Uddannelse skal fejres højtideligt og løssluppent

VUC et sted på Sjælland fejrede på skrømt HF-studenter og elever der havde gennemført 9. og 10. klasse + diverse grundskoleforløb der skal give eleverne mulighed for uddannelse. Men foregår fejringen på skrømt, tvivler jeg på at opgaven løftes.

Lederens tale var lavmælt, uden intensitet og overbevisning så lang tid den handlede om at uddannelse er vigtig. Men så hævede han i en lang afslutning røsten for at fremhæve sine egne børns lange videregående uddannelser. Sådan var talen uambitiøs og nedladende overfor rækkerne af dimittender foran ham der for de flestes vedkommende skal i gang med erhvervsuddannelser og korte og mellemlange videregående uddannelser.

Helt galt gik det imidlertid, da en HF-dansklærer talte. Åbenlyst uforberedt, men med narcissistens overbevisning om eget improvisatorisk talent og med det stadige jeg-mantra, gennemgik han med navns nævnelse hver enkelt elevs problematiske forhold til danskundervisningen, elevens skriftlige og fysiske fravær og eksamenspræstation. Han talte skamløst ned til eleverne. Og det blev bare ved og ved. Han havde åbenlyst intet at give eleverne med fra tiden på VUC.

Hvis ikke det havde været for en læsevejleders fine tale om, hvor langt man kan komme i livet på trods af social baggrund og læsehandicap kunne man let få den tanke, at VUC, i al fald visse steder, rekrutterer de dårligste ledere og de dårligste lærere. Og så har VUC dog om nogen en forpligtelse til at give den bedste undervisning – med de bedste ledere og lærere - til uddannelsernes hårdest belastede elever.

Men da det kom til overrækkelsen af uddannelsesbeviser var den gal igen. Et utal af dimittender der ikke var til stede blev kaldt op. Havde VUC ikke gidet tilmelding eller glemt at bruge tilmeldingerne til noget? Eller forholdt det sig sådan, at eleverne har haft så dårlige oplevelser i uddannelsen, at de ikke har lyst til at blive fejret; at optrinnet således var en demonstration af denne VUCs inkompetence? De udeblevne dimittender gik ikke glip af noget.

Men uddannelse er ikke lykkedes, hvis ikke man giver eleverne lyst til at fejre afslutningen både højtideligt og løssluppent uanset niveau!

De vigtigste på uddannelsen og ved dimissionen på festdagen er eleverne. Det vidste og viste læsevejlederen - men også lederen af køkkenet der med stor udstråling gik rundt og tog billeder af ”sine” elever, og opfordrede dem til at komme forbi til en kop kaffe. Ingen tvivl om at hun mente det. Sådanne personligheder er værdifulde for unge på vej.

Klasser eller demokratisk indstillede?

I mit sidste blogindlæg supplerede jeg Steen Cloud Poulsens påstand om, at de veluddannede forældre tager deres børn ud af folkeskolen og flytter dem til fri- og privatskoler med, at det gør de rige forældre sikkert også.

Nu kan jeg så forstå på Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at jeg tager fejl. D. 18.1 -13 kan deres ugebrev A4 fortælle, at de Fattigste forældre vælger privatskole. Som bekendt hedder det sig, at der findes tre former for løgn: løgn, forbandet løgn og statistik. Når man læser artiklen går det op for en, uden dog at A4 giver sig af med at forklare det, at etniske skoler forrykker statistikken. Suppler desuden med det faktum, at skolelukninger over hele landet har betydet, at borgere har oprettet frie skoler. Så tegner der sig et helt andet billede.

