´Engelsk er meget mere mig end dansk´

Af og til sidder jeg overfor en elev der hævder, at han udtrykker sig meget bedre på engelsk end på dansk.

Grunden til at jeg har den samtale med eleven er ikke kun fordi jeg er studievejleder, men også fordi jeg er dansk-lærer. ´Hvis bare jeg måtte skrive mine analyser og redegørelser på engelsk, så skulle du bare se´, siger han til mig, for at forklare hvorfor hans danskopgaver er af så ringe kvalitet. ´Engelsk er meget mere mig end dansk´.

Vi taler ikke om en tosproget elev. Han er ikke vokset op i et engelsktalende land, han har ikke engelsktalende forældre. Han tænker og drømmer ikke på engelsk.

Men han færdes meget på internettet. Her spiller og chatter han på engelsk med ”hele verden”. Og han har en dybt tilfredsstillende oplevelse af at blive set og hørt, sådan som han gerne vil ses og høres.

Han er ofte dybt forundret over, at hans engelsk-lærer ikke har samme opfattelse. Engelsklæreren hævder tværtimod, at elevens ordforråd er begrænset og at grammatikken halter.

Engelsk og dansk-læreren har altså samme oplevelse; at elevens sprog ikke er nær så nuanceret som det burde være.

Ulykken består dog først og fremmest i elevens oplevelse af, at eget sprog ikke er hans; det sprog han taler, skriver, tænker og drømmer på er ham fremmed. Uanset hvilket parameter man måler efter, er grundlaget for den oplevelse åbenlyst forkert. Med et særdeles dækkende 70-erudtryk er eleven fremmedgjort i forhold til sig selv. Eleven står midt i en identitetskrise.

Jeg ved ikke hvor mange elever der har det som ham. Men jeg er ret sikker på, at dansk og engelsklærere på ungdomsuddannelserne kan nikke genkendende til karakteristikken ovenfor.

Det der bekymrer mig er ikke ´tab af modersmål og national identitet´, men at evnen til at reflektere nivelleres; at man tilsyneladende kan dannes og uddannes uden at bevæge sig nævneværdigt over et grundlæggende refleksions-niveau.

Morten Hesseldahl siger det således i Weekendavisen d. 23.12 -10 : ”Jeg har været censor over tusind gange på filosofi og idéhistorie, og der er kæmpe forskel. Nogle er på et meget højt niveau, hvor de så end har fået det fra. Nogle kan dårligt nok formulere sig. Under nogle eksaminationer har man indtryk af, at det kun handler om at få fremsat en masse meninger. Når man ikke er fagligt funderet, bliver det pludselig synspunkter, der bliver det interessante.”

Her er noget vigtigt at tage fat på for en ny regering i 2011.

Glæden ved at lære

Agnes Obel, der er udråbt til nyt stort sangskrivertalent i 2010, udtalte for nylig de kloge ord: ”Jeg tror slet ikke på, at det er godt med mål tidligt i livet. Det er selvfølgelig godt at have en idé og prøve at realisere den. Men når man er så ung, så tror jeg, at det først og fremmest handler om at finde glæden ved at lære og finde ud af, hvad man gerne vil lære.”

Tænk hvis de ord var udgangspunkt for (ud)dannelse i Danmark.

Gymnasiets død?

I sidste uge kunne man læse et interview, "Gymnasiets død", med lektor Ole Witt-Hansen fra Køge Gymnasium i Weekendavisen (WA). Læsere af Gymnasieskolernes Lærerforenings medlemsblad Gymnasieskolen kender så udmærket Witt-Hansen for hans mange kritiske artikler om gymnasiereformen.

I WA gentages kritikken. Pointen er; med gymnasiereformen cementeredes den fordummende tværfaglige projektarbejdsform, idet den nu er skrevet så eftertrykkeligt ind i gymnasiernes bekendtgørelser. På stx hedder den almen studieforberedelse, på de erhvervsgymnasiale uddannelser, htx og hhx hedder den studieområdet. Der er eksamen både efter grundforløbet og efter studieretningsforløbet. Alt i alt skal almen studieforberedelse og studieområdet forberede eleverne på videregående uddannelse.

