Godt snydtår!

Atter et år er gået, og det er svært at gå det nye år i møde uden optimisme her fra balkonen.

Årets dannelsesprojekt blev skåret ud i decoupager, da Den Røde Regering gennemførte at lade tusindvis af borgere uden arbejde falde ud af det hensygnende velfærdssystem. Man giver de såkaldte udfaldstruede borgere intensiveret vejledning, men intet arbejde. Alle i uddannelse og alle der underviser på uddannelserne tager denne nødvendige beslutning med sig som rettesnor i årene fremover.

Årets uddannelsesprojekt blev ligeledes skåret ud i decoupager, da Den Røde Regering fremlagde forslag til vedtagelse i 2013 om reform af folkeskolen og de gymnasiale uddannelser. Nu skal alle gå mere i skole og dannelse er nu mål, der kan evalueres og afløse refleksion, der jo kan være så svær at forstå. Man må glæde sig over, at skolen bliver en heldagsskole ligesom i Frankrig, og at lærernes løn forbliver den samme, så det at være lærer atter bliver et kald. Vi har dog bemærket, at Den Røde Regering ikke tog lærerne, eleverne og forskerne med på råd før reformen. Men glem så ikke nødvendigheden af økonomitænkningen, og at der i den gemmer sig noget om en Ny Nordisk Skole – om end det stadig ikke er lykkedes mig at forstå, hvad undervisningsministeren mener med det.

Årets erhvervsuddannelsesprojekt fandt slet ikke sted i 2012. Ja, der blev i sandhed ikke råd til en eneste håndgjort decoupage, om jeg så må sige. Den Røde Regering lovede ellers praktikpladscentre, men der mangler stadig tusindvis af praktikpladser, der mangler elever på erhvervsuddannelserne – ikke mindst kvalificerede fra folkeskolen – og der mangler helt basal faglig stolthed der, hvis jeg må være så fri, tænder kommende generationer for det ædle håndværk. Gymnasiet og de videregående uddannelser er vejen frem, mener Den Røde Regering. Det er svært at få en bare nogenlunde brugbar decoupage ud af den beslutning - og vi kan jo ikke gøre alting selv!

Årets projekt om de videregående uddannelser illustrerede også i år bonmot´et ´fra forskning til faktura´. Og der er i sandhed penge at spare; her hvor det gamle år går på hæld, har Den Røde Regering regnet sig frem til, at studerende fra hjem uden flygler færdiggør deres studier på normeret tid, mens studerende fra hjem med flygler tager sig god tid. Derfor kan man uden konsekvenser skære i SU-en i 2013. Og da studerende fra hjem uden flygler sjældent tager lange videregående uddannelser er konsekvensen af manglende SU slet ikke værd at tale om.

Året i år afsluttedes også med en offentliggørelse af, at børn og unge fra hjem uden flygler ikke har mange muligheder for at få en videregående uddannelse i Danmark til forskel fra så mange andre lande. Deri er der dog intet nyt. Mere interessant er det, at offentliggørelsen skyldtes en forespørgsel til Den Røde Regering fra en socialdemokrat. Vi må spørge os selv, om forespørgslen er andet og mere end et dumsmart socialdemokratisk træk, såkaldt spin, en symbolsk krampetrækning der skal vise, at Den Røde Regering stadig tænker som i gamle dage, imens man i virkeligheden nu endelig har forstået at bruge økonomiske modeller. Hvis jeg må være så fri; forespørgslen er uartig, når nu Den Røde Regering endelig fører borgerlig politik.

Årets vejlederprojekt fandt ligesom erhvervsuddannelsesprojektet slet ikke sted i 2012, da Den Røde Regering kun gennemførte evalueringer der viser, at elever i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne og i overgangen fra ungdomsuddannelse og til de videregående uddannelser ikke møder en vejleder for personlig samtale. Det er nu slet ikke så svært at forstå, når man ved, at også vejledningen må holde for, når der skal spares. Også vejledningen må vise samfundssind og skal kunne betale sig. Men så kommer atter de dumsmarte danskere der partout vil se en sammenhæng mellem manglende vejledning og ovenstående dannelses- og uddannelseskonsekvenser. Dertil er at sige, at vejledning aldrig kan bære et sådant regerings- og samfunds-ansvar. Og det er dog helt naturligt og et sundhedstegn, at den personlige vejledning, hvor man lytter og tager barnets, den unges og den voksnes dannelse og uddannelse alvorligt, frafalds- eller udfaldstruet eller ej, afskaffes i takt med de økonomiske ofre, som vi alle må give. Den Røde Regerings fornuftige tanker om vejledning kommer derfor klarest til udtryk i forhold til langtidsledige, udfaldstruede borgere: vejledning er kontrol og må aldrig forhindre den enkelte i at tage vare på sig selv.

