Så kom dagen for optagelse på de videregående uddannelser. Og ja, som man kan læse i diverse medier, tallene er katastrofale.
Ansøgertallet til universiteterne er faldet drastisk (op mod 20 % færre end sidste år har søgt ind på humaniora, natur- og samfundsvidenskab). Og ligeledes er antallet af optagne faldet drastisk (18.093 er optaget; 12 % færre end sidste år).
Også uddannelserne til lærer, pædagog og sygeplejerske (velfærdsuddannelserne) oplever stor nedgang i ansøgertal i år. Det kan næppe undre efter storkonflikten og disse professioners forhold i det hele taget.
Når man har trukket de åbenlyse årsager til den manglende søgning og optag fra - nemlig øgede adgangskrav (fag på bestemte niveauer kræves nu – ikke høj adgangskvotient, tværtimod har det ikke i årevis været så let karaktermæssigt at komme ind!) og meget lav arbejdsløshed – er der så flere forklaringer tilbage?
Tallene siger, at de yngste studerende har hørt efter, når Bertel Haarder tidligt og silde har frarådet sabbatår. Ikke desto mindre er ”de gamle” fra sidste år og år tilbage stadig ikke søgt ind. Dertil er kun at sige: ”Nul i opførsel!”
Man har da lov at håbe, at den elendige opførsel er udtryk for, at man ikke gider et uddannelsessystem der i højere grad kerer sig om budgettering, evaluering og effektivisering end om – (ud)dannelse.
Om få år vil det vise sig, om Regeringen har skabt en enorm pukkel af unge uden uddannelse efter gymnasiet. Og om det egentlig er et problem. I min gamle (ud)dannelses-revolutionære hjerne forestiller jeg mig nemlig, at denne ungdomsmasse vil vise sig som et enormt (ud)dannelsesmæssigt potentiale (og så er de i øvrigt uartige drenge og ikke pæne piger!).
onsdag den 30. juli 2008
fredag den 18. juli 2008
Det musiske er værdiløst!
Det sværeste og i virkeligheden mest urimelige ved dette blogindlæg er, at skulle begrunde, hvor vigtigt det musiske er for uddannelse og dannelse. Man kan henvise til det musiskes rolle i samfundet, hvis man tør stå ved det åbenlyse. Vigtigere synes det dog i dag at være, at man ikke kan sætte det musiske ind i en værdimæssig nutidig kontekst. Derfor er det musiske værdiløst. Og derfor spiller det musiske stort set ingen uddannelses- og dannelsesmæssig rolle i dag.
Da jeg kom i skole i 1967 var der udover de traditionelle fag fagene dramatik, formning og musik. Specielt dramatik var næppe et sædvanligt fag i skolevæsenet dengang, men det hørte med til 68-ernes progressivitet og satte sine umiddelbare spor hist og her på de mest fremmelige af landets skoler. Det hørte dog hurtigt op. Som tiden gik, som tiden går, sies det musiske fra både som enkelte kreative fag, og det fylder mindre og mindre fra klassetrin til klassetrin i andre fag. Alvoren sætter jo ind. Og alvoren hedder viden og færdighed. Det musiske kan nemlig ikke måles og vejes, sådan som vi typisk definerer (ud)dannelse.
Vi har ingen tradition for at vægte det musiske i uddannelserne fra grundskolen og frem. Nok er det herligt at opleve, hvordan det musiske i princippet får rum på det almene gymnasium (stx) - her kan man vælge musik, billedkunst, dans og mediefag (sidstnævnte dog også som et populært valgfag på erhvervsgymnasierne) – men de musiske fag tæller ikke i det store gymnasiale regnskab der skal kvalificere til videregående uddannelse (det gælder også andre fag, ikke mindst for biologi, men det er nok en administrativ fejl der snart rettes).
I grundskolen er det musiske som fag stadig reduceret til faget musik. Synges skal der – men hvem fanden går i kødet på musikken, så den giver genlyd på hele skolen udover ved festlige lejligheder! På eud findes det musiske slet ikke, og på de gymnasiale uddannelser findes det kun på stx. Det musiske som en væsentlig del af (ud)dannelsen vægtes ikke, og det på trods af, at man dog havde muligheden for det i de nylige reformer på ungdomsuddannelsesområdet.
Så meget desto vigtigere er det at fremhæve det musiskes værdi for grundskolen og frem i uddannelserne - mange friskoler ved det dog. Men hvad er begrundelsen for manglen?
