Langsomheden

Langsomheden har ingen plan
det ved vi jo alle sammen

Så står man der som underviser
og råber ikke af eleverne
men tier og ser
                    at ingenting sker

Tiden har ingen langsomhed længere
den må jeg længes efter

Jeg ser et åndløst rum med mennesker i
(såogsåmangemenneskerprkvadratmeter) så
ser jeg mennesker der vil alt andet

men naturligvis ikke her

Tiden har ingen langsomhed
den må jeg længes efter
alene

Hvad er det erindring betyder?
jeg ved intet!

Tale til årets studenter 2015

Kære 3.B

Det er en lang rejse, I har været igennem; folkeskolen eller friskolen, måske efterskolen og nu gymnasiet har I været igennem. Men for langt de fleste af jer gælder, at I også skal tage en videregåendeuddannelse. Uddannelsesrejsen er ikke slut. Det er en lang rejse. Nu kom I så langt!

Tiden her på Htx Køge må have været noget af en strabadserende rejse. I har oplevet lederskifter og lærerskifter, og I har gennemført uddannelsen, imens der bogstavelig talt blev bygget rundt omkring jer. Støj og støv hørte til dagens orden.

Undervejs oplevede I desværre også at miste en kammerat. Rasmus forsvandt midt i 2.g. Projektugen uge 45 brugte I på at lede efter Rasmus. Det var stærkt at opleve, at I helt selvfølgeligt deltog i eftersøgningen. Desværre var det forgæves. I mødte talstærkt op til Rasmus´ begravelse – igen helt selvfølgeligt.

Og hvordan kommer man så videre?! Hvordan kom I videre og hvordan kommer jeg videre i talen. Ved at tale om noget af det der for mange af jer har beskæftiget jer rigtig meget på uddannelsen uanset hvad igennem de tre år. Nej, ikke piger, for dem er der sådan set ingen af i 3.b - men teknologi.

Jeres uddannelses-rejse er tæt forbundet med teknologien, den er fremtidsvendt, vil derudaf, vil udvikling hele tiden. Og så går I jo på htx, hvor teknologi er en væsentlig del af uddannelsen uanset fag. Men hvad går sådan en uddannelse præget af teknologi dybest set ud på?  Forbindelsen mellem rejse og teknologi ser man tydeligst i science fiction. Rejser og teknologi er helt centrale fortælleelementer i science fictions. Så her må vi kunne finde nogle svar.

Man rejser ud i Rummet, fordi teknologien gør det muligt eller man må flygte på Jorden, fordi teknologien er truende. Her får I to klassiske eksempler.

I instruktøren Stanley Kubricks film ”Rumrejsen år 2001” klippes der virtuost og skræmmende fra en knogle, som en abe har fundet ud af at bruge som våben til at nedlægge aber fra den konkurrerende stamme om vandhullet, og til en rumstation af samme facon årtusinder senere. Kubrick fortæller dermed, at den forfinede teknologi i virkeligheden er gjort af samme voldelige stof som benvåbnet, selvom det måske er sværere at få øje på sammenhængen, at få øje på volden, når teknologien er moderne. Man kunne også bare kalde sammenhængen en drone – den kan både sprede rovdyrpis udover marken, så hjortekalvene i kornet skræmmes væk førend mejetærskeren kommer og den kan sprede død og ødelæggelse andre steder på Jorden end i en dansk kornmark. I ”Rumrejsen år 2001” overtager en computer ved navn HAL (i virkeligheden I B M) kontrollen over rejsen og forsøger at slå menneskene ihjel, da man ikke kan stole på at mennesker er i stand til at gennemføre missionen. Men hvilken mission? Den er hemmelig, siges det – men er der overhovedet nogen?

I en af de allermest skræmmende science fictions, ikke mindst for en dansklærer (I kan forstå hvorfor lige om lidt) – nemlig Ray Bradburys roman ”Fahrenheit 451” - strømlines dagliglivet af teknologiens strenge krav om effektivisering og instrumentalisering; man skal kun foretage sig noget, hvis det fører til noget; nemlig passe sine daglige arbejdsrutiner effektivt og uden at klage. Derfor er det nu strafbart at læse litteratur for så drømmer folk og tænker ukontrollerbare tanker, får visioner. Ja, det siges ligefrem, at litteratur gør folk ulykkelige – tænk positivt er mantraet. Så nu må der kun ses TV og læses tegneserier (måske man i dag kan ”oversætte” tegneserier med computerspil – ”Fahrenheit 451” er fra 1953, der var ikke meget computer på det tidspunkt). Derfor flygter litteraturelskere ud af storbyerne og bosætter sig i små grupper i skovene, hvor de lader de gode historier gå i arv til næste generation. De har en vision. Men hvilken vision har det instrumentelle samfund? Effektivitet og instrumentalisering, kan man kalde det visionært? Måske er der ingen vision.

Teknologien skal meget gerne hjælpe os med at være mennesker. Det er åbenlyst ikke altid sådan. Når det ikke er sådan, er det fx når teknologien fortæller os, hvordan vi bør leve vores liv; så bliver vores liv instrumentaliseret. Professor Svend Brinkmann mener, at det er sådan det er nu. Forleden sagde han det sådan her i et interview:

»Vi er rådvilde omkring, hvad der er vigtigt i tilværelsen. Hvad meningen er, og hvad der er sit eget formål. Man kan næsten forestille sig mennesker, som lever hele deres liv, hvor alt, de foretager sig, er et redskab eller et middel til at nå hen til noget andet: Vuggestuen er bare en forberedelse til børnehaven, der bare er en forberedelse til skolen, der bare er en forberedelse til arbejdslivet, der bare handler om at gøre sig fortjent til pensionen, og så dør man. Og det var så ligesom det liv. Men det er jo ikke det samfund, vi ønsker. Er det?« (Berlingske Tidende d.6.6 2015).

