Uddannelse til den forbandede virkelighed

Berlingske-journalist Poul Høi beskriver den postfaktuelle logik i al sin gru i den tankevækkende artikel Bullshit (Berlingske Tidende d. 8.10 -12); man kan i stigende grad vælge en medievirkelighed der svarer til den, man er overbevist om eller foretrækker. Medievirkelighed fordi medierne gør ligeså; skaber virkelighed frem for at fremdrage og fastholde fakta – og så fastholde sine kunder i det foretrukne. I det postfaktuelle samfund viser politikerne og medierne vejen frem i fuldendt symbiose.

Poul Høi lægger ud med at fortælle forfaldshistorien der viser skellet og skredet; om dengang den amerikanske præsident George W. Bush insisterede på at få "sin" Irakkrig på trods af fakta. Bushs rådgiver Karl Rove måtte skabe den rette virkelighed for krigen og det lykkedes – fakta blev sat ud af spillet og krigen kom. Så i dag kan Mitt Romney slippe af sted med at sige, at 47 pct af amerikanerne er snyltere og Paul Ryan sige, at USA har mere statsgæld end hele EU sammenlagt. Spørgsmålet er ikke om det er rigtigt (det er faktuelt forkert, hvis nogen skulle være i tvivl), men hvad modkandidaterne siger – det er vigtigere at lytte til begge parter end at påvise, at den ene part lyver. Pressens rolle skifter fra at være faktatjekker, fastholder og fremdrager af fakta til at være formidler og skaber af "virkelighed".

Høi beskriver det ikke, men ethvert samfund har sin dannelse, derfor også det postfaktuelle samfund. Og oh hvilken postfaktuel dannelse man kan forestille sig! På uddannelserne lærer elever og studerende nu at skabe egen virkelighed på trods af realiteterne. Førhen slog lærerne og forskerne hårdt ned, når holdninger stod i vejen for tilbundsgående analyser hvilende på utallige faktatjek, men nu er det omvendt; holdninger er vejen frem og skaber vækst, er man overbevist om. I den udviklingsproces står fakta i vejen. At det er sådan dokumenteres gennem utallige forbrugertilfredshedsevalueringer, hvor man synes og mener en helt masse om det at synes og mene noget – frem for hvordan det faktisk er. Filosofi og de humanistiske fag i det hele taget har været gennem en nødvendig postfaktuel udvikling og dermed fået en renæssance (!); nu kan man mene hvad som helst, dog er der mest trend, hype og brand i stærke overbevisninger omkring vækst og innovation. Et unikt samarbejde mellem samfunds-økonomiske uddannelser af liberalistisk tilsnit og humaniora er opstået. Det venter man sig meget af i erhvervslivet.

Spøg til side. Der er noget infantilt over det postfaktuelle samfund; man kommer ligesom aldrig over, at verden er større end egen navle (spørg bare Penkowa). Ikke desto mindre er det også i Danmark værd at reflektere over i hvor høj grad politikerne, medierne og ikke mindst borgerne lytter til fakta, bruger fornuft og moral. Hvis man fx nævner "en gammel glemt sag" som at Danmark deltog i Irakkrigen på baggrund af løgne – det er faktuelt rigtigt – bliver diskussionen hurtigt til et spørgsmål om holdninger. I en nyere sag bliver vi knapt så ophidsede; for hvad betyder den verserende udredning af Venstre-regeringens indblanding eller ikke-indblanding i vores Statsministers skattesag – betyder fakta omkring eventuelt magtmisbrug og moral noget for vores holdning til politikernes troværdighed, har det indflydelse på hvem vi vælger ind i Folketinget? Også medierne tvivler og er vel mere interesserede i at konstruere en passende, dramatisk, underholdende og tilfredsstillende fiktion frem for virkeligheden. Findes den forbandede virkelighed overhovedet…

Tilbage bliver (ud)dannelserne til det forbandede. Kun tåber forestiller sig, at (ud)dannelserne bliver den bastion, hvor fakta, fornuft og moral er basalt på trods af "virkeligheden". Jeg er én af dem.

