Da folkeskolen blev højskolen

Er folkeskolen nu højskolen? Der skal ingen arbejdstidsaftale være for skolelærerne blot arbejde som kald. Det kaldes normalisering, af finansministeren.

Da jeg som højskolelærer udover at undervise talte med elever på mærkelige tider af døgnet, stod for filmklubben, deltog i flerdøgnsprojekter, var webmaster, redigerede årsskriftet, rensede computere, låste skolen af eller inddrog min familie i herlige oplevelser eller … talte jeg fanme ikke timer.

Det er dog ikke skolelærernes situation, langt fra og tværtimod. Normalisering betyder at overtage erhvervslivets ”dyder”. Det betyder at lærernes arbejdstid og opgaver nu fastlægges ud fra alle new-public-managements-til-rådighed-stående-midler. Her slår ikke blot it-baserede kontrol- og styringsinstrumenter til men et ny-sprog (kaldet bullshitsproget ved festlige lejligheder) tager også over: selvforvaltning, værdibaseret og anerkendende ledelse, medarbejderinvolvering, medarbejderansvar og ejerskab.  Det lyder besnærende, nærmest som om skolen tager sig af medarbejdernes ve og vel for kvalitetens dvs for uddannelsens skyld. Sådan ville det også være, hvis ordene stadig betyder det, de betyder, om jeg så må sige. Men de ord er ikke rodfæstede i krop og identitet nu.

Antallet af stressramte er eksploderet siden new public management ramte landet engang i 90-erne. Medarbejdere under new public managements regime presses til det yderste og stilles i et stadigt dilemma mellem at identificere sig med kvalitet og stadig at måtte gå på kompromis; de presses til det yderste uden nogensinde at gøre det godt nok.

Det sætter den såkaldte folkeskolereform i et særligt lys. Hvordan realiseres den af lærerne, når de ikke er eller har været med til udviklingen af den?!

Regeringen forestiller sig, at lærerne fører en folkeskolereform med  baggrund i new public manegement ud i livet, når lærerne ikke kan andet. Det er åbenlyst en tåbelig måde at udvikle og drive ud- og dannelse på, når lærerne ikke identificerer sig med skolen.

Det kalder regeringen normalisering!

Gymnasielærerne forkastede med 85 % nej-stemmer en sådan new-public-management-aftale, men må alligevel underkaste sig regimet, fordi flertallet af AC-medlemmer stemte ja. Tendensen er dog ikke ny på ungdomsuddannelserne eller i folkeskolen; evalueringskulturen har længe haft kronede dage her og såkaldte selvstyrende teams er intet særsyn – ligesom der på ungdomsuddannelserne åbenlyst tænkes i hvad eleverne indbringer i kroner og øre fremfor at tænke i uddannelsernes kvalitet.

Er det for meget sagt, at folkeskolelærernes vægren sig imod at tænke samfund som et rent økonomisk anliggende er sidste bastion for dannelse i oplysning og demokrati? Det manglede da også bare!

Vi er i øjeblikket ikke i stand til at tænke uden for økonomiske kalkuler - og så kan det være ganske overvældende at gøre det. Ikke desto mindre er det en grundlæggende øvelse i et demokrati.

PS: Højskolerne er tavse. Lige nu burde de om nogen bakke op om kollegaernes oplysnings- og demokrati-projekt! Eller sagt helt uden nysprog: Lige nu burde højskolerne bakke op om skolernes oplysning!

Jeg er berettiget til afspadsering ...

Marie Krarup fra Dansk Folkeparti er en klog kvinde. Hun har indset og indvier nu Berlingske Tidendes læsere i sin indsigt, at gymnasielæreres timetælleri ikke er godt for deres virke som kulturbærere. Jeg er utvetydigt enig, så er det sagt. Det er på tide, at vi hedengangne kulturbærere nu reducerede til lønarbejdere igen kender vores kald.

Men det ærgrer mig, at Krarup hverken forholder sig til, at finansminister Corydon nu vil tælle timer på gymnasiet på samme måde som i grundskolen, så vi bare skal arbejde mere – han har åbenlyst ikke forstået dannelsernes og uddannelsernes kulturbærende værdier - eller at hun ikke viser indsigt i gymnasielærernes arbejdsforhold.

At være gymnasielærer i dag betyder at virke som, ja for pokker, som kulturbærer i en institution der bruger tidsregistrering som styrings- og dannelsesredskab. Eleverne kender den form for styring udmærket; de møder den i skemaets tidsregistrering, i mødepligtens tidsregistrering og i de skriftlige lektiers tidregistrering, dvs. den tid der er afsat til fx at skrive et essay eller en fysikrapport. Med gymnasiereformen fra 2005 defineres skriftlige lektier nu som elevtid (Dansk Folkeparti stemte for); hvert fag har fast afmålt elevtid. Og eleverne holder nøje øje med tiden i styringssystemet Lectio (stort set samtlige gymnasier i Danmark er underlagt Lectios tids- og administrationsstyringssystem). Derudover fastsætter institutionen også tid til lærernes forberedelse, tid til teamarbejde, tid til udviklingsarbejde, tid til efteruddannelse, og tid til nå ja, det hedder øvrig tid.

Al den tid præger selvsagt gymnasielærerne og eleverne i en grad, så man må spørge sig selv, om de kan forestille sig noget andet.

Da jeg efter 12 år forlod højskolen til fordel for gymnasiet, gik jeg fra en institution der aldrig talte timer og til en institution der gør det hele tiden. Når jeg fortæller kollegaer om skiftet, misunder nogle mig højskolens oceaner af tid, som jeg selv sammen med elever og kollegaer kunne disponere over uden at skele til arbejdstidsaftaler og uddannelsesbekendtgørelsers angivelser, for det findes ikke for en såkaldt fri skole. Andre kollegaer ser for sig, hvordan kaldet opsluger privatlivet ikke mindst livet med familien – og det har de jo ret i. Men jeg tvivler på, at kaldstanken dominerer højskolen længere; i dag betyder udviklings-, projekt- og karriere-ambitionerne et stadigt træk af lærere gennem institutionen, i øvrigt helt i samklang med eleverne, der kommer direkte fra gymnasiet.