Sidst men vigtigst blev 2012 et år, hvor danskerne endelig opgav at tale om dannelse og uddannelse. Der blev næppe talt om noget sådant i de utallige folkeskolebestyrelser, hvor kommunal økonomi grundlagde beslutningerne. De såkaldte folkelige protester mod skolesammenlægninger døde ud, ligesom protester mod det almindelige forfald i bygningsmassen, inventaret og undervisningsmaterialet og afskedigelser af lærere udeblev. Fri- og privatskolerne forblev tavse og fastholdt dermed klogeligt retten til kun at tænke på sig selv, fx omkring optagelse af to-sprogede elever.

Dannelse og uddannelse er nu overladt til politikerne, der således helt kan koncentrere sig om, med et billede jeg selv har kreeret: at smide dannelsen ud og derfor kalder det hele uddannelse.

Året 2012 blev i sandhed ikke det anus horribilis som nogen havde spået, ikke mindst på bloggen Nul i opførsel.

Godt snydtår!

Jeg er berettiget til afspadsering ...

Marie Krarup fra Dansk Folkeparti er en klog kvinde. Hun har indset og indvier nu Berlingske Tidendes læsere i sin indsigt, at gymnasielæreres timetælleri ikke er godt for deres virke som kulturbærere. Jeg er utvetydigt enig, så er det sagt. Det er på tide, at vi hedengangne kulturbærere nu reducerede til lønarbejdere igen kender vores kald.

Men det ærgrer mig, at Krarup hverken forholder sig til, at finansminister Corydon nu vil tælle timer på gymnasiet på samme måde som i grundskolen, så vi bare skal arbejde mere – han har åbenlyst ikke forstået dannelsernes og uddannelsernes kulturbærende værdier - eller at hun ikke viser indsigt i gymnasielærernes arbejdsforhold.

At være gymnasielærer i dag betyder at virke som, ja for pokker, som kulturbærer i en institution der bruger tidsregistrering som styrings- og dannelsesredskab. Eleverne kender den form for styring udmærket; de møder den i skemaets tidsregistrering, i mødepligtens tidsregistrering og i de skriftlige lektiers tidregistrering, dvs. den tid der er afsat til fx at skrive et essay eller en fysikrapport. Med gymnasiereformen fra 2005 defineres skriftlige lektier nu som elevtid (Dansk Folkeparti stemte for); hvert fag har fast afmålt elevtid. Og eleverne holder nøje øje med tiden i styringssystemet Lectio (stort set samtlige gymnasier i Danmark er underlagt Lectios tids- og administrationsstyringssystem). Derudover fastsætter institutionen også tid til lærernes forberedelse, tid til teamarbejde, tid til udviklingsarbejde, tid til efteruddannelse, og tid til nå ja, det hedder øvrig tid.

Al den tid præger selvsagt gymnasielærerne og eleverne i en grad, så man må spørge sig selv, om de kan forestille sig noget andet.

Da jeg efter 12 år forlod højskolen til fordel for gymnasiet, gik jeg fra en institution der aldrig talte timer og til en institution der gør det hele tiden. Når jeg fortæller kollegaer om skiftet, misunder nogle mig højskolens oceaner af tid, som jeg selv sammen med elever og kollegaer kunne disponere over uden at skele til arbejdstidsaftaler og uddannelsesbekendtgørelsers angivelser, for det findes ikke for en såkaldt fri skole. Andre kollegaer ser for sig, hvordan kaldet opsluger privatlivet ikke mindst livet med familien – og det har de jo ret i. Men jeg tvivler på, at kaldstanken dominerer højskolen længere; i dag betyder udviklings-, projekt- og karriere-ambitionerne et stadigt træk af lærere gennem institutionen, i øvrigt helt i samklang med eleverne, der kommer direkte fra gymnasiet.

Ikke desto mindre er højskolens frie tid en ekstraordinær dannelsestid som uddannelserne fra grundskolen og til de videregående uddannelser savner.

