adelige side om side for de gode handlingers skyld.

Malling fremhæver 18 dyder. Jeg nævner bare et par stykker: menneskekierlighed; højmodighed (dvs. at være storsindet, at have en høj moral); kiekt mod (at have mod og frækhed til at føre noget godt ud i livet på trods af modgang); tapperhed; snildhed; retfærdighed; og så en af mine favoritter: vindskibelighed dvs. foretagsomhed, initiativrigdom, flid. Tænk at de dyder kom inde fra statsforvaltningen!

Mallings kanon kom til at hedde ”Store & gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere”**. Og betydningen af den blev stor. Kanonen blev genoptrykt mange gange, senest i 1992. Den blev brugt i latinskolen, dvs. i gymnasiet dels fordi eleverne skulle dannes i dyder og handlinger til efterfølgelse, men også for at lære eleverne at skrive godt dansk. Danske forfattere som Grundtvig, Blicher og Ingemann og en hel del billedkunstnere fra dengang inspireredes af den. Og den blev endda oversat med held til tysk, fransk og engelsk. Mere national var den heller ikke.

Men da den blev indført som læsebog for Mulat-Ungdommen i skolen i den danske koloni i Ny Guinea, viste den sig at være uegnet***.

Man glemte, at Ny Guinea ikke var Danmark og Europa. Svarer det ikke til at lave nationalistiske kanoner i en global tid; pludselig bliver danskere og ikke kun fremmede fremmede i vores eget land!

Mallings dyder kunne for så vidt udmærket bruges i dag, men ikke eksemplerne, historierne der handler om at samle en nation der først er ved at blive til. Sådan er det ikke længere.

Jeg foreslår derfor, ligesom Ove Korsgaard, at der udarbejdes en borgerdydskanon, hvor det er de globale udfordringer der tages op. Hvilke dyder skal til for at klare dem – og hvilke fremragende folkelige handlinger kan vi pege på som eksempler på at tage de globale udfordringer alvorligt?!

Og hvad har det så med jer, kære Htx-studenter at gøre. Forklaringen er ligetil. I skal naturligvis ud og løse de globale kriser for fællesskabet. Vi regner med jer – vi andre skal jo snart på pension!

Især kapitlet om vindskibelighed hos Malling fik mig til at tænke på, hvad Htx lægger op til. I dag ville vi nemlig oversætte vindskibelighed med innovation, entreprenørship og kreativitet. Kapitlet er fyldt med mennesker der opdyrker jord, afvander sumpe, bygger veje og grunder industrier. En masse konkrete projekter der skal bygge landet op sættes i værk af helt almindelige mennesker. Men i dag må projekterne have et globalt perspektiv og der står naturligvis helt almindelige Htx-elever bag.

I har sikkert festet vildt de sidste dage, så jeg repeterer i kort form de sidste tre års indsigter på Htx Køge. I modsætning til på Mallings tid står vi i dag først og fremmest over for globale ikke nationale udfordringer: miljøkriser (den globale opvarmning), kulturkriser (store flygtningestrømme udfordrer vores forståelse af livet i Danmark, i Europa, i Verden) og økonomiske kriser (finanskrisen i 2008 viste ikke kun hvor afhængige vi er af andre lande økonomisk set, men satte også spørgsmålstegn ved den evige snak om vækst, vækst og atter vækst). Der er andet og mere end markedsøkonomi i verden.

Når I, efter at have sovet rusen ud, går i gang med de globale udfordringer, trækker I naturligvis på de teknologiske, naturvidenskabelige og kommunikative indsigter, I har med fra Htx.

Men I skal nok indstille jer på at det bliver hårdt arbejde at komme igennem med jeres globale projekter. I 1776 var der som sagt en embedsmand der satte sig ned og fortalte om folket, og fremhævede folkets, høj som lavs fremragende handlinger. Tilliden til folket var stor. I dag er det regneark der kommer fra ministerierne - og tilliden, tja, jeg ved ikke rigtig… Den er i al fald gal den anden vej rundt, kan jeg forstå.

Derfor er der en dyd, en egenskab jeg vil foreslå til en rigtig global dansk borgerdydskanon, og som jeg vil bede jer om at huske på, når I redder Verden: kritik. I dag har man nemlig glemt, at kritik er en forudsætning for at skabe noget, ikke mindst fællesskab og fælles løsninger.

Som studievejleder har jeg det privilegie at have talt med mange af jer. Det slår mig, at I sjældent kritiserer tingenes tilstand. Ofte vendes kritisable forhold indad; mange lektier, store karakterkrav og krav om overblik over uddannelse og arbejdsliv helt frem til pensionen. Det er for meget at bære selv! Men det kan være svært at forholde sig kritisk, når man hele tiden får at vide, at man bare skal tænke positivt.

Derfor: Når I kommer ud i arbejdslivet, er der risiko for, at I bliver mødt med afvisning af jeres fremragende forslag, projekter, teknologiske, naturvidenskabelige og kommunikative løsninger på de globale kriser, fordi de ikke passer i regnearket eller fordi problemet er jer selv. Men det skal I ikke finde jer i. Forhold jer kritiske!