Ikke desto mindre er højskolens frie tid en ekstraordinær dannelsestid som uddannelserne fra grundskolen og til de videregående uddannelser savner.

Dansk Magisterforening (DM) har for nylig for første gang nogensinde undersøgt privatansatte DM-medlemmers erfaringer med tidsregistrering. Et snævert flertal af medlemmerne er for tidsregistrering. Basalt set dokumenterer registreringen således, at man som lønmodtager bruger sin arbejdstid: ´jeg er effektiv´; ´mine overspringshandlinger mindskes´; ´jeg er berettiget til afspadsering´. Men ifølge DM er forskere uenige med flertallet af medlemmerne: ”Succes afhænger i ringe grad af tidsforbruget. Succes afhænger af dygtighed, forstået som faglighed, kompetencer, kreativitet, samarbejde og af, at virksomheden kan definere, udvikle og løse sine opgaver” siger Preben Mellander, professor på Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse på CBS. Arbejdspsykolog Einar Baldursson siger: ”Nu kommer Dr. Jekyll og Mr. Hyde-effekten, for ledere er nødt til at føle, at de styrer. Derfor sætter de ind med kontrolsystemer, der skal reducere deres angst, når organisationen ikke længere er gennemsigtig.”

Det er svært at forstå DMs undersøgelses svar sammenholdt med eksperternes udtalelser anderledes end, at videnssamfundets vægt på medarbejdernes fleksibilitet, selvledelse og kreativitet hæmmes af en tidsregistrering, der udspringer af ledernes angst for medarbejdernes uigennemsigtighed som personligheder. No shit Sherlock!

Vi lader Poul Kattler fra Experimentarium i Hellerup få det sidste ord: ”Hos os er det blevet helt almindeligt, at en kollega spørger efter et timeregistreringsnummer, før en samtale kan fortsætte om en opgave eller et projekt. Det gælder også samtaler af uformel karakter, der begynder ved kaffemaskinen (…)”

Er vi læsere af en bog af George Orwell eller tilskuere til en film af Quentin Tarantino? Uanset hvad, er vi medspillere for øjeblikket og indtil videre …

GSK på højskole?

1. juli offentliggjorde Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) en liste over de højskoler der tilbyder det der så smukt hedder kompetencegivende eller prøveforberedende undervisning. Ud af 78 folkehøjskoler i Danmark tilbyder kun 6 af dem noget sådant. Ikke mindst set i lyset af de mange studenter der er kommet i klemme i de nye optagelseskriterier for de videregående uddannelser, er det bemærkelsesværdigt, at ikke flere højskoler byder ind med gymnasiale suppleringskurser (GSK) og HF-enkeltfag.

Om det er højskolernes værdigrundlag der snærer, eller om det er ren og skær inkompetence der er årsagen, ved jeg ikke. Men det er godt nok synd, at højskolerne selv således er med til afskære mange unge fra et højskoleophold.

De 6 højskoler er: Rønde Højskole, Grundtvigs Højskole, Hadsten Højskole, Odder Højskole, Egmont Højskolen og Rønshoved Højskole.

Højskolen og det eksistentielle – konkret?

Filosoffen Finn Thorbjørn Hansens (FTH) nys udgivne rapport for Folkehøjskolernes Forening (FFD) ”Det var, som om de havde en slags kærlighed til det, de gjorde” (FFD 2008) forsøger at indkredse en særlig højskole-vejledning. Jeg vil i en kommende blog gå i klinch med Thorbjørn Hansens (højskole)vejlednings-opfattelse. Her vil jeg blot i første omgang kommentere på det overhovedet at give sig i kast med projektet.

FTHs udgangspunkt er en undersøgelse af vejledningen på tre højskoler i Danmark; Testrup Højskole, Den Rytmiske Højskole og Løgum Kloster Højskole. For alle tre højskoler gælder, at man kredser om det eksistentielle som højskolens værdigrundlag og dermed også for vejledningen. Man lægger mærke til, at idrætshøjskolerne ikke er repræsenteret (fx flagskibet Ollerup Højskole), men kan dog gå ud fra at det eksistentielle også er det værdimæssige omdrejningspunkt her. Og ja, det eksistentielle er overhovedet højskolernes værdimæssige omdrejningspunkt i dag, underforstås det i rapporten.

Bemærkelsesværdigt er først og fremmest Testrup Højskoles ”anarkistiske” vægren sig ved en egentlig definition af højskole-vejledning. Det giver sig udslag i, at vejledningen ikke formaliseres, men så at sige er en del af hverdag og fest på skolen. Det tætteste man derfor kommer definition af vejledning her er, at den tager alle lærere sig af, simpelthen fordi de er lærere på skolen. Vejledning, den formelle lader man derfor netop det formelle uddannelsessystem om; nemlig Studievalgscenteret. Dette er ikke udtryk for inkompetence fra Testrups side men for holdning, som man gerne kompetent argumenterer for. Her er ironien tyk; jo mere formaliseret man spørger, jo mere ironisk bliver der svaret.

Set i lyset af en efterhånden altomfattende formaliseret evalueringskultur virker det herligt forfriskende i rapporten at opleve Testrups ironiske forhold til denne. Mao.: det eksistentielle leves simpelthen, når man er på højskole - i al fald på Testrup Højskole, forstår man.

Findes der virkelig et sted i Danmark, hvor væren blot er? Spørgsmålet er lige så absurd, som Testrups holdning er – såfremt man ikke lytter til ironien. Men hvad værre er, gælder det måske også Finn Thorbjørn Hansen der er blottet for ironi i sin fremstilling i rapporten.

Netop ved at ikke at gå ind i egentlig definition holder Testrup på en og samme tid alle muligheder for vejledning åbne men vigtigst det eksistentielle åbent. Det giver mening – men sætter unægtelig FTHs og FFDs projekt i et skævt lys. Han og FFD vil netop fange det der ikke kan fanges, og idet de insisterer, forstener det og bliver værdiløst, skal man tro Testrup.

