1. juli offentliggjorde Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) en liste over de højskoler der tilbyder det der så smukt hedder kompetencegivende eller prøveforberedende undervisning. Ud af 78 folkehøjskoler i Danmark tilbyder kun 6 af dem noget sådant. Ikke mindst set i lyset af de mange studenter der er kommet i klemme i de nye optagelseskriterier for de videregående uddannelser, er det bemærkelsesværdigt, at ikke flere højskoler byder ind med gymnasiale suppleringskurser (GSK) og HF-enkeltfag.
Om det er højskolernes værdigrundlag der snærer, eller om det er ren og skær inkompetence der er årsagen, ved jeg ikke. Men det er godt nok synd, at højskolerne selv således er med til afskære mange unge fra et højskoleophold.
De 6 højskoler er: Rønde Højskole, Grundtvigs Højskole, Hadsten Højskole, Odder Højskole, Egmont Højskolen og Rønshoved Højskole.
fredag den 15. august 2008
Haarder kom ikke forbi!
At dømme efter Berlingske Tidende i dag, skulle man næsten tro, at undervisningsminister Bertel Haarder har været forbi bloggen her og set mine udgydelser omkring manglen på kreative og ikke mindst musiske fag i det danske undervisningssystem. Det kreative og det musiske skal styrkes, siger Haarder.
Men man bliver klogere, når man hører ordentlig efter undervisningsminsterens tale: ”Jeg er overbevist om, at hvis man sætter mål og stiller krav i de kreative fag og bruger dem til at opøve koncentrationsevne og højre hjernehalvdel, så har det en betydning for de andre fag. Den disciplinering, der ligger i at øve sig på et instrument eller synge i kor med andre, vil uundgåeligt smitte af på de andre fag. Kan man koncentrere sig om det ene, så kan man også koncentrere sig om det andet”.
Jeg har før fortalt, hvor svært jeg har ved at definere det kreatives og det musiskes værdi, men nu ved jeg det. Haarder svinger taktstokken! Sig efter ham i kor: Mål, krav og disciplinering!
Men man bliver klogere, når man hører ordentlig efter undervisningsminsterens tale: ”Jeg er overbevist om, at hvis man sætter mål og stiller krav i de kreative fag og bruger dem til at opøve koncentrationsevne og højre hjernehalvdel, så har det en betydning for de andre fag. Den disciplinering, der ligger i at øve sig på et instrument eller synge i kor med andre, vil uundgåeligt smitte af på de andre fag. Kan man koncentrere sig om det ene, så kan man også koncentrere sig om det andet”.
Jeg har før fortalt, hvor svært jeg har ved at definere det kreatives og det musiskes værdi, men nu ved jeg det. Haarder svinger taktstokken! Sig efter ham i kor: Mål, krav og disciplinering!
onsdag den 30. juli 2008
"De gamles" elendige opførsel
Så kom dagen for optagelse på de videregående uddannelser. Og ja, som man kan læse i diverse medier, tallene er katastrofale.
Ansøgertallet til universiteterne er faldet drastisk (op mod 20 % færre end sidste år har søgt ind på humaniora, natur- og samfundsvidenskab). Og ligeledes er antallet af optagne faldet drastisk (18.093 er optaget; 12 % færre end sidste år).
Også uddannelserne til lærer, pædagog og sygeplejerske (velfærdsuddannelserne) oplever stor nedgang i ansøgertal i år. Det kan næppe undre efter storkonflikten og disse professioners forhold i det hele taget.
Når man har trukket de åbenlyse årsager til den manglende søgning og optag fra - nemlig øgede adgangskrav (fag på bestemte niveauer kræves nu – ikke høj adgangskvotient, tværtimod har det ikke i årevis været så let karaktermæssigt at komme ind!) og meget lav arbejdsløshed – er der så flere forklaringer tilbage?
Tallene siger, at de yngste studerende har hørt efter, når Bertel Haarder tidligt og silde har frarådet sabbatår. Ikke desto mindre er ”de gamle” fra sidste år og år tilbage stadig ikke søgt ind. Dertil er kun at sige: ”Nul i opførsel!”
Man har da lov at håbe, at den elendige opførsel er udtryk for, at man ikke gider et uddannelsessystem der i højere grad kerer sig om budgettering, evaluering og effektivisering end om – (ud)dannelse.
