Børnene vælger ikke selv – men det lyder så grimt i en evaluering

Danske Skolelevers formand Vera Rosenbeck talte fredag d. 22.2 ved konferencen "Flere sejre og færre nederlag i ungdomsuddannelserne". Hun gav overgangsvejledningen ved Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) fra grundskole til ungdomsuddannelse et ordenligt skud for boven, fordi skoleeleverne vælger uddannelse uden at vide, hvad de vælger.

På folkeskolen.dk citeres hun for at sige: "Til mange siger vejlederen, at det da vil være helt fint at gå på HTX, og en gruppe elever får så at vide, at de kan gå på en erhvervsuddannelse - og så kan man jo håbe på det bedste. Hvis ikke din vejleder kan vejlede dig, hvem kan så".

Det kunne næsten lyde som om mange blev vejledt til Htx (højere teknisk eksamen på det tekniske gymnasie), men hvis det var tilfældet, ville det ensidige uddannelsesbillede se helt anderledes ud. Vera Rosenbecks pointe er imidlertid, at vejledningen er overfladisk; de fleste får blot stukket Stx, fejlagtigt kaldet gymnasiet, ud fordi vejledningen først og fremmest er for de såkaldt svage elever. Der er ingen vejledning for de der er fagligt, socialt og personligt kvalificerede, og det er ifølge UU langt de fleste. Men ifølge elevernes formand er det slet ikke rigtigt; der er behov for uddannelses- og erhvervsvejledning for alle.

Hvis jeg ikke tager meget fejl, blev jeg af Ungdommens Uddannelsesvejledning for kort tid siden præsenteret for en såkaldt brugertilfredshedsevaluering, hvor skolelever viste stor tilfredshed med overgangsvejledningen. Tja … mon ikke Vera Rosenbeck taler for en masse elever der er grundigt spændt ud mellem mors og fars forestillinger og forventninger og et samfund hvor uddannelses-kultur mister status, bl.a. fordi politikerne blot råber procentsatser og kroner og ører højt. Måske de hellere skulle tale værdipolitik, dannelse og uddannelse som personligt og samfundsmæssigt grundlæggende for os alle sammen.

Jeg er overbevist om, at Marie Krarup taler for rigtig mange – mødre, når hun i Berlingske Tidende fortæller, hvordan hun rådede sine børn til at gå i gymnasiet, læs stx, fordi de ikke vidste, hvad de ville. Det var et rigtig dårligt råd, som den uddannelsespolitiske ordfører for Dansk Folkeparti gav sine børn. I værste fald placerede hun på den måde sine børn på en uddannelse, som de intet får ud af. Risikoen for frafald, og med det mener jeg at droppe ud af uddannelsen uden uddannelsesmæssigt perspektiv, øges. Eller også kan det gå som vores Undervisningsminister siger i et sjældent forsøg på at gøre noget godt for erhvervsuddannelserne: ”Får du en lunken studentereksamen og ingen videregående uddannelse, så er du bare ufaglært med en studentereksamen.”

Med til Marie Krarups traditionelle betragtninger hører, hvad jeg som vejleder på Htx ofte hører hos frafaldstruede elever: ”Jeg valgte at gå i gymnasiet for at have noget at falde tilbage på.”

Det er en sang fra dengang, det var noget særligt at blive student. Der er imidlertid intet at falde tilbage på i dag som student med ´en lunken studentereksamen´; hvis ikke eleven dropper ud undervejs, tager han en erhvervsuddannelse som student – eller ingenting. Og hvad skoleeleverne og ikke mindst mor ikke ved er, at skal det være, er der mange muligheder for videregående uddannelser efter en erhvervsuddannelse. Det burde Ungdommens Uddannelsesvejledning fortælle, så det giver genlyd på skolerne.

I dag er det døden at gå på en ungdomsuddannelse uden perspektiv, det er opbevaring. Det er således åbenlyst, at vi ikke lykkes med at åbne uddannelsesmæssige og dannelsesmæssige perspektiver for vores børn. De placeres på en uddannelse af mor og far og en vejleder der ikke vejleder. Børnene vælger ikke selv – men det lyder så grimt og uselvstændigt i en evaluering.