Sagt på en anden måde; med sin, Testrups tavshed får man modparten, fx Finn Thorbjørn Hansen, FFD, statsapparatet og ikke mindst offentligheden til at plapre håbløst løs, netop fordi det eksistentielle næppe lader sig indfange formaliseret overhovedet.

Dermed ikke sagt, at man ikke kan beskrive, analysere og forstå, altså begribe hvad som faktisk foregår på Testrup eller på højskoler overhovedet. Men en rapport med det eksistentielle som omdrejningspunkt for det (ud)dannelsesmæssige sigte på de danske folkehøjskoler er endnu ikke gjort, hverken af FFD eller på den enkelte højskole. Hvorfor dog ikke?!

Testrup Højskole spiller højt spil i den forstand, at man med FFDs projekt og FTHs filosoferen langt om længe har fået et bud på, hvad højskole er. Og alligevel, så snart dette noget formuleres fornægtes det. Hvor mange højskoler kan følge med Testrup her?!

Tænk hvis FFD og Finn Thorbjørn Hansen omsatte tavsheden konkret, altså beskrev det eksistentielle (ud)dannelsesmæssigt i Danmark i dag. Her tænker jeg ikke mindst på de mange unge der ikke klarer en ungdomsuddannelse. Har de en mulighed på højskolerne?
Spørgsmålet er sådan set endnu mere simpelt: Hvad er højskolens målgruppe(r), og hvor går de hen efter højskolen?

Tag AVU, GSK og HF – tag på Højskole!

På Rønde Højskole er der lige afholdt GSK-eksamen i Kemi. Det er første, men næppe sidste gang at der afholdes GSK (Gymnasial Supplerings Kursus) på en højskole. I Uddannelsesavisen kan man læse, at man på Vrå Højskole lige nu har succes med AVU (Almen Voksen Undervisning), hvor unge voksne, som det så smukt hedder, kan tage folkeskolens 9/10 klasse i fagene dansk, matematik, engelsk, samfundsfag og fysik/kemi. Forstanderen ærgrer sig dog over, at Højskoleloven ikke tillader, at man tilbyder en fuld folkeskolens afgangseksamen. Man forstår ham – ligesom man forstår hans kritik af, at eleverne ikke kan få SU. Som jeg tidligere har nævnt, lagde Askov Højskole i sommer ud med at tilbyde HF til sine højskoleelever.

Jeg er ikke i tvivl om, at dette er eksempler på en for højskolerne farbar og særdeles meningsfuld vej ud af krisen, nemlig at tilbyde kompetencegivende undervisning kombineret med højskoleundervisning. Ydermere fastholdes sigtet på unge voksne – i stedet for, som det også er set flere gange, omlægning til Efterskole for børn (efterskoler er der nok af – og er en højskole troværdig som efterskole!?). Der går tilsyneladende ikke skår af højskolerne i denne kompetencegivende sammenhæng (ligesom man næppe tager luften ud af traditionelle AVU-, GSK- eller HF-udbud). Tværtimod er jeg ikke i tvivl om, at man næppe finder et bedre læringsrum for kompetencegivende undervisning end højskolernes netop nu, hvor kluntede reformer og bundlinjetænkning hærger det formelle uddannelsessystem.

Mig og Højskolen - et efterskrift

Jeg har nu blæst ud over Højskolen i 8, og nu 9 blog-indlæg (klik på Højskole i etiketter nederst i indlægget og få alle højskoleblogsne linet op). Når jeg læser dem igennem, kan jeg ikke undgå at lægge mærke til min egen ambivalens i forhold til skoleformen. Vel er jeg polemisk, men der er også en hel del sprækker i polemikken, i kritikken. Fx hvorfor anbefale nogle af mine elever der kommer i Studievejledningen på det gymnasium, hvor jeg vejleder og underviser, at tage på højskole, når jeg samtidig her i bloggen ivrigt kritiserer Højskolens manglende evne til at forbinde sig med samfundet, specielt hvad angår uddannelse?! Spørgsmålet kræver måske et direkte svar. Det kan jeg ikke levere. Ikke desto mindre vil jeg svare ved at sige, at jeg står ved kritikken og sprækkerne. Ambivalensen er simpelthen udtryk for en meget personlig oplevelse, hvor både min familie og jeg oplevede det bedste og det værste ved skoleformen – men måske først og fremmest en enorm ærgrelse og ja, frustration og smerte ved en skoleform der har så mange muligheder, men konsekvent afviser at tage dem i brug. Det var ikke blot noget udvendigt, men noget indvendigt, eksistentielt for den enkelte medarbejder på skolen.

Jeg kommer nok aldrig udover en oplevelse af, at lige netop den højskole, som min familie og jeg levede på i mere end 10 år, i højere og højere grad prægedes af et ledelsesmæssigt svigt, der konsekvent saboterede ethvert udviklingsmæssigt tiltag fra medarbejdernes side – alt imens elevtallet bare faldt og faldt og stridighederne os alle imellem bare tog til. Det var en meget personlig oplevelse, som min familie og jeg gerne havde været foruden. På den anden side er min, i psykoanalytisk forstand, overføring af den personlige krise på hele højskolebevægelsens standende krise ikke taget ud af den blå luft. Den personlige krise var umiddelbart forbundet med højskolekrisen. Jeg ved, at den samme personlige krise udspillede sig på andre højskoler dengang - samme i den forstand at den kastede den enkelte (og familie) ud i en personlig krise - og lur mig om den ikke udspiller sig på højskoler den dag i dag! Det siger noget om Højskolen som sådan, javel – men først og fremmest om, hvor dyb højskolekrisen er i dag.

Det handler ikke om arbejdstidsaftaler, timeberegning og fagenes bekendtgørelser mmm, som i det formelle uddannelsessystem – men om den bedste læring for eleverne og lærerne, og personalet i øvrigt - i dag . Og dog drukner netop denne indlysende problemstilling, fordi den ikke kan sættes i forhold til Højskolen – i dag.