Om få år vil det vise sig, om Regeringen har skabt en enorm pukkel af unge uden uddannelse efter gymnasiet. Og om det egentlig er et problem. I min gamle (ud)dannelses-revolutionære hjerne forestiller jeg mig nemlig, at denne ungdomsmasse vil vise sig som et enormt (ud)dannelsesmæssigt potentiale (og så er de i øvrigt uartige drenge og ikke pæne piger!).
Ansøgertallet til universiteterne er faldet drastisk (op mod 20 % færre end sidste år har søgt ind på humaniora, natur- og samfundsvidenskab). Og ligeledes er antallet af optagne faldet drastisk (18.093 er optaget; 12 % færre end sidste år).
Også uddannelserne til lærer, pædagog og sygeplejerske (velfærdsuddannelserne) oplever stor nedgang i ansøgertal i år. Det kan næppe undre efter storkonflikten og disse professioners forhold i det hele taget.
Når man har trukket de åbenlyse årsager til den manglende søgning og optag fra - nemlig øgede adgangskrav (fag på bestemte niveauer kræves nu – ikke høj adgangskvotient, tværtimod har det ikke i årevis været så let karaktermæssigt at komme ind!) og meget lav arbejdsløshed – er der så flere forklaringer tilbage?
Tallene siger, at de yngste studerende har hørt efter, når Bertel Haarder tidligt og silde har frarådet sabbatår. Ikke desto mindre er ”de gamle” fra sidste år og år tilbage stadig ikke søgt ind. Dertil er kun at sige: ”Nul i opførsel!”
Man har da lov at håbe, at den elendige opførsel er udtryk for, at man ikke gider et uddannelsessystem der i højere grad kerer sig om budgettering, evaluering og effektivisering end om – (ud)dannelse.
Om få år vil det vise sig, om Regeringen har skabt en enorm pukkel af unge uden uddannelse efter gymnasiet. Og om det egentlig er et problem. I min gamle (ud)dannelses-revolutionære hjerne forestiller jeg mig nemlig, at denne ungdomsmasse vil vise sig som et enormt (ud)dannelsesmæssigt potentiale (og så er de i øvrigt uartige drenge og ikke pæne piger!).
fredag den 18. juli 2008
Det musiske er værdiløst!
Det sværeste og i virkeligheden mest urimelige ved dette blogindlæg er, at skulle begrunde, hvor vigtigt det musiske er for uddannelse og dannelse. Man kan henvise til det musiskes rolle i samfundet, hvis man tør stå ved det åbenlyse. Vigtigere synes det dog i dag at være, at man ikke kan sætte det musiske ind i en værdimæssig nutidig kontekst. Derfor er det musiske værdiløst. Og derfor spiller det musiske stort set ingen uddannelses- og dannelsesmæssig rolle i dag.
Da jeg kom i skole i 1967 var der udover de traditionelle fag fagene dramatik, formning og musik. Specielt dramatik var næppe et sædvanligt fag i skolevæsenet dengang, men det hørte med til 68-ernes progressivitet og satte sine umiddelbare spor hist og her på de mest fremmelige af landets skoler. Det hørte dog hurtigt op. Som tiden gik, som tiden går, sies det musiske fra både som enkelte kreative fag, og det fylder mindre og mindre fra klassetrin til klassetrin i andre fag. Alvoren sætter jo ind. Og alvoren hedder viden og færdighed. Det musiske kan nemlig ikke måles og vejes, sådan som vi typisk definerer (ud)dannelse.
Vi har ingen tradition for at vægte det musiske i uddannelserne fra grundskolen og frem. Nok er det herligt at opleve, hvordan det musiske i princippet får rum på det almene gymnasium (stx) - her kan man vælge musik, billedkunst, dans og mediefag (sidstnævnte dog også som et populært valgfag på erhvervsgymnasierne) – men de musiske fag tæller ikke i det store gymnasiale regnskab der skal kvalificere til videregående uddannelse (det gælder også andre fag, ikke mindst for biologi, men det er nok en administrativ fejl der snart rettes).
I grundskolen er det musiske som fag stadig reduceret til faget musik. Synges skal der – men hvem fanden går i kødet på musikken, så den giver genlyd på hele skolen udover ved festlige lejligheder! På eud findes det musiske slet ikke, og på de gymnasiale uddannelser findes det kun på stx. Det musiske som en væsentlig del af (ud)dannelsen vægtes ikke, og det på trods af, at man dog havde muligheden for det i de nylige reformer på ungdomsuddannelsesområdet.