Kære 3.b. På sin vis har I beskæftiget jer både med teknologien og rejsen de sidste tre år på Htx Køge. Teknologien er helt central som fag, tema og emne på Htx. Og rigtig mange af jer skal videreuddanne jer inden for uddannelser, hvor teknologi i alle mulige former er central. Og rejsen – måske var det den der satte teknologien i perspektiv. Jeg håber I opdagede det undervejs fra 1. til 3.g. Hvis ikke har vi ikke gjort vores arbejde godt nok. Jeg håber I opdagede historien, aberne, vandhullet, knoglen der blev til våben og rumstation, kornmarken, krigen, rovdyrpisset, rejsen ud i rummet og ud i skoven - og måske endda efterhånden kan skimte en vision.

Som forfatteren Johannes V. Jensen sagde det i en historie i 1901, som I har læst: ”Det er nu længe siden og ligner ikke meget en historie, der er værd at fortælle, men i sin tid var der alt deri, hvoraf de fineste Fortællinger bliver til”.

Rejsen er en historie, og om lidt er tiden på Htx Køge længe siden. Men det er vel ikke for meget forlangt, at I på den lange rejse i uddannelsessystemet finder noget, hvoraf de fineste fortællinger bliver til! Jeres fortællinger. Hvis I gør det, er jeg overbevist om, at I både finder missioner og visioner der vil andet og mere end blot at være redskaber.

Tillykke, og held og lykke på rejsen!

Tale til årets studenter 2014

Kære studenter

"En gang var der en munter bager der

lavede en særlig slags kager. Tænk

sig, de kunne selv gå derhen hvor de

skulle spises. Så sagde bageren til

dem, at de skulle gå hen i Vester-

gade nummer fjorten. Og så gik de i

en lang række hen i Vestergade (og

så sang de hele vejen) og ringede på.

Og når så konen i huset lukkede

døren op, så sagde de at de kom

henne fra den glade bager for at

blive spist til eftermiddagskaffen.

En anden gang var der en kartof-

fel, der ikke længere gad være en

kartoffel. Derfor fik den en ny

frisure og et par høje handsker

og begav sig ud i den vide ver-

den. Og alle den mødte bildte

den ind, at den var direktør for et

mejeri. Til sidst faldt den ned i en

mælkekarton og druknede. (Den

havde tre børn og en bedstefar

som til gengæld alle døde af sult)."

I Århus lever en forfatter der hedder Louis Jensen. Han har sat sig for at skrive 1001 historier. De udkommer 100 ad gangen. I har lige hørt de to første. Louis Jensen er nu oppe på 900 historier. Der er 101 tilbage. Han startede i 1992.

Sådan nogle historier med sådan nogle ord skal man lede efter for at finde. Men i dag er det på mode at bruge ord, som man ikke behøver at lede efter. Det er ord som kommer udefra og ikke indefra. Det er ord, som man ikke kan undgå at møde, ikke kan undgå at støde ind i, ja ligefrem oplæres i. Men behøver slet ikke at gøre noget selv. De ord er der bare og omklamrer en og truer med at presse al selvstændighed ud af en. Det er ord som:

FYI (For Your Information); udmåle kompetencer; konkurrencesamfund, evaluering;

omstillingsparat; økonomitænkning; new public management; human ressource;

coaching; livslang kompetenceudvikling; medarbejdertilfredshedsundersøgelser;

brugertilfredshedsundersøgelser; medarbejderudviklingssamtaler (MUS);

teamudviklingssamtaler (TUS); employability; produktiv medarbejder; pligter før

rettigheder; human kapital; vækst og konkurrenceevne; økonomi og mobilisering;

innovationsøkonomi; konkurrenceevne; konkurrencekraft; sammenhængskraft;

optimering; individualisering; effektivitet; resultater; output; efficient; produktivitet;

outcome; produktiv; konkurrencedygtig; arbejdsdygtighed; arbejdsformåen;

projektledelse; selvudvikling og selvrealisering; entreprenør; benchmarking; personlighedstest;

indsatsområder; mål; DJØF; vækst, vækst, vækste; bare brug værktøjerne

i værktøjskassen fremadrettet og ha´ en fortsat go´ dag!

Kære studenter, tidens ord har I på en måde mødt de sidste 3 år på gymnasiet, når I skulle redegøre for, hvordan I lærer noget i SO (Studieområdet) eller når I fik værktøjer fra værktøjskassen at lære i fagene for at nå de faglige og overfaglige mål - hvad enten det var i matematik eller i dansk.

Der er ingen tvivl om, at uddannelserne i dag kæmper en kamp med tidens ord og de krav der står bag. Hvordan give jer en meningsfuld uddannelse der kan bruges i den globale økonomi!?

Det er svært at leve op til den globale økonomi. Måske er det derfor, at vi på ungdomsuddannelserne aldrig før har set så mange unge med så stort fravær, så mange manglende opgaveafleveringer, så mange diagnoser, så mange der ikke trives og så mange der dropper ud - med tidens ord: frafald. Men I holdt ud!

Det kunne godt se ud som om der er brug for nogle andre ord og historier, nogle Louis Jensen-historier - en hel masse, mindst 1001.

Men lur mig om I ikke også mødte lærere der listede andre ord ind i undervisningen her på skolen. Hvad var det lige der skete i den matematiktime, ved den laboratorieøvelse eller på studieturen!? Og jeg er sikker på, at I også mødte hinanden her med levende ord.

Det er befriende, når man er steder hvor der er plads til andre ord, fx sådan nogle som Louis Jensen bruger. Stederne og ordene åbner ud mod verden og taler til det fineste i en selv. Jeg håber I trods alt også mødte dem her på skolen.

