Skoleforfald del 2

Forleden kom mine børn hjem fra skole med et brev fra skoleinspektøren. I brevet forklarer han, at kommunen har besluttet at regnskabet for 2008 skal ende i nul. Derfor er skolens budget indtil jul frosset inde. Det betyder, forklarer skoleinspektøren, at:

• der ikke indkøbes undervisningsmateriale eller anskaffes nyt
• sløjd og hjemkundskab kun bliver teoretisk
• lektioner i overbygningen ikke bliver vikardækket, men aflyst og eleverne sendt hjem
• en stor del af undervisningen ikke kan gennemføres i overensstemmelse med årsplanerne. Og at det bliver vanskeligt at leve op til de faglige mål
• vedligeholdelse af skolens bygninger og udearealer ikke vil finde sted i denne periode
  

Så mange var de oprørende ord fra skoleinspektøren. Hvad der så sker fra 1. januar 2009, ved vi ikke. Kan man forestille sig et så skrabet budget, at vi skal være glade for reparation af et plankeværk eller genindkøb af en udslidt matematikbog?

I øvrigt har dagbladene Politiken og Berlingske Tidende de sidste dage bidraget til dokumentationen af den danske folkeskoles forfald.

Politiken skriver d. 4.10 -08 bl.a.: ”Over seks år er investeringer i skolerne faldet med knap 1,5 milliarder kroner. Det viser en beregning fra AE-rådet baseret på Finansministeriets egne tal”. Formand for skolelederne Ander Balle siger samme sted om anlægsbudgettet: ”Der er blevet et kæmpe efterslæb, og mange steder kan man slet ikke følge med den takt, hvormed det forfalder. Det er mange milliarder kroner, der er brug for.” Og for at føje spot til skade tilføjer Balle, at de manglende investeringer også præger det pædagogiske fatalt: ”Mange skoler minder om svinestalde med en lang gang og båse ud til siderne, så det passer ikke til moderne pædagogik og moderne undervisning.”

Berlingske Tidende kan i dag d. 5.10 -08 fortælle, at Arbejdstilsynet ved ca. hvert femte besøg på en skole har måttet påtale forholdene, herunder måttet give egentlige påbud i 230 tilfælde. Det er bla. på grund af skimmelsvamp og huller i vægge og lofter. ”Det hele skyldes mange års dårlig vedligeholdelse” siger Lene Teilberg, der er tilsynschef fra Arbejdstilsynet i Syd- og Sønder-jylland og på Fyn.

Dannelse – Its alive! tror jeg nok

Begrebet dannelse er forsvundet i et samfundsmæssigt og uddannelsesmæssigt perspektiv. Hvis begrebet overhovedet bliver brugt i dag, er det for 117.ende gang i et traditionelt og snævert, fordomsfyldt og borgerligt perspektiv; nemlig noget med at opføre sig ordentligt, som borgerskabets bannerfører på hjemlige breddegrader Emma Gad i sin tid fremførte det. Det er muligt at begrebet dyrkes på den måde i visse såkaldt bedre kredse den dag i dag, men lad os begrave den form for begrebsdannelse her og nu - fx på bloggen ”Nul i opførsel” (min ironi kommer til sin ret her, skulle jeg mene) - og lettede komme videre.

Dannelse lever et sted derude, som en stadig protest mod de økonomiske kalkuler der ikke kan måle og veje hverken begrebet eller det, der faktisk foregår, men i et væk insisterer på at gøre det. Ikke desto mindre er det svært at se dannelses-protesten udfoldet til daglig. Onde tunger vil vide, at det er fordi den økonomiske dannelse har vundet, ja er mode for de yngre generationer af lærere, der forstår at overleve fra seminarierne og ud på skolerne. Og også for de akademikere fra universiteterne der fortsætter på gymnasierne (skældsordet siger: akademikernes postbude) og på trods overlever overgangen til virkeligheden, kraftigt understøttet af PGs (Pædagogisk Grunduddannelses) læring, nej jeg mener økonomi-dannelse.

Men mange yngre folkeskolelærere falder fra i mødet med skolen, det siger statistikken. Nu mangler vi bare dokumentation for, at også unge akademikere på gymnasierne (stx, hhx, htx og hf) falder fra pga. den strenge økonomiske dannelse – de slapsvanse!