Så meget desto vigtigere er det at fremhæve det musiskes værdi for grundskolen og frem i uddannelserne - mange friskoler ved det dog. Men hvad er begrundelsen for manglen?
Hvis man mener, at det er vigtigt at eleverne, børn, unge og voksne tager fat i det, de møder og for manges vedkommende faktisk går i lag med hver dag uden for skolen, måtte man utvivlsomt vægte det musiske, bare sådan. Sådan er det ikke. Og derfor lægges det musiske typisk ind under faget dansk, der således skal gabe over langt mere, end det på nogen måde magter. Først og fremmest danskfaget skal bære og udrede en regid (ud)dannelsesopfattelse, der handler om viden og færdighed frem for alt; det er nemlig vigtigere at kunne stave og sætte tegnene korrekt og analysere end at kunne kreere. Alligevel skal danskfaget gøre begge dele sådan pro forma og for anstændighedens skyld. Med andre ord; danskfaget retfærdiggører regiditeten, umenneskeligheden. Prøv bare at forestille jer den omvendte verden, at faget dansk varetoges af forfattere, dansere, malere, instruktører etc. Wow! Men kun som begyndelse; læg dog det musiske ud som de fag, som de, eleverne og de studerende, og ja samfundet fortjener.
Hvis man mener, at det musiske har værdi i sig selv, ville man definere det som en hel række fag med vægt på skabelse. Prikken over i-et ville være, om man også havde faget Æstetik. Dette fag lægger op til bevidsthed om noget helt centralt i væren overhovedet, en filosoferen over det musiske.
Hvis ikke man kan sætte det musiske ind i en værdimæssig nutidig kontekst, er det så værdiløst? Ja, jeg er bange for det. Derfor mangler jeg stadig at begrunde det musiskes værdi.
Da jeg kom i skole i 1967 var der udover de traditionelle fag fagene dramatik, formning og musik. Specielt dramatik var næppe et sædvanligt fag i skolevæsenet dengang, men det hørte med til 68-ernes progressivitet og satte sine umiddelbare spor hist og her på de mest fremmelige af landets skoler. Det hørte dog hurtigt op. Som tiden gik, som tiden går, sies det musiske fra både som enkelte kreative fag, og det fylder mindre og mindre fra klassetrin til klassetrin i andre fag. Alvoren sætter jo ind. Og alvoren hedder viden og færdighed. Det musiske kan nemlig ikke måles og vejes, sådan som vi typisk definerer (ud)dannelse.
Vi har ingen tradition for at vægte det musiske i uddannelserne fra grundskolen og frem. Nok er det herligt at opleve, hvordan det musiske i princippet får rum på det almene gymnasium (stx) - her kan man vælge musik, billedkunst, dans og mediefag (sidstnævnte dog også som et populært valgfag på erhvervsgymnasierne) – men de musiske fag tæller ikke i det store gymnasiale regnskab der skal kvalificere til videregående uddannelse (det gælder også andre fag, ikke mindst for biologi, men det er nok en administrativ fejl der snart rettes).
I grundskolen er det musiske som fag stadig reduceret til faget musik. Synges skal der – men hvem fanden går i kødet på musikken, så den giver genlyd på hele skolen udover ved festlige lejligheder! På eud findes det musiske slet ikke, og på de gymnasiale uddannelser findes det kun på stx. Det musiske som en væsentlig del af (ud)dannelsen vægtes ikke, og det på trods af, at man dog havde muligheden for det i de nylige reformer på ungdomsuddannelsesområdet.
Så meget desto vigtigere er det at fremhæve det musiskes værdi for grundskolen og frem i uddannelserne - mange friskoler ved det dog. Men hvad er begrundelsen for manglen?