Ifølge Rasmus Willig****, der er forsker på Roskilde Universitet, lyder de mest almindelige afvisninger af kritik sådan her: ”Det er sparetider”, ”Budgettet er overskredet, så det er der ikke mulighed for”, ”Du skal huske på at vi ikke er lønførende”, ”Det er der ikke ressourcer til” (og det er altså ikke naturressourcer der henvises til), ”Nu har du vist ikke økonomibrillerne på” eller ”Jeg ved det godt, men jeg har et budget der skal overholdes” osv. Værst er det dog, hvis jeres kritik mødes med, at I fejler noget, med opfordring til at vende kritikken indad og samtidig tænke positivt: ”Med den negative attitude skulle du måske tage på et wellness-kursus”, ”Er du helt sikker på, at du er kommet dig oven på din sidste stressperiode”, eller bare ”Er det noget derhjemme…?”. ”Nej, jeg har et projekt der kan redde verden”, skal I så råbe!

Fordobl jeres kritik og insister på at redde planeten! Med jeres teknologiske, naturvidenskabelige og kommunikative baggrund fra Htx, har I et fantastisk fundament at skabe ikke bare løsninger men fællesskab på der handler om andet og mere end markedsøkonomi. Et fællesskab der er andet og mere end markedsøkonomi.

Med de ord vil jeg opfordre jer til at gå ud og gøre Store & gode Handlinger i Danmark, Europa og resten af verden.

Og gå så lige ind og spam danmarkskanon.dk med egenskaber og historier der tager de globale udfordringer op.

Held og lykke til jer!

* Ove Korsgaard: ”Vi har slet ikke brug for en danmarkskanon”; Kronik i Dagbladet Politiken, 18. marts 2016
** Ove Malling: ” Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere”; 1777
*** Erik Hansen: ”Store og gode handlinger”, i Mål & Mæle nr. 2, 2000
**** Rasmus Willig: ”Afvæbnet kritik”; Hans Reitzels Forlag 2016

fredag den 22. januar 2016

Deloitte velsagtens

Bloggen er sådan set ene og forladt. Men hvad kunne være mere passende end at genoplive den kortvarigt med 10 linjer til Ellen Trane Nørby på hendes opfordring. I den anledning sendte jeg følgende til ministeren (Deloitte velsagtens):

”Angående styrkelse af fagligheden på Htx

På Htx-uddannelsen lægges vægten på naturvidenskab, teknologi og kommunikation. De alment-dannende aspekter af fagene er dog mere eller mindre fraværende i bekendtgørelsen, og som praktiker på Htx må jeg sige også i det daglige. Fx er det slående hvor stor forskel der er på Matematik A på Htx og Stx, når man sammenligner fagets identitet og formål. På Htx betones groft sagt blot fagets studieforberedende aspekter på Stx bredes perspektivet ud, Verden inddrages.

Det problematiske i dette fravær bliver ikke mindre af, at Htx i høj grad uddanner elever der kommer med en uddannelsesfremmed baggrund. Behovet for dannelsesaspektet er udtalt.

Jeg foreslår, at det almentdannende betones i bekendtgørelsen: ved at definere det for de enkelte fag og ved at Studieområdets mål fordeles på fagene.

Venlig hilsen”

lørdag den 27. juni 2015

Tale til årets studenter 2015

Kære 3.B
Det er en lang rejse, I har været igennem; folkeskolen eller friskolen, måske efterskolen og nu gymnasiet har I været igennem. Men for langt de fleste af jer gælder, at I også skal tage en videregåendeuddannelse. Uddannelsesrejsen er ikke slut. Det er en lang rejse. Nu kom I så langt!

Tiden her på Htx Køge må have været noget af en strabadserende rejse. I har oplevet lederskifter og lærerskifter, og I har gennemført uddannelsen, imens der bogstavelig talt blev bygget rundt omkring jer. Støj og støv hørte til dagens orden.

Undervejs oplevede I desværre også at miste en kammerat. Rasmus forsvandt midt i 2.g. Projektugen uge 45 brugte I på at lede efter Rasmus. Det var stærkt at opleve, at I helt selvfølgeligt deltog i eftersøgningen. Desværre var det forgæves. I mødte talstærkt op til Rasmus´ begravelse – igen helt selvfølgeligt.

Og hvordan kommer man så videre?! Hvordan kom I videre og hvordan kommer jeg videre i talen. Ved at tale om noget af det der for mange af jer har beskæftiget jer rigtig meget på uddannelsen uanset hvad igennem de tre år. Nej, ikke piger, for dem er der sådan set ingen af i 3.b - men teknologi.

Jeres uddannelses-rejse er tæt forbundet med teknologien, den er fremtidsvendt, vil derudaf, vil udvikling hele tiden. Og så går I jo på htx, hvor teknologi er en væsentlig del af uddannelsen uanset fag. Men hvad går sådan en uddannelse præget af teknologi dybest set ud på?  Forbindelsen mellem rejse og teknologi ser man tydeligst i science fiction. Rejser og teknologi er helt centrale fortælleelementer i science fictions. Så her må vi kunne finde nogle svar.