To dage før havde A4 da også offentliggjort en undersøgelse der viser det skæve billede, forskellen på rig og fattig ved grundskolevalg. I artiklen Skoler er delt op på rige og fattige forældre (A4 d. 16.1 -13) kan man læse, at tendensen til at rige og fattige forældre sætter deres børn på forskellige skoler er meget markant. Artiklen gør opmærksom på med professor Martin D. Munks ord, at ”forældreindkomsten har betydning for, om børn klarer sig godt i skolen”. Og professor Niels Egelund påpeger, at skævvridningen går ud over sammenhængskraften i samfundet, eller som han meget charmerende siger det: ”De fattiges børn ender som rosset uden positive forbilleder i klasseværelset.”

Der står med andre ord klassesamfund mellem linjerne i A4s to artikler.

Mon dog ikke pointerne er flere. For det første, at det i dag faktisk er muligt for mange forældre, også de der ikke er rige, at prioritere deres børns uddannelse og vælge en anden grundskole, en privatskole eller friskole for deres børn. Det har etniske mindretal fundet ud af, det har de forældre der har dannet nye friskoler på baggrund af skolelukninger fundet ud af. Og det kan forældre der ikke længere skal betale til vuggestue og børnehave sikkert ofte også.

Den anden pointe er derfor, at flugten til privat- og friskoler er en reaktion på, at politikerne har givet op på uddannelseskvalitet i folkeskolen, men det har en hel del forældre ikke. Og så er det da dybt ironisk, at selvsamme politikere taler om at gøre det dyrere at drive fri- og privatskole, altså at det skal bliver dyrere for de forældre der prioriterer uddannelse af kvalitet for deres børn.

Den tredje pointe er så, at hvis først de forældre der faktisk har råd og prioriterer uddannelse får øje på muligheden og der er plads på privatskolen, så er det svært at få øje på folkeskolen. Der rokkes således alvorligt ved det faktum, at vi har en rodfæstet tradition for at drive skole for alle, folkeskole.

I værste fald er folkeskolen ved at udspille sin rolle som demokratisk samfundsbærer. Der var engang hvor bønder og arbejdere sikrede deres børn uddannelse dér sammen med direktørens og professorens sønner og døtre. Sådan er det næppe længere. Chancen for at datteren af den ufaglærte arbejder møder sønnen af akademikeren eller direktørens datter bliver mindre og mindre.

Uddannelse handler altid om meget mere end min datter og søn. Eller som Thomas Kold, lederen af folkeskolen Hadstenvejens Skole, der ligger kun 200 meter fra privatskolen Randers Privatskole, siger det i A4: ”Vi har alt lige fra børn af prostituerede til børn af præster. Vi er meget blandede, hvor man er mere ens på en privatskole. Eleverne på Randers Realskole ville nok få et kulturelt chok, hvis de kom over til os, fordi det er så anderledes her. Men jeg tror på en eller anden måde, at vores børn ville være mere demokratisk indstillede, end børnene er på realskolen.”

Det nye klassesamfund

Nok er StenCloud Poulsens kronik i Weekendavisen d. 4.1 -13 om folkeskolens forfald, ”Summen af benspænd er knusende”, lige lovlig højstemt – det lykkes simpelthen kronikøren at finde så mange benspænd, at det er svært at se en vej frem for skolen – ikke desto mindre er der en central passage der ikke er til at komme udenom. Ned at ligge!

”Skolen var først et privilegium for de få, derefter en ret og i dag en pligt. Men hvordan eleven ser på sin skolegang bestemmes i høj grad af kulturen i familien. Som konsulent ser jeg ikke i klasseværelset mange elever, som med målrettet energi kaster sig ind i de læringsmuligheder, som læreren tilbyder. De fleste elever ser undervisningen som underholdning, hvor det er lærerens pligt at levere en fængslende og varieret forestilling. De ser skolen som et teater, hvor de er betalende tilskuere. Børnene er opdraget til en lystlogik, ikke en nødvendighedslogik. Teenageelevers respekt for lærerne i folkeskolen kan ligge på et meget lille sted. De undergraver sig selv, medens de har travlt med sociale medier. Og de opfatter ikke undervisning og læring som et socialt medie, som de behøver at bruge så meget tid på: De udviser ingen glubende interesse i at vide mere, de finder sig modstræbende i at blive undervist. Elevernes handlerum og udfoldelsesrum er i dag i klasseværelset meget stort og lærerens tilsvarende mindre: De kan ikke insistere på, at eleverne lærer. Det, som moderne forældre grundlæggende ønsker på deres børns vegne, er i dag ikke primært, at de lærer en hel masse. I praksis er forældrenes forventninger og krav til lærerne primært, at børnene har det godt, trives og er glade. Det er mere alvorligt, at en elev er i dårligt humør, end at de ikke tilegner sig solide fagkundskaber. I tidligere epoker brugte læreren sin myndighed til at presse sociale og personlige forstyrrende momenter ud af klasseværelset, så der var tid til læring. I dag er det nærmest omvendt.”

Jeg undskylder det lange citat, men det er vigtigt.

Man tænker uvilkårligt, hvordan samfundet overhovedet kan hænge sammen, hvis det ovenfor beskrevne liv i klasserummet afspejler vores holdning til uddannelse. Er der virkelig kun nogle ganske få iblandt os der lærer noget? Det kan meget vel være, såfremt man forstår påstandene i et tidsperspektiv ellers var alting da for længst hold op at fungere. Kronikøren beskriver da også tilstanden som en proces. På den anden side har man jo skældt ud på den forbandede ungdom siden Antikken, så …

Jeg er ovebevist om, at kronikøren beskriver udviklingen af et nyt klassesamfund, om end hans pointe er en anden. Den modstand mod læring, som kronikøren beskriver, er eleverne i folkeskolens, de andre elever flytter far og mor til frie- og private skoler: ”De veluddannede forældre har taget bestik af folkeskolens problemer: de stemmer med fødderne og flytter deres børn.” De rige forældre gør sikkert det samme.

Når lærere på erhvervsuddannelserne og de gymnasielle uddannelser taler om folkeskoleelevernes manglende basale fagligheder fra folkeskolen er det samme klasse-problematik. Når skiftende regeringer presser ”alle”, målsætningen er 95 % af en årgang, igennem en ungdomsuddannelse uden at se på uddannelses-kvaliteten, så undgår man behændigt at tage stilling til udviklingen af et nyt klassesamfund og kan i stedet koncentrere sig om samfundsøkonomiske modeller. Det har naturligvis konsekvenser.

Det nye klassesamfund slår igennem uddannelsessektoren, når studenter ikke kan bruge deres gymnasielle uddannelse til noget på grund af manglende kvalifikationer, og når håndværkere ikke kan bruge deres uddannelse til noget på grund af manglende kvalifikationer – og når unge parkeres på en ungdomsuddannelse, fordi der intet ufaglært arbejde er til dem.

Mig bekendt har ingen af Folketingets partier i dag forstået, at et klassesamfund ikke afskaffes én gang for alle (Hvornår var det nu det var?), men at det skabes og bekæmpes ikke mindst af politikere. De tusindvis af medborgere der om lidt falder ud af ”velfærdssamfundet”, fordi de er arbejdsløse, ved det om nogen.

Må jeg foreslå, at man begynder at tale om uddannelse, dannelse, moral, etik, værdier og arbejde i et samfund der vil klassesamfundet til livs - eller, hvorfor ikke, taler om Frihed, Lighed og Broderskab i dag.

"Der er ikke råd til jer!"