(Ud)Dannelsessplint 12

Da min datter rejste
da hun rejste
da hun fyldte alting ind i en alt for lille bil i dag

                      og drengene gad ikke hilse …

Lige før rejste den anden til Afrika
og vil hjemmefra når hun kommer hjem

skyper hun

Og lige før rejste den første
lige uden for døren der hvor vi boede dengang

med bagage hun stadig stadig stadig må af med

Men den sidste er stadig hjemme

I aften kom hun ned i gallakjole og højhælede
flot flot flot

Hvad skal jeg sige

Finansiel normalisering? Nej, tak!

Der er en egen fatal ironi i, at den finansielle ”normalisering” af uddannelsesområderne betyder, at lærerne skal undervise mere samtidig med, at det ikke interesserer politikerne hvilke pædagogiske og didaktiske initiativer der udvikles under nedskæringer og generelt i et senmoderne samfund i økonomisk krise, kort sagt; hvad der faktisk sker herude på uddannelserne interesserer ikke politikerne. Og på den måde rækker politikerne ud efter et for længst forældet læringssyn.

Det er ikke så få initiativer som folkeskole-, erhvervs- og gymnasielærere medvirker i for at imødekomme inklusion, Pisa-undersøgelser og en 95%s-målsætning der har betydet et overvældende pres først og fremmest på gymnasierne og et skrantende elevtal på erhvervsuddannelserne. Ikke desto mindre mødes alle udviklingsinitiativer ude på uddannelserne blot med krav om at registrere timetal i excelark.

Så når den altid opvakte og veloplagte Rokoko Posten med tungen velplaceret i kinden kan fortælle, hvordan gymnasier afskaffer undervisningen og på den måde løfter kvaliteten af uddannelsen er det både en fed løgn og et lattervækkende men foruroligende billede på, hvad der bliver af ud- og dannelsen, når det ikke betyder noget.

Som rektor for det fiktive Borupgaard Gymnasium, Berit Nissen siger det: “Ideen om et studiemiljø, hvor voksne fortalte unge, hvad der er vigtigt, var grundlæggende forfejlet, og det er jeg stolt af at have rådet bod på” (Rokoko Posten 31.1 -13).
 

Lige nu skal der undervises mere. Finansministeriet mener, at det er tid til at skrue tiden tilbage til dengang læreren stod foran tavlen og klassen time efter time.

Lur mig: Om lidt viser tallene, de økonomiske beregninger, at det bedre kan betale sig med virtuel undervisning, fjernundervisning og selvstudier. Så får rektor Berit Nissen ret.

Normalisering? Ja, tak!

Som bekendt har finansminister Corydon ”normaliseret” forholdene på gymnasieområdet i den forløbne uge. Og meget snart sker det også på folkeskoleområdet. Uanset indpakning – ”normalisering” eller ”sikring af uddannelseskvaliteten” – er og bliver de indgåede forlig dog finansielle spareøvelser med deres helt egen retorik.

Man må undre sig over den iver med hvilken spareøvelser gennemføres på områder, uddannelsesområderne hvor sådan set alle er enige om, at kvalitetsløft er hårdt tiltrængte. Her slår forklaringer om, at spareøvelser kan betyde kvalitetsløft i processen slet, slet ikke til. Fx er kravene til skolerne om inklusion åbenlyst forklædte spareøvelser. Og i de mere eller mindre afsluttede overenskomst-forhandlinger er det ligeså åbenlyst, at kravene om at folkeskole- og gymnasielærerne skal undervise mere på bekostning af forberedelse ikke har det mindste med kvalitetsløft at gøre. Et sandt timetællingshelvede er på vej herude på uddannelserne.

Jeg har før citeret Dorthe Ågård, phd.studerende ved Aarhus universitet og forsker i relationskompetence i gymnasieundervisning, for at sige, at gymnasieelever ofte ”mangler motivation, engagement og koncentration i en grad, så de får for lille udbytte af undervisningen.” Og at årsagerne skal findes ”i en gennemgribende ændring i unges syn på skolen, i deres livsstil, medieforbrug og problemer med den generelle trivsel” (Weekendavisen 12.11 -11).

Mit bud er, at man kan sige det samme om vores politikere; at ´de mangler motivation, engagement og koncentration i en grad, så de ikke kan se kvaliteterne i skolen og gymnasiet´, og at det skyldes ´en gennemgribende ændring i politikeres syn på skolen, i politikernes livsstil, medieforbrug og problemer med, nå ja måske ikke trivsel, så dog med almendannelse´.

I den sammenhæng går jeg helt ind for normalisering.