(Ud)Dannelsessplint 11

1.

Og så siger hun ingenting
men karaktererne er i top

Og så siger hun en masse
og karaktererne er i top

Vi spiser sammen
                           hver dag

i mit mareridt klipper jeg hæk og
stilles så
                           som hendes forælder for en dommer

og må finde på et eller andet for at godtgøre hendes frygtelige anklage om
at vi glemte hende
fordi vi forventede lektielæsning og høje karakterer


2.

Og så siger hun ingenting
og karaktererne er i bund

Og så siger hun en masse
men karaktererne er i bund

Vi spiser
                          hver dag

i mit mareridt glemmer hun mig og
stiller hende så
                         som hendes forælder for en dommer

og må finde på et eller andet for at godtgøre min frygtelige
anklage om
at hun glemte os
fordi vi glemte lektielæsning og høje karakterer


3.

Og så siger hun ingenting
og så siger hun en masse

Vi spiser alle sammen hver dag

                         i mit mareridt
glemmer vi hinanden for en dommer

Optagelsesprøver der kan betale sig

Igen i år har gymnasierne i stor stil optaget elever som Ungdommens Uddannelsesvejledning har erklæret for ikke uddannelsesparate (Ministeriet for Børn og Undervisning).

Forleden talte jeg med en vejleder på et alment gymnasium (stx) der var forarget over, at formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening, Jens Boe Nielsen i den anledning udtalte: "Vores vurderingsgrundlag er måske for spinkelt. Nogle gange løber hjertet måske af med os." (Fx i Politiken).

Vejlederen slog fast, at det ikke har noget med hjertet at gøre, for de ikke uddannelsesparate elever er jo til optagelsesprøve. Og deri har han naturligvis ret.

Ikke desto mindre er konflikten klassisk. Som naiv lærer og naiv studievejleder på gymnasiet lægger man ikke mærke til eller er hævet over det faktum, at strukturen, de "vedtagne" samfundsmæssigheder dikterer en, når grundskoleelever går til optagelsesprøve på gymnasiet. Den eneste saliggørende ungdomsuddannelse i dag er jo uden tvivl gymnasial, hvad enten man spørger den enkelte elev og hans/hendes familie, grundskolen, gymnasierne eller regering og folketing. Ja, spørg bare ovre på de upopulære erhvervsuddannelser, her mærkes "trenden" fatalt. De ligegyldige optagelsesprøver på gymnasierne har med andre ord næppe noget med hjertet at gøre; at ´hjertet løber over med gymnasierne´ er snarere en politisk korrekt "oversættelse" af en økonomisk betragtning der går på, at der er mest økonomi for alle i videregående uddannelser.

Undertegnede gentager gerne ligesom sidste år, at det er på tide at gymnasierne, og ikke bare på lederniveau, fastholder og udvikler de faglige kvaliteter der skal sikre at studenterne er kvalificerede til at gennemføre videregående uddannelser. Opfordringen er banal og undskyld mig indlysende rigtig. Ikke desto mindre er det svært for enhver lærer og studievejleder at fastholde og udvikle uddannelsernes kvaliteter, når samfundsmæssige værdier generelt er indskrænket til kroner og øre.

Kvalitetskonflikten på gymnasierne svarer til, at man i et firma gennemfører en storstilet og dyr(!) medarbejdertilfredshedsundersøgelse der viser at alt er godt fx i forhold til ledelsen. Samtidig brokker medarbejderne sig imidlertid til stadighed over ledelsen på gangene og i kantinen.

Til tider dikteres holdninger og handlinger fatalt af rammerne, fx af de økonomiske rammer. Sådan er det lige nu på gymnasierne, når der optages nye elever.

Profileringstendenser uden tænder

Tidsskriftet”Asterisk” fra Aarhus Universitet, Institut for uddannelse og pædagogik (DPU) er som regel anbefalelsesværdigt. Det gælder også juninummeret, hvor temaet er Profileringstendenser.

Vi kaster os straks over artiklen ”Gymnasier i profileringskamp”, hvor Phd. og adjunkt Ane Ovortrup giver en skarp analyse af gymnasiernes branding.

Qvortrup kender konkurrencestatens, dvs. markedsgørelsens prægning af gymnasiet: de selvejende gymnasier kæmper om de bedste elever, der er lagt op til A- og B-gymnasier (mellem os sagt har de gymnasier været der længe, men diffenrentieringen skærpes vel for tiden), og vi skeler ikke til det enkelte gymnasies vilkår, men er benhårde; alt skal synliggøres, gøres gennemsigtigt på gymnasierne, ”loven byder dem (gymnasierne) på deres hjemmesider at oplyse om alt fra fagudbud og læseplaner over karakterer og fuldførelsesfrekvens til værdigrundlag og pædagogisk praksis”, som om det sikrer ud- og dannelseskvaliteten.

