At sprætte en bog op er blodigt!

I gymnasiet og på erhvervsuddannelserne møder mange elever op uden at kunne læse tilstrækkeligt, så de må screenes og tage læsekurser hos læsevejledere. For nogle år siden fik vi alle et chok, da det viste sig at op imod 1/5 af de elever der forlader folkeskolen er såkaldte funktionelle analfabeter. Derfor bliver læsevejledere mere og mere almindelige på ungdomsuddannelserne.

Kravene til elevernes læsefærdigheder er sådan set ikke steget gennem årene. Og dog; på erhvervsuddannelserne er der sket en teoretisering der ikke kun har med uddannelsesreformer at gøre men også afspejler at de opgaver den færdiguddannede skal løse ude i virkeligheden er blevet mere komplekse. Så glem alle fordomme om, at man kan gennemføre en erhvervsuddannelse uden at kunne læse mere end grundlæggende.

Det er mao. blevet sværere for de unge at tage en ungdomsuddannelse og ungdomsuddannelsernes kvalitet forringes selvfølgelig når eleverne ikke kan læse tilstrækkeligt. Det er næppe realistisk at forestille sig en så differentieret undervisning at læseniveauets generelle lave niveau ikke smitter af på uddannelsens kvalitet. At niveaudele undervisningen på ungdomsuddannelserne alt efter hvor godt eleverne læser er derfor absurd.

Børn og unge må og skal lære at læse i skolen. Det er dog ikke det samme som at give skolen ansvaret for børn og unges manglende læsefærdigheder.

Mere interessant er det, at det er blevet legitimt ikke at pleje sine læsefærdigheder. Bogens langsommelighed, den taktile sanselighed i mødet med dens omslag og papir (forleden underholdt jeg en målløs 1.g-klasse med nydelsen ved at sprætte en bog op – blodigt!), mødet med tidens, tankernes og følelsernes faktiske udfoldelse side for side kender mange børn og unge ikke. Dannelse er ikke rentabel, det er de hurtige digitale informationer ikke mindst på nettet til gengæld – på kort sigt.

Det er næppe børnene og de unge der har legitimeret, at de hurtige informationer på nettet snildt kan erstatte læsningen. Den udvikling har generationerne før trods alt stået så ganske eftertrykkeligt for. Et sigende eksempel på den sammenhæng er det, når New York Times kan fortælle hvordan Silicon Valley-medarbejdere sender deres børn i en skole der sværger til bogen frem for PC-en! Og grotesk bliver sammenhængen, når vi stiller en senmoderne funktionel analfabet overfor en egentlig analfabet; er vi virkelig kommet så langt i udviklingen for at uddanne funktionelle analfabeter, for at starte forfra …

Sillicon Valley-medarbejderne og deres børns skole er et godt eksempel på, at digitaliseringen og den gamle lineære teknologi ikke er modsætninger, men at man skal kende sin dannelse og sine medier. Dannelse er ikke rentabel, det er de hurtige digitale informationer derimod, ikke mindst på nettet – men kun på kort sigt, for kvalitet i uddannelserne skabes ved at satse på kvalitet frem for kvantitet.

Christen Sørensen, tidligere økonomisk vismand, professor og cand.polit. ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet siger det sådan her: ”Politikerne har erstattet debatten om kvalitet i uddannelserne med ordet kvantitet. Og i stedet for at diskutere, hvem vi vil uddanne og til hvad, taler vi om kvantitet: Hvor mange får vi igennem? Det faglige niveau er faldet, og i hverken gymnasiet eller på universiteterne smider du dem ud, der skulle være smidt ud på grund af manglende motivation. For du får jo penge for at lade dem blive. Politikerne bliver fri for at tage stilling til, hvilke uddannelser vi vil satse på, så længe man lader økonomien bestemme. Taxameterprincippet er enhver bureaukrats drøm.” (Gymnasieskolen, 15. sept. 2011).

Uddannelse i DK kompenserer for uddannelse

SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd udgav i dag sin 2. rapport om Veje til Ungdomsuddannelse.

Efter at have interviewet skoleledere, lærere, lever og UU-vejledere på 8 nøje udvalgte skoler er frustrationen stor; det er ikke til at sige noget om, hvad der skal til fra skolens side for at sikre, at de unge har en god overgang til ungdomsuddannelsen.