Og hvad er der så galt i det? Ja, jeg mener også der er noget galt. Lad mig med egne ord give mit bud. I den forstand er jeg en næsten lige så vrissen gymnasielærer som Witt-Hansen for at bruge et udtryk fra et vredt læserbrev i WA ugen efter interviewet.

Modstanden imod det tværfaglige projektarbejdes ”angreb” på de enkelte fags faglighed kender ethvert gymnasie og dets lærere og elever vel til, antager jeg; afbrudte forløb og muligheden for fordybelse tages fra det enkelte fag (progressionen saboteres gang på gang), for almen studieforberedelse og studieområdet skal forstås og defineres som et selvstændigt fag med egne mål.

Ingen gymnasielærer med respekt for uddannelsen kan vel sige sig fri for frustration ved at skulle harmonisere de dobbelte mål; det enkelte fags og almen studieforberedelses/studieområdets mål. Ligesom det er en velkendt sag, at eksamenerne i ”faget” nogle gange nærmer sig det parodiske ved deres på forhånd givne svar på projektarbejdets velsignelser. Elevernes erfaringer med almen studieforberedelse/studieområdet får kun i sjældne tilfælde et selvstændigt udtryk – og så må man, elever og lærere, nøjes med en ordret gentagelse af bekendtgørelsens mål og det der står i en studiehåndbog affattet til formålet.

Overfaglighed, som det så smukt hedder, fattes nu engang kun, vil gymnasielærere vide, om jeg ikke tager helt fejl, når uddannelseserfaringer kan gøres til genstand for en refleksion der bunder i en viden om læring, der er andet og mere end en studiehåndbogs teknikker.

Her kommer eleverne til kort – den overfaglige viden har og får eleverne ikke på gymnasiet, bare fordi det står i Bekendtgørelserne og i studiehåndbogen. Men også gymnasielærere kommer til kort; den form for refleksion er fremmed for mange både gamle og unge lærere. Opøvelsen af overfaglig refleksion har sine mere eller mindre udtalte rødder i fagenes traditioner. En fordomsfuld skelnen mellem hvad humanister og naturvidenskabsfolk kan præsterer her er vel stadig aktuel?! Og så skal denne uafklarede viden tilmed undervises i hos elever der så at sige intet videns- og erfaringsmæssigt grundlag har for læringsrefleksion.

Var det embedsmænd bag skriveborde i Undervisnings- og Økonomiministeriet der udtænkte idéen eller marxistiske, ideologikritiske universitetsforskere der gjorde det? Under alle omstændigheder elsker erhvervslivet tanken. Jeg husker selv fra min uddannelse på Universitetet, hvordan nogle af de marxistiske undervisningsassistenter, som jeg blev undervist af pludselig forlod instituttet for at arbejde som kommunikations-etellerandet for banker og it-virksomheder. Jeg var mere måbende forbløffet end forarget. I dag ville man sige: ”Hva´ har I gang i!”. Her var lagt op til et ”unikt” samarbejde, må man sige - og en rigtig værdidebat!

Hvor bliver redegørelsen for forløbet og utopien af?

Kvinder fatter ikke kontrol, topstyring og procesregulering

Statsminister Lars Løkke Rasmussen siger i ny interviewbog, at kvinder i den offentlige sektor hører kontrol, topstyring og procesregulering i regeringens retorik.

Ret nedladende overfor kvinderne at hævde, at de hører noget andet end det der bliver sagt, må man sige. Vi mænd har jo forstået regeringens retorik.

Men mener statsministeren i virkeligheden, at den offentlige sektor faktisk er præget af kontrol, topstyring og procesregulering? Og at regeringen vil gøre op med det som den selv har sat i værk, så den kan få kvindernes stemmer ved næste valg?

Måske begrebet retorik dækker for det regeringen faktisk fremmer; kontrol, topstyring og procesregulering.

Regeringen siger, at virkeligheden er retorik.

Regeringen skiller sprog og krop, så det man faktisk gør ikke italesættes, ikke funderes i sproget. Ordene reduceres til retorik – også når de faktisk afspejler tingenes tilstand; kontrol, topstyring og procesregulering.