Qvortrup siger det ikke, men så gør jeg det; mig bekendt er der ingen undersøgelser eller evalueringer der dokumenterer, at gennemsigtigheden i de gymnasiale uddannelser sikrer kvalitet (her skal sådan set ikke grines over redundansen).

Konkurrence-betingelserne tvinger lærerne til at tænke undervisning, som for længst er omdøbt til læring, ind i måle- og veje- rammer: Hvordan evaluerer man læringen på en sådan måde, at man kan se, at ens bestræbelser faktisk bærer frugt, at eleverne lærer noget?

Qvortrup fortæller med forskeren Katrin Hjort at nogle lærere holder ”dobbelt bogholderi”: ”På den ene side dokumenterer og evaluerer de deres praksis på reglementeret vis, på den anden side fortsætter de med at undervise som de altid har gjort, ud fra den intuitive og erfaringsbaserede fornemmelse af, hvad god undervisning er”.

Overfor den lærings- og branding-strategi står den (lærer) og det (gymnasie) der hele tiden søger nye veje, for at få evalueringen til at lykkes, dvs. ”hvordan man kan omsætte elevernes dannelse og kompetencer til målbare og synlige størrelser”.

Ane Qvortrup er modig, når hun kalder gymnasiets bestræbelser i konkurrencesamfundet for alkymistiske. Dermed siger hun, at konkurrencesamfundets styring af gymnasiet gør læringsbestræbelserne utopiske dvs. urealiserbare.

Ikke desto mindre gør Ane Qvortrup ligesom Ove Kaj Petersen i sin fremragende analyse af konkurrencestaten i ”Konkurrencestaten” (Reitzel 2011) konkurrencestaten til et fundamentalt vilkår, sidst i artiklen siger hun nemlig: ”Jeg synes ikke, at det er dårligt med kvalitetssikring. Gymnasierne og lærerne bliver gennem den slags forstyrrelser udefra foranlediget til at gentænke deres praksis og til at forny sig.”

Petersen og Qvortrup skal ikke nyde noget, ingen forandring; tingene er som de er. Deres kritik er nok vægtig - men tandløs.

Måske er vi for øjeblikket vidner til et spændende fænomen; vi kan levere præcise, kritiske samfunds-analyser, men tør ikke forandring.

Ironisk, at det konkurrencesamfund der skal sikre gymnasiets udvikling nu betyder stilstand: ”om alt fra fagudbud og læseplaner over karakterer og fuldførelsesfrekvens til værdigrundlag og pædagogisk praksis”, for nu at bruge Ane Qvortrup skamløst.

Studievalg og virkeligheden

Undertegnede har flere gange på denne blog efterlyst, at der gennemføres en konsekvent, sammenhængende, personlig vejledning af de unge igennem gymnasietiden og i overgangen til de videregående uddannelser. Sådan er det ikke, og det har konsekvenser.

Nu er der så kommet nogle barske tal på problemet. Jyllandsposten har spurgt årets studenter om deres fremtid. Et flertal fortæller, at de ikke ved hvad de vil.

Den undersøgelse sammenholder Jyllandsposten med tal fra Uddannelsesministeriet der viser, at 61% af sidste års afgangselever ikke havde talt personligt med en studievalgsvejleder om videregående uddannelse i løbet af de tre år på gymnasiet. Det handler om den vejledning som landets 7 Studievalgscentre står for, når de kommer ud på gymnasierne med jævne mellemrum og gennemfører såkaldt overgangsvejledning.

Med vejledningsreformen i 2004 afskaffedes den sammenhængende vejledning; studievejlederen på gymnasiet blev først gennemførelsesvejleder, så frafaldsvejleder - og så sparedes han væk, faldt selv fra i en spareøvelse.

Enhver uddannelses- og erhvervsvejleder ved imidlertid, at en konsekvent skelnen mellem overgangsvejledning og gennemførelsesvejledning er kunstig og som regel betyder, at gymnasieeleverne ikke taler videregående uddannelse med en vejleder overhovedet.

Realiteten er nu som dengang, at det er selvfølgeligt for eleven at tale fremtid med en vejleder, der har sin daglige gang på elevens uddannelse og har et fundamentalt indblik i den uddannelse og i dens elever. Det er ikke selvfølgeligt at opsøge en vejleder udefra der bare kommer engang imellem. Sværere er det ikke at forstå.

