Klasser eller demokratisk indstillede?

I mit sidste blogindlæg supplerede jeg Steen Cloud Poulsens påstand om, at de veluddannede forældre tager deres børn ud af folkeskolen og flytter dem til fri- og privatskoler med, at det gør de rige forældre sikkert også.

Nu kan jeg så forstå på Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at jeg tager fejl. D. 18.1 -13 kan deres ugebrev A4 fortælle, at de Fattigste forældre vælger privatskole. Som bekendt hedder det sig, at der findes tre former for løgn: løgn, forbandet løgn og statistik. Når man læser artiklen går det op for en, uden dog at A4 giver sig af med at forklare det, at etniske skoler forrykker statistikken. Suppler desuden med det faktum, at skolelukninger over hele landet har betydet, at borgere har oprettet frie skoler. Så tegner der sig et helt andet billede.

To dage før havde A4 da også offentliggjort en undersøgelse der viser det skæve billede, forskellen på rig og fattig ved grundskolevalg. I artiklen Skoler er delt op på rige og fattige forældre (A4 d. 16.1 -13) kan man læse, at tendensen til at rige og fattige forældre sætter deres børn på forskellige skoler er meget markant. Artiklen gør opmærksom på med professor Martin D. Munks ord, at ”forældreindkomsten har betydning for, om børn klarer sig godt i skolen”. Og professor Niels Egelund påpeger, at skævvridningen går ud over sammenhængskraften i samfundet, eller som han meget charmerende siger det: ”De fattiges børn ender som rosset uden positive forbilleder i klasseværelset.”

Der står med andre ord klassesamfund mellem linjerne i A4s to artikler.

Mon dog ikke pointerne er flere. For det første, at det i dag faktisk er muligt for mange forældre, også de der ikke er rige, at prioritere deres børns uddannelse og vælge en anden grundskole, en privatskole eller friskole for deres børn. Det har etniske mindretal fundet ud af, det har de forældre der har dannet nye friskoler på baggrund af skolelukninger fundet ud af. Og det kan forældre der ikke længere skal betale til vuggestue og børnehave sikkert ofte også.

Den anden pointe er derfor, at flugten til privat- og friskoler er en reaktion på, at politikerne har givet op på uddannelseskvalitet i folkeskolen, men det har en hel del forældre ikke. Og så er det da dybt ironisk, at selvsamme politikere taler om at gøre det dyrere at drive fri- og privatskole, altså at det skal bliver dyrere for de forældre der prioriterer uddannelse af kvalitet for deres børn.

Den tredje pointe er så, at hvis først de forældre der faktisk har råd og prioriterer uddannelse får øje på muligheden og der er plads på privatskolen, så er det svært at få øje på folkeskolen. Der rokkes således alvorligt ved det faktum, at vi har en rodfæstet tradition for at drive skole for alle, folkeskole.

I værste fald er folkeskolen ved at udspille sin rolle som demokratisk samfundsbærer. Der var engang hvor bønder og arbejdere sikrede deres børn uddannelse dér sammen med direktørens og professorens sønner og døtre. Sådan er det næppe længere. Chancen for at datteren af den ufaglærte arbejder møder sønnen af akademikeren eller direktørens datter bliver mindre og mindre.

Uddannelse handler altid om meget mere end min datter og søn. Eller som Thomas Kold, lederen af folkeskolen Hadstenvejens Skole, der ligger kun 200 meter fra privatskolen Randers Privatskole, siger det i A4: ”Vi har alt lige fra børn af prostituerede til børn af præster. Vi er meget blandede, hvor man er mere ens på en privatskole. Eleverne på Randers Realskole ville nok få et kulturelt chok, hvis de kom over til os, fordi det er så anderledes her. Men jeg tror på en eller anden måde, at vores børn ville være mere demokratisk indstillede, end børnene er på realskolen.”

Det nye klassesamfund

Nok er StenCloud Poulsens kronik i Weekendavisen d. 4.1 -13 om folkeskolens forfald, ”Summen af benspænd er knusende”, lige lovlig højstemt – det lykkes simpelthen kronikøren at finde så mange benspænd, at det er svært at se en vej frem for skolen – ikke desto mindre er der en central passage der ikke er til at komme udenom. Ned at ligge!

