Det er sjældent htx-elever eller htx-lærere siger noget i den offentlige debat. Så det er en glædelig overraskelse, at Johannes Stenstrup, der er formand for htx-eleverne i erhvervsskolernes elev-organisation (EEO), i dag i Weekendavisen giver sig til kende: ”Lad os bare kalde en spade for en spade, og sige, hvad virtuel undervisning i virkeligheden er. En sovepude for læreren og spildt tid for eleverne, kort sagt lærer-fri timer.”
Sådan! Formanden for de gymnasieelever der om nogen kender digitaliseringen – på htx indgår den bærbare stort set hele tiden i alle fag – ved udmærket, hvad muligheden for op til 25 % virtuel undervisning betyder. Har der mon nogen sinde været tale om didaktik frem for økonomi i den mulighed?! Det er trivielt at skulle sige økonomi, hver gang vi mener uddannelse i Danmark.
For nylig måtte Øresundsgymnasiet (stx) opgive at etablere en virtuel klasse med opstart efteråret 2010, fordi for få meldte sig til forsøget. Rektor mener, at det er fordi man ikke har fundet ud af at kommunikere til de rigtige – det kan man læse i Magisterbladet. Jeg er helt enig; næppe én gymnasieelev fra 9. eller 10.klasse magter det forsøg. Hvem gør det? Erfaringen og forskningen har for længst givet svar: Man skal lede blandt de der forstår læringens basale forudsætninger.
Uanset hvordan man vender og drejer digitaliseringen og den bærbare i forhold til didaktikken, kommer man næppe udenom klassen og læreren live (!) - og lige så lidt kommer man udenom digitaliseringen og den bærbare! Det er vilkårene.
Nogle gange må man tro som elev og som lærer i grundskolen og på gymnasiet, at vi stadig befinder os i den tid, hvor digitalisering betød alt det, pc-programmer kan. Jeg er ked af at gentage det, men det er fordi vi siger økonomi, hver gang vi mener uddannelse i Danmark.
fredag den 21. maj 2010
fredag den 23. april 2010
(Ud)Dannelsessplint 9
Elever indkaldes til oprykningssamtaler
jeg gør det mand til mand, mand til kvinde og på sms og mail
og hvis forældrene skal med, ringer jeg dem op
jeg har talt med dem alle før
det tager alt sammen tid
Afdelingslederen fører ordet og udmåler forholdet
Hvor meget betyder ikke det stof, som fagene er gjort af
her er tal sort på hvidt om fravær og manglende skriftlige afleveringer
lærererklæringer om fagligt niveau
der taler deres tydelige fremmedsprog
Fagene skal være dit liv
du må gå om
du må gå ud
Din vejleder tager sig af det videre forløb
Den klarhed forårsdagene er gjort af
er svær at få øje på
i samtalerne i det afskærmede mødelokale
Mine grønne morgen-tog-ture gennem landskabet
er ren overlevelse fra min side, så er det sagt
landskaber med lys gennem ruder
Når ugen er omme
er jeg meget træt
jeg gør det mand til mand, mand til kvinde og på sms og mail
og hvis forældrene skal med, ringer jeg dem op
jeg har talt med dem alle før
det tager alt sammen tid
Afdelingslederen fører ordet og udmåler forholdet
Hvor meget betyder ikke det stof, som fagene er gjort af
her er tal sort på hvidt om fravær og manglende skriftlige afleveringer
lærererklæringer om fagligt niveau
der taler deres tydelige fremmedsprog
Fagene skal være dit liv
du må gå om
du må gå ud
Din vejleder tager sig af det videre forløb
Den klarhed forårsdagene er gjort af
er svær at få øje på
i samtalerne i det afskærmede mødelokale
Mine grønne morgen-tog-ture gennem landskabet
er ren overlevelse fra min side, så er det sagt
landskaber med lys gennem ruder
Når ugen er omme
er jeg meget træt
fredag den 16. april 2010
Derfor kan underviserne ikke tænke
Så sidder jeg igen ved en konference med sådan nogle undervisere som jeg selv. Ministeriet og dets konsulenter er også til stede. De holder powerpoint-oplæg – sort på hvidt, hamrende fantasiforladt.
Der er ikke gået lang tid, førend de kritiske spørgsmål dukker op fra salen. Det viser sig hurtigt, at spørgsmålene er grundlæggende. At Undervisningsministeriet og dets konsulenter allerede ved reformen for år tilbage forsøgte at besvare dem. Og at spørgsmålene, på trods af flere rettelser i undervisningsbekendtgørelsen siden dengang, stadig ikke er besvaret. Derfor kan underviserne stadig ikke undervise på grundlag af bekendtgørelsen.