Man rejser ud i Rummet, fordi teknologien gør det muligt eller man må flygte på Jorden, fordi teknologien er truende. Her får I to klassiske eksempler.

I instruktøren Stanley Kubricks film ”Rumrejsen år 2001” klippes der virtuost og skræmmende fra en knogle, som en abe har fundet ud af at bruge som våben til at nedlægge aber fra den konkurrerende stamme om vandhullet, og til en rumstation af samme facon årtusinder senere. Kubrick fortæller dermed, at den forfinede teknologi i virkeligheden er gjort af samme voldelige stof som benvåbnet, selvom det måske er sværere at få øje på sammenhængen, at få øje på volden, når teknologien er moderne. Man kunne også bare kalde sammenhængen en drone – den kan både sprede rovdyrpis udover marken, så hjortekalvene i kornet skræmmes væk førend mejetærskeren kommer og den kan sprede død og ødelæggelse andre steder på Jorden end i en dansk kornmark. I ”Rumrejsen år 2001” overtager en computer ved navn HAL (i virkeligheden I B M) kontrollen over rejsen og forsøger at slå menneskene ihjel, da man ikke kan stole på at mennesker er i stand til at gennemføre missionen. Men hvilken mission? Den er hemmelig, siges det – men er der overhovedet nogen?

I en af de allermest skræmmende science fictions, ikke mindst for en dansklærer (I kan forstå hvorfor lige om lidt) – nemlig Ray Bradburys roman ”Fahrenheit 451” - strømlines dagliglivet af teknologiens strenge krav om effektivisering og instrumentalisering; man skal kun foretage sig noget, hvis det fører til noget; nemlig passe sine daglige arbejdsrutiner effektivt og uden at klage. Derfor er det nu strafbart at læse litteratur for så drømmer folk og tænker ukontrollerbare tanker, får visioner. Ja, det siges ligefrem, at litteratur gør folk ulykkelige – tænk positivt er mantraet. Så nu må der kun ses TV og læses tegneserier (måske man i dag kan ”oversætte” tegneserier med computerspil – ”Fahrenheit 451” er fra 1953, der var ikke meget computer på det tidspunkt). Derfor flygter litteraturelskere ud af storbyerne og bosætter sig i små grupper i skovene, hvor de lader de gode historier gå i arv til næste generation. De har en vision. Men hvilken vision har det instrumentelle samfund? Effektivitet og instrumentalisering, kan man kalde det visionært? Måske er der ingen vision.

Teknologien skal meget gerne hjælpe os med at være mennesker. Det er åbenlyst ikke altid sådan. Når det ikke er sådan, er det fx når teknologien fortæller os, hvordan vi bør leve vores liv; så bliver vores liv instrumentaliseret. Professor Svend Brinkmann mener, at det er sådan det er nu. Forleden sagde han det sådan her i et interview:
»Vi er rådvilde omkring, hvad der er vigtigt i tilværelsen. Hvad meningen er, og hvad der er sit eget formål. Man kan næsten forestille sig mennesker, som lever hele deres liv, hvor alt, de foretager sig, er et redskab eller et middel til at nå hen til noget andet: Vuggestuen er bare en forberedelse til børnehaven, der bare er en forberedelse til skolen, der bare er en forberedelse til arbejdslivet, der bare handler om at gøre sig fortjent til pensionen, og så dør man. Og det var så ligesom det liv. Men det er jo ikke det samfund, vi ønsker. Er det?« (Berlingske Tidende d.6.6 2015).

Kære 3.b. På sin vis har I beskæftiget jer både med teknologien og rejsen de sidste tre år på Htx Køge. Teknologien er helt central som fag, tema og emne på Htx. Og rigtig mange af jer skal videreuddanne jer inden for uddannelser, hvor teknologi i alle mulige former er central. Og rejsen – måske var det den der satte teknologien i perspektiv. Jeg håber I opdagede det undervejs fra 1. til 3.g. Hvis ikke har vi ikke gjort vores arbejde godt nok. Jeg håber I opdagede historien, aberne, vandhullet, knoglen der blev til våben og rumstation, kornmarken, krigen, rovdyrpisset, rejsen ud i rummet og ud i skoven - og måske endda efterhånden kan skimte en vision.

Som forfatteren Johannes V. Jensen sagde det i en historie i 1901, som I har læst: ”Det er nu længe siden og ligner ikke meget en historie, der er værd at fortælle, men i sin tid var der alt deri, hvoraf de fineste Fortællinger bliver til”.

Rejsen er en historie, og om lidt er tiden på Htx Køge længe siden. Men det er vel ikke for meget forlangt, at I på den lange rejse i uddannelsessystemet finder noget, hvoraf de fineste fortællinger bliver til! Jeres fortællinger. Hvis I gør det, er jeg overbevist om, at I både finder missioner og visioner der vil andet og mere end blot at være redskaber.


Tillykke, og held og lykke på rejsen!