En rejse i globaliseringen begynder her

Der er bogstavelig talt år og dag mellem at erhvervsuddannelser fremhæves som gode uddannelser; studenter handler det jo om nu om dage.

Men professor Flemming Ibsen mener det stik modsatte; drop gymnasiet!

Professoren opfinder såmænd ikke den dybe tallerken, men ved blot at tabere er alt andet end håndværkere.

Jeg forestiller mig, at man begynder en rejse i globaliseringen sådan.

(Ud)dannelsessplint 14 (Ny- eller dansker)

Nu er solen der
den er der sådan
for fuld varme hede for fanden da

Jeg har ventet hele ferien
nu hvor den snart er slut

Så står den der
solen

Drukken i hvidt sved og død
skal jeg intet
fordi mit liv blev som sådan

Og så overlever jeg frem til medarbejderdagen

 

Jeg springer eller sprænger i luften?

D. 31. maj kunne mx metroxpress fortælle hvordan den 50-årige Leonard Burdek forsøgte at sprænge et skilt på en amerikansk regeringsbygning i byen Salem i staten Oregon i luften pga. et forkert stavet ord på skiltet. Det tilhører statens undervisningsstyrelse, og det var angiveligt for meget for Leonard Burdek at der manglede et ”d” i ordet ”and” så der stod ”Teacher Standards an Practises Comission”.

Er det samme brok fra midaldrende mænd som fx fra sociolog Henrik Dahl der er på spil, når han i Weekendavisen d. 12.7 under overskriften ”Dumhedens cirkel” hudfletter uddannelsesniveauet på danske universiteter? Det er bestemt ikke som det var dengang han gik på en af verdens bedste kommunikationsuddannelser, The Annenberg School of Communications (ASC) ved University of Pennsylvania. Tværtimod oplever Dahl hvert år som censor på universitetet, at de studerende afslutter på et niveau der for de flestes vedkommende end ikke lever op til studiets egen studieordning. Og havde det været på Annenberg så …

Dahl er ikke alene med sine synspunkter og henviser bl.a. til Kresten Schultz Jørgensens lignende kommentarer i Politiken d. 19.2 -11. Det gjorde jeg også i denne blog samme dag. Dahl henviser også til Linda Maria Koldau der blev fyret fra et professorat i Musikvidenskab på Århus Universitet, fordi hun meget præcist og uden at stikke piben ind insisterede på offentligt at gøre opmærksom på det ringe uddannelsesniveau samme sted.

Man kunne såmænd også pege på den tilbagevendende sommerføljeton fra censorer om folkeskoleelevernes ringe besvarelser af årets skriftlige opgaver i faget dansk – eller den stadige debat om uddannelsesniveauet siden gymnasiereformen i gymnasielærernes fagblad Gymnasieskolen. Eller lærere på erhvervsuddannelserne der knap høres i forsøget på at uddanne rigtige håndværkere, nu hvor alle skal i gymnasiet.

Men er det bare midaldrende brok, når Dahl afslutter sin artikel med: ”Og hvad er fejlen? At der efter vedtagelsen af universitetsloven af 2003 ikke længere er den fornødne omsorg for sandheden på de danske universiteter. At de, der bestemmer, ikke længere er rigtige forskere, men en stadig voksende skare af bureaukrater, der med ødelæggende virkning, som når skarven tømmer sig ned over træerne, oversprøjter al sandhed, al lærdom og al dannelse med deres bullshit.”

Det interessante ved Dahls ”brok” er, at han formår at vende blikket fra fordommenes dumme unge og til systemfejl. Kald fejlene universitetsloven af 2003, gymnasiereformen af 2005, kald dem ”fra forskning til faktura”, New public Management, økonomistyring eller slet og ret konkurrencesamfundet.

Uanset hvor i uddannelsesverdenen er det lykkedes politikerne at forvandle uddannelserne fra kvalitet og til det at gennemføre dem. Ordet er ikke ”forandringer” men ”forvandlinger”, fordi processerne er så gennemgribende.

Men de ord har ingen politiker interesse i, så uddannelse og dannelse er det der foregår, når man ligeglad tæller hvert år op som budget.

Hedder det ”jeg springer i luften” eller ”jeg sprænger i luften”? Forskellen er vigtig, når dannelse og uddannelse finder sted ellers ikke. Frigørelse eller destruktion?!

Uddannelse skal fejres højtideligt og løssluppent

VUC et sted på Sjælland fejrede på skrømt HF-studenter og elever der havde gennemført 9. og 10. klasse + diverse grundskoleforløb der skal give eleverne mulighed for uddannelse. Men foregår fejringen på skrømt, tvivler jeg på at opgaven løftes.

Lederens tale var lavmælt, uden intensitet og overbevisning så lang tid den handlede om at uddannelse er vigtig. Men så hævede han i en lang afslutning røsten for at fremhæve sine egne børns lange videregående uddannelser. Sådan var talen uambitiøs og nedladende overfor rækkerne af dimittender foran ham der for de flestes vedkommende skal i gang med erhvervsuddannelser og korte og mellemlange videregående uddannelser.

Helt galt gik det imidlertid, da en HF-dansklærer talte. Åbenlyst uforberedt, men med narcissistens overbevisning om eget improvisatorisk talent og med det stadige jeg-mantra, gennemgik han med navns nævnelse hver enkelt elevs problematiske forhold til danskundervisningen, elevens skriftlige og fysiske fravær og eksamenspræstation. Han talte skamløst ned til eleverne. Og det blev bare ved og ved. Han havde åbenlyst intet at give eleverne med fra tiden på VUC.

Hvis ikke det havde været for en læsevejleders fine tale om, hvor langt man kan komme i livet på trods af social baggrund og læsehandicap kunne man let få den tanke, at VUC, i al fald visse steder, rekrutterer de dårligste ledere og de dårligste lærere. Og så har VUC dog om nogen en forpligtelse til at give den bedste undervisning – med de bedste ledere og lærere - til uddannelsernes hårdest belastede elever.

Men da det kom til overrækkelsen af uddannelsesbeviser var den gal igen. Et utal af dimittender der ikke var til stede blev kaldt op. Havde VUC ikke gidet tilmelding eller glemt at bruge tilmeldingerne til noget? Eller forholdt det sig sådan, at eleverne har haft så dårlige oplevelser i uddannelsen, at de ikke har lyst til at blive fejret; at optrinnet således var en demonstration af denne VUCs inkompetence? De udeblevne dimittender gik ikke glip af noget.

Men uddannelse er ikke lykkedes, hvis ikke man giver eleverne lyst til at fejre afslutningen både højtideligt og løssluppent uanset niveau!

De vigtigste på uddannelsen og ved dimissionen på festdagen er eleverne. Det vidste og viste læsevejlederen - men også lederen af køkkenet der med stor udstråling gik rundt og tog billeder af ”sine” elever, og opfordrede dem til at komme forbi til en kop kaffe. Ingen tvivl om at hun mente det. Sådanne personligheder er værdifulde for unge på vej.