Så kære studenter, det her skal være en opfordring til jer om at finde de steder, dyrke de steder hvor ordene er lidt anderledes, ja måske helt anderledes end de gængse. Nogle I måske leder efter.

I skal være kritiske over for ordene - nej, jeg mener ikke at I skal evaluere dem og gennemføre brugertilfredshedsundersøgelser etc. Men smag på ordene. Er der krop i dem? Kan man dufte, smage, føle og høre dem? Kan man det, så nyd dem og brug dem!

Louis Jensen slutter altid sine 100 historier af med det han kalder ´en helt anden gang´, altså helt uden for nummer, så det gør jeg også:

"En helt anden gang var der en historie der

følte sig helt alene i verden. Den så sig om til

alle sider, men den kunne ikke se andre

historier end sig selv. Det gjorde den meget

ked af det. (Hvem bryder sig om at være

helt alene?) Men så gik den til højre for at

lede efter nogle andre historier, og til sidst

mødte den nogle selvgående kager som

den fulgtes med indtil den mødte en kartoffel

med et par høje handsker. Så drejede ka-

gerne for de skulle hen i Vestergade og histo-

rien fortsatte hen til en sølvske der dansede

rundt og til allersidst mødte den en historie

om en historie, der var helt alene i verden.

Men så opdagede den, at det var den selv,

den havde mødt, og så gav den sig til at le

højt, for så var den jo slet ikke alene længere!"

Kære studenter, gå ud i verden og brug nogle andre ord end de umenneskelige, og sørg for at de kommer indefra, at de er jeres egne. Og vigtigst: del ordene - ikke i stavelser - med med de andre!

Held og lykke!

(PS: Følg endelig med i den stadigt voksende bullshitliste)


Oplysning går ud over forbruget og produktiviteten

Politikerne kunne jo starte med at sætte dannelse og uddannelse over forbrug og produktivitet.

Når man bebrejder unge, at de sidder på facebook, twitter etc i timerne, at de ikke møder forberedte op til undervisningen og forelæsningerne, eller slet og ret slet ikke møder op, ja så skulle man hellere spørge politikerne, hvorfor de sætter forbrug og produktivitet over dannelse og uddannelse.

Vé den lærer der aflyser timerne, fordi eleverne og de studerende møder uforberedte op. Det går jo ud over forbruget og produktiviteten.

Vé den lærer der af sine elever og studerende kræver flid og vilje. Det går jo ud over forbruget og produktiviteten.

Vé den uddannelse der smider elever og studerende ud, fordi de ikke deltager aktivt i dannelsen og uddannelsen. Det går jo ud over forbruget og produktiviteten.

Vé den uddannelse der har en anden retorik end politikernes. Det går jo ud over forbruget og produktiviteten.

Vé de elever og studerende der ikke får en uddannelse. Det går jo ud over forbruget og produktiviteten.

Vé de elever og studerende der vil dannelse og uddannelse. Det går jo ud over forbruget og produktiviteten.

Kinesiske tilstande over for enestående uddannelse

Imens vi venter på, at politikerne bliver enige med hinanden om, hvor mange timer om dagen børnene i grundskolen skal gå i skole og om der er mening i, at de også skal lære udenfor klasselokalet i stedet for kun røvtilstol-læring, kan vi undre os over, hvor politikerne får deres uddannelsesforestillinger fra.

Regeringen har nu set lyset ved at flytte undervisningen ud af klasselokalet og forlænge skoledagen, og oppositionen holder på, at det vigtigste er røvtilstol-læring og gerne mere af det. Det forskningsmæssige belæg er det så som så med - ingen har spurgt lærerne, og slet ikke eleverne.

Hvis vi skal være meget venlige, kan vi oversætte de stridende parters positioner med, at varieret undervisning er god undervisning, og at der savnes større disciplin i skolen.

Uddannelse afspejler om noget den kultur den udfoldes i. Om end det var et eksperiment viste DRs udsendelsesrække, hvor en dansk klasse konkurrerede med en kinesisk klasse i basale fag, netop det. Den varierede undervisning er typisk dansk, ikke kinesisk; den disciplinerede undervisning er typisk kinesisk, ikke dansk.

De kinesiske elever vandt overlegent – også da det gjaldt gruppearbejde med fælles refleksion. Eksperiment eller ej, så viser udsendelserne hvor vigtig disciplinering, dvs dedikation i forhold til basale kundskaber er. Professor Niels Egelund siger bramfrit, at den danske folkeskole er slap. Og i det sidste program påpegede han, at det er svært at være kreativ, for ikke at sige innovativ - altså de kompetencer, vi så gerne vil bryste os af - hvis ikke det faglige grundlag er der. Efter den omgang vil jeg mene, at innovation atter engang kandiderer kraftigt til listen over meningsløse bullshitbegreber i Danmark.

Det ironiske er, at næppe nogen, hverken i eller udenfor Folketinget drømmer om kinesiske tilstande. Tværtimod tør man slet ikke forestille sig, hvad det kan betyde, hvilke kræfter der slippes løs, når kineserne finder ud af at variere undervisningen og slippe den og eleverne fri. Så er vi nemlig næppe så enestående længere.

Men det mest ironiske er, at vi i Danmark ikke magter at udfolde den enestående frihed i uddannelse til alle.