”Skolen var først et privilegium for de få, derefter en ret og i dag en pligt. Men hvordan eleven ser på sin skolegang bestemmes i høj grad af kulturen i familien. Som konsulent ser jeg ikke i klasseværelset mange elever, som med målrettet energi kaster sig ind i de læringsmuligheder, som læreren tilbyder. De fleste elever ser undervisningen som underholdning, hvor det er lærerens pligt at levere en fængslende og varieret forestilling. De ser skolen som et teater, hvor de er betalende tilskuere. Børnene er opdraget til en lystlogik, ikke en nødvendighedslogik. Teenageelevers respekt for lærerne i folkeskolen kan ligge på et meget lille sted. De undergraver sig selv, medens de har travlt med sociale medier. Og de opfatter ikke undervisning og læring som et socialt medie, som de behøver at bruge så meget tid på: De udviser ingen glubende interesse i at vide mere, de finder sig modstræbende i at blive undervist. Elevernes handlerum og udfoldelsesrum er i dag i klasseværelset meget stort og lærerens tilsvarende mindre: De kan ikke insistere på, at eleverne lærer. Det, som moderne forældre grundlæggende ønsker på deres børns vegne, er i dag ikke primært, at de lærer en hel masse. I praksis er forældrenes forventninger og krav til lærerne primært, at børnene har det godt, trives og er glade. Det er mere alvorligt, at en elev er i dårligt humør, end at de ikke tilegner sig solide fagkundskaber. I tidligere epoker brugte læreren sin myndighed til at presse sociale og personlige forstyrrende momenter ud af klasseværelset, så der var tid til læring. I dag er det nærmest omvendt.”

Jeg undskylder det lange citat, men det er vigtigt.

Man tænker uvilkårligt, hvordan samfundet overhovedet kan hænge sammen, hvis det ovenfor beskrevne liv i klasserummet afspejler vores holdning til uddannelse. Er der virkelig kun nogle ganske få iblandt os der lærer noget? Det kan meget vel være, såfremt man forstår påstandene i et tidsperspektiv ellers var alting da for længst hold op at fungere. Kronikøren beskriver da også tilstanden som en proces. På den anden side har man jo skældt ud på den forbandede ungdom siden Antikken, så …

Jeg er ovebevist om, at kronikøren beskriver udviklingen af et nyt klassesamfund, om end hans pointe er en anden. Den modstand mod læring, som kronikøren beskriver, er eleverne i folkeskolens, de andre elever flytter far og mor til frie- og private skoler: ”De veluddannede forældre har taget bestik af folkeskolens problemer: de stemmer med fødderne og flytter deres børn.” De rige forældre gør sikkert det samme.

Når lærere på erhvervsuddannelserne og de gymnasielle uddannelser taler om folkeskoleelevernes manglende basale fagligheder fra folkeskolen er det samme klasse-problematik. Når skiftende regeringer presser ”alle”, målsætningen er 95 % af en årgang, igennem en ungdomsuddannelse uden at se på uddannelses-kvaliteten, så undgår man behændigt at tage stilling til udviklingen af et nyt klassesamfund og kan i stedet koncentrere sig om samfundsøkonomiske modeller. Det har naturligvis konsekvenser.

Det nye klassesamfund slår igennem uddannelsessektoren, når studenter ikke kan bruge deres gymnasielle uddannelse til noget på grund af manglende kvalifikationer, og når håndværkere ikke kan bruge deres uddannelse til noget på grund af manglende kvalifikationer – og når unge parkeres på en ungdomsuddannelse, fordi der intet ufaglært arbejde er til dem.

Mig bekendt har ingen af Folketingets partier i dag forstået, at et klassesamfund ikke afskaffes én gang for alle (Hvornår var det nu det var?), men at det skabes og bekæmpes ikke mindst af politikere. De tusindvis af medborgere der om lidt falder ud af ”velfærdssamfundet”, fordi de er arbejdsløse, ved det om nogen.

Må jeg foreslå, at man begynder at tale om uddannelse, dannelse, moral, etik, værdier og arbejde i et samfund der vil klassesamfundet til livs - eller, hvorfor ikke, taler om Frihed, Lighed og Broderskab i dag.