Så mere sandsynligt er det, at regeringen nu vil bestræbe sig på at sige kontrol, topstyring og procesregulering på en anden måde, sådan at kvinderne stemmer for – kontrol, topstyring og procesregulering.

Ordene er for så vidt ligegyldige.

En ordentlig samfundsdebat...

Antallet af børn der får stillet diagnosen ADHD er eksploderet.

Er det fordi vi sygeliggører børn der ikke kan sidde stille i skolen og lære noget, eller er det fordi vores børn faktisk lider af ADHD?

Lægerne/psykiaterne udskriver medicin i stor stil, retalin mm. Her er nærmest tale om en epidemi! Psykologerne taler med børnene og er ikke meget for medicin. Ja, mon ikke ADHD-børn kommer fra dysfunktionelle familier i en eller anden forstand! Og hvis nu dine tanker omprogrammeres, så skal du bare se.

Uanset hvad sygeliggøres en stor del af samfundets borgere, fordi de ikke passer ind; ikke lærer noget eller ikke er produktive. Medicinalindustrien tjener styrtende, gerne med velvillige læger/psykiatere som ”sælgere”. Og psykologerne reparerer med lige så stor velvilje resten.

Lægerne/psykiaterne medicinerer problemerne væk, bare man husker at tage medicinen livslangt. Psykologerne taler og taler med de sygeliggjorte, og det hjælper dem, bare de husker at møde op hele livet.

Jeg savner imidlertid perspektivet, at vores samfund kun er et samfund, hvis vi medicineres og terapeutiseres. Derfor: lad os bare gå ud fra det værst tænkelige, et worst-case-scenario, for en ordentlig samfundsdebat; at medicinering og terapeutisering er vilkår for vores eksistens.

En ordentlig samfundsdebat…

Dette er regeringens skolepolitik

Undervisningsministeren afviste for nylig endegyldigt at samarbejde med lærerne om at højne kvaliteten af folkeskolens arbejde. Angiveligt fordi lærerne ikke bare skrev under på de skoleforslag en økonom udarbejdede for regeringen.

Samtidig nedlægges og beskæres folkeskoler over hele landet. Regeringen siger det er kommunernes ansvar. Men selv DI Organisation for erhvervslivet og selvfølgelig LO advarer nu regeringen mod nedskæringerne på området.

I den forstand var det en sejr for folkeskolen, da regeringen opgav sin såkaldte reform. Men, uanset regeringens bevæggrunde har den valgt at satse på det kommende valg frem for rigtige skolereformer, der skaber skole med elever der er fagligt klædt på til og har lyst til at tage en ungdomsuddannelse.

Og lige så sikkert er det, at de rammer der for længst er lagt af regeringen betyder en fortsat forarmelse af den danske folkeskole.

Dette er regeringens skolepolitik; ´Folketingsvalg frem for forhandling og udvikling´. Der er i den forstand intet nyt under solen – ´vil I ikke være med til det vi dikterer, bruger vi blot vores eget flertal´. Forskellen er blot, at flertallet denne gang skal hentes udenfor Christiansborg. Håndklædet er kastet i ringen og valget står for døren.

Evaluering af forargelsen

Det er meget sigende, at en række politikere med Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard i spidsen sjofler kulturen ved fx ikke at møde op til møderne i Statens Kunstråd. Det var næppe en nyhed d. 14.9 -10, for hvor mange danske politikere kan i dag sige sig fri for at hælde til økonomiske ”løsninger” på alle kulturelle områder? ´Stik os en evaluering og vi skal fortælle, hvad vej vi skal!´`Diskussion, debat, samtale er spild af tid!´ Det var ikke nyhed, for forargelsen over denne tingenes tilstand er til at overse. På samme måde er forargelsen over ”Udviklingsminister” Søren Pinds økonomi- evalueringer af hjælpeorganisationers uegenyttige arbejde desværre til at overse den forgangne uge.

I det hele taget er forargelsen over, protesten mod, kritikken af, at alle samfundsområder i dag gøres til genstand for økonomiske kalkuler til at overse. Jeg savner god gammeldags borgerlig forargelse og god gammeldags venstreorienteret kritik i dag.