Så er uddannelsessæsonen skudt i gang og problematikker der ikke er nye vendes atter engang (i tilfældig rækkefølge):

• IT i skolen og gymnasiet (nu hedder det ikke længere "ium", siger Dansk Sprognævn) afløser bogen i en klasse her og der. Ja…
• Der er sørme en folkeskole eller to der deler børnene i pige- og drengeklasser til en start. Ja…
• Der er mange elever i klasserne i skolen og gymnasiet trods lovgivning om 28 i hver. Ja…
• Der er en skole der har opdaget og indretter sig efter, at deres elever har andre helligdage end de kristne. Ja…
• Eleverne og de studerende står nu ude på marken på grund af rygeloven, der siger ingen rygning på matriklen overhovedet, endda sammen med lærere - og når det bliver vinter... Ja...
• Børne- og undervisningsministeren har på det årlige Sorømøde offentliggjort et manifest og dogme for en Ny Nordisk Skole. Det lagde ingen mærke til. Og det lyder som en ideologisk mærkevare, inden nye regeringer kommer til. Ja…
• Nye friskoler har set dagens lys, fordi folkeskolen i lokalområdet lukkede. Ja…
• Dansk Industri mener, at der er alt for mange der vælger at læse de humanistiske og for få de tekniske og naturvidenskabelige studier. Ja…
• På Universiteterne er timetallet så lavt, at vi nærmer os selvstudier – især på Humaniora. Ja…
• Mange studenter er kommet i klemme, fordi de valgte "forkerte" studieretninger i gymnasiet i forhold til valg af videregående uddannelse. Ja…
• Studenterne har ikke forstået, at de skal starte med de videregående uddannelser lige efter gymnasiet. Nej – jeg mener ja…
• Etc etc…

Men midt i al den gentagelse, slår et dannelsesprojekt igennem for fuld styrke; mennesker der har været arbejdsløse i flere år fratages nu uden videre deres økonomiske underhold, dagpengene. Så kan ikke alene de lære det, men også deres børn og kommende generationer; at ´ansvaret for arbejde og underhold først og fremmest påhviler den enkelte´, som man siger – uanset om der faktisk er arbejde at tage eller ej. ´Arbejde og forsørgelse er først og fremmest et spørgsmål om den enkeltes vilje´. Samfundsansvaret gælder ikke, når der er økonomisk krise, intet arbejde. Det er en tåbelig lære, men en lære der er til at føle på, og følgelig må præge skole-, gymnasie-, eud-elever og studerende i lang tid fremover. Jeg noterer mig det selvfølgelig og må tage det med i min undervisning, der både har en uddannelse og dannelse med rod i virkeligheden at løfte.

Der er sådan set ikke noget nyt i læren/dannelsen, den, surprise surprise, kapitalistiske dannelse, men det er lang tid siden, at den sidst trådte så åbenlyst elendigt frem. I dag kaldes elendighedsdannelsen af partierne for værdi- og vækstpolitik, der er et dække for at økonomi bestemmer og bør bestemme borgernes tilværelse, uanset de elendige konsekvenser for borgerne. Eller også siger man det bare, som det er og mener det bør være: ´Der er ikke råd til jer!´

I uddannelsessammenhæng er der derfor ikke er råd til dem, man kalder for de uddannelsesfremmede, de gymnasiefremmede, de der er belastet af negativ social arv.

Kapitalismen er meningsløs, absurd.

"Der er ikke råd til jer!". Dét kommer jeg aldrig til at sige til mine elever. Tværtimod.

At se de ikke-uddannelsesparate i øjnene

I dag konfronterede Danske Skoleelever, Erhvervsskolernes Elev-organisation, Danske Gymnasielevers Sammenslutning og Dansk Industri politikerne ved Folkemødet på Bornholm med en fælles udtalelse. Under overskriften ”Alle har ret til sejre i uddannelsessystemet – men mange svigtes” beklages de elendige tal for frafald på ungdomsuddannelserne og PISA-tallene for hvor mange elever der forlader folkeskolen uden efterfølgende at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse.

Hvorfor denne skarpe udtalelse, når regeringen netop nu lancerer en såkaldt fleksuddannelse, en periode mellem folkeskole og ungdomsuddannelse der skal hjælpe de unge fra folkeskolen der ikke er uddannelsesparate videre i uddannelsessystemet? Jo, fordi elementerne i fleksuddannelsen allerede findes, typisk i eud-regi, men først og fremmest fordi ungdomsuddannelserne optager ”alle”, også de Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) erklærer for ikke-uddannelsesparate.

