Lederens tale var lavmælt, uden intensitet og overbevisning så lang tid den handlede om at uddannelse er vigtig. Men så hævede han i en lang afslutning røsten for at fremhæve sine egne børns lange videregående uddannelser. Sådan var talen uambitiøs og nedladende overfor rækkerne af dimittender foran ham der for de flestes vedkommende skal i gang med erhvervsuddannelser og korte og mellemlange videregående uddannelser.
Helt galt gik det imidlertid, da en HF-dansklærer talte. Åbenlyst uforberedt, men med narcissistens overbevisning om eget improvisatorisk talent og med det stadige jeg-mantra, gennemgik han med navns nævnelse hver enkelt elevs problematiske forhold til danskundervisningen, elevens skriftlige og fysiske fravær og eksamenspræstation. Han talte skamløst ned til eleverne. Og det blev bare ved og ved. Han havde åbenlyst intet at give eleverne med fra tiden på VUC.
Hvis ikke det havde været for en læsevejleders fine tale om, hvor langt man kan komme i livet på trods af social baggrund og læsehandicap kunne man let få den tanke, at VUC, i al fald visse steder, rekrutterer de dårligste ledere og de dårligste lærere. Og så har VUC dog om nogen en forpligtelse til at give den bedste undervisning – med de bedste ledere og lærere - til uddannelsernes hårdest belastede elever.
Men da det kom til overrækkelsen af uddannelsesbeviser var den gal igen. Et utal af dimittender der ikke var til stede blev kaldt op. Havde VUC ikke gidet tilmelding eller glemt at bruge tilmeldingerne til noget? Eller forholdt det sig sådan, at eleverne har haft så dårlige oplevelser i uddannelsen, at de ikke har lyst til at blive fejret; at optrinnet således var en demonstration af denne VUCs inkompetence? De udeblevne dimittender gik ikke glip af noget.
Men uddannelse er ikke lykkedes, hvis ikke man giver eleverne lyst til at fejre afslutningen både højtideligt og løssluppent uanset niveau!
De vigtigste på uddannelsen og ved dimissionen på festdagen er eleverne. Det vidste og viste læsevejlederen - men også lederen af køkkenet der med stor udstråling gik rundt og tog billeder af ”sine” elever, og opfordrede dem til at komme forbi til en kop kaffe. Ingen tvivl om at hun mente det. Sådanne personligheder er værdifulde for unge på vej.
