Hvor blev uddannelsespolitikken og dannelsen af?

På Ørestad Gymnasium, Falkonergårdens Gymnasium & HF, Frederiksborg Gymnasium og på Haderslev Gymnasium tager man konsekvensen af, at forskellen på de fagligt dygtigste og dårligste elever er blevet så stor, når eleverne kommer fra folkeskolen, at man må dele eleverne derefter.

Det burde ikke undre nogen, at når vores regeringer, blå og røde, har en målsætning om at den gymnasiale ungdomsuddannelse er den bedste ungdomsuddannelse, så har det konsekvenser for netop den uddannelse og dens elever.

Det er ironisk, at opdelingen i et gymnasie-elevernes A- og B-hold sker i et sammenfald mellem at presse så mange som muligt igennem den uddannelse på bekostning af erhvervsuddannelserne, samtidig med at vi generelt er blevet noget slappe i forhold til det ellers politisk korrekte velfærds-værdibegreb solidaritet. Det er ironisk, fordi vi officielt gør en dyd ud af at uddanne alle med lige stor ret.

De dage er imidlertid ovre. Opdelingen i gymnasieelevernes A og B-hold er en rationel kalkule, hvor solidaritet – det at elever støtter hinandens læring, at lærere evner differentieret undervisning, og at alle elever har lige muligheder for uddannelse uanset hvad vej – kan regnes bort ved at se på de grundskole-karakterer eleverne møder op med og de erfaringer og evalueringer gymnasierne gør og gennemfører. Det sidste gætter jeg på, for intet erfarings- og evalueringsmateriale er nævnt eller offentliggjort fra gymnasierne mig bekendt (i parentes bemærket: Utroligt at der i de talløse evalueringer der lægges for dagen ikke mindst i uddannelsessystemet intet er om netop dette private initiativ).

Uanset hvad er det bemærkelsesværdigt, at gymnasierne uden lovgivningsmæssigt eller ministerielt pålæg gennemfører borgerlig politik – den ikke særligt røde socialdemokratiske undervisningsminister (læg mærke til hvordan hun på YouTube flyver rundt med V på brystet) synes imidlertid det er en god idé, og så er det vel godt:

”I folkeskolen er det allerede sådan, at man kan arbejde i mindre hold også ud fra det faglige niveau halvdelen af tiden, så mange af dem vil kende det. Det vigtige er at holde fast i stamklassen som det sociale kit for klassen og så inden for den ramme arbejde med mindre hold, siger Christine Antorini.” Ritzau 21.4 -12

Vi kender tendensen fra erhvervsuddannelserne; man skaber forskellige former for indslusningsforløb til den reelle uddannelse, fordi eleverne ikke har det grundlæggende faglige niveau fra folkeskolen. Positive resultater lader dog vente på sig, alligevel gør gymnasierne nu det samme.

Det er utvivlsomt et reelt problem, at forskellen mellem de fagligt dygtige og de fagligt dårlige elever på stx, det almene gymnasium nu er alt for stor – og velsagtens endnu større på erhvervsgymnasierne htx og hhx. Denne og den forrige regering har dog selv fremmet den udvikling ved sin markante underprioritering af folkeskolen og erhvervsuddannelserne.

Det berettiger dog ikke gymnasierne til at handle ligeså følgagtigt, regidt som regeringerne. Hvor er det gymnasium der insisterer på, at alle elever skal være med uden at give køb på faglighed og dannelse, også om man så må melde elever ud der skal have en erhvervsuddannelse! De gymnasier står mig bekendt aldrig frem. Findes der gymnasier der ikke scorer stats-kassen ved at lukke alle ind, de folkeskoleelever Ungdommens Uddannelsesvejledning sier fra?

Det helt åbne gymnasium er nu politisk korrekt og vejen frem for alle folkeskoleelever. Ja, men hvor blev uddannelsespolitikken og dannelsen af?!

Talentpleje

Det er ikke let at vejlede.

Når Jens kommer i vejledningen, dvs. når jeg henter Jens i klassen – jeg venter til frikvarteret, fordi jeg ved, at han ikke kan lide at de andre ser, at han skal tale med mig – er det fordi han får skriftlige advarsler for manglende opgaveafleveringer.

Det er ikke let at tale med en elev der får det direkte dårligt ved at lave opgaver i et bestemt fag. Men når jeg hører Jens fortælle, er jeg ikke i tvivl om, at han har ret; han bliver nærmest deprimeret af at skrive opgaver i faget dansk - og det uanset om han skal redegøre for WikiLeaks, sådan som sitet beskrives i forskellige dagblade eller han skal skrive en litterær analyse af en novelle af Peter Seeberg. Når Jens skal skrive opgaver i dansk eller diskutere i klassen i faget, bliver han modløs, indesluttet, mister appetitten og går tidligt i seng. I værste fald møder han ikke i gymnasiet næste dag.

Jens er elev på htx, og der er det populært sagt nærmest en forudsætning for at trives i det tekniske og naturvidenskabelige studiemiljø, at man ikke er interesseret i og ikke særlig god til faget dansk (og samfundsfag). Men derfra og til Jens´ depressionssymptomer er der dog heldigvis et stykke vej – Jens´ tilfælde er trods alt sjældent.

Jens har ikke svært ved matematik, fysik, biologi, kemi og teknologi. Han laver hvad han skal i de fag, og bliver hurtigt færdig med opgaverne. Ifølge lærerne har han talent for fagene, men gider ikke lave mere end det der skal til. Ikke desto mindre klager han gerne over, at han ikke udfordres i fagene – og bakkes op af engagerede forældre. Men når lærerne tager handsken op, glider han af.

Det er ikke let at være vejleder, når man nærmest gør vold på eleven ved at konfrontere ham med et fagligt engagement, han ikke har. Og kan det virkelig forholde sig sådan, at der er elever man gør vold på ved at kræve at de arbejder med redegørelser for vigtige samfundsfaglige emner eller analyserer moderne, kanoniske litterære tekster?

Ja, det er jeg overbevist om. Jens´ største problem er dog ikke vejlederen og faget dansk, men at han ikke kan koncentrere sig om de fag, han har talent for.

Man kan uden tvivl opsætte idéelle mål for de studieforberedende uddannelser. Man kan muligvis også drage elevens families manglende stimulering af fx humanistisk, samfundsfaglig refleksion i tvivl. Ja, man kan sætte spørgsmålstegn ved det kloge i at familien indprenter barnet, at det er et talent der har let ved det hele, og derfor ikke behøver at studere for uddannelse og resultater. Det er dog ligegyldigt i forhold til et talent der ikke plejes, når det kommer til stykket.

Jens fortæller om sin nedtrykthed, ikke uden den provokation der ligger i at se alt ud fra eget talent. Jeg på min side fortæller Jens om dilemmaet - og ser ham synke længere og længere ned i stolen.

Da Jens er gået nedtrykt fra vejledningen – at han skal aflevere de manglende danskopgaver er ikke til forhandling – slår det mig, at den hudløshed omkring eget talent, Jens åbenlyst bærer frem, er der tusindvis af elever der hver dag inderliggører. De elever ser jeg langt fra altid i vejledningen, men det burde jeg.

DI og Enhedslisten: "Uddannelsesvejledning skal være for alle!"

I det nye nummer af Gymnasieskolen (7. april 2012) fortæller Charlotte Rønhof, forskningspolitisk chef i Dansk Industri (DI), at den manglende overgangsvejledning gør, at de unge ”nærmest ikke kan vælge andet end det almene gymnasium”, og slår desuden et slag for gennemførselsvejledningen: ”Man har fjernet ansvaret fra dem, der faktisk kender de unge. Det har været en ulykkelig situation.”

Enhedslisten har for nylig uden at nogen egentlig lagde mærke til det, foreslået at alle unge skal vejledes gennem et egentligt møde med en vejleder, i stedet for ingen eller e-vejledning.

Vejledningsreformen i 2003 ville styrke vejledningen gennem oprettelse af Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) der skulle vejlede alle unge i overgangen fra skole til ungdomsuddannelse; gennemførelsesvejlederne på ungdomsuddannelserne skulle sikre et godt uddannelses-forløb; Studievalgscentrene skulle vejlede i overgangen fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelse. Og så blev vejlederuddannelsen endelig professionaliseret gennem en fælles diplomuddannelse.

Siden er vejledningen blevet beskåret: UU vejleder kun de få (og hvor meget er det egentlig?), gennemførelsesvejledningen er i al fald på papiret afskaffet, Studievalg kommer ikke meget på uddannelsesstederne og kender hverken elever eller lærere indgående, og en fuld vejlederuddannelse er ikke længere et krav for vejledere på ungdomsuddannelserne.

Dansk Industri og Enhedslisten er enige: Uddannelsesvejledningen fungerer ikke i dag. Det er vigtigt at vejledning er for alle, og det er i mødet ansigt til ansigt, at vejledning finder sted.

Hvad venter regeringen på?