Konkurrencestaten er et klassesamfund

Ove Kaj Pedersen, professor cand.scient.pol. forholder sig tørt og objektivt i sin blændende analyse af det danske samfunds såkaldte udvikling til  konkurrencestat i det der tegner til at blive en samfundsøkonomisk klassiker Konkurrencestaten (Reitzel 2011). Men professoren tager revanche i sidste nummer af Gymnasieskolen (nr.19 – 2011):

”Fravær og frafald er sociale reaktioner, som vi i dag vælger at gøre til et spørgsmål om mangel på evne eller vilje. Jeg synes, vi skal tage diskussionen om grænsen mellem selvansvar og kollektiv forpligtelse”, udtaler Pedersen.

Om dannelse i konkurrencestaten kan professoren summere op: ”I kravene om selvrealisering forudsættes det, at den enkelte i dag har færdighederne til at danne sig selv. Tidligere var dannelsen skolens opgave”.

Kritikken går på disciplineringen: ”At blive tabt er et nyt begreb, når det handler om unges valg. Og i ordvalget ligger implicit kravet om disciplinering.” At blive tabt kender vi kun alt for godt som at unge er frafaldstruede og frafaldne i forhold til uddannelse. I skolen hedder det ansvar for egen læring, og dermed lægges et ubærligt ansvar over på hjem hvor den dannelse ikke kendes. I konkurrencesamfundet tager ingen sig imidlertid af det. Så lad os forestille os et marked for privatundervisning i fag der er adgangsgivende for videregående uddannelser. Men dannelse?

Man tilgiver gerne Pedersen, at han ikke medtænker ungdommen som sådan; de unges kultur, deres forhold til medier og deres forhold til uddannelse, for den markante samfundsmæssige ændring til konkurrencestat aftegner sig ikke mindst hos de unge.

De konkurrencemindede unge vil dog noget helt andet; de er gammeldags revolutionære i 60er-70er-forstand, hvis man skal tro hvad de stemmer på stx. Den tidligere kommunist Jørgen Grimstrup, lektor ved Viborg Katedralskole siger i samme nummer af Gymnasieskolen: ”på htx, hvor man må formode børn af den traditionelle arbejderklasse går, får Enhedslisten ikke nær så mange stemmer som på de almene gymnasier”.

Grimstrup har forståeligt nok grimme totalitære minder, og derfor svært ved at forstå, at de htx-unge der sådan set burde stemme på den yderliggående venstrefløj ikke kunne drømme om at gøre det. Svaret er banalt: på htx (og hhx og ikke mindst på hf) drømmer de unge om at vinde konkurrencen om uddannelse og job, på stx har de allerede vundet den og aner ikke hvad der står i Enhedslistens principprogram og hvad det betyder - deres ”revolutionære” drømme er omkostningsfrie.

Hvis man kombinerer den gamle kommunists moraliseren og den senmoderne økonoms analyse aftegner sig et klassesamfund. Og dér i det 21-århundredes klassesamfund harmonerer dannelse som skolens ansvar meget bedre med 95%-målsætningen end konkurrencestatens ansvar for egen læring.

Klassesamfundet har sådan set hele tiden været der – det er tragisk men godt at vi igen kan identificere det.

Jeg tænker, at en god begyndelse ville være om eleverne talte med hinanden på tværs af htx, hf, hhx, stx og eud.

Blander "den røde Regering" sig?

Konkurrence giver sådan et grimt frafald

Peter Koudahl, lektor på DPU, fortalte i torsdags på konference i Skælskør om fastholdelse på ungdomsuddannelserne: ´hvis man overfører det frafald der skyldes manglende praktikpladser på EUD til gymnasierne ville det betyde at 33 % af gymnasieeleverne ville falde fra gymnasiet efter 1.g.´

Blandt andet derfor skabes et barsk uddannelsesmiljø på EUD. Her konkurreres på livet løs om praktikpladserne. Det kan man bl.a. snart læse i tre nye undersøgelser fra Center for Ungdomsforskning (Cefu). Forskningsleder Noemi Katznelson fortæller i Politiken d. 16.11 at konkurrence generelt er blevet mantraet i ungdomsuddannelserne i dag.

