I går sendte Dr K det australske doku-program Hjernens Musik om musikkens betydning i vores liv. Budskabet var klart: musikken er en umådelig værdi i sig selv; kun et fattigt samfund reducerer musik til løftestang for læring. Som en forsker lakonisk sagde det: ´hvis målet er, at eleverne bliver bedre til matematik, så ansæt hellere en bedre matematik-lærer´.
Det er dybt ironisk, at der skal et program der formelig vælter sig i musik-terapeuter, hjerneforskere, og iøvrigt musiketellerandetforskere til for at dokumentere noget så indlysende. Især hjerneforskere er vi helt vilde med for tiden – når de siger det, må der være noget om det (og ikke et ord om Penkowa og videnskabsministeren). Må jeg spagfærdigt indvende, at musik går i kroppen…
Samtidig kan man sende en ”venlig” tanke til den, nu to gange, tidligere undervisningsminister Bertel Haarder der nåede at søsætte den tåbelige idé, at lade de musisk/kreative fag være løftestang for de ”rigtige” fag i skolen (gæt selv hvilke), inden han gik af. Der er ikke hørt noget om katastrofen siden. Til gengæld fører de musisk/kreative fag i skolen, på gymnasiet, på erhvervsuddannelserne og de videregående uddannelser fortsat en perifer tilværelse.
Hjernens Musik sendes igen på Dr K i morgen d. 26.2 kl. 21.50.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar