Vejledning er dannelse

Først blev jeg rigtig glad som vejleder, for min formand, formanden for Studievejlederforeningen for gymnasieskolerne og hf Hanne-Grethe Lund udtaler i Gymnasieskolen d. 17. nov.: ”Fagligt dygtige elever har også brug for støtte.”

Jada. Selvom jeg nu ikke ville have brugt ordet ´støtte´, men ´vejledning´. Vejledere vejleder. Men helt galt går det desværre, når Lund slutter af med: ”Fagligt dygtige elever har også brug for støtte. Spiseforstyrrelser, depressioner og andre problemer kan ramme alle.” Det er så sandt så sandt, men hvornår er studie- og erhvervsvejledning blevet til terapi og medicinsk behandling? Jeg lægger gerne øre til som vejleder, selvfølgelig, men derefter henviser jeg naturligvis til vores terapeut, selvfølgelig gør jeg det, jeg er professionel vejleder. Andre steder henvises til en psykolog, selvfølgelig. Men nogle steder i landet henviser vejlederne uansvarligt til en coach! Coaching er for længst blevet det nye mantra for nedbringning af depressioner, spiseforstyrrelser, misbrug, selvskaden, uddannelsesfremmedhed, frafald, og sikring af fremtidig uddannelse og job. Vigtigst er dog, at coaching sikrer et skrantende budget.

Men det er nu ærgerligt, at min egen formand i al sin trængthed gør studievejledning til en del af diagnoseindustrien. Den faglige stolthed ved at stå fast på det uddannelsesmæssige fokus for eleven, den dygtige eller den såkaldt frafaldstruede i løbet af uddannelsen træder i baggrunden for tidens fastholdelsesfokus. Nok er vejledningen på ungdomsuddannelserne, specielt de gymnasielle trængt af Studievalg når uddannelsen afsluttes, men det fratager på ingen måde ledere og vejledere for ansvaret for at der tales uddannelse med den enkelte elev i løbet af hendes/hans uddannelse.

Med sin udtalelse til Gymnasiebladet cementerer Hanne-Grethe Lund vejledning på ungdomsuddannelserne som fastholdelsesvejledning. Signalet er i værste fald fatalt; på ungdomsuddannelserne interesserer vi os kun for de frafaldstruede, de uddannelsesfremmede, de uafklarede, de med diagnoser etc. Det er et signal og en statslig strategi både UU og Studievalg kender alt for godt; også de koncentrerer sig nu fuldt og helt om de der er i fare for ikke at begynde eller at falde fra uddannelse.

Det ser næsten ud som om, at uddannelse først og fremmest er for dem der ikke magter det. Vi har med andre ord endnu til gode at se professionel uddannelses- og erhvervsvejledning i Danmark for alle.

Her kan så begynde en vision om en fremtid, hvor professionel uddannelses- og erhvervsvejledning præger uddannelserne generelt. Jeg forestiller mig, at vejledningen er en del af almendannelsen: ”Almendannelse handler om, at man har en udvidet forståelse af sine medmennesker og af resten af verden og de ting, man kan beskæftige sig med” siger Alexander von Oettingen andet steds i samme nummer af Gymnasieskolen. Oettingen er udviklingsdirektør ved University College Syddanmark. Han lyder fanme som en rigtig vejleder – og leder.

Nutidens kulturelle selvforagt

I og for sig er det spild af tid at beskæftige sig med Dansk Folkepartis dannelsesbegreb. Der er jo ikke rigtig noget.

Ikke desto mindre kommer Marie Krarup fra DF i Politiken d. 29.10 med et bud der er ganske interessant. Det interessante er ikke den kendte, men sådan set ikke ubegrundede, klage over ungdommens tab af historisk bevidsthed, selvom den er gentaget siden Antikken. Det interessante er: ”En af årsagerne til dannelsestabet er nutidens kulturelle selvforagt. Jeg bruger her et begreb fra den britiske, konservative filosof, Roger Scrutons. Hans begreb »oikofobi« (sygelig angst for sit eget) beskriver de vestlige intellektuelles had til den vestlige verden.”

Med disse ord vendes skytset mod de fremmede, benævnt Iran og de fremmedes venner, de danske intellektuelle; sidstnævnte står om nogen for dannelsestabet.

Selvmålet er åbenlyst. DF fremstår selv som eksponent for det beskrevne dannelsestab; angsten for det og de fremmede heriblandt de intellektuelle, angsten for nuancer, angsten for forandring og udvikling kan meget vel beskrives som angst for den vestlige verden, ja som kulturel selvforagt.

For nylig havde Helle Hansens dokufilm Ordet Fanger premiere. Her fanger hun præcist skredet i de sidste 25 års retorik i udlændingedebatten. Fremskridtpartiets og sidenhen Dansk Folkepartis hadske retorik er flyttet ind i de øvrige partiers vokabolarium. Det er da et dannelsestab der vil noget; pointen er jo, at på trods af at det politiske spil om magten farver retorikken, så er det ikke overfladisk snak for galleriet, for ordet fanger.

Og så bliver Krarups ”kulturelle selvforagt” pludselig rigtig interessant; den er ikke alene blevet stueren men farver også bredt de øvrige politiske partier og man må forestille sig også deres vælgere.

Krarup udfolder ikke rigtig Scrutons kulturelle dannelsestab, men så kan vi da hjælpe hende lidt på vej. Da Fogh kom til magten, skulle eksperterne/de intellektuelle ned med nakken og new public managements stramme, evalueringsfikserede økonomistyring være en del af den foghske drejebog for Danmark. Det er lykkedes i overvældende grad ikke mindst med DF som parlamentarisk grundlag. Både dannelserne og uddannelserne lider stadig under det regimente.

Når så endelig begrebet kulturel dannelse igen bliver en del af den offentlige debat, er det dybt ironisk, at det er en politiker fra DF der bruger det.

Derfor tager jeg indledningsordene i mig igen; det er ikke spild af tid at påpege og diskutere det kulturelle dannelsestab.