Dansk Magisterforening (DM) har for nylig for første gang nogensinde undersøgt privatansatte DM-medlemmers erfaringer med tidsregistrering. Et snævert flertal af medlemmerne er for tidsregistrering. Basalt set dokumenterer registreringen således, at man som lønmodtager bruger sin arbejdstid: ´jeg er effektiv´; ´mine overspringshandlinger mindskes´; ´jeg er berettiget til afspadsering´. Men ifølge DM er forskere uenige med flertallet af medlemmerne: ”Succes afhænger i ringe grad af tidsforbruget. Succes afhænger af dygtighed, forstået som faglighed, kompetencer, kreativitet, samarbejde og af, at virksomheden kan definere, udvikle og løse sine opgaver” siger Preben Mellander, professor på Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse på CBS. Arbejdspsykolog Einar Baldursson siger: ”Nu kommer Dr. Jekyll og Mr. Hyde-effekten, for ledere er nødt til at føle, at de styrer. Derfor sætter de ind med kontrolsystemer, der skal reducere deres angst, når organisationen ikke længere er gennemsigtig.”

Det er svært at forstå DMs undersøgelses svar sammenholdt med eksperternes udtalelser anderledes end, at videnssamfundets vægt på medarbejdernes fleksibilitet, selvledelse og kreativitet hæmmes af en tidsregistrering, der udspringer af ledernes angst for medarbejdernes uigennemsigtighed som personligheder. No shit Sherlock!

Vi lader Poul Kattler fra Experimentarium i Hellerup få det sidste ord: ”Hos os er det blevet helt almindeligt, at en kollega spørger efter et timeregistreringsnummer, før en samtale kan fortsætte om en opgave eller et projekt. Det gælder også samtaler af uformel karakter, der begynder ved kaffemaskinen (…)”

Er vi læsere af en bog af George Orwell eller tilskuere til en film af Quentin Tarantino? Uanset hvad, er vi medspillere for øjeblikket og indtil videre …

Se fremad !

´Nu skal vi ikke se tilbage men fremad´ er et klassisk retorisk greb der bruges, når fortidens elendige beslutninger ikke skal stå i vejen for de øjeblikkelige. Jublen over, at folkeskolen endelig ser ud til at reformeres, altså sådan rigtig, ikke som en spareforanstaltning, bør imidlertid ikke dække over tåbeligheden ved den manglende dialog med lærerne frem til folkeskolens reform. Kort sagt: Hvorfor Regeringen uden samarbejde med lærerne formulerer et folkeskole-grundlag, som lærerne skal føre ud i livet har forklaring i … (bøvs). Elendig politisk/økonomisk ledelse skal man ikke gruble over, men uden videre reagere på.

Imidlertid er det svært at være uenige i Regeringens reform-grundlag: elever og lærere skal være mere sammen; faget engelsk skal eleverne have fra 1. klasse; kropslighed skal ind i undervisningen, fagenes teoretisering føres ud i livet.

Men den folkeskole er sådan set ikke ny i forhold til grundlæggende kvalificering til at læse, skrive, regne og reflektere over livet i forhold til ungdoms- og videregående uddannelse. Det er basalt set primitivt at tænke sådan: Bare man afsætter flere timer til alting, er alting godt. Kvantificeringen overtrumfer aldrig kvaliteten.

Lærerne i folkeskolen, på EUD, på gymnasierne og de videregående uddannelser kan hjælpe på vej i udviklingen af grundskolen og videre frem. Det har imidlertid ikke Regeringens interesse. Lige nu råber fx Industrien højere, når de hævder der ikke er elever til praktikpladser på trods af de mange EUD-elever der ikke har praktikpladser.

 ”Dannelse” er ikke bare et ord, men mangler i uddannelserne, på EUD og de gymnasielle uddannelser generelt.

Mig bekendt har lærere i folkeskolerne og på ungdomsuddannelserne i stigende grad prøvet utallige pædagogiske modeller af i mindst de sidste 10 år. Højst på hitlisten er: læringsstile og cooperative learning, gerne parret med PALS. Det er ikke så lidt lærere og ikke mindst elever har lagt krop til, stort set uden at give lyd. Sådan set kunne man længes efter -68!

Jeg har svært ved at forestille mig, at man kan ville dannelse og uddannelse hvis idealet udelukkende er centreret om uddannelsesinstitutionerne. Grundlæggende handler ud- og dannelse om det hele. Det kan en centraliseret folkeskolereform næppe løfte, men det er fanme et signal – ovenfra og ned.

Nu gennemføres en folkeskolereform ovenfra og ned. Reformen er sådan set ude af trit med elever og lærere, for de var aldrig med.