”Vi har ingen gavn af at mase unge ind på uddannelserne, hvis ikke de har realistiske muligheder for at klare kravene. Herved svigter man også det store flertal af unge, der savner fokus, kvalitet og udfordringer i de uddannelser, de er gået i gang med”, siges det præcist i udtalelsen.

Regeringen bør selvfølgelig reelt sikre, at de elever der optages på ungdomsuddannelserne er kvalificerede. Det bliver hårdt for politikerne, for det betyder, at de må se de mange unge i øjnene der ikke er kvalificerede. Men måske bliver det også hårdt for elevorganisationerne der uden videre fletter fingre med Dansk Industri for at sikre uddannelseskvaliteten. Det er de dygtige elever der laver lektier, rækker hånden op, fungerer godt i diskussionerne, i projektarbejdet og ved eksamen etc. Hvad siger de mange af jeres medlemmer der er erklæret for ikke-uddannelsesparate? Har de også en stemme, noget at skulle have sagt angående uddannelse? De er meget tavse i den fælles udtalelse.

Google som dannelse og uddannelse

Da 3.g-erne på stx var til eksamen i skriftlig dansk d. 25. maj i år, måtte de gå på internettet, ja det var endda et krav i nogle af opgaverne, at de kommende studenter fandt materiale på internettet til besvarelserne.

MetroXpress bad Google om at dokumentere, hvad eleverne søgte på. Det er næppe overraskende, at der søgtes på emnerne, fx på en af verdenslitteraturens store nulevende forfattere, japaneren Haruki Murakami, fordi en af opgaverne lød på at lave en analyse af en novelle af denne forfatter.

Overraskende var det derimod, i hvert fald for formanden for it-opgavekommissionen for dansk i gymnasiet Gunvor Severinsen, at eleverne også søgte på opgaveformuleringernes begreber: ”kronik”, ”genremæssig perspektivering”, ”analyserende artikel”, ”essay”. Overraskende fordi eleverne efter 3 år i gymnasiet med dansk på a-niveau burde have mødt begreberne flere gange – også i andre fag.

I øvrigt beklager Gunvor Severinsen også de unges mangelfulde søgekompetencer. Hun har sikkert ret; basale studie-kompetencer skal ikke søges i interessen for it, men i interessen for - studiekompetencer. Der er andre muligheder end Google!

Det mest interessante i forbindelse med årets eksamen i skriftlig dansk er dog, at med googletrafikkens synliggørelse bliver en problematik synlig, som er senmoderne; nemlig at noget af det sværeste i gymnasiet, i betydningen sværeste for eleverne at forstå og for lærerne at formidle, er det sprog og den kultur der er en forudsætning for at dykke ned i substansen. Problematikken bliver næppe mindre af, at ”alle” i dag vil i gymnasiet.

Betyder det så, at fra nu af ved gymnasierne, hvor de skal tage fat; nemlig med et usandsynligt fast og formidabelt formidlende greb om de mere eller mindre ukendte ord og begreber og deres kultur, og således praktisere læring efter de allernyeste principper, ikke mindst i forhold til elever fra såkaldte gymnasiefremmede miljøer?

Ja, da. Men lur mig, om ikke eleverne søger på fuldstændig samme måde mange år frem. Vi glemmer nemlig ofte i debatten om uddannelse i dag, at eleverne nu er ”helt fri af traditionen”, og at de begreber vi tilbyder dem, derfor blot er muligheder for dannelse og uddannelse.

At eleverne på gymnasierne nu også kan gå på internettet til eksamen, er i den forstand selvfølgeligt; internettet som billede på personlighedens mulighed for at søge og finde med tidens og udviklingens nødvendighed.

Basalt og banalt set var det klogt af årets google-gymnasie-elever, at søge på det, de ville finde.