Ikke desto mindre udfoldes et egentligt dannelsesbegreb i nylige danske litterære udgivelser som ”At stå i det åbne” af ph.d og cand.mag., lektor i vejledning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Århus Universitet Finn Thorbjørn Hansen; i ”Identitet – Udfordringer i forbrugersamfundet” af Svend Brinkmann, cand.psych., ph.d. fra Psykologisk Institut på Århus Universitet; for ikke at glemme cand.scient.pol. Stefan Hermanns vægtige værk ”Magt & oplysning – Folkeskolen 1950 – 2006”. Ja, jeg vil lægge hovedet på bloggen og hævde, at nogle af tidens store mode-sociologer som Zygmunt Baumann, Ulrich Beck, Pierre Bourdieu og Anthony Giddens mere eller mindre åbenlyst benytter sig af et dannelses-begreb der næppe indeholdes i det der faktisk udfoldes i det økonomifikserede uddannelsesvæsen i dag.

Tænkerne er bestemt ikke enige om, hvad dannelses-begrebet dækker, men de bruger det i et opgør med den, man fristes til at sige, anti-dannelse der er grundlæggende for det senmoderne samfund. En af de helt store dannelsesmæssige udfordringer i dag er således overladt til de unge lærer-generationer fra grundskole til og med universitetet; nemlig at forbinde forskningen med praksis i et individualiseret forløb. Det er næppe lade-sig-gørligt som protest og opgør for de der forstår, når protesten forbliver i det private.

Dette blog-indlæg skal derfor i første omgang blot i al beskedenhed undre sig over, at begrebet dannelse næppe optræder i dansk uddannelsespolitik i dag. Man kan ligefrem forestille sig, at det ville hjælpe på de yngres, de nyuddannedes lyst til at tage del i noget af det vigtigste for ethvert samfund, nemlig dannelse, om vi åbenlyst fokuserede på netop det, altså dannelse.

Jeg forestiller mig simpelthen, hvor sort og kynisk det end kan lyde, at den grundlæggende økonomiske kalkule der er dansk uddannelsespolitiks i dag betyder, at dannelse kun er en del af ordet uddannelse. Derfor taler ”vi”, dvs. politikerne og de unge der har annammet (for at bruge et klassisk borgerligt dannelses-ord) politikken, næppe dannelse, når ”vi” diskuterer, beslutter og fører økonomien ud i virkeligheden.

Hvad om vi startede med at anerkende, at uanset hvad så gennemfører for ikke at sige udsættes børn, unge og voksne på deres vej igennem skolen, ungdomsuddannelserne og evt. en videregående uddannelse for dannelse!

Klassekvotienter er logik for burhøns

Måske er vi her i Danmark forvænte med størrelsen af klasser; man hører jo de skrækkeligste historier om ganske anderledes store klasser i fx Frankrig.

Men nu har undervisningsministeren dokumenteret, at klassestørrelsen ikke betyder noget for uddannelsen. Uni-C har nemlig været inde og regne på karaktergennemsnittet i forhold til klassestørrelse – og kort sagt; der er ikke noget at komme efter. Der er nemlig ikke forskel på karaktergennemsnittet i små og store klasser.

Det burde såmænd være logik for burhøns at: det nu engang er svært at lære noget, når der næppe er plads til en i lokalet, lydniveauet er højt og luften tyk af pubertære dampe. For slet ikke at tale om, at muligheden for at læreren kan støtte/vejlede/nå den enkelte elev forringes, når han/hun ikke kan nå de elever, der har behov for det.

"Det kan ikke dokumenteres" siger ministeren til Berlingske Tidende d. 26.9 -08.

Siger undersøgelsen virkelig, at antallet af elever i klassen er ligegyldigt i forhold til kvaliteten af læringen og studiemiljøet i det hele taget?

Eller er vi endnu engang vidner til, at budgettænkning er alfa og omega i dansk uddannelsespolitik?!

”Jeg vil ikke misbruge de tal” siger ministeren til Berlingske Tidende d. 26.9 –08.

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) har startet en on-line underskriftsindsamling mod de høje klassekvotienter.