Meget sværere er det at få Folketinget og de gymnasiale uddannelser til at forstå, at vejledningen på de gymnasiale uddannelser bør prioriteres højt. Svært fordi man med vejledningsreformen gik den stik modsatte vej af behovet; man afskaffede gennemførelsesvejledningen og troede, at vejledning blot handlede om at oplyse om, hvordan man søger ind på de videregående uddannelser, ikke mindst gennem e-vejledning. Og svært fordi gymnasierne sparer på ”det overflødige”.

Sådan er virkeligheden ikke på gymnasierne; virkeligheden er at der aldrig har været så mange elever der har brug for vejledning som nu, hvor ”alle” skal i gymnasiet.

Med vejledningsreformen talte man om professionalisering af vejledningen. Det blev ikke til noget på gymnasierne, men er stadig en forbandet god idé.

At se de ikke-uddannelsesparate i øjnene

I dag konfronterede Danske Skoleelever, Erhvervsskolernes Elev-organisation, Danske Gymnasielevers Sammenslutning og Dansk Industri politikerne ved Folkemødet på Bornholm med en fælles udtalelse. Under overskriften ”Alle har ret til sejre i uddannelsessystemet – men mange svigtes” beklages de elendige tal for frafald på ungdomsuddannelserne og PISA-tallene for hvor mange elever der forlader folkeskolen uden efterfølgende at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse.

Hvorfor denne skarpe udtalelse, når regeringen netop nu lancerer en såkaldt fleksuddannelse, en periode mellem folkeskole og ungdomsuddannelse der skal hjælpe de unge fra folkeskolen der ikke er uddannelsesparate videre i uddannelsessystemet? Jo, fordi elementerne i fleksuddannelsen allerede findes, typisk i eud-regi, men først og fremmest fordi ungdomsuddannelserne optager ”alle”, også de Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) erklærer for ikke-uddannelsesparate.

”Vi har ingen gavn af at mase unge ind på uddannelserne, hvis ikke de har realistiske muligheder for at klare kravene. Herved svigter man også det store flertal af unge, der savner fokus, kvalitet og udfordringer i de uddannelser, de er gået i gang med”, siges det præcist i udtalelsen.

Regeringen bør selvfølgelig reelt sikre, at de elever der optages på ungdomsuddannelserne er kvalificerede. Det bliver hårdt for politikerne, for det betyder, at de må se de mange unge i øjnene der ikke er kvalificerede. Men måske bliver det også hårdt for elevorganisationerne der uden videre fletter fingre med Dansk Industri for at sikre uddannelseskvaliteten. Det er de dygtige elever der laver lektier, rækker hånden op, fungerer godt i diskussionerne, i projektarbejdet og ved eksamen etc. Hvad siger de mange af jeres medlemmer der er erklæret for ikke-uddannelsesparate? Har de også en stemme, noget at skulle have sagt angående uddannelse? De er meget tavse i den fælles udtalelse.

Google som dannelse og uddannelse

Da 3.g-erne på stx var til eksamen i skriftlig dansk d. 25. maj i år, måtte de gå på internettet, ja det var endda et krav i nogle af opgaverne, at de kommende studenter fandt materiale på internettet til besvarelserne.

MetroXpress bad Google om at dokumentere, hvad eleverne søgte på. Det er næppe overraskende, at der søgtes på emnerne, fx på en af verdenslitteraturens store nulevende forfattere, japaneren Haruki Murakami, fordi en af opgaverne lød på at lave en analyse af en novelle af denne forfatter.

Overraskende var det derimod, i hvert fald for formanden for it-opgavekommissionen for dansk i gymnasiet Gunvor Severinsen, at eleverne også søgte på opgaveformuleringernes begreber: ”kronik”, ”genremæssig perspektivering”, ”analyserende artikel”, ”essay”. Overraskende fordi eleverne efter 3 år i gymnasiet med dansk på a-niveau burde have mødt begreberne flere gange – også i andre fag.

I øvrigt beklager Gunvor Severinsen også de unges mangelfulde søgekompetencer. Hun har sikkert ret; basale studie-kompetencer skal ikke søges i interessen for it, men i interessen for - studiekompetencer. Der er andre muligheder end Google!

Det mest interessante i forbindelse med årets eksamen i skriftlig dansk er dog, at med googletrafikkens synliggørelse bliver en problematik synlig, som er senmoderne; nemlig at noget af det sværeste i gymnasiet, i betydningen sværeste for eleverne at forstå og for lærerne at formidle, er det sprog og den kultur der er en forudsætning for at dykke ned i substansen. Problematikken bliver næppe mindre af, at ”alle” i dag vil i gymnasiet.

