Triersk dannelse

Her på bloggen har jeg kun i det allerførste indlæg beskæftiget mig med film (nåja, og så i det forrige). For jeg har strengt fulgt mit eget dogmatiske, kyske løfte og kun talt om uddannelse og kun om dannelse i netop uddannelsesmæssig sammenhæng.

Men nu kan det være nok. I disse anti-krist-tider hvor en af verdens største filminstruktører igen har trådt de bornerte over tæerne med endnu et mesterligt filmværk, er det på sin plads at beskæftige sig med den trierske dannelse.

I film efter film har von Trier, for ham er det jo det handler om, givet sig i kast med dannelse. I hans film handler det aldrig om den bestemte mand eller den bestemte kvinde eller den bestemte konflikt, næh her fortælles på almene, mytiske og moderne planer. Og von Trier løber linen ud, for det moderne udfoldes konsekvent i banebrydende former, hvad enten genrer brydes ned og op (er Antichrist en gyser eller …), ny teknologi bruges (den digitale) eller dramaturgien sættes i scene (fx kridtstreger på gulvet i stedet for kulisser) - i den forbindelse må det afkræve respekt, når instruktøren nærmest undskylder, at han kastede sig over slowmotion i det seneste værk (og det er fanme ellers beåndet og smukt gjort). Derfor er det ærlig talt trist at høre kritikeres kritik af tilskuerens manglende mulighed for indlevelse i fortællingens karakterer, at man er tilskuer til fortællingen, ja sig det bare, at instruktøren er en kold, beregnende skid der ikke evner empati; for der er jo noget, man ikke bør vise og sige (bunden er nået med afskæring af klitoris, om jeg så må sige) etc. Jamen for fanden da, det er jo her, vi begynder; at vi suges ind i en verden, som vi alligevel kun kan finde os selv i – det er fanme uhyggeligt at finde sig selv dér! Og så er det jo, at man tyer til at stille instruktøren til regnskab for det, man selv føler og sidenhen tænker, hvis man altså tør, bare for ikke at møde sig selv (jeg er bange for, at et sådant møde sagtens kan være et livslangt projekt. Så journalisten der stillede de tåbelige spørgsmål om at instruktøren må retfærdiggøre sig selv i Cannes fremturer velsagtens i år fremover). Herre Gud, kommercielle film har så at sige udnyttet det usmagelige siden filmens første offentlige forevisning i 1895 uden at skulle stå til andet end årsregnskaber– når filmene er kommercielle, er vi alle med (sådan da).

Triers mesterværk Antichrist er et ikke-kommercielt, virtuost, æstetisk dannelsesprojekt der går frontalt i kødet på det senmoderne: Engang i 1500-tallet brændte man kvinder på bålet, fordi de var fulde af angst, smerte og fortvivlelse over tabet af barn, mand og vigtigst af natur. Den afbrænding lader Trier vore dages kognitive terapeut gøre nu. Og straks er helvede løs på lærredet i en genrebrydende gyser - og lige nu og her i Cannes. Det kognitive finder vi snildt i dagens konstruktivistiske læring, vejledning, coaching, terapi – og i sin mest regide form i evindelige evalueringer der udarter i kontrol – hvem kan sige sig fri for det spin?! Det senmoderne dannelsesprojekt går kun de færreste imidlertid for alvor i klinch med. Så meget desto mere vigtig er Triers ”sataniske” stemme. Oveni købet får vi pointen serveret i sjældent smukke, indtrængende billeder og skuespillere der yder det ypperste (jeg skal sent glemme Ekstra Bladets spiseseddel: Lars von Trier kan få kvinder til alt (bare det var mig) – lige til at hænge op i glas og ramme på Zentropa). For Satan da!

Så blev det d. 23.5 og jeg bliver nødt til at kommentere, at den økumeniske jury ved Cannes-festivalen for første gang i sin historie har uddelt en antipris. Ifølge juryen er ”Antichrist”: ”den mest kvindehadske film fra den selvudnævnte største instruktør i verden”. Hvis vi skal blive i den trierske dannelse betyder det vel blot i al sin gru, at man ikke kan se splinten i eget øje – jf. vore dages præst: terapeuten, vejlederen, coachen etc. Så på sin vis er det vel en (hade)pris der viser, hvor vigtig Triers film er. Op på bålet med den!

At kneppe uddannelsessystemet mekanisk

Forleden sendte Brintkiks mig et link til hans kortfilmsperle ”Humping Stuff! WTF??” Her oplever man en ung mand, en studerende velsagtens (Brintkiks selv?) der i bogstaveligste forstand knepper uddannelsessystemet, helt konkret Aalborg Universitetscenter. Som en anden hund der bare må humpe stoleben etc knepper denne vildfarende ungersvend alt, hvad der ikke rører sig på campusområdet. Det er en sørgelig historie, men måske også et sjofelt angreb på et uddannelsessystem der åbenbart har dræbt al kritik, refleksion, liv og lyst hos de studerende til fordel for fremmedgjort drift.

Som medielærer er jeg meget begejstret – 12 til Brintkiks! Men ærlig talt: Nul i opførsel!
Oplev selv sjofelhederne her.

´Ingen skal blive i dårligt humør over evaluering´

Lars Lykke Rasmussen sagde i sin tiltrædelsestale, at det er vigtigt: ”At udvikle en folkeskole, hvor hvert enkelt barn skal helt op og stå på tæerne, når der rækkes ud efter kundskabens frugter.” I den anledning gættede jeg på, at meningen er, at eleverne skal række forgæves ud efter viden, imens de sidder fast i evalueringssumpen. Og minsandten om ikke Undervisningsministeren nu giver mig ret. For efter at 9. klasserne d. 4. maj landet over frustreredes over ikke at kunne nå prøven i dansk læsning og diktat, udtalte Bertel Haarder samme dag til pressen: ”Alle skal have noget til at stå på tæer over og række ud efter. Det er slut med at en fjerdedel af eleverne rejser sig op før tid og er færdige med alle opgaverne”. Ja, ikke nok med det: ”Der skal være nogle rigtig svære opgaver, som så at sige ingen skal kunne klare. (…) Det er blot en ny og moderne måde at sikre, at der er udfordringer til alle elever.”

Undervisningsministeren er dyb her. Senmoderne pædagogik går åbenbart ud på, at det ikke skal være muligt at nå de faglige mål, man skal hele tiden blot arbejde frem mod dem og tilmed være glad på vejen: ”Ingen skal blive i dårligt humør over det”, udtalte han.

På ministerens hjemmeside udtaler han dagen efter, d. 5.5 eller er det den 11.5, hvor siden åbenbart er opdateret : ”Jeg har ikke noget med udarbejdelsen af prøverne at gøre; de er lavet af en uafhængig opgavekommission. Når karaktererne foreligger, må vi evaluere forløbet.”

Der er en stigende tendens til, at man evaluerer alt, og helst inden det der evalueres er sat i værk, (spørg fx blot UU-centrene landet over). Men i dette tilfælde er evalueringen åbenlyst for sent ude. Kan man virkelig forestille sig, at man efterfølgende giver eleverne ret og hæver karaktererne i læsning og diktat, ligesom man nu regulerer karaktererne på geografiprøven d. 14.5, hvor elever opdagede åbenlyse fejl i facitlisten!

Hvad er det der gør, at elevernes evaluering d. 4.5 ikke er gældende, når den den 14.5 er det? I den sidste er det faktuelle fejl, i den første karaktererne der er afgørende.