Fra frilandsmuseum til skole - Højskole for de marginaliserede

Højskolen har grundlæggende bidraget med, ja haft en endog meget betydelig stemme i indlemmelsen af det agrare Danmark i det nye nationale, kristne demokrati. Det var stort og kan ikke prises nok. Omvendt: som bidrag eller en egentlig betydning i uddannelsessystemet i dag, synes det mildest talt forfejlet at fastholde den idé. Og at skåne højskolerne fra statslig side i den anledning er vel kun at give bidrag til en form for frilandsmuseum, som det allerede er sagt af andre. Tilbage bliver det vigtigste, nemlig at Højskolens rolle og idé grundlæggende også er at tage sig af marginaliserede samfundsgrupper (også selvom man dengang vendte det blinde øje til alle andre end det agrare borgerskab) i forhold til demokratiet. I den anledning har jeg meget svært ved at se, at forkyndelse i nogen som helst form i forhold til en national og kristen idé giver mening i dag i vores uddannelsessystem. Men oplysning, ja da – i kantsk forstand!

Hvis man spørger, hvad som gik galt, må man også, hvis man er det mindste kritisk anlagt (og det er undertegnede), spørge om højskolerne har en rolle at spille i forhold til at indlemme marginaliserede samfundsgrupper i det danske demokrati. Derfor: Hvor svært kan det være at få øje på de mange unge der dropper ud af ungdomsuddannelserne, først og fremmest EUD, eller de indvandringsunge der er op imod en dansk- , regnings- og samfunds-undervisning mm der aldrig slog til i folkeskolen. For ikke at tale om de annoreksi- og angst-ramte unge (i forhold til de overvægtige på de succesfulde korte slankekurser/livsstilskurser) – ja, bidrag selv med flere marginaliserede unge, der er desværre nok at tage af. Kan være at Højskolen skal kæmpe en kamp med Staten for at korrigere på, hvornår man kan starte på højskole – lige nu skal man være 17 1/2 år, når man starter på højskole – sæt dog aldersgrænsen ned (også selvom der findes et par ungdomshøjskoler for de yngre)! Og pludselig vil vi stå i den situation, at de unge kan gå fra de succesfulde efterskoler og videre på de i så fald nu succesfulde højskoler!

Mig bekendt har kun én højskole taget udviklingen alvorligt. Askov Højskole driver både efterskole og HF-undervisning og højskole på én gang. Det er dristigt og helt i tråd med samfundsudviklingen. Men et eller andet sted også grotesk, at man her har en skole der samler op både på folkeskolens og ungdomsuddannelsernes uformåenhed. Jajada, måske har vi her den nye uddannelsesformel – man starter i folkeskolen, og går så på en højskole der både kan give en en ordentlig afgangseksamen og en ungdomsuddannelse, foreløbig en HF. Hvad er det næste, at Højskolen uddanner elektrikere, murere etc.? Hvor mange marginaliserede unge skal der til, førend man har plads til dem i det statslige uddannelsessystem?! Ja, hvorfor ikke opfinde det hele på ny og lade Højskolen bedrive Folkeskole!? Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange midler der så vil tilflyde Højskolen.

Men stædigt holder den traditionelle højskole fast på, at den kun vil have med studenter at gøre – så kom ikke og sige, at Højskolen ikke har rod i det borgerlige Danmark! Højskolen siger noget andet, ”alle er velkomne her” – men mener altså studenter, der endnu ikke er begyndt på den videregående eller holder sabbath eller er droppet ud fra de videregående uddannelser.

Det ironiske for ikke at sige det absurde er, at Højskolerne faktisk har fat i noget vigtigt. Og jeg mener selvsagt ikke det kristne eller det nationale værdigrundlag, men at der gives rum for elev og lærer – det der i så eklatant grad savnes på ungdomsuddannelserne i dag - på trods af tidens buzzwords ”ansvar for egen læring”, ”individualisering”, ”projektarbejde”, eller det værste af alt i højskolesammenhæng ”evaluering”, og sågar også begreberne ”pædagogik” og "didaktik"; det fælles og lysten til at lære belyses hele tiden på Højskolen. Lysten til at lære kan ingen tage fra den og de elever, der trods alt møder frem.

I mine egne øjne er min kritik af Højskolen grundlæggende; den går på Højskolens idé- og samfundsmæssige grundlag. Derfor kan jeg afslutte med at spørge mig selv, hvad i al verden jeg og min familie gjorde på en højskole i 12 år. Svaret er ikke let, hvis jeg skal forstå alle aspekter – men hvem kan det, og det er ikke noget jeg vil, og da slet ikke i fuld offentlighed – men det er banalt, hvis man tror på, at man faktisk kan gå ud i verden med noget der ligner åben pande, en stor naivitet og en masse kompetencer. Kun langsomt opdagede jeg en organisation, der var mere optaget af sin egen patriarkalske ansættelseskontrakt end af de unges fremtid.

Det formelle og det uformelle uddannelsessystem ligner i den forstand hinanden meget: kompetencerne er bestemt ikke lagt ud til elever og medarbejdere – det ser bare sådan ud.

Tag på rekreation! - Højskolen og dannelsen

Højskolerne i dag tager stort set kun imod elever der har været igennem en ungdomsuddannelse, faktisk kun Gymnasiet. Den dannelse, man vil tage sig af, er kun en slags forlængelse af det allerede lærte, populært kaldet 4. g. Højskolen i dag repeterer i værste fald, og skaber et (re)kreativt åndehul for de uddannelsestrætte i bedste fald. Højskoleelever på lange kurser i dag er således ironisk nok billedlig talt reduceret til pensionister og børnefamilier på korte sommer-kurser – der iøvrigt efterhånden strækker sig langt ind i de lange kursers periode og således sørger for det økonomiske grundlag for resten af det elev-indskrumpne år.