Men undervise det gør underviserne sgu. Ja, det er helt utroligt så vedholdende og kreative de er på trods af ministeriet, dets konsulenter, deres undervisningsbekendtgørelser og power-points. Det er tydeligt i spørgsmålene fra alle dem der har været med alle årene, og også i snakken underviserne imellem ved konferencens ganske udmærkede frokost.
Bekendtgørelsens krav er, at tænke uden at tænke på faget, stoffet, substansen. Og at tænke over måden det sker på, uden at tænke på faget, stoffet, substansen. I undervisningsbekendtgørelsen er det et selvstændigt fag, man venter sig mere og mere af. Og derfor kan underviserne ikke undervise i det og eleverne ikke lære det. For at tænke over det, man lærer, og over den måde man lærer på, sker allerede i alle fag med substans.
På konferencen formuleres især ordet af-akademisering af konsulenterne. Det gør de for at understrege pointen ved at afskaffe tænkning. Så bliver der stille i salen.
På konferencen taler vi ikke om tænkning, men holder os til frokosten.
Der er ikke gået lang tid, førend de kritiske spørgsmål dukker op fra salen. Det viser sig hurtigt, at spørgsmålene er grundlæggende. At Undervisningsministeriet og dets konsulenter allerede ved reformen for år tilbage forsøgte at besvare dem. Og at spørgsmålene, på trods af flere rettelser i undervisningsbekendtgørelsen siden dengang, stadig ikke er besvaret. Derfor kan underviserne stadig ikke undervise på grundlag af bekendtgørelsen.
Men undervise det gør underviserne sgu. Ja, det er helt utroligt så vedholdende og kreative de er på trods af ministeriet, dets konsulenter, deres undervisningsbekendtgørelser og power-points. Det er tydeligt i spørgsmålene fra alle dem der har været med alle årene, og også i snakken underviserne imellem ved konferencens ganske udmærkede frokost.
Bekendtgørelsens krav er, at tænke uden at tænke på faget, stoffet, substansen. Og at tænke over måden det sker på, uden at tænke på faget, stoffet, substansen. I undervisningsbekendtgørelsen er det et selvstændigt fag, man venter sig mere og mere af. Og derfor kan underviserne ikke undervise i det og eleverne ikke lære det. For at tænke over det, man lærer, og over den måde man lærer på, sker allerede i alle fag med substans.
På konferencen formuleres især ordet af-akademisering af konsulenterne. Det gør de for at understrege pointen ved at afskaffe tænkning. Så bliver der stille i salen.
På konferencen taler vi ikke om tænkning, men holder os til frokosten.
søndag den 28. marts 2010
Skolen er drænet for lyst
Lysten til at lære, hedder det. Det er ironisk, at jeg arbejder i skolen, for eleverne har ikke lyst til at lære noget. Min lyst til at lære fra mig er meget stor, og elevernes lyst til at lære er meget lille. Jeg er begejstret for det, som jeg ved noget om. Begejstringen er det vigtigste for en lærer og underviser, ved jeg. Men det er lige meget, for elevernes lyst til at lære findes ikke i skolen.
Lyt til undervisernes snak i frokostpausen. Vi er fulde af ny undervisning – og af foragt for elevernes manglende lyst.
Der er intet nyt under solen. Sådan var det også i min tid - jeg husker det tydeligt. Sådan var det i den gamle skole. Sådan var det i den sorte skole. Sådan har det altid været i skolen. Lang er traditionen i skolen.
Eleverne lærer andre steder. De lærer uden for skolen, for skolen er altid drænet for lyst. Skolen er indbegrebet af institutionaliseret lyst, ulyst. Der er intet nyt under solen. Sådan var det også i min tid - jeg husker det tydeligt. Sådan var det i den gamle skole. Sådan var det i den sorte skole. Sådan har det altid været i skolen. Lang er traditionen for skolen.
Jeg undrer mig over, at jeg har brugt det meste af mit liv på skolen. Jeg ligner de fleste, vil jeg tro.
Lyt til undervisernes snak i frokostpausen. Vi er fulde af ny undervisning – og af foragt for elevernes manglende lyst.
Der er intet nyt under solen. Sådan var det også i min tid - jeg husker det tydeligt. Sådan var det i den gamle skole. Sådan var det i den sorte skole. Sådan har det altid været i skolen. Lang er traditionen i skolen.