Hvis man mener, at det er vigtigt at eleverne, børn, unge og voksne tager fat i det, de møder og for manges vedkommende faktisk går i lag med hver dag uden for skolen, måtte man utvivlsomt vægte det musiske, bare sådan. Sådan er det ikke. Og derfor lægges det musiske typisk ind under faget dansk, der således skal gabe over langt mere, end det på nogen måde magter. Først og fremmest danskfaget skal bære og udrede en regid (ud)dannelsesopfattelse, der handler om viden og færdighed frem for alt; det er nemlig vigtigere at kunne stave og sætte tegnene korrekt og analysere end at kunne kreere. Alligevel skal danskfaget gøre begge dele sådan pro forma og for anstændighedens skyld. Med andre ord; danskfaget retfærdiggører regiditeten, umenneskeligheden. Prøv bare at forestille jer den omvendte verden, at faget dansk varetoges af forfattere, dansere, malere, instruktører etc. Wow! Men kun som begyndelse; læg dog det musiske ud som de fag, som de, eleverne og de studerende, og ja samfundet fortjener.
Hvis man mener, at det musiske har værdi i sig selv, ville man definere det som en hel række fag med vægt på skabelse. Prikken over i-et ville være, om man også havde faget Æstetik. Dette fag lægger op til bevidsthed om noget helt centralt i væren overhovedet, en filosoferen over det musiske.
Hvis ikke man kan sætte det musiske ind i en værdimæssig nutidig kontekst, er det så værdiløst? Ja, jeg er bange for det. Derfor mangler jeg stadig at begrunde det musiskes værdi.
Da jeg kom i skole i 1967 var der udover de traditionelle fag fagene dramatik, formning og musik. Specielt dramatik var næppe et sædvanligt fag i skolevæsenet dengang, men det hørte med til 68-ernes progressivitet og satte sine umiddelbare spor hist og her på de mest fremmelige af landets skoler. Det hørte dog hurtigt op. Som tiden gik, som tiden går, sies det musiske fra både som enkelte kreative fag, og det fylder mindre og mindre fra klassetrin til klassetrin i andre fag. Alvoren sætter jo ind. Og alvoren hedder viden og færdighed. Det musiske kan nemlig ikke måles og vejes, sådan som vi typisk definerer (ud)dannelse.
Vi har ingen tradition for at vægte det musiske i uddannelserne fra grundskolen og frem. Nok er det herligt at opleve, hvordan det musiske i princippet får rum på det almene gymnasium (stx) - her kan man vælge musik, billedkunst, dans og mediefag (sidstnævnte dog også som et populært valgfag på erhvervsgymnasierne) – men de musiske fag tæller ikke i det store gymnasiale regnskab der skal kvalificere til videregående uddannelse (det gælder også andre fag, ikke mindst for biologi, men det er nok en administrativ fejl der snart rettes).
I grundskolen er det musiske som fag stadig reduceret til faget musik. Synges skal der – men hvem fanden går i kødet på musikken, så den giver genlyd på hele skolen udover ved festlige lejligheder! På eud findes det musiske slet ikke, og på de gymnasiale uddannelser findes det kun på stx. Det musiske som en væsentlig del af (ud)dannelsen vægtes ikke, og det på trods af, at man dog havde muligheden for det i de nylige reformer på ungdomsuddannelsesområdet.
Så meget desto vigtigere er det at fremhæve det musiskes værdi for grundskolen og frem i uddannelserne - mange friskoler ved det dog. Men hvad er begrundelsen for manglen?
Hvis man mener, at det er vigtigt at eleverne, børn, unge og voksne tager fat i det, de møder og for manges vedkommende faktisk går i lag med hver dag uden for skolen, måtte man utvivlsomt vægte det musiske, bare sådan. Sådan er det ikke. Og derfor lægges det musiske typisk ind under faget dansk, der således skal gabe over langt mere, end det på nogen måde magter. Først og fremmest danskfaget skal bære og udrede en regid (ud)dannelsesopfattelse, der handler om viden og færdighed frem for alt; det er nemlig vigtigere at kunne stave og sætte tegnene korrekt og analysere end at kunne kreere. Alligevel skal danskfaget gøre begge dele sådan pro forma og for anstændighedens skyld. Med andre ord; danskfaget retfærdiggører regiditeten, umenneskeligheden. Prøv bare at forestille jer den omvendte verden, at faget dansk varetoges af forfattere, dansere, malere, instruktører etc. Wow! Men kun som begyndelse; læg dog det musiske ud som de fag, som de, eleverne og de studerende, og ja samfundet fortjener.
Hvis man mener, at det musiske har værdi i sig selv, ville man definere det som en hel række fag med vægt på skabelse. Prikken over i-et ville være, om man også havde faget Æstetik. Dette fag lægger op til bevidsthed om noget helt centralt i væren overhovedet, en filosoferen over det musiske.
Hvis ikke man kan sætte det musiske ind i en værdimæssig nutidig kontekst, er det så værdiløst? Ja, jeg er bange for det. Derfor mangler jeg stadig at begrunde det musiskes værdi.
Abonner på:
Opslag (Atom)