Kun på få højskoler forbereder man til uddannelse. Typisk forbereder man her til videregående uddannelser, fx indenfor journalistik, filosofi, dansk, litteratur, samfundsfag, religion eller teologi. Men ikke et ord om naturvidenskab - og da slet ikke om de marginaliserede unge der aldrig kom i gang. På de fleste højskoler imødekommer man den kreativitet som det statslige uddannelsessystem egentlig aldrig har interesseret sig for – musik, teater, film, billedkunst, keramik, design etc. Det er vigtigt, men fattigt i forhold til den uddannelse, eleverne skal videre med. Dog kunne man forledes til at tro, at højskolernes enorme udvalg i kreative/musiske fag var en kritisk reaktion i forhold til manglen i det statslige uddannelsessystem (er det det den succesfulde Engelsholm Højskole har fat i?). Sandheden er imidlertid, at Højskolen generelt tager sig af de fag fordi, det er de fag, der er tilbage – og ikke et ord om oplysning endsige forkyndelse i den anledning. Det siger noget om det statslige udannelsessystems mangel, men i højskole-sammenhæng først og fremmest om denne skoleforms mangel.

Højskolen har simpelthen ikke til hensigt tage sig af de unges uddannelse. Den er ligeglad og lukker sig om sig selv som ethvert trossamfund gør. Tilbage bliver, og det er frygtelig vigtigt, uanset mine uddannelsesmæssige kvababbelser, de unges liv sammen dag og nat. Hvad der udspringer deraf kunne højskolerne passende lytte til; uddannelse er et gennemgående tema – men se til om Højskolen er med på en lytter!

De skjulte erindringer - Højskolen og -68

Højskolen mistede afgørende sin uddannelsesmæssige betydning i 1968. Ungdomsoprørerne blev konsekvent udrenset af højskolerne. Nogle af oprørerne oprettede nye højskoler – men de nye højskoler overlevede ikke; 68-ernes forkyndelse havde ingen plads hverken her eller dér, netop pga. forkyndelsen der nu var mere eller mindre radikalt venstreorienteret. De traditionelle højskoler stod tilbage med lærere og forstandere og bestyrelser, der knapt turde stå ved Ungdomsoprørets erkendelser. Imens den kritiske tone udrensedes fra Højskolen, overlevede Højskolen og blev nu konservativt konserverende i forhold til det statslige uddannelsessystem der i demokratiets navn til syvende og sidst også havde plads for oprøret. Dog lagde de mest progressive højskoler sig ud med EF (nu EU). Ja, der var sågar højskolelærere der producerede for U-landene, var aktive i Fredsbevægelsen eller tog kontakt til demokratibevægelser i Øst-Europa – ja ligefrem tog eleverne med på studietur dertil. Men så var det også slut – da 70-erne var slut, var det slut for de danske højskoler. Der var ingen 68-ere til at tage kampen op, og ingen 68-erkendelser at bygge på. Det statslige uddannelsessystem tog over, overhalede Højskolen.

I den forbindelse ser jeg frem til, at gamle højskolelærere der var med dengang og forblev og overlevede udrensningen i Højskolen, fortæller, hvad der skete. Jeg tror, at de progressive, samfundskritiske øer i højskolerne fra sidst i 60-erne og op igennem 70-erne har en vigtig og spændende historie at fortælle.

Ingen intellektuelle ambitioner - Højskolen og fagligheden

Højskolens fagudbud har ændret sig radikalt siden dens start. Engang lå hovedvægten på det samme som statens skoler: kristendom, historie, skrivning og regning mm. Dertil kom sangen, foredragene - og på mange måder vigtigst; kostskolemiljøet, det at være sammen med andre unge dag og nat. Højskolerne fokuserede radikalt på at indlemme de unge i det borgerlige mere eller mindre demokratiske Danmark. Det var sådan set ikke her modsætningen til staten var, det var i måden undervisningen foregik på – lysten til at lære var i højsædet – og i at i princippet alle befolkningsgrupper var velkomne, men dog mest det såkaldte agrare Danmark.

I dag ser fagudbudet noget anderledes ud. De kreative musiske fag har forrang. Kun få højskoler formår at fastholde det samfundsmæssige og kulturelle aspekt, og da slet ikke som hovedfag med et timetal der batter. Og gælder det det naturvidenskabelige, er man virkelig på Herrens mark også historisk set, hvis man ser bort fra foregangsmanden la Cour i Askov dengang og siden hen andre nu glemte naturvidenskabelige ildsjæle på højskolerne; Højskolen har mao. historisk belæg for til stadighed at overse naturvidenskaben, om jeg så må sige. Men i og med udviklingen synes denne vægren fra Højskolens side stadig mere grotesk (hvad blev der iøvrigt af geolog og biolog Rune Waahlins forsøg på at grundlægge en naturvidenskabelig højskole?!).

For at sige det så groft, som det nu engang er: engang var Højskolen på forkant med samfundet fagligt og intellektuelt. Sådan er det ikke i dag. Der er sådan set ikke mange andre steder end på Askov, Krogerup, Testrup, Den Internationale, Vallekilde, Højskolen Østersøen, Brandbjerg og EU-klassen på Ryslinge Højskole, at man formår at fastholde det samfundsmæssige og kulturelle. Det er meget lidt i forhold til at der pt. findes 79 højskoler i Danmark. Højskolerne har ikke formået at fastholde sin samfunds- og kulturkritiske rolle (det er jo ikke kun den nu mere end skrantende venstrefløj der har patent på det).

En sådan mangel på intellektuel ambition og formåen betyder selvsagt også, at de lærere, forstandere og bestyrelser, der kan give Højskolen stemme i dag, er meget få. Det er bestemt ikke attraktivt at søge arbejde ved en skoleform der nu er uden intellektuelle ambitioner, og som har bestyrelser der ikke formår udvikling, men kun vil ”videreføre det bedste i traditionen”! Ja, gad vide om den forstander og den lærer der tænker nyt og kritisk i forhold til traditionen sies fra, når ansøgningerne læses igennem på højskolerne, som de er flest i dag!