Hvis der efterspørges niveaudeling overalt i uddannelsessystemet kunne det måske ikke mindst skyldes, at vi har skabt et uddannelsessystem der splitter eleverne i vindere og tabere. Tænk på den håbløse praktikpladskonkurrence og tænk på rækken af gymnasiale valg og præstationer der munder ud i konkurrence på rette fagfordeling og gennemsnitskarakter til den videregående uddannelse.

Vi har imidlertid endnu ikke set den undersøgelse der dokumenterer at et sådant splittende konkurrencesystem højner kvalifikationer og faglighed hos elever, studerende eller uddannelserne som sådan. For slet ikke at tale om skærpelse af lysten til uddannelse.

Det store fokus på fastholdelse i ungdomsuddannelserne er al ære værd - og jeg deltager gerne ivrigt i arbejdet. Men det er ironisk, at politikerne ikke tør sikre det arbejde succes ved at lade uddannelserne tage udgangspunkt i hvem de unge er og i hvad der skal til for at sikre kvaliteten i uddannelserne.

Vis mig den politiker der vil reformere uddannelserne i stedet for at skærpe de unges konkurrenceevne ved at sende dem til vejleder, kontaktlærer, coach, mentor, psykolog, socialrådgiver, inspektor, i lektiefængsel og på niveaudelte uddannelser grundigt garnerede med screeninger, tests, evalueringer og eksamener.

Vis mig den politiker der vil reformere uddannelserne i stedet for at skærpe de unges konkurrenceevne, det giver sådan et grimt frafald!

Se hinanden i øjnene!

Hvorfor Weekendavisen i sidste uge lod Claus Hjort Frederiksen tage afstand fra gymnasiereformen på forsiden og lod ham bekendtgøre, at hverken han eller daværende undervisningsminister Bertel Haarder i sin tid gik ind for den er en gåde. Ganske vist har den nye undervisningsminister Christine Antorini sagt at gymnasiereformen skal efterses, men der er ikke politisk flertal for en egentlig reform. Og lige siden reformens indførelse i 2005 har ingen politikere ville tage ansvar for den med fynd og klem, så … Til gengæld er afmagten overfor uddannelseskvaliteten på gymnasierne til at få øje på.

Weekendavisens ikke-nyhed i sidste uge opvejes til fulde af denne uges fremragende kronik samme sted ”Drop ansvar for egen læring” af Dorte Ågård der er phd.studerende ved Aarhus universitet og forsker i relationskompetence i gymnasieundervisning.

Nøgternt, vidende og rammende påpeger forskeren at det næppe er gymnasiereformen den er gal med, men ”handler om, at mange elever mangler motivation, engagement og koncentration i en grad, så de får for lille udbytte af undervisningen.” ”De har deres egen dagsorden.” ”De ser trætte og uenergiske ud – 16-19 år gamle.” ”Lærerne har svært ved at forholde sig til den nye læringsadfærd. De fortæller, at eleverne opfører sig anderledes end for bare få år siden, og lærerne er især blev taget på sengen, da der pludselig stod 28 bærbare i klasserummet, uden at nye pædagogiske strategier for brug af dem var blevet diskuteret.” Og så kommer det: ”Den udvikling, som har bragt os til denne situation, er kulmineret på samme tid, som gymnasiereformen blev indført. Men den har ikke meget med den at gøre. Årsagerne skal findes andre steder, nemlig i en gennemgribende ændring i unges syn på skolen, i deres livsstil, medieforbrug og problemer med den generelle trivsel.”

Herefter udfolder Dorte Ågård de unges ændrede liv i forhold til skolen og lærernes afmagt i forhold til ændringen.

Kronikøren har også en løsning på uddannelseskrisen, nemlig det allermest basale imellem mennesker: ”En elementær forudsætning for positive relationer er kontakt, og det kræver, at de to parter har øjenkontakt og taler sammen, og sådan er det ikke altid i dagens klasseværelse.”

Uddannelsesforskeren vil ikke genindføre disciplin i gymnasiet elle afskaffe computeren, men insisterer på, at vi, lærer og elev ser hinanden i øjnene. Hvis iagttagelsen ikke var så rammende tragisk, ville den være latterlig. Tænk at der skal en uddannelsesforsker til at indse og formulere det banale, indlysende og vigtigst basale; at man ser hinanden. Hvor elendigt ser det så ikke ud på gymnasierne.