Betyder det så, at fra nu af ved gymnasierne, hvor de skal tage fat; nemlig med et usandsynligt fast og formidabelt formidlende greb om de mere eller mindre ukendte ord og begreber og deres kultur, og således praktisere læring efter de allernyeste principper, ikke mindst i forhold til elever fra såkaldte gymnasiefremmede miljøer?

Ja, da. Men lur mig, om ikke eleverne søger på fuldstændig samme måde mange år frem. Vi glemmer nemlig ofte i debatten om uddannelse i dag, at eleverne nu er ”helt fri af traditionen”, og at de begreber vi tilbyder dem, derfor blot er muligheder for dannelse og uddannelse.

At eleverne på gymnasierne nu også kan gå på internettet til eksamen, er i den forstand selvfølgeligt; internettet som billede på personlighedens mulighed for at søge og finde med tidens og udviklingens nødvendighed.

Basalt og banalt set var det klogt af årets google-gymnasie-elever, at søge på det, de ville finde.

Drop klasserummet!

Sæt nu undervisningsministeren virkelig mener, at den vigtigste undervisning i gymnasiet er den der foregår i klasserummet, vil gymnasielærernes protester over, hvordan man opgør netop den tid så forstumme?

Ingen der sætter sig ind i, hvad en gymnasielærer typisk præsterer i løbet af en uge vil anklage ham/hende for ikke at gøre sit job til fulde. Det er næppe her humlen ligger begravet.

Ikke desto mindre; da jeg så de famøse opgørelser i dagspressen, tænkte jeg som så mange andre gymnasielærere, at nu skal der sættes spørgsmålstegn ved vores arbejdsindsats og engagement. Men det er fordi vi tænker traditionelt og stadig ikke har fattet, at politikerne herhjemme kun kan bundlinjetænkning. Undersøgelsen lægger mao helt traditionelt op til en stramning af arbejdstidsaftalerne, så vi pålægges at lave mere, altså undervise mere i klasserne og så er alt i øvrigt helt som det plejer.

Situationen er ulykkelig. Det politiske klima i dag er sådan, at hvis man vitterlig vil reform, dvs. fornyelse der ikke blot handler om at spare penge, tror ingen på det. Vi ser det med folkeskolelærerne og nu også med gymnasielærerne. Og det med god grund. Det er nemlig altid det, det handler om.

Så lad os lege med - et øjeblik.

For det første må man naturligvis skære ned på gymnasielærernes rettearbejde - det er edderbukme døden at rette opgave efter opgave, og eleverne får meget mere ud af arbejdsprocessen end af alle lærerens røde streger, elektroniske eller ej. I samme ombæring bør man indføre permanent lektiefængsel på alle gymnasier, så vi slipper for at rette opgaver i tide og utide og en masse snak op og ned af døre om, hvorvidt klassen har forberedt sig eller ej, og om Kaj overhovedet er egnet til at gennemføre gymnasiet – læs og skriv for helvede! (pensionister kan overvåge eleverne og låse dørene, det er billigt). Man må også skære ned på lærernes tværfaglige planlægning – det tager tid, især når lærerne er fagidioter og ikke kan se deres eget fag i samarbejdet. Drop det! Hvis man fra ministeriel side insisterer på tværfagligheden, kan man gøre det til en del af læringen, at eleverne selv finder ud af sammenhængen, det er moderne. Ligeledes kan man med fordel droppe en stor del af lærernes forberedelse til egen undervisning og i stedet lægge hovedvægten på, at de vejleder eleverne bag den bærbare og ipadden i at nå frem til diverse læringsportaler på nettet (her kan mange elever i øvrigt hjælpe med). Endelig er der også timer at spare på gymnasiale studieture. Det er jo ved at blive tradition, at gymnasieelever dropper ud af vinduer fra anseelig højde, når lærere er med. Hvis eleverne føler trang til studieture, klarer de det allerede så imponerende i forvejen, når de tager til Sunny Beach mm.

Overordnet set kan man med fordel droppe al den lærertid der ikke hører til klasserummet, og sådan set også overlade undervisningen i klasserummet til eleverne selv, uden løn.

Hvis undervisningsministeren virkelig er reformivrig, kan hun naturligvis udvikle den idé, at den stadig større inddragelse af IT i undervisningen uværgeligt vil munde ud i at klasserummet droppes. Måske idéen kan sælges til Finland og Singapore. Så er der rigtig mange penge at spare, ikke bare på lærerne, men også på eleverne...

- Man kunne naturligvis også reformere gymnasiet ud fra den betragtning, at man vil den bedste kvalificering af eleverne til videregående uddannelser.