Der er uddannelse til de der vil

At handelsskolen Niels Brock i København har indført optagelsesprøver til erhvervsuddannelserne er en torn i øjet på de politikere og regeringer der i årevis ikke har evnet at prioritere folkeskolen frem for alt. Som det er nu, kvalificerer folkeskolen nemlig langt fra alle til en ungdomsuddannelse. På Niels Brock har frafaldet på erhvervsuddannelserne således været oppe på 20 %.

Niels Brocks direktør Anya Eskildsen beklager, at lignende tiltag ikke er mulige på de gymnasiale uddannelser. Lovgivningen her gør nemlig, at Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) sammen med elevens folkeskole afgør, om eleven kan optages på en gymnasial uddannelse.

Det er naturligvis en underkendelse af UUs kompetencer, når Niels Brock er nødt til at indføre optagelsesprøver. Omvendt har formanden for UU, John Vilhelmsen naturligvis ret, når han undrer sig over, at gymnasierne i stor stil optager de elever, som UU har frarådet at starte på en gymnasial uddannelse (undertegnede undrede mig også i bloggen den 29. januar -12).

UU skal med andre ord både sikre 95 %-målsætningen og at ungdomsuddannelserne får elever der formår at løfte de krav, som uddannelserne stiller. Den opgave ligner mere en skrivebordsvision end et afsæt i virkeligheden. Det ved Anya Eskildsen af erfaring og reagerer – tænk om andre direktører og rektorer for ungdomsuddannelser havde hendes mod!

Et af tidens store uddannelsesmodeord er ”inklusion”. Det betyder, at uddannelserne fra folkeskolen og til de lange videregående uddannelser skal inkludere alle uddannelsessøgende uanset hvad. Jeg nævner i flæng mennesker med ADHD, autisme, ordblindhed, selvmordstruede, spastisk lammelse, anoreksi, depressioner, højt begavede, cuttere, børn og unge med helt forkerte forældre og vilkår – og naturligvis alle de der endnu ikke er fundet en diagnose til; jeg ved fra mange år som lærer, at rigtig, rigtig mange mennesker burde have en diagnose (bare ikke mig, naturligvis). Lovgivningen sikrer, at alle inkluderes gennem uddannelses-planer, -evalueringer, -mål og rammestyringer etc … (fyld selv ud til julefrokostens bullshitbingo).

For nylig talte jeg med en kvinde i min familie der nærmer sig de 80 år. Hendes forargelse over, at de unge ikke udnytter de mange muligheder i dag var stor, velsagtens fordi de unge ikke har hendes erfaringer. Hendes livsbane er fra en anden tid, var lagt på forhånd; først overtog hun morens plads for de yngre søskende, da moren døde. Og så, på farens foranledning, blev hun gift godt med en kommende gårdejer. ”Men i virkeligheden ville jeg rejse hjemmefra og hvem ved, hvad det så ville ende med af uddannelse og sådan. Men jeg fik aldrig valget.´

Pointen er imidlertid, at den gamle kvinde ikke ser, at et samfund og dets uddannelser der kontrolleres i hoved og røv ikke er inkluderende for børn og unge – spørg bare de frie skoler og højskoler (omend de vel også tæller ledere og lærer der har lært tidens konkurrencestyring). De mange muligheder for uddannelse i dag - ´det er da helt vildt, hvad man kan vælge på Uddannelsesguiden, og så er der også e-vejledning!´ - drukner i den disciplinering der holder orden i det alt sammen. Så er de mange valg reelle?

I køen i Netto for nylig hørte jeg, at de elever der er i skolepraktik er de tungeste; ´for der er altid praktikpladser til de der vil´. Med det fokus der er på videregående uddannelser i dag, tror jeg, at det er holdningen til erhvervsuddannelserne. Hvor blev anerkendelsen af håndværket som samfundsgrundlæggende af!?

På erhvervsskolernes grundforløb kan man opleve, hvordan unge uden mål og med parkeres. Og på de gymnasielle grundforløb, specielt på hhx og htx, kan man opleve hvordan unge uden mål og med parkeres.

Det er ikke blot én, men mange tanker værd, hvorfor.

Mit bud er, at den sværeste lektie, den ”umulige” hjemmeopgave for regeringer, politikere og ikke mindst for elever og studerende i dag er, at give slip på kontrollen. Det er ikke er et regneark, men dannelse og uddannelse for alle det handler om.