Ved siden af Dorte Ågårds kronik står en anden kronik om samme emne. Mogens Hansen, rektor på Rungsted Gymnasium, tilbageviser også Hjort Frederiksens kvababbelser, men her ved eksemplarisk at gennemgå tværfaglighedens velsignelser.

Jeg er næppe den eneste der er træt af fløjkrigen imellem ”de gamle” gymnasielærere der længes tilbage til fagligheden før gymnasiereformen og ”de nye” der kun ser kvalitetsudvikling og uddannelse til en global verden i reformen – imens begge fløje lukker øjnene for, at eleverne ikke kan følge med. Her ser ingen nogen. Man kan få den tanke, at gymnasielærernes fløjkrig også skyldes, at man ikke ser hinanden.

Jeg forestiller mig, at gymnasierne for fremtiden insisterer på det basale, at vi ser eleverne uden at gøre det til færdigheder, som man kan komme til eksamen i. For lige nu udvikles gymnasiekulturer og kampe som indadvendte færdigheder og orwellske fagfagligheder. Vores blik skal tværtimod vendes ud i verden.

Gymnasielærerne skal ikke finde sig i deres elevers manglende dannelse, når de bliver studenter. Tværtimod skal vi insistere på den basale dannelse hos studenterne – at vi ser hinanden i øjnene i tre år. Som sagt: Dannelse er ikke en færdighed eleverne kan komme til eksamen i, men en forudsætning der udvikles i alle fag.

Dannelse og faglighed siver ud af gymnasiet. ”Årsagerne skal findes andre steder, nemlig i en gennemgribende ændring i unges syn på skolen, i deres livsstil, medieforbrug og problemer med den generelle trivsel.” (Dorthe Ågård, Weekendavisen 12.11 -11)

At sprætte en bog op er blodigt!

I gymnasiet og på erhvervsuddannelserne møder mange elever op uden at kunne læse tilstrækkeligt, så de må screenes og tage læsekurser hos læsevejledere. For nogle år siden fik vi alle et chok, da det viste sig at op imod 1/5 af de elever der forlader folkeskolen er såkaldte funktionelle analfabeter. Derfor bliver læsevejledere mere og mere almindelige på ungdomsuddannelserne.

Kravene til elevernes læsefærdigheder er sådan set ikke steget gennem årene. Og dog; på erhvervsuddannelserne er der sket en teoretisering der ikke kun har med uddannelsesreformer at gøre men også afspejler at de opgaver den færdiguddannede skal løse ude i virkeligheden er blevet mere komplekse. Så glem alle fordomme om, at man kan gennemføre en erhvervsuddannelse uden at kunne læse mere end grundlæggende.

Det er mao. blevet sværere for de unge at tage en ungdomsuddannelse og ungdomsuddannelsernes kvalitet forringes selvfølgelig når eleverne ikke kan læse tilstrækkeligt. Det er næppe realistisk at forestille sig en så differentieret undervisning at læseniveauets generelle lave niveau ikke smitter af på uddannelsens kvalitet. At niveaudele undervisningen på ungdomsuddannelserne alt efter hvor godt eleverne læser er derfor absurd.

Børn og unge må og skal lære at læse i skolen. Det er dog ikke det samme som at give skolen ansvaret for børn og unges manglende læsefærdigheder.

Mere interessant er det, at det er blevet legitimt ikke at pleje sine læsefærdigheder. Bogens langsommelighed, den taktile sanselighed i mødet med dens omslag og papir (forleden underholdt jeg en målløs 1.g-klasse med nydelsen ved at sprætte en bog op – blodigt!), mødet med tidens, tankernes og følelsernes faktiske udfoldelse side for side kender mange børn og unge ikke. Dannelse er ikke rentabel, det er de hurtige digitale informationer ikke mindst på nettet til gengæld – på kort sigt.

Det er næppe børnene og de unge der har legitimeret, at de hurtige informationer på nettet snildt kan erstatte læsningen. Den udvikling har generationerne før trods alt stået så ganske eftertrykkeligt for. Et sigende eksempel på den sammenhæng er det, når New York Times kan fortælle hvordan Silicon Valley-medarbejdere sender deres børn i en skole der sværger til bogen frem for PC-en! Og grotesk bliver sammenhængen, når vi stiller en senmoderne funktionel analfabet overfor en egentlig analfabet; er vi virkelig kommet så langt i udviklingen for at uddanne funktionelle analfabeter, for at starte forfra …

Sillicon Valley-medarbejderne og deres børns skole er et godt eksempel på, at digitaliseringen og den gamle lineære teknologi ikke er modsætninger, men at man skal kende sin dannelse og sine medier. Dannelse er ikke rentabel, det er de hurtige digitale informationer derimod, ikke mindst på nettet – men kun på kort sigt, for kvalitet i uddannelserne skabes ved at satse på kvalitet frem for kvantitet.