Vor Fader ... - Højskolen og idéen, den patriarkalske

Højskolen er grundlæggende en form for trossamfund med et nationalt og kristent grundlag. Tydeligst ses det i skoleformens nære tilknytning til den danske, kristne kirke. Det er iøjnefaldende og helt afgørende, hvor mange kristne teologer og/eller præster der har sat deres præg på Højskolen fra dens grundlæggelse og til i dag. Kristne teologer og kristne folkekirke- og frimenigheds-præster har sat deres præg på højskolerne som først og fremmest forstandere men også lærere – det var, historisk set, (og er?) et sted at gøre karriere som kristen teolog.

Baggrunden er, som mange vel stadig ved, at præsten Frederik Severin Grundtvig (1783 - 1872) grundlagde de danske folkehøjskoler, eller rettere formulerede Højskolens idégrundlag – han gav sig aldrig selv i kast med skoleformen. Der skulle udvikles en skole der på et kristent og nationalt grundlag fremelskede lysten til viden – oplysning kaldet. Det blev til en eksamens- og prøvefri skole, der først og fremmest forberedte og kvalificerede bønder, det agrare Danmark, til arbejds- og samfundslivet. At der i høj grad var tale om børn, først og fremmest mænd, af velstillede familier, er noget Højskolen den dag i dag har svært ved at problematisere.

Et spørgsmål jeg typisk får fra de der spørger ind til og lægger ører til mine højskoleerfaringer er, hvor det nationale og kristne viser sig på Højskolen i dag. Det er et rigtig godt spørgsmål, fordi Højskolen på mange måder fremtræder dobbelt i så henseende. Et er, at man kan opleve det agrare, kristendommen og det nationale som idé den dag i dag på en højskolesangaften, hvor der mere eller mindre fuldtonigt synges af Højskolesangbogen. Men idégrundlaget er mere vidtgående end som så.

De enkelte fag gennemføres typisk ikke mere eller mindre indoktrinerende nationalt og kristent. Tværtimod oplever eleverne ofte engagerede lærere der forsøger at spejle den enkelte i faget på den ene eller anden måde – ja her har ”ansvar for egen læring”, ”individualitet”, ”projektarbejde” og ”innovation” faktisk valeur i forhold til det formelle uddannelsessystems bekendtgørelser, overfyldte klasser og præcist afmålte timer. I det formelle uddannelsessystem betyder begreberne noget andet, nemlig at de gennemføres som intention og eksamen (se mit indlæg om evaluering) – og vigtigst; i forhold til budgettet.

Imidlertid foregår og fremelskes undervisningen på Højskolen i det tomrum der opstår, når der ingen umiddelbar sammenhæng er med det der kommer efter Højskolen bogstavelig talt. Man kan blive høj af højskole, ja højskole er ofte en rus for eleverne (og for underviserne); tingene lykkes simpelthen her, fordi eleverne faktisk kan udfolde sig og faktisk kan få anerkendende feedback fra lærere og måske vigtigst fra andre elever. Hele Højskolens mere eller mindre veldefinerede definition på kernebegrebet ”samtalen”, den egentlige, ligger her. Her ligger imidlertid også en enorm kommende (?) erkendelse for Højskolen i forhold til, hvad de oprindelige højskoleelever, bønderne skulle tilbage og ud til – og hvad samtalen betød her – i forhold til hvad vore dages såkaldte senmoderne elever skal tilbage og ud til – og hvad samtalen betyder i den anledning.

Højskole-eleverne oplever en skoleform, hvor synsfeltet indskrænkes i forhold til det samfundsmæssige. Det betyder, at det samfundsmæssige, specielt det uddannelsesmæssige perspektiv ”glemmes”; det eksistentielle er dit og det fælles er spejlets, narcissistisk. Rammerne højskole-projektet typisk foregår indenfor er en patriarkalsk opbygning der lægger vægten på en traditionel mandlig magtfordeling, hvor Forstanderen har de vise ord typisk umiddelbart formidlet ved foredrag og morgensang. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt på hvor mange højskoler, man frem til i dag omtaler forstanderen mere eller mindre ironisk men dog som ”vor fa(de)r”! Man ”ihukommer” Fadervor for ikke at sige Trosbekendelsen.

Mens uddannelsessystemet på ledelsesniveau generelt er præget af mennesker der har uddannelsesindsigt er det langt fra tilfældet med Højskolen. Højskoleforstandere har typisk, som før sagt, en eller anden form for kristen teologisk baggrund. Det sætter selvfølgelig sit præg på Højskolen i forhold til den enkelte skoles dagligdag og udvikling. Uanset den enkelte forstanders gode intentioner er der således altid en spænding mellem forkyndelse og oplysning.

Tomrummet for eleverne er følgelig mildest talt til at føle på, når de forlader Højskolen og skal finde sig til rette i ikke mindst uddannelsessystemet igen, simpelthen fordi de stort set på ingen måde er forberedt af Højskolen. Ja, Højskolen forbereder på det eksistentielle, som set bag et skrivebord eller fra en prædikestol.

I mine 12 år på højskolen oplevede jeg en stor tiltro til, at det jeg selv som person kom med af viden og erfaring (levet liv og uddannelse) anerkendtes som værdifuldt i forhold til eleverne. Omvendt mødte jeg også en utvetydig massiv modstand mod enhver diskussion om skolens værdigrundlag, eller mod det vi gjorde som skole eller lærere i forhold hertil - dette kunne ikke kritisk diskuteres. Tidens buzzwords som ”ansvar for egen læring”, ”individualisering”, ”projektarbejde”, eller det værste af alt ”evaluering”, ja selv et ord som ”pædagogik” blev mødt med skepsis grænsende til had både fra lærerkollegaer, men først og fremmest fra forstander og Bestyrelse.