Konkurrencestaten er et klassesamfund

Ove Kaj Pedersen, professor cand.scient.pol. forholder sig tørt og objektivt i sin blændende analyse af det danske samfunds såkaldte udvikling til  konkurrencestat i det der tegner til at blive en samfundsøkonomisk klassiker Konkurrencestaten (Reitzel 2011). Men professoren tager revanche i sidste nummer af Gymnasieskolen (nr.19 – 2011):

”Fravær og frafald er sociale reaktioner, som vi i dag vælger at gøre til et spørgsmål om mangel på evne eller vilje. Jeg synes, vi skal tage diskussionen om grænsen mellem selvansvar og kollektiv forpligtelse”, udtaler Pedersen.

Om dannelse i konkurrencestaten kan professoren summere op: ”I kravene om selvrealisering forudsættes det, at den enkelte i dag har færdighederne til at danne sig selv. Tidligere var dannelsen skolens opgave”.

Kritikken går på disciplineringen: ”At blive tabt er et nyt begreb, når det handler om unges valg. Og i ordvalget ligger implicit kravet om disciplinering.” At blive tabt kender vi kun alt for godt som at unge er frafaldstruede og frafaldne i forhold til uddannelse. I skolen hedder det ansvar for egen læring, og dermed lægges et ubærligt ansvar over på hjem hvor den dannelse ikke kendes. I konkurrencesamfundet tager ingen sig imidlertid af det. Så lad os forestille os et marked for privatundervisning i fag der er adgangsgivende for videregående uddannelser. Men dannelse?

Man tilgiver gerne Pedersen, at han ikke medtænker ungdommen som sådan; de unges kultur, deres forhold til medier og deres forhold til uddannelse, for den markante samfundsmæssige ændring til konkurrencestat aftegner sig ikke mindst hos de unge.

De konkurrencemindede unge vil dog noget helt andet; de er gammeldags revolutionære i 60er-70er-forstand, hvis man skal tro hvad de stemmer på stx. Den tidligere kommunist Jørgen Grimstrup, lektor ved Viborg Katedralskole siger i samme nummer af Gymnasieskolen: ”på htx, hvor man må formode børn af den traditionelle arbejderklasse går, får Enhedslisten ikke nær så mange stemmer som på de almene gymnasier”.

Grimstrup har forståeligt nok grimme totalitære minder, og derfor svært ved at forstå, at de htx-unge der sådan set burde stemme på den yderliggående venstrefløj ikke kunne drømme om at gøre det. Svaret er banalt: på htx (og hhx og ikke mindst på hf) drømmer de unge om at vinde konkurrencen om uddannelse og job, på stx har de allerede vundet den og aner ikke hvad der står i Enhedslistens principprogram og hvad det betyder - deres ”revolutionære” drømme er omkostningsfrie.

Hvis man kombinerer den gamle kommunists moraliseren og den senmoderne økonoms analyse aftegner sig et klassesamfund. Og dér i det 21-århundredes klassesamfund harmonerer dannelse som skolens ansvar meget bedre med 95%-målsætningen end konkurrencestatens ansvar for egen læring.

Klassesamfundet har sådan set hele tiden været der – det er tragisk men godt at vi igen kan identificere det.

Jeg tænker, at en god begyndelse ville være om eleverne talte med hinanden på tværs af htx, hf, hhx, stx og eud.

Blander "den røde Regering" sig?

Afskaf lektier!

Det er utroligt, at skolen og gymnasiet stædigt har holdt fast ved lektiers lyksalighed igennem alle årene og gør det endnu. Det er det, når vi sådan set altid har vidst, at lektier er en pestilens og at eleverne derfor sjældent læser dem - det er det lektier typisk går ud på; at læse noget derhjemme som forberedelse til timerne. Værst er dog, at traditionelle lektier lægger op til reproducerende læring, ifølge forsker i gymnasielektier, lektor ph.d. Flemming B. Olsen, der derfor i Gymnasieskolen d. 3. marts 2011 foreslår, at lektierne lægges ind i undervisningen: ”Moderne didaktik går ud på at give eleverne en differentieret undervisning, som er kreativ, og hvor man bl.a. anvender forskellige læringsstile. Den måde skal man også tænke lektier på”.