Hvis man mener, at det er vigtigt at eleverne, børn, unge og voksne tager fat i det, de møder og for manges vedkommende faktisk går i lag med hver dag uden for skolen, måtte man utvivlsomt vægte det musiske, bare sådan. Sådan er det ikke. Og derfor lægges det musiske typisk ind under faget dansk, der således skal gabe over langt mere, end det på nogen måde magter. Først og fremmest danskfaget skal bære og udrede en regid (ud)dannelsesopfattelse, der handler om viden og færdighed frem for alt; det er nemlig vigtigere at kunne stave og sætte tegnene korrekt og analysere end at kunne kreere. Alligevel skal danskfaget gøre begge dele sådan pro forma og for anstændighedens skyld. Med andre ord; danskfaget retfærdiggører regiditeten, umenneskeligheden. Prøv bare at forestille jer den omvendte verden, at faget dansk varetoges af forfattere, dansere, malere, instruktører etc. Wow! Men kun som begyndelse; læg dog det musiske ud som de fag, som de, eleverne og de studerende, og ja samfundet fortjener.
Hvis man mener, at det musiske har værdi i sig selv, ville man definere det som en hel række fag med vægt på skabelse. Prikken over i-et ville være, om man også havde faget Æstetik. Dette fag lægger op til bevidsthed om noget helt centralt i væren overhovedet, en filosoferen over det musiske.
Hvis ikke man kan sætte det musiske ind i en værdimæssig nutidig kontekst, er det så værdiløst? Ja, jeg er bange for det. Derfor mangler jeg stadig at begrunde det musiskes værdi.
fredag den 27. juni 2008
Ud med æstetikken og det musiske!
I sidste uge påstod jeg i blog-indlæggget Ud med kreativiteten og æstetikken, at kreativitet ikke udfoldes på htx. Betina reagerede og var uforstående overfor min påstand – og jeg selv fik nærlæst teksten.
Jeg må give Betina ret; kreativit trives på htx. Lad mig derfor korrigere.
På htx er kreativiteten evident i den stadige fokuseren på, at teori forbindes med praksis. Flottest kommer det til udtryk i teknik-fagene. Her kommer både "den geniale Gear-Gearløs" og den knap så heldige "skrammel-samler" til udtryk. De kreative teknikfag er: Byggeri og Energi; Design og Produktion; Proces, Levnedsmiddel og Sundhed. Her udfoldes kreativiteten faktisk dvs. med henblik på videreudfoldelse.
Ikke noget at sige til, at det nyindførte fag Innovation har det bedst på de erhvervsgymnasiale uddannelser.
Mit hovedærinde i mit til dels forfejlede blogindlæg var imidlertid det æstetiske i forhold til htx; jeg fastholder, at det æstetiske er stort set fraværende på htx. Stx har en helt anden tradition – omend det æstetiskes rolle her bestemt ikke er uproblematisk, for at sige det mildt og diplomatisk.
Jeg fastholder også, at hverken kreativitet eller æstetik kan spærres inde i innovation. Og jeg tillader mig endda nu at tilføje det musiske som et væsentligt savn ved htx-uddannelsen. Det musiske = sans for det kunstneriske.
Jeg må give Betina ret; kreativit trives på htx. Lad mig derfor korrigere.
På htx er kreativiteten evident i den stadige fokuseren på, at teori forbindes med praksis. Flottest kommer det til udtryk i teknik-fagene. Her kommer både "den geniale Gear-Gearløs" og den knap så heldige "skrammel-samler" til udtryk. De kreative teknikfag er: Byggeri og Energi; Design og Produktion; Proces, Levnedsmiddel og Sundhed. Her udfoldes kreativiteten faktisk dvs. med henblik på videreudfoldelse.
Ikke noget at sige til, at det nyindførte fag Innovation har det bedst på de erhvervsgymnasiale uddannelser.
Mit hovedærinde i mit til dels forfejlede blogindlæg var imidlertid det æstetiske i forhold til htx; jeg fastholder, at det æstetiske er stort set fraværende på htx. Stx har en helt anden tradition – omend det æstetiskes rolle her bestemt ikke er uproblematisk, for at sige det mildt og diplomatisk.
Jeg fastholder også, at hverken kreativitet eller æstetik kan spærres inde i innovation. Og jeg tillader mig endda nu at tilføje det musiske som et væsentligt savn ved htx-uddannelsen. Det musiske = sans for det kunstneriske.
lørdag den 21. juni 2008
Ud med kreativiteten og æstetikken!
Som studievejleder på htx er det svært ikke at lægge mærke til, at musik, billedkunst, dans og teater ingen plads har her. Som om htx-elever ingen interesse eller talent har udi kreativitet – for ikke at fremhæve, at netop kulturens kreative og æstetiske sider netop har en overordentlig væsentlig rolle, når vi taler om det naturvidenskabelige og teknologiske. Herregud (eller Allah for den sags skyld) skal vi virkelig starte forfra i forsvaret for noget så grundlæggende som kreativitet og æstetik for kultur og samfund uanset hvad!?