Urbans og DSUs billeder af skoleforfaldet

Blot en kort opfordring til at følge med i metro-avisen Urbans og DSUs (Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms) serie om forfaldet på vores skoler. Det skal blive ”spændende” at følge læsernes/elevernes billeder fra mobilen af skoleforfaldet i Danmark. Udover misligholdte og derfor ildelugtende pissoirer, rådnende vinduesrammer, forfaldne mure og hullede tage kunne Urban og DSU passende fokusere på forældet lærebogsmateriale, gamle Europa- og Verdens-kort – og ikke mindst en skolehverdag fyldt med tests og evalueringer. For ikke at nævne manglende støtte til elever med skrive, læse og regne-vanskeligheder. Men indtil videre kan man læse: http://www.urban.dk/article/20080919/nyheder/80919001/ eller http://www.urban.dk/article/20080916/nyheder/709170006/ eller http://www.urban.dk/article/20080915/nyheder/709160007/ eller http://takforlortfogh.dk/

Studievejledningen er uden sigte

Den 20. juni -08 kom den nye bekendtgørelse om gennemførelsesvejledning. Nu skal også vejledningen måles og vejes.

Der skal ”udarbejdes retningslinjer for den individuelle, gruppevise og den kollektive vejledning, hvoraf det fremgår, hvad indholdet er i den konkrete vejledning og hvilke mål, der er sat for vejledningen. Retningslinjerne skal offentliggøres på institutionernes hjemmesider.” (§ 2 stk. 4).
Hvordan man forholder sig og bør forholde sig til dette illustreres på det mest groteske, da en vejlederkollega fortæller mig, at der i den anledning er ansat en kommunikationsekspert der skal sætte disse retningslinjer op på den uddannelsesinstitution, som hun er vejleder på. Det groteske er ikke blot, at det ikke er vejlederen der afstikker linjerne, men først og fremmest at der således faktisk er overensstemmelse med bekendtgørelsens intention; retningslinjerne og deres offentliggørelse er vigtigere end det store arbejde, vejlederne gør hver dag, når de kæmper for at opfylde målet: 95% af en ungdomsårgang tager en ungdomsuddannelse. Foreløbig går det den modsatte vej – fra 85 – 80 %. Dér kan hverken opstillingen af retningslinjerne end sige en kommunikationsekspert gøre fra eller til – måske snarere gøre fra, al den stund gennemførelsesvejledere over det ganske land nu typisk skal bruge kostbar tid og kræfter på at definere, forklare og forsvare deres utallige samtaler med unge der er mere eller mindre i en uddannelsesmæssig klemme.

Men det bliver værre endnu. I disse nysprogstider er det mere og mere tydeligt, at kvalitet betyder effektivitet: ”Kvalitetssystemet skal som minimum omfatte undersøgelser, der måler elevernes/de studerendes/kursisternes tilfredshed med og udbytte af gennemførelsesvejledningen. Desuden skal effekten af vejledningen målt som frafald fra og gennemførelse af uddannelserne indgå.” (§ 7 stk. 2). Kan være, at man skal læse det to eller flere gange for at forstå sproget og intentionen, men det er ganske vist; vejlederne hænger nu på målet om de 95 %, ja om de unge overhovedet får en uddannelse.

Det er næsten at give os vejledere for megen ære. Vi takker for tilliden! Og dog er det svært ikke at læse mistillid og en forfejlet uddannelsespolitik ind i bekendtgørelsen. Unges muligheder for at gennemføre en uddannelse er afhængig af vejledningen, står der i kancellisprog. Jeg kan levende forestille mig, hvordan vejledere nu tvinges til håndfast fastholdelse frem for vejledning, for at sige det pænt. Vejlederne tvinges til at ”glemme” udmeldelser fra/tab af de elever/studerende/kursister der hverken kan eller vil uddannelsen, for at sikre institutionens indtjening og ja, eget job (´vi melder sgu ikke ud før efter tælledag´). Men værre er det, at de mange vejlednings-samtaler der er en brik, hvor lille den end måtte være, i en bl.a. uddannelsesmæssig fremtid skifter karakter. Den tillid der er alfa og omega imellem elev/kursist/studerende og vejleder værdsættes ikke i bekendtgørelsen, sættes over styr og så er der næppe tale om vejledning, men diktat. Hvor mange elever/studerende/kursister vil vejledes, hvis vejlederen bare fastholder en dér, hvor man ikke trives?!
Jeg tror, at lovgiverne glemmer, at vejledning som regel handler om samtaler med utilpassede/skæve elever/studerende/kursister der vil mere end facts og ofte står i eksistentielle kriser. Derfor beskriver bekendtgørelsen måske snarere vejledning for de der ikke har behov for vejledning. For her fastholder vejlederen blot de uddannelsesmæssige intentioner i forhold til ham/hende der mangler facts eller et øjeblik kom i tvivl, men som til syvende og sidst har forstået sigtet; nemlig at vælge rigtigt første gang hele vejen igennem uddannelsessystemet.