Det første dementi af new public management

Det ser ud til, at jeg må tage ordene i mig igen fra sidste blog om, at den såkaldte normalisering på skoleområdet er en konsekvent indførelse af new public managements regime også dér. For formanden for gymnasierektorerne Jens Boe Nielsen kan fuldstændig afdramatisere normaliseringen med ordene: ”Vi siger som rektorer, at vi har fuld tillid til, at læreren bruger sin arbejdstid til det, den skal bruges til. Det er derfor kun, hvis en lærer mener, hun laver for meget, at vi kan tage en snak om, hvordan hun har brugt sin tid. Jeg har som rektor ikke behov for, at lærerne kommer og viser mig, hvor mange timer de har brugt.” (Gymnasieskolen april -13).

I den optik ser det nærmest ud som om, at det er lærerne, skole- eller gymnasielærerne, der med deres stædige fastholden af, at der skal foreligge detaljerede arbejdstids-aftaler og -registreringer saboterer udvikling og kvalitet; det er jo altid lærernes personlige engagement og elevernes udvikling/kvalificering, det handler om. Jada…

Men hvor naiv skal man være for at besnæres af retorikken? Vel egentlig ikke særlig meget. Tidsregistreringer har fanden skabt – jeg gjorde mig lystig over problematikken i bloggen ”Jeg er berettiget til afspadsering”. Ikke desto mindre er tidsregistrering nu den sidste absurde bastion, menneskene i uddannelsesinstitutionerne holder fast i overfor grænseløs undervisning, planlægning og udvikling. Tænk hvis det var omvendt; ledelsen sikrer, at læreren ikke brænder sammen i undervisning, planlægning og udvikling!

Og hvor naiv skal man være for at besnæres af retorikken, når tilføjelsen er, at den først og fremmest handler om økonomi. Lur mig om ikke de fleste af os kender én, endda en tidligere kollega der ikke klarede grænseløsheden og gik ned med stress.

Imens ”normaliseringen” foregår, er det dybt ironisk at læse artiklen De sidste 30 års ledelsestænkning på skafottet i Navigation – Innovation by Communication 5.april -13, en udgivelse fra erhvervslivets intellektuelle alibi Mandag Morgen. Konklusionen er: ”Den kortsigtede tænkning kan spores tilbage til hele den filosofi, der omgærder (business)skolerne, hvor alt handler om at måle og veje – og gerne i form af procentsatser, så man kan sammenligne virksomheder på tværs.” Men nu er nok nok, så derfor citeres Steve Denning, forfatter til managementbøger og fast kommentator på business-magasinet Forbes for, at nogle virksomheder har fattet, hvad det handler om: ”De har skiftet bundlinjen i firmaet, så formålet for virksomheden er at skabe værdi for kunderne. På den måde er eksperimenter og innovation blevet en særdeles integreret del af, hvad virksomhederne laver.”  

Wow! Ikke et ord nævnes om New Public Management, men budskabet er næsten for godt til at være sandt, fokus er nu kunderne/eleverne. Det er da heller ikke sandt: den ”humane” økonomiske bundlinjeretorik er nået fra Europa til USA: ”Den nuværende teori har et simpelt mål om, at en virksomhed skal maksimere aktionærernes værdi. I stedet bør virksomheder placere kunderne i centrum og fokusere på at gøre dem glade – og lade det give et acceptabelt afkast til aktionærerne” citeres Roger Martin, dekan på Roman School of Management på University of Toronto for.

Potato potato, kartoffel, kartoffel … I virksomhederne kender medarbejderne retorikken, nu lærer vi den også at kende i skolen og på gymnasiet.

Tænk hvis vi kunne mødes uden for arbejdstid og tale sammen...

Jubilæum i Mellemtiden

Det ville være synd at sige, at denne blog er overrendt. Ikke desto mindre er det at have passeret 10.000 sidehenvisninger på Nul i opførsel siden 1. juli 2007 noget særligt i min optik. Nogen har sgu været her forbi trods stort set ingen kommentarer og en meget lille men trofast ”skare” af faste læsere. Derfor dette jubilæumsindlæg.

Om der er lyttere/læsere minder mig om mine ungdomsdage på Sokkelund Radio i Huset i Magstræde, hvor vi hver onsdag aften, med genudsendelse torsdag morgen, sendte DaCapo, et 2-timers kulturprogram uden reklamer og uden musik-afgifter til Koda Gramex. Græsrødderne skiftedes til at sidde bag teknikken, i studiet og at producere indslag. Stemningen var høj men dybt seriøs. Ikke alt vi sendte var lige talentfuldt, men alle var dedikerede om opgaven; at formidle kultur til folket. Sådan blev det heldigvis aldrig formuleret, for det var tiden før Foghs erhvervslivsrettede krav om værdigrundlag og efter 68-ideologikritikernes aflivning af sanseligheden. DaCapo levede i lad os kalde det Mellemtiden og var uden tvivl et dannelsesprojekt fyldt med begejstring.

Ingen vidste om der var lyttere, men dristede vi os til at udlove et par teaterbilletter blev der trods alt ringet ind til studiet. Det er næppe min blogs sidehenvisninger og læsere nu, for tiden er gået, men det ligner.

Jeg skriver bare. Jeg skriver, fordi jeg må.

Kl. 21.30 huskede vi at dreje sende-nøglen, så Radio Rosa, bøssernes radio kunne komme til efter os. Hver for sig pustede vi ud, drak øl et sted i byen, var glade - og mødtes næste uge.

Nul i opførsel er båret af engagement, har få læsere, og er ikke mit  individuelle projekt men min blog – og lignende er nettet fuldt af. Så hvad blev der af det fælles, sanseligheden og kulturen… Hvad blev der af Mellemtiden?

Jeg skal være den sidste til at begræde tiden og hengive mig til nostalgi. Men derfor kan jeg vel godt længes efter den tid historikere overser, politikere og kommentatorer ikke regner, men som er fyldt med håb nu.

