Kinesiske tilstande over for enestående uddannelse

Imens vi venter på, at politikerne bliver enige med hinanden om, hvor mange timer om dagen børnene i grundskolen skal gå i skole og om der er mening i, at de også skal lære udenfor klasselokalet i stedet for kun røvtilstol-læring, kan vi undre os over, hvor politikerne får deres uddannelsesforestillinger fra.

Regeringen har nu set lyset ved at flytte undervisningen ud af klasselokalet og forlænge skoledagen, og oppositionen holder på, at det vigtigste er røvtilstol-læring og gerne mere af det. Det forskningsmæssige belæg er det så som så med - ingen har spurgt lærerne, og slet ikke eleverne.

Hvis vi skal være meget venlige, kan vi oversætte de stridende parters positioner med, at varieret undervisning er god undervisning, og at der savnes større disciplin i skolen.

Uddannelse afspejler om noget den kultur den udfoldes i. Om end det var et eksperiment viste DRs udsendelsesrække, hvor en dansk klasse konkurrerede med en kinesisk klasse i basale fag, netop det. Den varierede undervisning er typisk dansk, ikke kinesisk; den disciplinerede undervisning er typisk kinesisk, ikke dansk.

De kinesiske elever vandt overlegent – også da det gjaldt gruppearbejde med fælles refleksion. Eksperiment eller ej, så viser udsendelserne hvor vigtig disciplinering, dvs dedikation i forhold til basale kundskaber er. Professor Niels Egelund siger bramfrit, at den danske folkeskole er slap. Og i det sidste program påpegede han, at det er svært at være kreativ, for ikke at sige innovativ - altså de kompetencer, vi så gerne vil bryste os af - hvis ikke det faglige grundlag er der. Efter den omgang vil jeg mene, at innovation atter engang kandiderer kraftigt til listen over meningsløse bullshitbegreber i Danmark.

Det ironiske er, at næppe nogen, hverken i eller udenfor Folketinget drømmer om kinesiske tilstande. Tværtimod tør man slet ikke forestille sig, hvad det kan betyde, hvilke kræfter der slippes løs, når kineserne finder ud af at variere undervisningen og slippe den og eleverne fri. Så er vi nemlig næppe så enestående længere.

Men det mest ironiske er, at vi i Danmark ikke magter at udfolde den enestående frihed i uddannelse til alle.

Det første dementi af new public management

Det ser ud til, at jeg må tage ordene i mig igen fra sidste blog om, at den såkaldte normalisering på skoleområdet er en konsekvent indførelse af new public managements regime også dér. For formanden for gymnasierektorerne Jens Boe Nielsen kan fuldstændig afdramatisere normaliseringen med ordene: ”Vi siger som rektorer, at vi har fuld tillid til, at læreren bruger sin arbejdstid til det, den skal bruges til. Det er derfor kun, hvis en lærer mener, hun laver for meget, at vi kan tage en snak om, hvordan hun har brugt sin tid. Jeg har som rektor ikke behov for, at lærerne kommer og viser mig, hvor mange timer de har brugt.” (Gymnasieskolen april -13).

I den optik ser det nærmest ud som om, at det er lærerne, skole- eller gymnasielærerne, der med deres stædige fastholden af, at der skal foreligge detaljerede arbejdstids-aftaler og -registreringer saboterer udvikling og kvalitet; det er jo altid lærernes personlige engagement og elevernes udvikling/kvalificering, det handler om. Jada…

Men hvor naiv skal man være for at besnæres af retorikken? Vel egentlig ikke særlig meget. Tidsregistreringer har fanden skabt – jeg gjorde mig lystig over problematikken i bloggen ”Jeg er berettiget til afspadsering”. Ikke desto mindre er tidsregistrering nu den sidste absurde bastion, menneskene i uddannelsesinstitutionerne holder fast i overfor grænseløs undervisning, planlægning og udvikling. Tænk hvis det var omvendt; ledelsen sikrer, at læreren ikke brænder sammen i undervisning, planlægning og udvikling!

Og hvor naiv skal man være for at besnæres af retorikken, når tilføjelsen er, at den først og fremmest handler om økonomi. Lur mig om ikke de fleste af os kender én, endda en tidligere kollega der ikke klarede grænseløsheden og gik ned med stress.

Imens ”normaliseringen” foregår, er det dybt ironisk at læse artiklen De sidste 30 års ledelsestænkning på skafottet i Navigation – Innovation by Communication 5.april -13, en udgivelse fra erhvervslivets intellektuelle alibi Mandag Morgen. Konklusionen er: ”Den kortsigtede tænkning kan spores tilbage til hele den filosofi, der omgærder (business)skolerne, hvor alt handler om at måle og veje – og gerne i form af procentsatser, så man kan sammenligne virksomheder på tværs.” Men nu er nok nok, så derfor citeres Steve Denning, forfatter til managementbøger og fast kommentator på business-magasinet Forbes for, at nogle virksomheder har fattet, hvad det handler om: ”De har skiftet bundlinjen i firmaet, så formålet for virksomheden er at skabe værdi for kunderne. På den måde er eksperimenter og innovation blevet en særdeles integreret del af, hvad virksomhederne laver.”  

Wow! Ikke et ord nævnes om New Public Management, men budskabet er næsten for godt til at være sandt, fokus er nu kunderne/eleverne. Det er da heller ikke sandt: den ”humane” økonomiske bundlinjeretorik er nået fra Europa til USA: ”Den nuværende teori har et simpelt mål om, at en virksomhed skal maksimere aktionærernes værdi. I stedet bør virksomheder placere kunderne i centrum og fokusere på at gøre dem glade – og lade det give et acceptabelt afkast til aktionærerne” citeres Roger Martin, dekan på Roman School of Management på University of Toronto for.

Potato potato, kartoffel, kartoffel … I virksomhederne kender medarbejderne retorikken, nu lærer vi den også at kende i skolen og på gymnasiet.

Tænk hvis vi kunne mødes uden for arbejdstid og tale sammen...