Den nye vejledningsbekendtgørelse kan næppe tage mere fejl i sigtet; den fastholder elever/studerende og kursister i, at de er udenfor uddannelsernes og i øvrigt vejlederens rækkevidde.

Superfaget Kreativitetens Regnskab

MetroXpress kan d. 18.8 fortælle, at der er flertal i Folketinget for at slå folkeskolens fag sløjd, håndarbejde og billedkunst sammen til det, bladet kalder superfaget Design og håndværk. Uddannelsesordfører for Venstre Anne-Mette Winther Christiansen udtaler, at ”fagene er et levn fra fortiden, hvor man skulle klare små opgaver i hjemmet”, og formanden for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen aner ikke, hvad ben han skal stå på, når han siger: ”Jeg vil ikke afvise, at det kan være en god idé. Men jeg vil stærkt anbefale politikerne at lave forsøg, før de indfører det.”

Som vejleder på htx burde jeg jo begejstres, for faget Design og Håndværk er en fremragende forløber for htx´ profilfag. Her er i bedste fald en masse elever at hente for os. MEN, som man har kunnet læse på denne blog, er et af de store savn i uddannelserne i dag næppe en yderligere udbygning af mål, krav og disciplinering – det som Haarder og Winther Jensen nu også vil strømline de kreative fag til i folkeskolen. Helt grotesk er forslaget i forhold til billedkunst.

Winther har utvivlsom ret i, at fagene er levn fra fortidens folkeskole. Så forslaget er blot en opgradering af fagenes funktion fra dengang og til nu - næppe banebrydende eller nytænkning, men inderligt konventionelt. Undtagelsen er dog billedkunst der nu helt udraderes.

Derfor vil undertegnede blogskriver i al beskedenhed stadig pukke på med at slå et slag for kreativitetens og det musiskes kvaliteter som dannelse. Styrk fagene musik og billedkunst, og tilføj litteratur, dans, film/tv og teater. Jeg er ikke i tvivl om, at virkningen kan måles og vejes på alle samfunds-parametre.

Kan man virkelig seriøst stadig overse kreativitetens og det musiskes værdifuldhed i et snævert regnskab om kroner og øre?

Når der budgetteres der med hjemmeundervisning

TV-avisen i aften kunne fortælle, at flere og flere forældre sætter sig på skolebænken igen for at kunne hjælpe deres børn med lektierne. Specielt matematik blev fremhævet.

Det er al ære værd, at forældrene gerne vil hjælpe deres børn med lektierne. Ikke desto mindre er det skolens ansvar, at børnene fagligt set er i stand til at lave lektierne. Og det er forældrenes ansvar, at der er tid og rum til at lave dem efter skoletid.

Jeg spørger mig selv, hvordan forældrene overhovedet får tid til at sidde på skolebænken igen. Men selvfølgelig; begrebet livslang læring triumferer gennemgribende i de her år; vi skal lære formelt og informelt fra vi står op og til vi går i seng. Kan være vi går ned af stress, men hvorfor ikke når det gælder om at blive undervist af vores børns lærere i at undervise vores børn, så vi kan gå hjem efter skoletid og undervise eleverne, nej jeg mener vores børn i det, de lærer i skolen.

Der spares voldsomt på skoleområdet, så på den måde er det vel helt naturligt, at vi forældre nu inddrages aktivt i undervisningen. Men gad vide om der findes et regnskab, et budget der kynisk indregner forældrekurser i besparelserne på skoleområdet?! Ja, hvem ved, måske er der en hel masse penge at hente på hjemmeundervisning fx ved at indføre en ugentlig undervisningsfri dag i skolen, hvor forældrene tager over – af nød.