Det første dementi af new public management

Det ser ud til, at jeg må tage ordene i mig igen fra sidste blog om, at den såkaldte normalisering på skoleområdet er en konsekvent indførelse af new public managements regime også dér. For formanden for gymnasierektorerne Jens Boe Nielsen kan fuldstændig afdramatisere normaliseringen med ordene: ”Vi siger som rektorer, at vi har fuld tillid til, at læreren bruger sin arbejdstid til det, den skal bruges til. Det er derfor kun, hvis en lærer mener, hun laver for meget, at vi kan tage en snak om, hvordan hun har brugt sin tid. Jeg har som rektor ikke behov for, at lærerne kommer og viser mig, hvor mange timer de har brugt.” (Gymnasieskolen april -13).

I den optik ser det nærmest ud som om, at det er lærerne, skole- eller gymnasielærerne, der med deres stædige fastholden af, at der skal foreligge detaljerede arbejdstids-aftaler og -registreringer saboterer udvikling og kvalitet; det er jo altid lærernes personlige engagement og elevernes udvikling/kvalificering, det handler om. Jada…

Men hvor naiv skal man være for at besnæres af retorikken? Vel egentlig ikke særlig meget. Tidsregistreringer har fanden skabt – jeg gjorde mig lystig over problematikken i bloggen ”Jeg er berettiget til afspadsering”. Ikke desto mindre er tidsregistrering nu den sidste absurde bastion, menneskene i uddannelsesinstitutionerne holder fast i overfor grænseløs undervisning, planlægning og udvikling. Tænk hvis det var omvendt; ledelsen sikrer, at læreren ikke brænder sammen i undervisning, planlægning og udvikling!

Og hvor naiv skal man være for at besnæres af retorikken, når tilføjelsen er, at den først og fremmest handler om økonomi. Lur mig om ikke de fleste af os kender én, endda en tidligere kollega der ikke klarede grænseløsheden og gik ned med stress.

Imens ”normaliseringen” foregår, er det dybt ironisk at læse artiklen De sidste 30 års ledelsestænkning på skafottet i Navigation – Innovation by Communication 5.april -13, en udgivelse fra erhvervslivets intellektuelle alibi Mandag Morgen. Konklusionen er: ”Den kortsigtede tænkning kan spores tilbage til hele den filosofi, der omgærder (business)skolerne, hvor alt handler om at måle og veje – og gerne i form af procentsatser, så man kan sammenligne virksomheder på tværs.” Men nu er nok nok, så derfor citeres Steve Denning, forfatter til managementbøger og fast kommentator på business-magasinet Forbes for, at nogle virksomheder har fattet, hvad det handler om: ”De har skiftet bundlinjen i firmaet, så formålet for virksomheden er at skabe værdi for kunderne. På den måde er eksperimenter og innovation blevet en særdeles integreret del af, hvad virksomhederne laver.”  

Wow! Ikke et ord nævnes om New Public Management, men budskabet er næsten for godt til at være sandt, fokus er nu kunderne/eleverne. Det er da heller ikke sandt: den ”humane” økonomiske bundlinjeretorik er nået fra Europa til USA: ”Den nuværende teori har et simpelt mål om, at en virksomhed skal maksimere aktionærernes værdi. I stedet bør virksomheder placere kunderne i centrum og fokusere på at gøre dem glade – og lade det give et acceptabelt afkast til aktionærerne” citeres Roger Martin, dekan på Roman School of Management på University of Toronto for.

Potato potato, kartoffel, kartoffel … I virksomhederne kender medarbejderne retorikken, nu lærer vi den også at kende i skolen og på gymnasiet.

Tænk hvis vi kunne mødes uden for arbejdstid og tale sammen...