Eleverne lærer andre steder. De lærer uden for skolen, for skolen er altid drænet for lyst. Skolen er indbegrebet af institutionaliseret lyst, ulyst. Der er intet nyt under solen. Sådan var det også i min tid - jeg husker det tydeligt. Sådan var det i den gamle skole. Sådan var det i den sorte skole. Sådan har det altid været i skolen. Lang er traditionen for skolen.
Jeg undrer mig over, at jeg har brugt det meste af mit liv på skolen. Jeg ligner de fleste, vil jeg tro.
tirsdag den 7. juli 2009
Evaluering af Sommerlandet
Inden jeg nåede frem til sommerferien, nåede jeg at være censor flere steder i Danmark, både på hhx og htx. Hvad der slår en som censor er ikke, at lærere og elever anstrenger sig vældigt for henholdsvis at føre og at gennemføre eksamen på bedste måde, selvfølgelig gør de det - ligesom censor anstrenger sig vældigt for at være så retfærdig som muligt. Hvad der slår en er, at systemet er upåklageligt.
Inden jeg nåede frem til sommerferien, nåede jeg at deltage i teammøder til forberedelse af projekter for næste års elever i 1. 2. og 3. g. Hvad der slår en som teammedlem er ikke den utrolige energi hvormed der i slutningen på sæsonen fremføres nye projekter og deres muligheder. Hvad der slår en er, at systemet er upåklageligt.
Inden jeg nåede frem til sommerferien, nåede jeg afsluttende samtaler med elever i studievejledningen. Hvad der slår en som vejleder er ikke de mange elever der lever med dumpekarakterer, fravær, udmeldelser og håbløshed. Hvad der slår en er, at systemet er upåklageligt.
Inden jeg nåede frem til sommerferien, nåede jeg at udfylde undervisningsbeskrivelser, studieplaner, fag- og vejlednings-evalueringer, karaktersedler, censor-indeberetninger, øvrig-tid-skema, time-dag-penge-skema (nej ikke de dagpenge, vi er ikke arbejdsløse), Medarbejder-Udviklings-Samtale-skema (MUS), Team-Udviklings-Samtale-skema (TUS), øvrig-tid-skema og feriesedler (der er flere skemaer, men jeg orker ikke at dokumentere flere, for bloggen er ganske frivillig indtil videre, så vidt jeg ved (den er min, ikke!?)). Hvad der slår en er ikke, at jeg udfylder og underskriver det hele. Hvad der slår en er, at systemet er upåklageligt.
Eleverne og lærerne nåede frem til tiden (jeg har lukket for mobiltlf., men mailen åbner jeg hver dag trods alt). Så håber vi bare, at vejret opfører sig ordenligt, hvis ikke så: NUL I OPFØRSEL!
Inden jeg nåede frem til sommerferien, nåede jeg at deltage i teammøder til forberedelse af projekter for næste års elever i 1. 2. og 3. g. Hvad der slår en som teammedlem er ikke den utrolige energi hvormed der i slutningen på sæsonen fremføres nye projekter og deres muligheder. Hvad der slår en er, at systemet er upåklageligt.
Inden jeg nåede frem til sommerferien, nåede jeg afsluttende samtaler med elever i studievejledningen. Hvad der slår en som vejleder er ikke de mange elever der lever med dumpekarakterer, fravær, udmeldelser og håbløshed. Hvad der slår en er, at systemet er upåklageligt.
Inden jeg nåede frem til sommerferien, nåede jeg at udfylde undervisningsbeskrivelser, studieplaner, fag- og vejlednings-evalueringer, karaktersedler, censor-indeberetninger, øvrig-tid-skema, time-dag-penge-skema (nej ikke de dagpenge, vi er ikke arbejdsløse), Medarbejder-Udviklings-Samtale-skema (MUS), Team-Udviklings-Samtale-skema (TUS), øvrig-tid-skema og feriesedler (der er flere skemaer, men jeg orker ikke at dokumentere flere, for bloggen er ganske frivillig indtil videre, så vidt jeg ved (den er min, ikke!?)). Hvad der slår en er ikke, at jeg udfylder og underskriver det hele. Hvad der slår en er, at systemet er upåklageligt.
Eleverne og lærerne nåede frem til tiden (jeg har lukket for mobiltlf., men mailen åbner jeg hver dag trods alt). Så håber vi bare, at vejret opfører sig ordenligt, hvis ikke så: NUL I OPFØRSEL!
fredag den 22. maj 2009
Triersk dannelse
Her på bloggen har jeg kun i det allerførste indlæg beskæftiget mig med film (nåja, og så i det forrige). For jeg har strengt fulgt mit eget dogmatiske, kyske løfte og kun talt om uddannelse og kun om dannelse i netop uddannelsesmæssig sammenhæng.
