På Rønde Højskole er der lige afholdt GSK-eksamen i Kemi. Det er første, men næppe sidste gang at der afholdes GSK (Gymnasial Supplerings Kursus) på en højskole. I Uddannelsesavisen kan man læse, at man på Vrå Højskole lige nu har succes med AVU (Almen Voksen Undervisning), hvor unge voksne, som det så smukt hedder, kan tage folkeskolens 9/10 klasse i fagene dansk, matematik, engelsk, samfundsfag og fysik/kemi. Forstanderen ærgrer sig dog over, at Højskoleloven ikke tillader, at man tilbyder en fuld folkeskolens afgangseksamen. Man forstår ham – ligesom man forstår hans kritik af, at eleverne ikke kan få SU. Som jeg tidligere har nævnt, lagde Askov Højskole i sommer ud med at tilbyde HF til sine højskoleelever.
Jeg er ikke i tvivl om, at dette er eksempler på en for højskolerne farbar og særdeles meningsfuld vej ud af krisen, nemlig at tilbyde kompetencegivende undervisning kombineret med højskoleundervisning. Ydermere fastholdes sigtet på unge voksne – i stedet for, som det også er set flere gange, omlægning til Efterskole for børn (efterskoler er der nok af – og er en højskole troværdig som efterskole!?). Der går tilsyneladende ikke skår af højskolerne i denne kompetencegivende sammenhæng (ligesom man næppe tager luften ud af traditionelle AVU-, GSK- eller HF-udbud). Tværtimod er jeg ikke i tvivl om, at man næppe finder et bedre læringsrum for kompetencegivende undervisning end højskolernes netop nu, hvor kluntede reformer og bundlinjetænkning hærger det formelle uddannelsessystem.
fredag den 25. januar 2008
lørdag den 19. januar 2008
Sprækkerne i gymnasiereformen
Polemikken omkring det helt særlige område i det nye gymnasium der på STX hedder Almen studieforberedelse og på HHX og HTX Studieområdet er stor. Dvs. som sædvanlig er det kun STX der har mod og mands/kvindehjerte til at fremføre kritikken. Meget af kritikken går på, at fagligheden lider under de tværfaglige forløb der foregår her. Det er ærgeligt, for her burde kritikkerne måske træde et skridt tilbage og tolke reformen på bedste måde – fx bare ved at se på egen lange læringsvej i et nu forældet uddannelsessystem. Jeg mener; hvorfor ikke se de befriende sprækker, som man nu endelig har muligheden for at tage i brug i det uddannelsessystem, som man nu omsider, trods alt selv kan præge.
Som studievejleder i gymnasiet er det ikke svært at se ´det almene´ og studieområdet som det læringsrum, hvor eleverne i princippet har mulighed for at forholde sig til den læring, som de indgår i fra 1. til 3.g, ja i det hele taget. Når eleverne går til examen i områderne, kan man som institution fastholde en hardcore faglig tradition og lade læringsforståelsen gå på akkurat dette, fagligheden. Men netop det såkaldte overfaglige, som er meningen med områderne, åbner op for en noget bredere læringsforståelse der udmærket kunne (jeg siger med vilje kunne) åbne op for en forståelse af læring i bredeste forstand, nemlig som et spørgsmål om dannelse og personlighedsudvikling i og med uddannelsen.
Indrømmet, jeg tror ikke rigtig på, at den form for selvrefleksivitet i senmoderniteten var intentionen, da gymnasiereformen blev til, dertil er hardcore-bundlinjetænkningen for evident i dag – spørg bare i et af de hårdtarbejdende og frustrerede teams – men sprækkerne er der! Tænk hvis vi tog dem, altså sprækkerne, i brug – og gerne på tværs af STX, HHX, HTX og HF, og hvis jeg var utopist, ville jeg også nævne EUD i den sammenhæng!
Det er bemærkelsesværdigt, at ingen i den forbindelse nævner, ja inddrager vejlederne. Vejlederne taler nemlig dagligt med elever der er nødt til at spejle og leve med en pinefuld modsætning mellem læring og faglighed. Værst er det på EUD-området, hvor frafaldet er enormt, men de elever findes også på STX, hvor de er usynlige, og på HHX og HTX, hvor de på bedste isbrydermaner er en daglig udfordring. Jeg forestiller mig ikke, at man kan vende det værste til det bedste, men ikke desto mindre peger isbryderne, der ofte er de såkaldt frafaldstruede, på uddannelsesreformernes progressive sprækker.
