Revolutionen længe leve!

For nylig offentliggjordes tallene for karaktergennemsnittet for landets grundskoler. Der var sådan set intet overraskende i dem; igen påvistes det, at børnenes chanceulighed er størst de steder, hvor far og mor ingen eller meget kort uddannelse har. Man betegner som bekendt også chanceulighed ved det noget misvisende begreb social arv, ja endda negativ social arv – som om de børn med de forældre bærer rundt på en arv, som de aldrig kommer af med. Det er selvfølgelig noget vrøvl; mønsterbrud er helt almindeligt. Men mønsteret består.

Interesserer man sig for uddannelse i Danmark, vil man vide, at tallene altid har været sådan. Man kan blot ganske skamløst studere dem nøjere i Undervisningsministeriets database. Hvad værre er er dog, at år efter år bliver uligheden målt efter skolernes karaktergennemsnit større og større, der bliver længere og længere fra bund til top.

På sin vis er det grinagtigt, at den borgerlige regering der har gennemført offentliggørelsen af skolernes ”kvalitet”, en rangordning som medierne ikke er sene til at udstille, på den måde udstiller deres egen inkompetente uddannelsespolitik. Hvis de altså ser sådan på det. For jeg kan da levende forestille mig, hvordan borgerlige politikere fortsat hårdnakket argumenterer for, at rangordningen vil få kommunerne til at tage sig sammen og få styr på deres skoler. Men hvor længe skal vi dog vente på det fiktive opsving!

Mon ikke borgerlige politikere ude i kommunerne har svært ved at finde en grimasse der kan passe, når de med den ene hånd indsamler data og sender dem videre til regeringen og samtidig er tvunget til at skære i skolernes budgetter?! Borgerlige kommunalpolitikere er med til at skære grundskolens timetal ned til absolut minimum og endda under, må forsvare forældet lærerbogsmateriale, manglende bygningsvedligeholdelse, skolenedlæggelser og skolesammenlægninger, og at der hverken er tid, penge eller mentalt overskud til kurser- og videreuddannelse for lærerstaben. Samtidig må de se på, at deres skoler, der er uden synlige udviklingsmuligheder og har et flertal af elever der mere end nogle andre elever netop har brug for udvikling, ikke tiltrækker de bedst kvalificerede lærere og ledere, som de netop har brug for lige nu.

Når medierne offentliggør de tragiske tal for det såkaldte udkantsdanmarks skolekarakterer – og de kan meget vel også stamme fra midt i København – skal jeg tage mig selv i at forestille mig utopier, hvor man ikke kan måle og veje dannelse og uddannelse i simple tal. Når det går helt galt, forestiller jeg mig ligefrem, at bundkarakterer betyder kvalitet. Som om der er noget unikt at hente, de steder hvor man får de laveste karakterer. På den anden side; at der er steder i konkurrencestaten Danmark, hvor økonomifikseringen har skabt en massiv ulighed der stort set intet økonomisk overskud er i, kunne få en og anden overvintret socialist til at komme ud af sit hi og råbe: ”Revolutionen længe leve!”

Sådan et udråb lyder næsten som en spøg den 1. april 2011...

Imens mine undrende læsere grunder over "spøgen", kan de nyde udråbets sammenstød med denne blogs sublime billede fra Jean Vigos kost-skole-film-klassiker "Nul i Opførsel" fra 1933.

Det må være foråret ...