Jeg er berettiget til afspadsering ...

Marie Krarup fra Dansk Folkeparti er en klog kvinde. Hun har indset og indvier nu Berlingske Tidendes læsere i sin indsigt, at gymnasielæreres timetælleri ikke er godt for deres virke som kulturbærere. Jeg er utvetydigt enig, så er det sagt. Det er på tide, at vi hedengangne kulturbærere nu reducerede til lønarbejdere igen kender vores kald.

Men det ærgrer mig, at Krarup hverken forholder sig til, at finansminister Corydon nu vil tælle timer på gymnasiet på samme måde som i grundskolen, så vi bare skal arbejde mere – han har åbenlyst ikke forstået dannelsernes og uddannelsernes kulturbærende værdier - eller at hun ikke viser indsigt i gymnasielærernes arbejdsforhold.

At være gymnasielærer i dag betyder at virke som, ja for pokker, som kulturbærer i en institution der bruger tidsregistrering som styrings- og dannelsesredskab. Eleverne kender den form for styring udmærket; de møder den i skemaets tidsregistrering, i mødepligtens tidsregistrering og i de skriftlige lektiers tidregistrering, dvs. den tid der er afsat til fx at skrive et essay eller en fysikrapport. Med gymnasiereformen fra 2005 defineres skriftlige lektier nu som elevtid (Dansk Folkeparti stemte for); hvert fag har fast afmålt elevtid. Og eleverne holder nøje øje med tiden i styringssystemet Lectio (stort set samtlige gymnasier i Danmark er underlagt Lectios tids- og administrationsstyringssystem). Derudover fastsætter institutionen også tid til lærernes forberedelse, tid til teamarbejde, tid til udviklingsarbejde, tid til efteruddannelse, og tid til nå ja, det hedder øvrig tid.

Al den tid præger selvsagt gymnasielærerne og eleverne i en grad, så man må spørge sig selv, om de kan forestille sig noget andet.

Da jeg efter 12 år forlod højskolen til fordel for gymnasiet, gik jeg fra en institution der aldrig talte timer og til en institution der gør det hele tiden. Når jeg fortæller kollegaer om skiftet, misunder nogle mig højskolens oceaner af tid, som jeg selv sammen med elever og kollegaer kunne disponere over uden at skele til arbejdstidsaftaler og uddannelsesbekendtgørelsers angivelser, for det findes ikke for en såkaldt fri skole. Andre kollegaer ser for sig, hvordan kaldet opsluger privatlivet ikke mindst livet med familien – og det har de jo ret i. Men jeg tvivler på, at kaldstanken dominerer højskolen længere; i dag betyder udviklings-, projekt- og karriere-ambitionerne et stadigt træk af lærere gennem institutionen, i øvrigt helt i samklang med eleverne, der kommer direkte fra gymnasiet.

Ikke desto mindre er højskolens frie tid en ekstraordinær dannelsestid som uddannelserne fra grundskolen og til de videregående uddannelser savner.

Dansk Magisterforening (DM) har for nylig for første gang nogensinde undersøgt privatansatte DM-medlemmers erfaringer med tidsregistrering. Et snævert flertal af medlemmerne er for tidsregistrering. Basalt set dokumenterer registreringen således, at man som lønmodtager bruger sin arbejdstid: ´jeg er effektiv´; ´mine overspringshandlinger mindskes´; ´jeg er berettiget til afspadsering´. Men ifølge DM er forskere uenige med flertallet af medlemmerne: ”Succes afhænger i ringe grad af tidsforbruget. Succes afhænger af dygtighed, forstået som faglighed, kompetencer, kreativitet, samarbejde og af, at virksomheden kan definere, udvikle og løse sine opgaver” siger Preben Mellander, professor på Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse på CBS. Arbejdspsykolog Einar Baldursson siger: ”Nu kommer Dr. Jekyll og Mr. Hyde-effekten, for ledere er nødt til at føle, at de styrer. Derfor sætter de ind med kontrolsystemer, der skal reducere deres angst, når organisationen ikke længere er gennemsigtig.”

Det er svært at forstå DMs undersøgelses svar sammenholdt med eksperternes udtalelser anderledes end, at videnssamfundets vægt på medarbejdernes fleksibilitet, selvledelse og kreativitet hæmmes af en tidsregistrering, der udspringer af ledernes angst for medarbejdernes uigennemsigtighed som personligheder. No shit Sherlock!

Vi lader Poul Kattler fra Experimentarium i Hellerup få det sidste ord: ”Hos os er det blevet helt almindeligt, at en kollega spørger efter et timeregistreringsnummer, før en samtale kan fortsætte om en opgave eller et projekt. Det gælder også samtaler af uformel karakter, der begynder ved kaffemaskinen (…)”

Er vi læsere af en bog af George Orwell eller tilskuere til en film af Quentin Tarantino? Uanset hvad, er vi medspillere for øjeblikket og indtil videre …