Findes Emil?

Under overskriften ”Mener Statsministeren det med Emil?” skoser en af Berlingske Tidendes borgerlige kommentatorer, Mads Kastrup, d. 3.10 -12 Statsministeren for hendes fokus på den danske folkeskole ved Folketingets åbning.

Det har han da al mulig grund til; det er mildest talt svært at få øje på konkrete tiltag i Regeringens projekt Ny Nordisk Skole, der markedsføres med indholdstomt manifest og dogmer – lige til at spille uddannelses-bullshitbingo efter.

Men Mads Kastrup er nu mere optaget af at gøre den Emil som Statsministeren gør til eksemplarisk elev i den nye skole til fiktion, ophøje statistiske dårligdomme til den skinbarlige virkelighed og lægge skylden for hele miseren over på det socialdemokratiske projekt: enhedsskolen, der ofrer talent og individuelle hensyn på fællesskabets alter.

For Mads Kastrup er virkeligheden ikke, at der går en masse Emil-er rundt og vil lære noget, men at ”alle rapporter siger det samme: Det går galt allerede på de indledende trin” og når eleverne forlader folkeskolen ”magter en stor del ikke at regne de simpleste stykker fra den lille tabel, (og) finde Rusland på en globus”; i øvrigt er ”hver fjerde elev, der forlader folkeskolen i København, funktionel analfabet”; og ”siden midten af 1980’erne er antallet af skoleelever, der sendes til vidtgående specialundervisning, steget med 70 pct. – og det er primært drenge. Antallet af børn, der er i psykiatrisk behandling, er steget med 25 pct. i de seneste fem år, også primært drenge. Hvert 10. barn får diagnosticeret en dysfunktion; ordblindhed, DAMP, autisme, aspergers syndrom, tourettes syndrom, talblindhed, og det er næsten alle er drenge”; og så nævner Kastrup selvfølgelig også de nedslående resultater fra Pisa-undersøgelserne – danske piger og drenge læser, skriver og regner alt, alt for dårligt.

At forveksle statistik med virkelighed også den der ikke umiddelbart har noget med sagen at gøre (den hyppigere brug af diagnoserne autisme, tourette etc er enhedsskolens skyld?) og hænge de statistiske dårligdomme op på den politiske modstanders projekt, her enhedsskolen, er en yndet sport. Kastrup kan traditionen.

Så er der anderledes seriøsitet hos professor i økonomi, SDU, fhv. overvismand Christen Sørensen, når han i Weekendavisen d. 5.10 skriver med henvisning til den forrige borgerlige regerings projekt ”Skolens rejsehold 2010” der gennemførte et såkaldt 360 graders eftersyn af folkeskolen: ”Skolens rejsehold placerede ansvaret for grundskolens middelmådige resultater, hvor dette ansvar skal placeres, nemlig i Undervisningsministeriet. Men det forholder man sig overhovedet ikke til i den nuværende debat.”

Uanset om man er højre eller venstreorienteret, burde man som markant stemme i den offentlige debat turde give sig i kast med kulturkritik i stedet for overfladisk politisk magtkamp. Det er åbenlyst, at der er store problemer med folkeskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Men Mads Kastrup overser konsekvent, hvor store krav samfundsforandringerne fra dengang til nu stiller til børn og unge i uddannelserne i dag. Er det virkelig et socialdemokratisk projekt der gør, at børn og unge ikke kan leve op til folkeskolens, ungdomsuddannelsernes og de videregående uddannelsers krav? Det vil vel kun en konspirationsteoretiker hævde.

Borgerligt eller rødt undervisningsministerium – fraværet af en uddannelsespolitik der tør og magter at gå i klinch med den kultur (ud)dannelserne finder sted i bliver stadig tydeligere.