Flemming B. Olsen har naturligvis ret i kritikken af den reproducerende læring, som jeg meget gerne vil forstå som i skærende kontrast til reflekterende læring. Men jeg kan blive helt bange for, at han mener, at læsning skal afløses af læringsstils-fokus, cooperative learning og hvad har vi af moderigtig læring, der bestemt er meget mere underholdende end slet og ret at læse noget. Som om læsning hjemme i sig selv betyder efterfølgende papegøjesnak på skolen. I den forbindelse ville det være meget mere relevant at pensionere de ronkedor-lærere der stadig bruger lærebogsmateriale sådan. Jeg har dog stærkt på fornemmelsen, at de lærerdyr for længst er uddøde.

Erik Dahl, der er teamleder i en forsøgsklasse for lektiefrihed i fritiden på Det kristne gymnasium i Ringkøbing forklarer dog, også i Gymnasieskolen marts 2011, sammenhængen nøgternt: ”Gymnasiet er jo bygget op omkring mange fag, hvoraf den enkelte elev interesserer sig for få af dem. Og i de få fag læser eleven helt frivilligt lektier.” Voila! Lad gerne eleverne læse det der står i bøgerne på 117 måder (lige nu er cooperative learnings aktiviteter vistnok nået op på over 200!) – men vigtigst er, at give eleverne mulighed for at læse og reflektere på skolen i de fag, hvor interessen er lavest.

Og smag så lige på teamlederens udtalelse én gang til: ´eleverne interesserer sig for få fag i gymnasiet´ - herligt velgørende fakta at komme videre med senmoderne læring i og med; det er de færreste fag i gymnasiet eleverne interesserer sig for.

Lærere er vant til, at eleverne møder uforberedt op til undervisningen og tager derfor deres cooperative foranstaltninger. For mig at se, er der et meget større problem med de skriftlige lektier/opgaver/projekter som eleverne forventes at aflevere i stort set alle fag. Vil man virkelig give de gymnasiale uddannelser et løft for de såkaldt frafaldstruede elever, og et generelt fagligt løft for stort set alle elever, så er der al mulig grund til at lægge de skriftlige opgaver ind i tiden på skolen. Et slående eksempel på skriftlighedens alvor i gymnasiet, et eksempel der blot er toppen af skriftlig-opgave-isbjerget, er at Danske Gymnasielevers Sammenslutning hvert år stiller vejledning til rådighed ved de rødglødende telefoner, når det såkaldte studieretningsprojekt (SRP) skal skrives. SRP-vejledning foregår ikke på gymnasiet, fordi det ikke er en del af Gymnasiebekendtgørelsen. Det burde den, ligesom vejledning i at formulere sig i gymnasiets skriftlige opgaver, når der faktisk skrives.

Det er ingen hemmelighed, at elever fra ´hjem med klaver´ (far og mor er akademikere) klarer sig bedst i gymnasiet og i uddannelsessystemet generelt; dels vejleder far og mor når projektet skal skrives, og dels har de elever en helt grundlæggende ballast der ´svarer til´ gymnasiekravene. Kort sagt, hvis man virkelig vil nedbringe frafaldet på de gymnasiale uddannelser og generelt højne det faglige niveau, så lægges skriftligheden konsekvent ind i skoletiden.

I øvrigt ville det være rart, om man kunne diskutere og udvikle gymnasiets lektier uden at det blev en økonomisk spareøvelse for elever og lærere.