Christen Sørensen, tidligere økonomisk vismand, professor og cand.polit. ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet siger det sådan her: ”Politikerne har erstattet debatten om kvalitet i uddannelserne med ordet kvantitet. Og i stedet for at diskutere, hvem vi vil uddanne og til hvad, taler vi om kvantitet: Hvor mange får vi igennem? Det faglige niveau er faldet, og i hverken gymnasiet eller på universiteterne smider du dem ud, der skulle være smidt ud på grund af manglende motivation. For du får jo penge for at lade dem blive. Politikerne bliver fri for at tage stilling til, hvilke uddannelser vi vil satse på, så længe man lader økonomien bestemme. Taxameterprincippet er enhver bureaukrats drøm.” (Gymnasieskolen, 15. sept. 2011).

Uddannelse i DK kompenserer for uddannelse

SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd udgav i dag sin 2. rapport om Veje til Ungdomsuddannelse.

Efter at have interviewet skoleledere, lærere, lever og UU-vejledere på 8 nøje udvalgte skoler er frustrationen stor; det er ikke til at sige noget om, hvad der skal til fra skolens side for at sikre, at de unge har en god overgang til ungdomsuddannelsen.

SFI har udvalgt skoler der grundlæggende arbejder ud fra et ud af tre grundlag: et snævert fagligt grundlag; et demokratisk grundlag (eleven som deltager i demokratiet); eller et kompensatorisk grundlag (skolen skal kompensere for de manglende sociale færdigheder som eleverne møder op med).

Intet grundlag kan SFI fremhæve som specielt succesfuldt ligesom der ikke kan fremhæves bestemte metoder som grundlæggende succesfulde, for alle skoler uanset grundlag benytter holddeling, fagdage, forskellige udskolingsindsatser mmm.

I radioens DRP1s Orientering lægger professor Niels Egelund (der for 117. gang bruges som sandhedsvidne udi skolens successer og fiaskoer) ikke skjul på sin skuffelse, men anerkender rapporten. Han konkluderer klogeligt, at forklaringerne på succes eller fiasko skal findes hos den enkelte elev.

Jeg giver professoren ret og ser frem til den rapport der viser, at viljen og lysten til uddannelse hos eleverne er vigtigere end værdigrundlag og metodevalg.

Det er imidlertid sikkert det skolen gerne vil udvikle, når den mere eller mindre bevidst arbejder ud fra et af de tre grundlag og prøver alle metoderne af. Men det resulterer ikke tilnærmelsesvis i de magiske 95% af en ungdomsårgang der skal tage en ungdomsuddannelse ifølge den foregående og den nuværende Regering.

Undertegnede bliver ligesom professoren heller ikke just i godt humør af rapportens konklusioner. På den anden side er det vigtigt, at skolen ikke kan og skal løfte det der bør gennemsyre hele samfundet ikke blot skolen; nemlig viljen og lysten til uddannelse. Set i det lys er uddannelse i Danmark blevet kompenserende for uddannelse.

Jeg er overbevist om at lysten vender tilbage, når vi gør op med økonomitænkningen.

Valgblog nr. 5 - De Stærkeste

Imens vi læser den nye Regerings regeringsgrundlag, er det sundt at sende en hel masse gode tanker til de mange mennesker der helt uden hjælp bare gerne vil have mulighed for uddannelse og arbejde. Mennesker der er engagerede, vil noget, har talentet men ikke får mulighederne for udfoldelse findes der mange af i Danmark.

Lige fra den unge elev på en erhvervsuddannelse der igen igen ikke fik en elevplads til den arbejdsløse midaldrende akademiker der igen igen sender til, ringer til og opsøger potentielle arbejdsgivere, og til den medarbejder der for 117. eller 1. gang sidder til en meningsløs medarbejderudviklingssamtale uden perspektiv, er der et stort behov for at blive set, værdsat. Behovet er ikke kun deres, men også et samfunds hvis væsentligste aktiv er evaluering og bundlinjetænkning.

