lørdag den 28. august 2010

Undskyld - ikke alle hører efter i skolen!

På forsiden af dagbladet Politikens debat-sektion siger pædagogisk konsulent Sten Cloud Poulsen Undskyld d. 28.8 2010.

Det gør han, fordi han er en af hovedmændene bag projektarbejdet i det danske uddannelsessystem: ”I dag kan jeg se de katastrofale omkostninger, som den ensidige begejstring for ´tværfaglighed og projektarbejde´ har medført”, siger han.

Ikke mindst i det projektbaserede HTX (Teknisk Gymnasium), hvor jeg arbejder, er undskyldningen interessant. Sten Cloud Poulsens undskyldning er skrevet i et enkelt og letlæseligt sprog, så jeg tror, jeg bruger den i dansktimerne i 1.g.

Det mest bemærkelsesværdige ved undskyldningen er, at projektarbejdets indførelse ene og alene, ifølge Cloud Poulsen, udspringer af 68-ernes opgør med autoriteterne, opgøret med modstillingen mellem hukommelse og forståelse; væk med hukommelsen, væk med grundlæggende viden og væk med historien – så kommer forståelsen i processen mod og med verden.

Det er skræmmende og øjenåbnende, at så indskrænket en tankegang har fået lov at præge toneangivende forskningsmiljøer, lovgivningen og samfundet, hvis man skal tro den bekendende Cloud Poulsen.

Det er ca. 30 år siden, at projektarbejdet undfangedes, akja. Og det er, uanset de mange år, al ære værd at en af undskyldningerne kommer nu. Men nok så interessant er den historieskrivning der engang vil dokumentere, hvad man så gjorde i de 30 år, hvor teorien kolliderede så eftertrykkeligt med praksis. For den historie skrives vel? En praksis der gjorde stor skade, når den fulgte bekendtgørelser og forskning – men også bar frugt, når den gik sine egne veje.

Det sidste ser Cloud Poulsen ikke, hans indbildskhed er stor: ”Vores hadefulde opgør med den vidensorienterede skole var så succesrig, at den i dag er fuldstændig udraderet.” Mon dog! Ikke alle hører efter i skolen.