Danske Skoleelever er kloge

Er det nu klogt af Danske Skoleelever med formanden Vera Rosenbeck i spidsen at afholde sig fra at tage stilling i kampen for eller imod en arbejdstidsaftale mellem kommunerne, dvs finansministeriet, og Danmarks Lærerforening? Vera Rosenbeck har konsekvent ikke taget stilling, men lige fra konfliktens start opfordret ´de voksne til ikke at være barnlige´ og sætte sig ned og blive enige, det er jo eleverne konflikten går ud over.

Vera Rosenbeck er som særdeles samfundsopvakt elev i 9. klasse næppe så naiv, at hun ingen holdning har til konflikten. Ikke desto mindre lægger hun ansvaret fra sig i denne sammenhæng.

Det betyder dog ikke, at Danske Skolelever ikke har bud på reformer af skolen – mange har de, bl.a. i deres Reform for forandring. Men budene drukner nærmest i den standende konflikt, for Vera Rosenbeck holder klogt tungen lige i munden og undgår behændigt den tåbelige sammenblanding af stram økonomistyring og reform af folkeskolen som finansministeren og undervisningsministeren præsenterer os for.

Hvad de voksne ikke formår, formår Danske Skoleelever altså; at lægge stemmer til en reel udvikling af folkeskolen. Med den form for ansvarlighed er det ærgerligt, at de ældste elever i folkeskolen ikke har stemmeret – her og nu er der trods alt ikke meget at stille op i elevrådet.

PS: hvis finansminister Corydon tror, at Danske Skolelever ikke har forstået hvad økonomistyring går ud på, kan han jo nærlæse deres charmerende mådehold, det regeringen vel vil kalde ”ansvarlighed”, når de blandt andet foreslår, at staten låner kommunerne 400 millioner kr. til efteruddannelse af lærerne i inklusion, hvorefter kommunerne kan betale de 400 millioner tilbage, fordi de spares på specialundervisningsområdet.

Folkeskolereform som benhård økonomistyring - barokt!

Fantastisk at de centrale parter og personer i de sammenbrudte forhandlinger mellem folkeskolelærerne og kommunerne mødtes i et DR-studie. Ikke desto mindre fandt den totale sammenblanding af folkeskolereform og økonomistyring sted i går i DR2s fremragende debatprogram Debatten. End ikke den maniske, men knivskarpe og kompetente ordstyrer Clemens Kjærsgaard formåede at holde skæg og snot for sig.

Sigende var det, at de Radikale ikke stillede op med deres uddannelsesordfører men med økonomiordføreren og at Kjærsgaard konfronterede hende med en mor – og kendt journalist – der havde flyttet sit barn fra folkeskolen til en privatskole/friskole. Hvad var begrundelsen for, at moren ikke diskuterede med børne- og undervisningsministeren, som sad på tilskuerrækkerne, men med en økonomipolitiker?!

Hvorfor formåede end ikke et supertalent som Clement Kjærsgaard at trække det fatale frem: at folkeskolen uanset hvad bør reformeres, men at reformer lige nu konsekvent kvæles af en umenneskelig økonomisk politik?

Måske fordi journalisten er overbevist om, at det fatale vil træde skarpt frem i konfrontationen økonomi og værdi; sådan var debattens debattører åbenlyst udvalgt. Jeg tror imidlertid det modsatte skete: at budskabet blev, at reformer, ligesom regeringen vil det, altid bør ses i et skarpt økonomisk lys uanset konsekvenser. Uanset ordene, argumenterne og erfaringerne var Debatten den aften med et politisk ukorrekt ord solidarisk med den standende økonomistyring, fordi Clemens gjorde som regeringen gør, ikke et øjeblik satte spørgsmålstegn ved den standende økonomistyring.

Dobbelt barok blev seancen på DR2 denne torsdag aften d. 7.3 -13, når man tænker på, at Kulturminister Marianne Jelved – den-engang-for-snart-meget-længe-siden-skolelærer-der-aldrig-har-glemt-hvad-det-vil-sige-at-være-lærer – et andet sted i København forsøgte at joke med, at hun da håbede at lærerne ville vinde. Det var lige før journalisterne troede hende, og så dog ikke. Den form for politisk integritet er ikke sagen lige nu…

Der er uddannelse til de der vil

At handelsskolen Niels Brock i København har indført optagelsesprøver til erhvervsuddannelserne er en torn i øjet på de politikere og regeringer der i årevis ikke har evnet at prioritere folkeskolen frem for alt. Som det er nu, kvalificerer folkeskolen nemlig langt fra alle til en ungdomsuddannelse. På Niels Brock har frafaldet på erhvervsuddannelserne således været oppe på 20 %.

Niels Brocks direktør Anya Eskildsen beklager, at lignende tiltag ikke er mulige på de gymnasiale uddannelser. Lovgivningen her gør nemlig, at Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) sammen med elevens folkeskole afgør, om eleven kan optages på en gymnasial uddannelse.

Det er naturligvis en underkendelse af UUs kompetencer, når Niels Brock er nødt til at indføre optagelsesprøver. Omvendt har formanden for UU, John Vilhelmsen naturligvis ret, når han undrer sig over, at gymnasierne i stor stil optager de elever, som UU har frarådet at starte på en gymnasial uddannelse (undertegnede undrede mig også i bloggen den 29. januar -12).

UU skal med andre ord både sikre 95 %-målsætningen og at ungdomsuddannelserne får elever der formår at løfte de krav, som uddannelserne stiller. Den opgave ligner mere en skrivebordsvision end et afsæt i virkeligheden. Det ved Anya Eskildsen af erfaring og reagerer – tænk om andre direktører og rektorer for ungdomsuddannelser havde hendes mod!