Realiteterne er, at det ikke er muligt for htx-elever at (ud)danne sig indenfor ovennævnte fag.
Det værste er, at det gælder i det hele taget i det danske uddannelsessystem; kreativiteten og det æstetiske har vi simpelthen tradition for at undervurdere, ja marginalisere i uddannelserne overhovedet. Det uddannelsesmæssige argument er vel – ”vel” fordi det ikke formuleres fra centralt hold – at det næppe kan måles og vejes i forhold til et uddannelsesmæssigt sigte. Således må eleverne på STX vælge billedkunst, dans og musik fra - her har de faktisk muligheden - fordi de fag ikke tæller i det store uddannelsesmæssige regnskab frem mod kvalificeringen til videreuddannelserne. Og hvor blev fagene af på EUD ? Jeg længes efter at høre en håndværker trykke den seriøst af!
Erhvervslivets ”innovation” endda som fag har holdt sit indtog i uddannelsesverdenen. Men det kan næppe tage brodden af kreativiteten og æstetikken, der aldrig kan spærres inde i fx teknologisk udvikling. En ihærdig dansklærer kan således i bedste fald kæmpe en vældig kamp her, simpelthen fordi dansk er fredet som sådan, litteraturkanoner eller ej, men næppe pga. kreativitetens og æstetikkens officielle værdifuldhed. Der står hun så, dansklæreren; hun skal sørge for at eleverne kender til Grundtvig, Holberg etc., men kreativiteten og det æstetiske tja … det kan hun da vælge at gennemføre på trods! Godt gået – hold ud!
Realiteterne er, at det ikke er muligt for htx-elever at (ud)danne sig indenfor ovennævnte fag.
Det værste er, at det gælder i det hele taget i det danske uddannelsessystem; kreativiteten og det æstetiske har vi simpelthen tradition for at undervurdere, ja marginalisere i uddannelserne overhovedet. Det uddannelsesmæssige argument er vel – ”vel” fordi det ikke formuleres fra centralt hold – at det næppe kan måles og vejes i forhold til et uddannelsesmæssigt sigte. Således må eleverne på STX vælge billedkunst, dans og musik fra - her har de faktisk muligheden - fordi de fag ikke tæller i det store uddannelsesmæssige regnskab frem mod kvalificeringen til videreuddannelserne. Og hvor blev fagene af på EUD ? Jeg længes efter at høre en håndværker trykke den seriøst af!
Erhvervslivets ”innovation” endda som fag har holdt sit indtog i uddannelsesverdenen. Men det kan næppe tage brodden af kreativiteten og æstetikken, der aldrig kan spærres inde i fx teknologisk udvikling. En ihærdig dansklærer kan således i bedste fald kæmpe en vældig kamp her, simpelthen fordi dansk er fredet som sådan, litteraturkanoner eller ej, men næppe pga. kreativitetens og æstetikkens officielle værdifuldhed. Der står hun så, dansklæreren; hun skal sørge for at eleverne kender til Grundtvig, Holberg etc., men kreativiteten og det æstetiske tja … det kan hun da vælge at gennemføre på trods! Godt gået – hold ud!
Stud.Portfolio = tvivl
Årets studenter kæmper/kæmpede som de første - sammen med deres lærere/eksaminatorer og censorer - med at finde ud af, hvordan man går til portfolioeksamen.
Engang hed det portefeuille, så hed det portefølje og nu hedder det portfolio. Kært barn har mange navne. Under alle omstændigheder er det en mappe med dokumenter i. Og i undervisningssammenhæng betyder det; tja …
Tanken er, at eleverne igennem deres gymnasietid lægger alt lige fra noter, over skitser og kladder til færdige opgaver og projekter, og også evalueringer over undervisningsforløb, ja ligefrem en oversigt over oparbejdede kompetencer i dertil indrettede, typisk elektroniske mapper, for endelig til sidst at blive eksamineret i dele heraf.
Når alle kæmper med at forstå eksamensformen, er det fordi den i princippet indeholder en høj grad af refleksion over eget læringsforløb. Og det hvad enten eleverne eksamineres i læringsforløbet som fag – fx ved htx´ såkaldte Studieområde 1 og 2 – eller eksamineres i det enkelte fags portfolio.