Her er tale om velkvalificerede borgere der ud over al tvivl netop er velkvalificerede. Der skal derfor ikke sættes skolepraktik, løntilskudsjob eller i det hele taget enhver anden form for specielt tilrettelagte forløb i værk, for slet ikke at tale iværksættelsen af ligegyldigheden overfor engagementet. Effekten af al dette ”iværksætteri” er meningsløse uddannelsesforløb og udnyttelse af billig arbejdskraft uden garantier om ansættelse og udvikling blot garanteret overlevelse – og iøvrigt et stadigt voksende statsligt bureaukrati som låser bureaukratiets mennesker fast i tåbelige arbejdsfunktioner, der på sin vis også kræver talent for at overleve.

Jeg tror ærlig talt ikke man kan lovgive sig ud af idioti, især ikke hvis man ikke som politiker kan se komikken. Til gengæld kan man have samfundssind og man kan føle og have ansvar overfor andre mennesker og så handle. Til denne klassiske, humanistiske disciplin hører også, at man handler ud fra det talent man møder hos mennesker, hos den unge tømrer uden lærerplads, hos den midaldrende arbejdsløse akademiker og hos medarbejderen på 1. eller 30. år. Det handler ikke om bundlinjetænkning, men om at værdsætte det talent vi møder uden smålig skelen til, hvad vi plejer at gøre, plejer at tænke og hvad andre mener.

Jeg læser videre i det nye regeringsgrundlag men har foreløbig ikke mødt mine naboer. Så jeg taler forsøgsvis med mine naboer.

Valgblog nr. 4 - Økonomi først, og menneske så ...

Mens vi venter på at røgen rejser sig fra et hotel i Ørestaden som tegn på, at vi endelig har fået en ny Regering kan vi kun gisne om hvilken uddannelsespolitik der så lægges frem.

Tør den nye Regering gøre op med den borgerlige regerings alt andet end liberale værdipolitik og give uddannelserne bogstavelig talt lov til at udvikle sig, i stedet for en stats-centralistisk økonomistyring der er gået direkte til mere eller mindre opgivende kommunalbestyrelser, mere eller mindre følgagtige ungdomsuddannelser (hvor mange tekniske skoler/ErhvervsUddannelsescentre har råbt højt: "Der mangler praktikpladser!" Svaret er: INGEN) og til mere eller mindre stolte universitetsbestyrelser?

Tør den nye Regering gøre op med at økonomisk politik selvfølgeligt opfattes grundlæggende for alt også dannelse og uddannelse?

Lige før valgkampen officielt blev skudt i gang af Statsministeren, proklamerede det nu efter folketingsvalget sejrrige superliberalistiske parti Liberal Alliance, at man skulle frisætte skolen; ´fjern statens kontrol og lad skolen udvikle sig på egne præmisser´ var parolen.

For den naive – men hvem kan dog være det efter 10 år med en borgerlig regering – lyder det besnærende; ´her er endelig et parti der lytter til lærere, elever og forældre, for slet ikke at tale om uddannelsesforskerne på DPU etc.´ Men sådan kan et sejrrigt parti i Danmark netop kun tale, fordi økonomisk politik selvfølgeligt opfattes grundlæggende for alt andet. Liberal Alliance kan sige det som det er: Frihed er et økonomi-begreb der betyder at skolen/uddannelse kan vise sig at blive alle tiders forretning.

Men hvorfor nævne Liberal Alliance når vi står overfor dannelsen af en såkaldt rød Regering? Fordi ironien er tyk; den økonomiske præmis er den samme på fløjene, ingen talte om mennesker i valgkampen.

Derfor ved vi ikke om den kommende Regering på et eller andet hotel i Ørestaden parkerer elever, studerende og kursister på et sidespor ligesom man åbenbart gør med de arbejdsløse (de skal tilsyneladende overlades til arbejdsmarkedets parter – det er et andet ord for svigt overfor de marginaliserede borgere) for at blive enige om at danne en Regering med en følgelig mere eller mindre fatal økonomisk politik som arbejdsgrundlag.

Men en Regering der sætter økonomi før mennesker har ikke værdi.

Herfra skal sendes et lillebitte røgsignal på webben til forhandlerne på regeringshotellet om at sætte mennesket før økonomien.