Men nu kan det være nok. I disse anti-krist-tider hvor en af verdens største filminstruktører igen har trådt de bornerte over tæerne med endnu et mesterligt filmværk, er det på sin plads at beskæftige sig med den trierske dannelse.
I film efter film har von Trier, for ham er det jo det handler om, givet sig i kast med dannelse. I hans film handler det aldrig om den bestemte mand eller den bestemte kvinde eller den bestemte konflikt, næh her fortælles på almene, mytiske og moderne planer. Og von Trier løber linen ud, for det moderne udfoldes konsekvent i banebrydende former, hvad enten genrer brydes ned og op (er Antichrist en gyser eller …), ny teknologi bruges (den digitale) eller dramaturgien sættes i scene (fx kridtstreger på gulvet i stedet for kulisser) - i den forbindelse må det afkræve respekt, når instruktøren nærmest undskylder, at han kastede sig over slowmotion i det seneste værk (og det er fanme ellers beåndet og smukt gjort). Derfor er det ærlig talt trist at høre kritikeres kritik af tilskuerens manglende mulighed for indlevelse i fortællingens karakterer, at man er tilskuer til fortællingen, ja sig det bare, at instruktøren er en kold, beregnende skid der ikke evner empati; for der er jo noget, man ikke bør vise og sige (bunden er nået med afskæring af klitoris, om jeg så må sige) etc. Jamen for fanden da, det er jo her, vi begynder; at vi suges ind i en verden, som vi alligevel kun kan finde os selv i – det er fanme uhyggeligt at finde sig selv dér! Og så er det jo, at man tyer til at stille instruktøren til regnskab for det, man selv føler og sidenhen tænker, hvis man altså tør, bare for ikke at møde sig selv (jeg er bange for, at et sådant møde sagtens kan være et livslangt projekt. Så journalisten der stillede de tåbelige spørgsmål om at instruktøren må retfærdiggøre sig selv i Cannes fremturer velsagtens i år fremover). Herre Gud, kommercielle film har så at sige udnyttet det usmagelige siden filmens første offentlige forevisning i 1895 uden at skulle stå til andet end årsregnskaber– når filmene er kommercielle, er vi alle med (sådan da).
Triers mesterværk Antichrist er et ikke-kommercielt, virtuost, æstetisk dannelsesprojekt der går frontalt i kødet på det senmoderne: Engang i 1500-tallet brændte man kvinder på bålet, fordi de var fulde af angst, smerte og fortvivlelse over tabet af barn, mand og vigtigst af natur. Den afbrænding lader Trier vore dages kognitive terapeut gøre nu. Og straks er helvede løs på lærredet i en genrebrydende gyser - og lige nu og her i Cannes. Det kognitive finder vi snildt i dagens konstruktivistiske læring, vejledning, coaching, terapi – og i sin mest regide form i evindelige evalueringer der udarter i kontrol – hvem kan sige sig fri for det spin?! Det senmoderne dannelsesprojekt går kun de færreste imidlertid for alvor i klinch med. Så meget desto mere vigtig er Triers ”sataniske” stemme. Oveni købet får vi pointen serveret i sjældent smukke, indtrængende billeder og skuespillere der yder det ypperste (jeg skal sent glemme Ekstra Bladets spiseseddel: Lars von Trier kan få kvinder til alt (bare det var mig) – lige til at hænge op i glas og ramme på Zentropa). For Satan da!
Så blev det d. 23.5 og jeg bliver nødt til at kommentere, at den økumeniske jury ved Cannes-festivalen for første gang i sin historie har uddelt en antipris. Ifølge juryen er ”Antichrist”: ”den mest kvindehadske film fra den selvudnævnte største instruktør i verden”. Hvis vi skal blive i den trierske dannelse betyder det vel blot i al sin gru, at man ikke kan se splinten i eget øje – jf. vore dages præst: terapeuten, vejlederen, coachen etc. Så på sin vis er det vel en (hade)pris der viser, hvor vigtig Triers film er. Op på bålet med den!
Men nu kan det være nok. I disse anti-krist-tider hvor en af verdens største filminstruktører igen har trådt de bornerte over tæerne med endnu et mesterligt filmværk, er det på sin plads at beskæftige sig med den trierske dannelse.