Selv da de frie skoler af staten blev pålagt at formulere deres værdigrundlag og løbende evaluere herudfra, blev det kun til de tomme fraser – eller med Højskolens bonmot ”bragesnak” – som hele uddannelsessystemet har formuleret i dag; altså en kopi. Og det selvom der reelt her var en mulighed for at formulere, både hvad Højskolen som sådan og den enkelte højskole er og vil. Altså: en egentlig karakteristik af den enkelte skole for ikke at sige visionerne i den anledning udeblev i enhver forstand. Lad mig præcisere det groteske: en egentlig diskussion af de politiske og pædagogiske/didaktiske strategier og begreber der prægede og præger resten af uddannelsessystemet var ikke mulig at gennemføre. Her var faktisk en mulighed for at formulere en kritik i forhold til de buzzwords, som det formelle uddannelsessystem selv har så svært ved at omsætte til praksis.

Den demokratiforståelse og det frisind som Højskolen traditionelt, dvs både historisk, offentligt og i egen selvforståelse stod for, blev efterhånden til tvivl for mig personligt og i forhold til den skole, jeg og min familie levede med, var en del af. Behøver jeg at sige, at jeg ikke stod og står alene her; det er en standende konflikt, som Højskolen ikke har til sinds at løse endsige indlade offentligheden i. Min familie og jeg forlod højskolen, da konflikten omkring de manglende elever, de manglende højskole-initiativer og ikke mindst den manglende kritiske diskussion af, hvad Højskole er, tilspidsedes og blev til brok, mobning og noget der lignede selvdestruktiv indadvendthed. Det var en barsk omgang der både prægede højskolens personale og så sandelig familierne der levede på højskolen.

Nu er jeg gymnasielærer og studievejleder, men har ikke glemt højskolen på godt og ondt. Så meget mere pinefuldt var det at opleve, uanset hvor bekræftende det var i forhold til vores, min families beslutning om at forlade højskolen, at Højskolernes Forening iscenesatte en digital vejleder (flashfilm) på deres hjemmeside, der plaprede løs under overskriften ”Det din vejleder ikke må fortælle dig” – underforstået at vejlederen ikke må vejlede de unge på højskole. Selvfølgelig må de det! Og de gør det faktisk. Kort sagt: Det var og er (man kan stadig klikke sig frem til sludrehovedet på webben) et fattigt forsøg fra Højskolens side på at skabe en modsætning, ja nærmest en konspiration mod Højskolen fra den enkelte vejleders side. Staten og ikke mindst regeringen i dag giver som sagt ikke meget for Højskolen – men den enkelte vejleder! Vi, vejlederne ved, at fx et højskoleophold kan være forudsætningen for den unges udvikling og en gennemført uddannelse.

Nostalgi - Højskolekrisen

Lige siden jeg startede som højskolelærer i 1993, har man talt om Højskolens krise. Dér hvor jeg var, fik vi det så sandelig at mærke. Det første hold elever jeg mødte var på 136 i antal. Jeg var i de følgende år vidne til, at elevtallet dalede til omkring 50. Sådan kan mange højskoler proportionalt sige det samme. Ikke noget exceptionelt i det. Det exceptionelle lå snarere i, at Højskolen ikke gjorde noget i den anledning, hverken her eller dér, stort set. Hvad er det der gør, at Højskolen har endog meget svært ved at reagere i forhold til et katastrofalt dalende elevantal? Ja, hvordan fungerer Højskolen i det samfund, den er en del af?

I højskolekredse har man fra krisen begyndte at kradse og til i dag påpeget: at ungdomsårgangene er blevet mindre; at den statslige- og kommunale økonomiske støtte til højskolerne løbende er blevet forringet; og at Staten opfordrer til og har sat initiativer i værk for, at de unge ikke bruger såkaldte fjumreår på højskole og deslige, derfor er de videregående uddannelsers kvote 2-ordning nærmest under afvikling.

Det er alt sammen rigtigt og vigtigt. Ungdomsårgangenes antal må højskolerne blot tage til efterretning. Og at Staten ikke vægter Højskolen som sådan er mere end tydeligt for enhver, der følger blot lidt med i de statslige udviklingstiltag, eller rettere mangel på sådanne tiltag i Højskolens retning. Højskolen har så at sige ingen rolle i det danske (ud)dannelsessystem i dag. Højskolerne har heldigvis ikke været sene til at gøre opmærksom på uopmærksomheden. Ja, højskolerne har historisk set tradition for at kritisere staten, at se sig selv i modsætning til statens uddannelsespolitik.

Når det så er sagt, må man lægge mærke til, at Venstre-regeringen spurgte Højskolen om dens rolle i dag og efterfølgende satte et Højskoleudvalg i værk, der afstedkom en ny Højskolelov. Resultatet blev først og fremmest, ikke overraskende, at Højskolen nu fik mulighed for at afvikle kompetencegivende kurser. At det netop var stik imod det, højskolerne ville have, havde ingen virkning, men det fortæller noget om den polarisering, vores samfund oplever i dag. Højskolen holder fast i at være en dannelsesinstitution uden karakterer og eksamen, og evaluering gennemføres kun fordi Højskolen lovgivningsmæsssigt er forpligtet på det.

Men måske er det vigtigste og vægtigste tegn på højskolekrisen, at færre og færre unge kender til Højskolens eksistens. De dage hvor det gik i arv at gå på højskole er ovre. Forældre fortæller stort set ikke længere om gyldne, øjenåbnende, ja dannende måneder eller år på højskole. Højskole-arven, først og fremmest den agrare, bøndernes højskolearv – er et kapitel blot i den nationale historiebog.

Jeg har været med til flere jubilæums-dage for tidligere højskoleelever. Det gør indtryk at møde først og fremmest gamle mænd der med tårer i øjnene kan udpege det kolde værelse, de boede på dengang, måske for 50, 60 ja sågar for 75 år siden. Måske er det første gang siden dengang, at de er tilbage. Det er ikke bare rørende at opleve, men udtryk for en livserfaring som unge i dag ikke har en chance for at opleve. Nej, for de unge har ikke den form for erfaringer i dag. Det senmoderne samfunds unge har erfaringer af en helt anden valeur. Men prøv at fortælle Højskolen, at det forholder sig sådan! Ja, prøv at lade de to former for erfaringer mødes, måske kollidere, hvad ved jeg – men hvornår har en højskole sidst gennemført et sådant projekt uden nostalgi?!

