"Der er ikke råd til jer!"

Så er uddannelsessæsonen skudt i gang og problematikker der ikke er nye vendes atter engang (i tilfældig rækkefølge):

• IT i skolen og gymnasiet (nu hedder det ikke længere "ium", siger Dansk Sprognævn) afløser bogen i en klasse her og der. Ja…
• Der er sørme en folkeskole eller to der deler børnene i pige- og drengeklasser til en start. Ja…
• Der er mange elever i klasserne i skolen og gymnasiet trods lovgivning om 28 i hver. Ja…
• Der er en skole der har opdaget og indretter sig efter, at deres elever har andre helligdage end de kristne. Ja…
• Eleverne og de studerende står nu ude på marken på grund af rygeloven, der siger ingen rygning på matriklen overhovedet, endda sammen med lærere - og når det bliver vinter... Ja...
• Børne- og undervisningsministeren har på det årlige Sorømøde offentliggjort et manifest og dogme for en Ny Nordisk Skole. Det lagde ingen mærke til. Og det lyder som en ideologisk mærkevare, inden nye regeringer kommer til. Ja…
• Nye friskoler har set dagens lys, fordi folkeskolen i lokalområdet lukkede. Ja…
• Dansk Industri mener, at der er alt for mange der vælger at læse de humanistiske og for få de tekniske og naturvidenskabelige studier. Ja…
• På Universiteterne er timetallet så lavt, at vi nærmer os selvstudier – især på Humaniora. Ja…
• Mange studenter er kommet i klemme, fordi de valgte "forkerte" studieretninger i gymnasiet i forhold til valg af videregående uddannelse. Ja…
• Studenterne har ikke forstået, at de skal starte med de videregående uddannelser lige efter gymnasiet. Nej – jeg mener ja…
• Etc etc…

Men midt i al den gentagelse, slår et dannelsesprojekt igennem for fuld styrke; mennesker der har været arbejdsløse i flere år fratages nu uden videre deres økonomiske underhold, dagpengene. Så kan ikke alene de lære det, men også deres børn og kommende generationer; at ´ansvaret for arbejde og underhold først og fremmest påhviler den enkelte´, som man siger – uanset om der faktisk er arbejde at tage eller ej. ´Arbejde og forsørgelse er først og fremmest et spørgsmål om den enkeltes vilje´. Samfundsansvaret gælder ikke, når der er økonomisk krise, intet arbejde. Det er en tåbelig lære, men en lære der er til at føle på, og følgelig må præge skole-, gymnasie-, eud-elever og studerende i lang tid fremover. Jeg noterer mig det selvfølgelig og må tage det med i min undervisning, der både har en uddannelse og dannelse med rod i virkeligheden at løfte.

Der er sådan set ikke noget nyt i læren/dannelsen, den, surprise surprise, kapitalistiske dannelse, men det er lang tid siden, at den sidst trådte så åbenlyst elendigt frem. I dag kaldes elendighedsdannelsen af partierne for værdi- og vækstpolitik, der er et dække for at økonomi bestemmer og bør bestemme borgernes tilværelse, uanset de elendige konsekvenser for borgerne. Eller også siger man det bare, som det er og mener det bør være: ´Der er ikke råd til jer!´

I uddannelsessammenhæng er der derfor ikke er råd til dem, man kalder for de uddannelsesfremmede, de gymnasiefremmede, de der er belastet af negativ social arv.

Kapitalismen er meningsløs, absurd.

"Der er ikke råd til jer!". Dét kommer jeg aldrig til at sige til mine elever. Tværtimod.