I film efter film har von Trier, for ham er det jo det handler om, givet sig i kast med dannelse. I hans film handler det aldrig om den bestemte mand eller den bestemte kvinde eller den bestemte konflikt, næh her fortælles på almene, mytiske og moderne planer. Og von Trier løber linen ud, for det moderne udfoldes konsekvent i banebrydende former, hvad enten genrer brydes ned og op (er Antichrist en gyser eller …), ny teknologi bruges (den digitale) eller dramaturgien sættes i scene (fx kridtstreger på gulvet i stedet for kulisser) - i den forbindelse må det afkræve respekt, når instruktøren nærmest undskylder, at han kastede sig over slowmotion i det seneste værk (og det er fanme ellers beåndet og smukt gjort). Derfor er det ærlig talt trist at høre kritikeres kritik af tilskuerens manglende mulighed for indlevelse i fortællingens karakterer, at man er tilskuer til fortællingen, ja sig det bare, at instruktøren er en kold, beregnende skid der ikke evner empati; for der er jo noget, man ikke bør vise og sige (bunden er nået med afskæring af klitoris, om jeg så må sige) etc. Jamen for fanden da, det er jo her, vi begynder; at vi suges ind i en verden, som vi alligevel kun kan finde os selv i – det er fanme uhyggeligt at finde sig selv dér! Og så er det jo, at man tyer til at stille instruktøren til regnskab for det, man selv føler og sidenhen tænker, hvis man altså tør, bare for ikke at møde sig selv (jeg er bange for, at et sådant møde sagtens kan være et livslangt projekt. Så journalisten der stillede de tåbelige spørgsmål om at instruktøren må retfærdiggøre sig selv i Cannes fremturer velsagtens i år fremover). Herre Gud, kommercielle film har så at sige udnyttet det usmagelige siden filmens første offentlige forevisning i 1895 uden at skulle stå til andet end årsregnskaber– når filmene er kommercielle, er vi alle med (sådan da).
Triers mesterværk Antichrist er et ikke-kommercielt, virtuost, æstetisk dannelsesprojekt der går frontalt i kødet på det senmoderne: Engang i 1500-tallet brændte man kvinder på bålet, fordi de var fulde af angst, smerte og fortvivlelse over tabet af barn, mand og vigtigst af natur. Den afbrænding lader Trier vore dages kognitive terapeut gøre nu. Og straks er helvede løs på lærredet i en genrebrydende gyser - og lige nu og her i Cannes. Det kognitive finder vi snildt i dagens konstruktivistiske læring, vejledning, coaching, terapi – og i sin mest regide form i evindelige evalueringer der udarter i kontrol – hvem kan sige sig fri for det spin?! Det senmoderne dannelsesprojekt går kun de færreste imidlertid for alvor i klinch med. Så meget desto mere vigtig er Triers ”sataniske” stemme. Oveni købet får vi pointen serveret i sjældent smukke, indtrængende billeder og skuespillere der yder det ypperste (jeg skal sent glemme Ekstra Bladets spiseseddel: Lars von Trier kan få kvinder til alt (bare det var mig) – lige til at hænge op i glas og ramme på Zentropa). For Satan da!
Så blev det d. 23.5 og jeg bliver nødt til at kommentere, at den økumeniske jury ved Cannes-festivalen for første gang i sin historie har uddelt en antipris. Ifølge juryen er ”Antichrist”: ”den mest kvindehadske film fra den selvudnævnte største instruktør i verden”. Hvis vi skal blive i den trierske dannelse betyder det vel blot i al sin gru, at man ikke kan se splinten i eget øje – jf. vore dages præst: terapeuten, vejlederen, coachen etc. Så på sin vis er det vel en (hade)pris der viser, hvor vigtig Triers film er. Op på bålet med den!
lørdag den 16. maj 2009
At kneppe uddannelsessystemet mekanisk
Forleden sendte Brintkiks mig et link til hans kortfilmsperle ”Humping Stuff! WTF??” Her oplever man en ung mand, en studerende velsagtens (Brintkiks selv?) der i bogstaveligste forstand knepper uddannelsessystemet, helt konkret Aalborg Universitetscenter. Som en anden hund der bare må humpe stoleben etc knepper denne vildfarende ungersvend alt, hvad der ikke rører sig på campusområdet. Det er en sørgelig historie, men måske også et sjofelt angreb på et uddannelsessystem der åbenbart har dræbt al kritik, refleksion, liv og lyst hos de studerende til fordel for fremmedgjort drift.
Som medielærer er jeg meget begejstret – 12 til Brintkiks! Men ærlig talt: Nul i opførsel!
Oplev selv sjofelhederne her.
Som medielærer er jeg meget begejstret – 12 til Brintkiks! Men ærlig talt: Nul i opførsel!
Oplev selv sjofelhederne her.
Abonner på:
Opslag (Atom)