Arvesynden - Højskolens oplysning

Man kan belyse ting og sager. Men man kan også oplyse. Når man bruger ordet ”oplyse”, er man pludselig på oplysningstidens mark, eller man er på kristendommens danske, grundtvigianske mark. På Højskoleforeningens websider kan man undre sig over, at alle tiders filosof Immanuel Kant (1724 – 1804) ikke kommer til orde på sidernes skiftende definitioner af oplysning. Kant siger: ”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er mangelen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden andens ledelse. Sapere Aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog.”

Den definition kan Højskolerne ikke bruge. Den er for længst taget til efterretning fx af EU. Ja, den er en klassisk definition af oplysning for de europæiske uddannelsessystemer, også i Danmark, men altså ikke for de danske højskoler. Hvorfor ikke? Vi ved det ikke, for det er ikke en diskussion højskolen gider tage i år 2007. Jeg skal i den forbindelse sent glemme forargelsen blandt højskolefolk, da historikeren Søren Mørch på Højskolernes årsmøde i Haslev engang i 1990-erne tog udgangspunkt i den oplysnings-definition i sin karakteristik af Højskolen dengang og i dag. Og jeg vil i samme åndedrag ikke undlade at nævne, at debatten omkring Højskolen ikke mindst i Højskolens eget organ Højskolebladet, ofte præges af kristent-teologiske orakler der aldrig selv har været en del af Højskolen, men stædigt forsøger at holde den fast på en kristen, national kurs der er alt andet end tidssvarende (uanset hvor regidt et sådant begreb – ”tidssvarende” – også kan være). Ikke uden grund er Højskolebladet blevet kaldt ”et organ for arvesynden”.

Jo, jeg, og mange med mig, ved det godt! Højskolen holder stædigt fast i kristen, national forkyndelse – den grundtvigianske opfattelse af oplysning - overfor egentlig oplysning. Og her kunne blogindlægget så hurtigt slutte med mine mange år på højskoles konklusion; jeg forsøgte at oplyse, men det viste sig, at jeg skulle forkynde – og så var det slut. Men der er heldigvis meget mere at sige om Højskolen; og så snæver en karakteristik af Højskolen er det heldigvis kun dogmatiske højskole-forstandere og -bestyrelsesformænd der i fuldt alvor kan levere i dag.

Mig og Højskolen - 8 blogs

Jeg vil sige noget om den standende højskolekrise, som for mig at se ikke blot handler om manglende elever og deraf følgende lukninger af skoler, men om det grundlag højskolerne fastholder for deres virke. Det er næppe en ny indsigt for højskolekritikere, men ikke desto mindre vigtigt at fastholde i forhold til Højskolens stadig mere udgrænsede, ja groteske rolle i uddannelsessystemet. Tænk om en så vigtig (ud)dannelsesinstitution som Højskolen langt om længe tager sit grundlag op til revision for igen at få en vægtig stemme i det danske uddannelsessystem.

At skulle sige noget om Højskolen som institution kræver imidlertid, at jeg tager en dyb indånding. Det gør det, fordi jeg har levet 12 år af mit liv dér, eller rettere min familie og jeg har brugt 12 år af vores liv dér. De første 2 år boede vi udenfor højskolen, de næste 10 år på højskolen. Er man højskolelærer er man det nemlig med hud og hår; det er en del af Højskolens idé, at man ikke blot kommer og gør som en lærer eller underviser nu er (mere eller mindre) uddannet til at gøre, nemlig at undervise, men man gør det med et engagement der involverer en selv hele tiden, ligesom ens familie, ens kvinde/mand og børn inddrages mere eller mindre, i det mindste blot ved det, at de simpelthen lever på stedet. På min ansættelseskontrakt stod det sort på hvidt, at jeg skulle bo på skolen. Når jeg fortæller om Højskolen i det følgende, i en række blogindlæg, er det derfor også hele tiden set i et perspektiv der bygger på personlige erfaringer.

Askov Højskole i krise

Det er ikke meget galt, at vi hver sommer ser de samme overskrifter omkring højskolen - ikke bare Askov Højskole, men højskolen som sådan - at den er i krise. Og nu er sommerens første kriseoverskrift dukket op bla. på teksttv og i Jyllands Posten; Askov Højskole er i krise.

Som så mange andre højskoler i Danmark mangler Askov elever. Men det er nu specielt ærgerligt at læse omkring et gammelt flagskib som Askov, fordi de faktisk har gjort noget for at forholde sig konstruktivt til krisen, det faldende elevtal. Det kan man desværre ikke sige om ret mange højskoler.

Den nye højskolelov åbner for, at man kan afvikle direkte kompetencegivende kurser. Noget der indtil nu, hvor krisen kradser, næsten har været helligbrøde at nævne i såkaldte højskolekredse som en mulighed. Men nu taler højskolernes forening FFD helt åbent om det, ligesom der er højskoler som sætter kompetencegivende tiltag i værk. Askovs idé er at kombinere et højskoleophold med HF. Det er fremragende tænkt; unge, der af den ene eller anden grund har afbrudt en ungdomsuddannelse (typisk et gymnasialt forløb vel), får her en mulighed for, under forhold der netop ikke blot er strengt faglige men er "gearet til" såkaldt personlig afklaring, at tage den eksamen der giver adgang til de videregående uddannelser - hvis det altså er der, man vil fortsætte. Så meget mere fremragende er ordningen, når man tænker på, at der i dag intet kompetencegivende tilbud er til de der dropper ud, ja ikke passer ind i ungdomsuddannelsessystemet i dag.

Så mange bliver ordene denne gang om højskolekrisen. Men der er meget mere at sige i den sag, så jeg vender frygteligt tilbage. Lige nu ærgrede jeg mig blot over, at en af landets fineste højskoler skal trækkes med et stort underskud, lige akkurat når de søsætter et af de bedste højskoletiltag set længe.