Et af tidens store uddannelsesmodeord er ”inklusion”. Det betyder, at uddannelserne fra folkeskolen og til de lange videregående uddannelser skal inkludere alle uddannelsessøgende uanset hvad. Jeg nævner i flæng mennesker med ADHD, autisme, ordblindhed, selvmordstruede, spastisk lammelse, anoreksi, depressioner, højt begavede, cuttere, børn og unge med helt forkerte forældre og vilkår – og naturligvis alle de der endnu ikke er fundet en diagnose til; jeg ved fra mange år som lærer, at rigtig, rigtig mange mennesker burde have en diagnose (bare ikke mig, naturligvis). Lovgivningen sikrer, at alle inkluderes gennem uddannelses-planer, -evalueringer, -mål og rammestyringer etc … (fyld selv ud til julefrokostens bullshitbingo).

For nylig talte jeg med en kvinde i min familie der nærmer sig de 80 år. Hendes forargelse over, at de unge ikke udnytter de mange muligheder i dag var stor, velsagtens fordi de unge ikke har hendes erfaringer. Hendes livsbane er fra en anden tid, var lagt på forhånd; først overtog hun morens plads for de yngre søskende, da moren døde. Og så, på farens foranledning, blev hun gift godt med en kommende gårdejer. ”Men i virkeligheden ville jeg rejse hjemmefra og hvem ved, hvad det så ville ende med af uddannelse og sådan. Men jeg fik aldrig valget.´

Pointen er imidlertid, at den gamle kvinde ikke ser, at et samfund og dets uddannelser der kontrolleres i hoved og røv ikke er inkluderende for børn og unge – spørg bare de frie skoler og højskoler (omend de vel også tæller ledere og lærer der har lært tidens konkurrencestyring). De mange muligheder for uddannelse i dag - ´det er da helt vildt, hvad man kan vælge på Uddannelsesguiden, og så er der også e-vejledning!´ - drukner i den disciplinering der holder orden i det alt sammen. Så er de mange valg reelle?

I køen i Netto for nylig hørte jeg, at de elever der er i skolepraktik er de tungeste; ´for der er altid praktikpladser til de der vil´. Med det fokus der er på videregående uddannelser i dag, tror jeg, at det er holdningen til erhvervsuddannelserne. Hvor blev anerkendelsen af håndværket som samfundsgrundlæggende af!?

På erhvervsskolernes grundforløb kan man opleve, hvordan unge uden mål og med parkeres. Og på de gymnasielle grundforløb, specielt på hhx og htx, kan man opleve hvordan unge uden mål og med parkeres.

Det er ikke blot én, men mange tanker værd, hvorfor.

Mit bud er, at den sværeste lektie, den ”umulige” hjemmeopgave for regeringer, politikere og ikke mindst for elever og studerende i dag er, at give slip på kontrollen. Det er ikke er et regneark, men dannelse og uddannelse for alle det handler om.

Uddannelse til den forbandede virkelighed

Berlingske-journalist Poul Høi beskriver den postfaktuelle logik i al sin gru i den tankevækkende artikel Bullshit (Berlingske Tidende d. 8.10 -12); man kan i stigende grad vælge en medievirkelighed der svarer til den, man er overbevist om eller foretrækker. Medievirkelighed fordi medierne gør ligeså; skaber virkelighed frem for at fremdrage og fastholde fakta – og så fastholde sine kunder i det foretrukne. I det postfaktuelle samfund viser politikerne og medierne vejen frem i fuldendt symbiose.

Poul Høi lægger ud med at fortælle forfaldshistorien der viser skellet og skredet; om dengang den amerikanske præsident George W. Bush insisterede på at få "sin" Irakkrig på trods af fakta. Bushs rådgiver Karl Rove måtte skabe den rette virkelighed for krigen og det lykkedes – fakta blev sat ud af spillet og krigen kom. Så i dag kan Mitt Romney slippe af sted med at sige, at 47 pct af amerikanerne er snyltere og Paul Ryan sige, at USA har mere statsgæld end hele EU sammenlagt. Spørgsmålet er ikke om det er rigtigt (det er faktuelt forkert, hvis nogen skulle være i tvivl), men hvad modkandidaterne siger – det er vigtigere at lytte til begge parter end at påvise, at den ene part lyver. Pressens rolle skifter fra at være faktatjekker, fastholder og fremdrager af fakta til at være formidler og skaber af "virkelighed".

Høi beskriver det ikke, men ethvert samfund har sin dannelse, derfor også det postfaktuelle samfund. Og oh hvilken postfaktuel dannelse man kan forestille sig! På uddannelserne lærer elever og studerende nu at skabe egen virkelighed på trods af realiteterne. Førhen slog lærerne og forskerne hårdt ned, når holdninger stod i vejen for tilbundsgående analyser hvilende på utallige faktatjek, men nu er det omvendt; holdninger er vejen frem og skaber vækst, er man overbevist om. I den udviklingsproces står fakta i vejen. At det er sådan dokumenteres gennem utallige forbrugertilfredshedsevalueringer, hvor man synes og mener en helt masse om det at synes og mene noget – frem for hvordan det faktisk er. Filosofi og de humanistiske fag i det hele taget har været gennem en nødvendig postfaktuel udvikling og dermed fået en renæssance (!); nu kan man mene hvad som helst, dog er der mest trend, hype og brand i stærke overbevisninger omkring vækst og innovation. Et unikt samarbejde mellem samfunds-økonomiske uddannelser af liberalistisk tilsnit og humaniora er opstået. Det venter man sig meget af i erhvervslivet.

