fredag den 28. januar 2011

Uddannelse er narkose

En kollega, en herlig filosof der gerne kommer forbi min studievejledning for at dele ud af sin samtalekunst og spise mine bolsjer, mailede mig forleden et YouTube-link til en engelsk 10-minutters video-gennemgang af læring dengang, nu og hvad den burde være.

Det er ikke så lidt Sir Ken Robinson når at rable af sig, pointerne er mange, imens billedsidens whiteboard fyldes ud på animationsvis, bedre end nogen lærer ville kunne gøre det i virkeligheden. Og hold op, hvor bliver man tændt af Robinsons skarpe og vittige analyse. Det er lige førend man tror, der er håb forude.

Pointerne er som sagt mange. Størst indtryk på mig, gør hans skelnen mellem aestetic (æstetik, det skønne) overfor anaestetic (bedøvelsesmiddel, narkose). I uddannelsessystemet uddanner vi på en måde der bedøver eleverne/de studerende i stedet for at åbne deres sanser i og med det æstetiske.

Robinson gør dramaet konkret, når han viser hvordan ADHD har bredt sig som en epidemi over USA. Værst står det til i Washington (!). Eleverne/de studerende får fyldt mere og mere ritalin i kroppen jo tættere vi kommer på Washington. Problematikken er grotesk – og ikke en epidemi. Vores elever/studerende bedøves for at kunne koncentrere sig om/indtage det kedelige, det der står mål med bedøvelsen – så de ikke distraheres af medie-informations-borbardementet der er enormt.

Jeg ved ikke, om Sir Ken Robinson er forbandet naiv, når han tror på, at det æstetiske, det skønne kan vække eleverne/de studerende og uddannelsessystemet. Men læg mærke til, at han ikke taler om religiøs vækkelse; den findes ikke i det æstetiske. Han taler blot om et sanseligt menneske. Det tror jeg gerne på.

I Danmark har fri- og højskolen som mål at vække eleverne/de studerende, men har en kristen/national-kulturarv der stadig gør aestetic til anaestetic. Det formelle uddannelsessystem har undergået store forandringer, man diskuterer og reformerer i forhold til globaliseringen. Ikke desto mindre fastholdes anaesteticering som vækkelse - globalisering som bedøvelse.
Se videoen her.

lørdag den 8. januar 2011

Vi har ingen værdidebat i Danmark

Vi har ingen værdidebat i Danmark. Humanistisk/kritiske røster har ingen gennemslagskraft haft mindst siden Anders Fogh Rasmussen vandt valget i 2001. Vi har haft en masse borgerlig værdipolitik.

Helt centrale begreber som viden og refleksion behandles stedmoderligt og reduceres til spørgsmål om konfrontations-/kateder-timer, evaluering og hvad man gør i Finland og Kina. Og helt nede under gulvbrædderne er de kreative/musiske fag der åbenbart ingen gang har på Jorden i Danmark.

Hvis der er nogen der har stået for rundkredspædagogik (altså sådan en hvor man bare bekræfter hinandens uvidenhed) er det borgerlige regeringer, der ingen bud har på fremtidig didaktik og pædagogik, selvom forskere bl.a. på DPU (Danmarks Pædagogiske Universitetsskole) er i fuld gang. Lyt, debattér og lær dog, sådan som man gør i en rigtig rundkreds!

Den viden der forsvandt i fjor…

Jeg forestiller mig, at nationen er interesseret i viden og refleksion, ikke synspunkter og markedsundersøgelser.

Vi har ingen værdidebat i Danmark, vi taler om fremmede. Jo mere skinger indvandrings-politikken er, jo tydeligere er det, at holdning er vigtigere end refleksion og viden.