SFI har udvalgt skoler der grundlæggende arbejder ud fra et ud af tre grundlag: et snævert fagligt grundlag; et demokratisk grundlag (eleven som deltager i demokratiet); eller et kompensatorisk grundlag (skolen skal kompensere for de manglende sociale færdigheder som eleverne møder op med).

Intet grundlag kan SFI fremhæve som specielt succesfuldt ligesom der ikke kan fremhæves bestemte metoder som grundlæggende succesfulde, for alle skoler uanset grundlag benytter holddeling, fagdage, forskellige udskolingsindsatser mmm.

I radioens DRP1s Orientering lægger professor Niels Egelund (der for 117. gang bruges som sandhedsvidne udi skolens successer og fiaskoer) ikke skjul på sin skuffelse, men anerkender rapporten. Han konkluderer klogeligt, at forklaringerne på succes eller fiasko skal findes hos den enkelte elev.

Jeg giver professoren ret og ser frem til den rapport der viser, at viljen og lysten til uddannelse hos eleverne er vigtigere end værdigrundlag og metodevalg.

Det er imidlertid sikkert det skolen gerne vil udvikle, når den mere eller mindre bevidst arbejder ud fra et af de tre grundlag og prøver alle metoderne af. Men det resulterer ikke tilnærmelsesvis i de magiske 95% af en ungdomsårgang der skal tage en ungdomsuddannelse ifølge den foregående og den nuværende Regering.

Undertegnede bliver ligesom professoren heller ikke just i godt humør af rapportens konklusioner. På den anden side er det vigtigt, at skolen ikke kan og skal løfte det der bør gennemsyre hele samfundet ikke blot skolen; nemlig viljen og lysten til uddannelse. Set i det lys er uddannelse i Danmark blevet kompenserende for uddannelse.

Jeg er overbevist om at lysten vender tilbage, når vi gør op med økonomitænkningen.

Valgblog nr. 5 - De Stærkeste

Imens vi læser den nye Regerings regeringsgrundlag, er det sundt at sende en hel masse gode tanker til de mange mennesker der helt uden hjælp bare gerne vil have mulighed for uddannelse og arbejde. Mennesker der er engagerede, vil noget, har talentet men ikke får mulighederne for udfoldelse findes der mange af i Danmark.

Lige fra den unge elev på en erhvervsuddannelse der igen igen ikke fik en elevplads til den arbejdsløse midaldrende akademiker der igen igen sender til, ringer til og opsøger potentielle arbejdsgivere, og til den medarbejder der for 117. eller 1. gang sidder til en meningsløs medarbejderudviklingssamtale uden perspektiv, er der et stort behov for at blive set, værdsat. Behovet er ikke kun deres, men også et samfunds hvis væsentligste aktiv er evaluering og bundlinjetænkning.

Her er tale om velkvalificerede borgere der ud over al tvivl netop er velkvalificerede. Der skal derfor ikke sættes skolepraktik, løntilskudsjob eller i det hele taget enhver anden form for specielt tilrettelagte forløb i værk, for slet ikke at tale iværksættelsen af ligegyldigheden overfor engagementet. Effekten af al dette ”iværksætteri” er meningsløse uddannelsesforløb og udnyttelse af billig arbejdskraft uden garantier om ansættelse og udvikling blot garanteret overlevelse – og iøvrigt et stadigt voksende statsligt bureaukrati som låser bureaukratiets mennesker fast i tåbelige arbejdsfunktioner, der på sin vis også kræver talent for at overleve.

Jeg tror ærlig talt ikke man kan lovgive sig ud af idioti, især ikke hvis man ikke som politiker kan se komikken. Til gengæld kan man have samfundssind og man kan føle og have ansvar overfor andre mennesker og så handle. Til denne klassiske, humanistiske disciplin hører også, at man handler ud fra det talent man møder hos mennesker, hos den unge tømrer uden lærerplads, hos den midaldrende arbejdsløse akademiker og hos medarbejderen på 1. eller 30. år. Det handler ikke om bundlinjetænkning, men om at værdsætte det talent vi møder uden smålig skelen til, hvad vi plejer at gøre, plejer at tænke og hvad andre mener.

Jeg læser videre i det nye regeringsgrundlag men har foreløbig ikke mødt mine naboer. Så jeg taler forsøgsvis med mine naboer.