Spøg til side. Der er noget infantilt over det postfaktuelle samfund; man kommer ligesom aldrig over, at verden er større end egen navle (spørg bare Penkowa). Ikke desto mindre er det også i Danmark værd at reflektere over i hvor høj grad politikerne, medierne og ikke mindst borgerne lytter til fakta, bruger fornuft og moral. Hvis man fx nævner "en gammel glemt sag" som at Danmark deltog i Irakkrigen på baggrund af løgne – det er faktuelt rigtigt – bliver diskussionen hurtigt til et spørgsmål om holdninger. I en nyere sag bliver vi knapt så ophidsede; for hvad betyder den verserende udredning af Venstre-regeringens indblanding eller ikke-indblanding i vores Statsministers skattesag – betyder fakta omkring eventuelt magtmisbrug og moral noget for vores holdning til politikernes troværdighed, har det indflydelse på hvem vi vælger ind i Folketinget? Også medierne tvivler og er vel mere interesserede i at konstruere en passende, dramatisk, underholdende og tilfredsstillende fiktion frem for virkeligheden. Findes den forbandede virkelighed overhovedet…

Tilbage bliver (ud)dannelserne til det forbandede. Kun tåber forestiller sig, at (ud)dannelserne bliver den bastion, hvor fakta, fornuft og moral er basalt på trods af "virkeligheden". Jeg er én af dem.

Findes Emil?

Under overskriften ”Mener Statsministeren det med Emil?” skoser en af Berlingske Tidendes borgerlige kommentatorer, Mads Kastrup, d. 3.10 -12 Statsministeren for hendes fokus på den danske folkeskole ved Folketingets åbning.

Det har han da al mulig grund til; det er mildest talt svært at få øje på konkrete tiltag i Regeringens projekt Ny Nordisk Skole, der markedsføres med indholdstomt manifest og dogmer – lige til at spille uddannelses-bullshitbingo efter.

Men Mads Kastrup er nu mere optaget af at gøre den Emil som Statsministeren gør til eksemplarisk elev i den nye skole til fiktion, ophøje statistiske dårligdomme til den skinbarlige virkelighed og lægge skylden for hele miseren over på det socialdemokratiske projekt: enhedsskolen, der ofrer talent og individuelle hensyn på fællesskabets alter.

For Mads Kastrup er virkeligheden ikke, at der går en masse Emil-er rundt og vil lære noget, men at ”alle rapporter siger det samme: Det går galt allerede på de indledende trin” og når eleverne forlader folkeskolen ”magter en stor del ikke at regne de simpleste stykker fra den lille tabel, (og) finde Rusland på en globus”; i øvrigt er ”hver fjerde elev, der forlader folkeskolen i København, funktionel analfabet”; og ”siden midten af 1980’erne er antallet af skoleelever, der sendes til vidtgående specialundervisning, steget med 70 pct. – og det er primært drenge. Antallet af børn, der er i psykiatrisk behandling, er steget med 25 pct. i de seneste fem år, også primært drenge. Hvert 10. barn får diagnosticeret en dysfunktion; ordblindhed, DAMP, autisme, aspergers syndrom, tourettes syndrom, talblindhed, og det er næsten alle er drenge”; og så nævner Kastrup selvfølgelig også de nedslående resultater fra Pisa-undersøgelserne – danske piger og drenge læser, skriver og regner alt, alt for dårligt.

At forveksle statistik med virkelighed også den der ikke umiddelbart har noget med sagen at gøre (den hyppigere brug af diagnoserne autisme, tourette etc er enhedsskolens skyld?) og hænge de statistiske dårligdomme op på den politiske modstanders projekt, her enhedsskolen, er en yndet sport. Kastrup kan traditionen.

Så er der anderledes seriøsitet hos professor i økonomi, SDU, fhv. overvismand Christen Sørensen, når han i Weekendavisen d. 5.10 skriver med henvisning til den forrige borgerlige regerings projekt ”Skolens rejsehold 2010” der gennemførte et såkaldt 360 graders eftersyn af folkeskolen: ”Skolens rejsehold placerede ansvaret for grundskolens middelmådige resultater, hvor dette ansvar skal placeres, nemlig i Undervisningsministeriet. Men det forholder man sig overhovedet ikke til i den nuværende debat.”

Uanset om man er højre eller venstreorienteret, burde man som markant stemme i den offentlige debat turde give sig i kast med kulturkritik i stedet for overfladisk politisk magtkamp. Det er åbenlyst, at der er store problemer med folkeskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Men Mads Kastrup overser konsekvent, hvor store krav samfundsforandringerne fra dengang til nu stiller til børn og unge i uddannelserne i dag. Er det virkelig et socialdemokratisk projekt der gør, at børn og unge ikke kan leve op til folkeskolens, ungdomsuddannelsernes og de videregående uddannelsers krav? Det vil vel kun en konspirationsteoretiker hævde.

Borgerligt eller rødt undervisningsministerium – fraværet af en uddannelsespolitik der tør og magter at gå i klinch med den kultur (ud)dannelserne finder sted i bliver stadig tydeligere.

"Der er ikke råd til jer!"

Så er uddannelsessæsonen skudt i gang og problematikker der ikke er nye vendes atter engang (i tilfældig rækkefølge):