Det sværeste for eleverne er utvivlsomt at gå til eksamen i egen læring som sådan (fx førnævnte Studieområde). Men det er også svært at gå fra en traditionel eksamen i et bestemt fag i en bestemt opgave og så til at udvælge opgaver fra portfolioen i netop dette fag og så gå til eksamen i disse. For uanset hvad, banker læringsrefleksionen voldsomt på. Kort sagt: med portfolioeksamen åbnes op for en læringsrefleksion der i princippet bærer langt udover den specifikke viden i det enkelte fag.
I hvor høj grad er elever og lærere klædt på til denne disciplin? Og hvad består den egentlig i?
Forvirringen åbner bestemt op for en hel række spændende problemstillinger der først og fremmest går på relationen fag og læring, men den betyder også, i al fald i år for at sige det mildt, at der eksamineres meget forskelligt fra gymnasium til gymnasium. Man ved grundlæggende ikke rigtig, hvad portfolioeksamen går ud på. Det går udover eleverne – men også lærerne høster nogle dyrekøbte erfaringer i år.
Det er ikke uden omkostninger at inddrage læringen i faget som område i eksaminationen. Omkostningerne er først og fremmest, at man fremmer tvivl i forhold til viden og egen udvikling, for ikke at sige dannelse. Her er vi langt udover en herlig disciplin som kritisk sans i forhold til den viden og den læring, som man udsættes for i uddannelsen.
I hvor høj grad er elever og lærere klædt på til portfolio som disciplin? Eller skulle jeg sige; i hvor høj grad er elever og lærere klædt på til denne disciplinering udi tvivl? Hvad er meningen? Er det meningen?
Engang hed det portefeuille, så hed det portefølje og nu hedder det portfolio. Kært barn har mange navne. Under alle omstændigheder er det en mappe med dokumenter i. Og i undervisningssammenhæng betyder det; tja …
Tanken er, at eleverne igennem deres gymnasietid lægger alt lige fra noter, over skitser og kladder til færdige opgaver og projekter, og også evalueringer over undervisningsforløb, ja ligefrem en oversigt over oparbejdede kompetencer i dertil indrettede, typisk elektroniske mapper, for endelig til sidst at blive eksamineret i dele heraf.
Når alle kæmper med at forstå eksamensformen, er det fordi den i princippet indeholder en høj grad af refleksion over eget læringsforløb. Og det hvad enten eleverne eksamineres i læringsforløbet som fag – fx ved htx´ såkaldte Studieområde 1 og 2 – eller eksamineres i det enkelte fags portfolio.
Det sværeste for eleverne er utvivlsomt at gå til eksamen i egen læring som sådan (fx førnævnte Studieområde). Men det er også svært at gå fra en traditionel eksamen i et bestemt fag i en bestemt opgave og så til at udvælge opgaver fra portfolioen i netop dette fag og så gå til eksamen i disse. For uanset hvad, banker læringsrefleksionen voldsomt på. Kort sagt: med portfolioeksamen åbnes op for en læringsrefleksion der i princippet bærer langt udover den specifikke viden i det enkelte fag.
I hvor høj grad er elever og lærere klædt på til denne disciplin? Og hvad består den egentlig i?
Forvirringen åbner bestemt op for en hel række spændende problemstillinger der først og fremmest går på relationen fag og læring, men den betyder også, i al fald i år for at sige det mildt, at der eksamineres meget forskelligt fra gymnasium til gymnasium. Man ved grundlæggende ikke rigtig, hvad portfolioeksamen går ud på. Det går udover eleverne – men også lærerne høster nogle dyrekøbte erfaringer i år.
Det er ikke uden omkostninger at inddrage læringen i faget som område i eksaminationen. Omkostningerne er først og fremmest, at man fremmer tvivl i forhold til viden og egen udvikling, for ikke at sige dannelse. Her er vi langt udover en herlig disciplin som kritisk sans i forhold til den viden og den læring, som man udsættes for i uddannelsen.
I hvor høj grad er elever og lærere klædt på til portfolio som disciplin? Eller skulle jeg sige; i hvor høj grad er elever og lærere klædt på til denne disciplinering udi tvivl? Hvad er meningen? Er det meningen?
Abonner på:
Opslag (Atom)