Regeringen løber SUr i det

Regeringens skattekommission har bl.a. barslet med den idé at nedsætte perioden, man kan modtage SU i. Perioden skal nu være kortere end det uddannelsestiden er beregnet til! På den måde sparer man nogle penge og de studerende bliver hurtigere færdige – regner man med. At man på den måde udbygger den sociale sorteringsmekanisme som det danske uddannelsessystem allerede virker som betyder åbenbart ikke noget i den sammenhæng.

Regeringen siger ikke noget, den venter vel på stemningen i folkedybet – og det udgøres næppe af de oprørske studenter. Oppositionen siger heldigvis fra. Det kan i den forbindelse undre noget, at Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden i en leder d. 3.2 -09 siger god for forslaget, for SU-en rammer jo alligevel socialt skævt.

Skattekommissionens SU-forslag står i skærende modsætning til den økonomiske krise der jo først og fremmest rammer dem uden uddannelse og også i stor stil dem med en erhvervsuddannelse. I den forbindelse er det oplysende læsning at kaste sig over fx Jyllandsposten d. 17.1 -09. Her offentliggjordes det som kloge mænd og kvinder har vidst i årevis; nemlig at en kombination af langt til ungdoms-uddannelsesinstitutionen i en kultur/et område uden uddannelsestradition fastholder rigtig mange i manglende uddannelse. At forholde sig til det danmarkskort burde være obligatorisk for alle politikere og uddannelsesfolk i det hele taget.

Hvad tænkte man på, da man lod centraliseringsbølgen hærge det ganske land? Er der virkelig penge at hente i en kynisk kalkule der fastholder mange unge i ingen uddannelse?
Og det samme kan man spørge om i forbindelse med SU-forslaget. Er der virkelig penge at hente i en kynisk kalkule der understreger privilegerede unges uddannelsesmuligheder?

Måske er det i virkeligheden sådan, at den danske Regering er træt, rigtig træt; dens mangel på overbevisning slår igennem nu – ikke mindst på uddannelsesområdet.

Den sociale arv

Socialdemokraternes forkvinde Helle Thorning-Schmidt interesserede sig pludselig i sin 1.majtale for den sociale arvs betydning i uddannelsessystemet: ”Vi har ikke brudt det faste mønster, at forældrenes uddannelse bestemmer barnets fremtid”, sagde hun bl.a.. Gad vide om socialdemokraterne endelig har forstået budskabet i Lars Olsens hudfletning af folkeskolens og EUDs sociale svigt i bogen Den nye ulighed (Gyldendal 2007). For ikke at tale om det samme budskab i Ugebrevet A4s nylige undersøgelse og analyse: Aktive familier er mønsterbrydere (nr. 1 2008). For slet ikke at tale om GLs rapport Fra gymnasiefremmed til student – større fagligt udbytte for elever fra gymnasiefremmede miljøer (GL 2007). Det er da herligt, hvis vindene i oppositionen blæser den vej. Det er ellers en gammel kending, der har været påvist mange gange – ikke mindst af uddannelsesforskningens grand old man Erik Jørgen Hansen (læs bare hans opsamling i Uddannelsessystemerne i sociologisk perspektiv; Reitzels Forlag 2003). Men selv Regeringen eller dele af den har øje for uddannelsessystemets skævvridning nu: ”Chancen for at fuldføre en universitetsuddannelse er i dag ni gange så stor for studerende, der kommer fra en baggrund med mindst én universitetsuddannet forælder som for studerende, hvis forældre har en grundskoleuddannelse”, står der i Videnskabsministeriets Fremtidspanelets rapport: 12 udfordringer for videnpolitikken (jan. 2008).

Så mangler vi bare, at der faktisk reformeres ud fra den fælles erkendelse, at det danske uddannelsessystem er socialt ulighedsskabende. Er det for meget at forlange, næppe, men måske svært at forestille sig i et uddannelsessystem der knapt har fundet sine egne ben efter nylige gennemgribende reformer. Hvordan kommer vi videre?