• IT i skolen og gymnasiet (nu hedder det ikke længere "ium", siger Dansk Sprognævn) afløser bogen i en klasse her og der. Ja…
• Der er sørme en folkeskole eller to der deler børnene i pige- og drengeklasser til en start. Ja…
• Der er mange elever i klasserne i skolen og gymnasiet trods lovgivning om 28 i hver. Ja…
• Der er en skole der har opdaget og indretter sig efter, at deres elever har andre helligdage end de kristne. Ja…
• Eleverne og de studerende står nu ude på marken på grund af rygeloven, der siger ingen rygning på matriklen overhovedet, endda sammen med lærere - og når det bliver vinter... Ja...
• Børne- og undervisningsministeren har på det årlige Sorømøde offentliggjort et manifest og dogme for en Ny Nordisk Skole. Det lagde ingen mærke til. Og det lyder som en ideologisk mærkevare, inden nye regeringer kommer til. Ja…
• Nye friskoler har set dagens lys, fordi folkeskolen i lokalområdet lukkede. Ja…
• Dansk Industri mener, at der er alt for mange der vælger at læse de humanistiske og for få de tekniske og naturvidenskabelige studier. Ja…
• På Universiteterne er timetallet så lavt, at vi nærmer os selvstudier – især på Humaniora. Ja…
• Mange studenter er kommet i klemme, fordi de valgte "forkerte" studieretninger i gymnasiet i forhold til valg af videregående uddannelse. Ja…
• Studenterne har ikke forstået, at de skal starte med de videregående uddannelser lige efter gymnasiet. Nej – jeg mener ja…
• Etc etc…

Men midt i al den gentagelse, slår et dannelsesprojekt igennem for fuld styrke; mennesker der har været arbejdsløse i flere år fratages nu uden videre deres økonomiske underhold, dagpengene. Så kan ikke alene de lære det, men også deres børn og kommende generationer; at ´ansvaret for arbejde og underhold først og fremmest påhviler den enkelte´, som man siger – uanset om der faktisk er arbejde at tage eller ej. ´Arbejde og forsørgelse er først og fremmest et spørgsmål om den enkeltes vilje´. Samfundsansvaret gælder ikke, når der er økonomisk krise, intet arbejde. Det er en tåbelig lære, men en lære der er til at føle på, og følgelig må præge skole-, gymnasie-, eud-elever og studerende i lang tid fremover. Jeg noterer mig det selvfølgelig og må tage det med i min undervisning, der både har en uddannelse og dannelse med rod i virkeligheden at løfte.

Der er sådan set ikke noget nyt i læren/dannelsen, den, surprise surprise, kapitalistiske dannelse, men det er lang tid siden, at den sidst trådte så åbenlyst elendigt frem. I dag kaldes elendighedsdannelsen af partierne for værdi- og vækstpolitik, der er et dække for at økonomi bestemmer og bør bestemme borgernes tilværelse, uanset de elendige konsekvenser for borgerne. Eller også siger man det bare, som det er og mener det bør være: ´Der er ikke råd til jer!´

I uddannelsessammenhæng er der derfor ikke er råd til dem, man kalder for de uddannelsesfremmede, de gymnasiefremmede, de der er belastet af negativ social arv.

Kapitalismen er meningsløs, absurd.

"Der er ikke råd til jer!". Dét kommer jeg aldrig til at sige til mine elever. Tværtimod.

Snyd og bedrag er ok

For nylig så jeg en svensk dokumentar om, hvordan McDonald behandler sine unge ansatte i Sverige. Det var ikke rart at se. De unge kunne berette om hvordan der systematisk blev fiflet med deres lønsedler, hvordan de blev indkaldt på arbejde, når de var syge, blev sat til at arbejde gratis fx når der skulle gøres rent efter lukketid, og hvordan de blev tvunget til at holde ikke-betalte pauser, når der ingen kunder var i butikken.

Nu kan HK og DJØF fortælle MetroXpress at samme forhold oftere og oftere gælder for unge på arbejdsmarkedet herhjemme. De kritisable forhold gælder både unge med fritidsjob så vel som unge med studenterjob.

Pointen i den svenske udsendelse var, at det ikke er uden konsekvenser når unges førstegangsmøde med arbejdsmarkedet er præget af svigt fra (de voksne) arbejdsgiverne. Det samme kunne man sige i forhold til HKs og DJØFs tal: Hvilken form for dannelse giver vi de unge, når de lærer at arbejde åbenlyst handler om udnyttelse, snyd og bedrag!

Hvis ”virkeligheden” er, at snyd og bedrag er ok, stiller det i værste fald den dannelse som uddannelsessystemet står for i et demokrati som det danske i et meget dårligt lys. Svage sjæle kunne jo få den tanke at (ud)dannelse der lærer en det modsatte, da ikke har noget med virkeligheden at gøre. Men helt galt går det dog, om (ud)dannelse skal lære af og retfærdiggøre en hensynsløs bundlinjetænkning, økonomisk krise eller ej.

Hvis man virkelig ville en værdidebat i Danmark, vristede man dannelsesbegrebet fri af tidens økonomiske greb og definerede det på ny.

Vi har ingen værdidebat i Danmark

Vi har ingen værdidebat i Danmark. Humanistisk/kritiske røster har ingen gennemslagskraft haft mindst siden Anders Fogh Rasmussen vandt valget i 2001. Vi har haft en masse borgerlig værdipolitik.

Helt centrale begreber som viden og refleksion behandles stedmoderligt og reduceres til spørgsmål om konfrontations-/kateder-timer, evaluering og hvad man gør i Finland og Kina. Og helt nede under gulvbrædderne er de kreative/musiske fag der åbenbart ingen gang har på Jorden i Danmark.

Hvis der er nogen der har stået for rundkredspædagogik (altså sådan en hvor man bare bekræfter hinandens uvidenhed) er det borgerlige regeringer, der ingen bud har på fremtidig didaktik og pædagogik, selvom forskere bl.a. på DPU (Danmarks Pædagogiske Universitetsskole) er i fuld gang. Lyt, debattér og lær dog, sådan som man gør i en rigtig rundkreds!

Den viden der forsvandt i fjor…

Jeg forestiller mig, at nationen er interesseret i viden og refleksion, ikke synspunkter og markedsundersøgelser.

Vi har ingen værdidebat i Danmark, vi taler om fremmede. Jo mere skinger indvandrings-politikken er, jo tydeligere er det, at holdning er vigtigere end refleksion og viden.