Hvis vi virkelig tog de frafaldstruede elevers erfaringer alvorligt, er jeg ikke i tvivl om, at det ville betyde et forbedret studie- og uddannelsesmiljø, en kvalificeret faglighed, og dæmme op for frafaldet på Ungdomsuddannelserne.
Som studievejleder i gymnasiet er det ikke svært at se ´det almene´ og studieområdet som det læringsrum, hvor eleverne i princippet har mulighed for at forholde sig til den læring, som de indgår i fra 1. til 3.g, ja i det hele taget. Når eleverne går til examen i områderne, kan man som institution fastholde en hardcore faglig tradition og lade læringsforståelsen gå på akkurat dette, fagligheden. Men netop det såkaldte overfaglige, som er meningen med områderne, åbner op for en noget bredere læringsforståelse der udmærket kunne (jeg siger med vilje kunne) åbne op for en forståelse af læring i bredeste forstand, nemlig som et spørgsmål om dannelse og personlighedsudvikling i og med uddannelsen.
Indrømmet, jeg tror ikke rigtig på, at den form for selvrefleksivitet i senmoderniteten var intentionen, da gymnasiereformen blev til, dertil er hardcore-bundlinjetænkningen for evident i dag – spørg bare i et af de hårdtarbejdende og frustrerede teams – men sprækkerne er der! Tænk hvis vi tog dem, altså sprækkerne, i brug – og gerne på tværs af STX, HHX, HTX og HF, og hvis jeg var utopist, ville jeg også nævne EUD i den sammenhæng!
Det er bemærkelsesværdigt, at ingen i den forbindelse nævner, ja inddrager vejlederne. Vejlederne taler nemlig dagligt med elever der er nødt til at spejle og leve med en pinefuld modsætning mellem læring og faglighed. Værst er det på EUD-området, hvor frafaldet er enormt, men de elever findes også på STX, hvor de er usynlige, og på HHX og HTX, hvor de på bedste isbrydermaner er en daglig udfordring. Jeg forestiller mig ikke, at man kan vende det værste til det bedste, men ikke desto mindre peger isbryderne, der ofte er de såkaldt frafaldstruede, på uddannelsesreformernes progressive sprækker.
Hvis vi virkelig tog de frafaldstruede elevers erfaringer alvorligt, er jeg ikke i tvivl om, at det ville betyde et forbedret studie- og uddannelsesmiljø, en kvalificeret faglighed, og dæmme op for frafaldet på Ungdomsuddannelserne.
fredag den 18. januar 2008
"Hvor skal Gymnasiet holde oplæg?"
Tiden hvor eleverne fra 9. og 10.klasse skal skrive i deres uddannelsesplaner, hvilken ungdomsuddannelse de søger ind på – skal det være EUD eller gymnasiet? – nærmer sig. I den anledning afholder UU-centrene store informationsmøder og de fri- og efterskoler der har råd og vil deres elever det ypperste, gør det også, og selvfølgelig holder de enkelte uddannelser deres egne informationsmøder, bare for at være sikre i konkurrencen om eleverne. På et af informationsmøderne spørger studievejlederen fra STX: ”Hvor skal Gymnasiet holde oplæg?”. Og han vises uden videre hen til rette lokale.
Det er noget beskæmmende, at STX-vejlederen endnu ikke har opdaget, at det gymnasiale område er delt i STX, HHX og HTX, ja også HF hører til dér. Er han blot en enlig svale, en enlig bummert, eller er han udtryk for synet på det gymnasiale område både blandt vejlederstanden, underviserne og rektorerne på STX, ja blandt kommende elever og deres forældre? Og hvordan kan det være, at elever på HHX og HTX taler om ’de andre ovre på Gymnasiet’!? Uanset hvad, kan man ikke gå på STX, HHX og HTX, ja på HF. Prøv bare: ’jeg går på Højere Handels Examen’, ´jeg går på Højere Teknisk Examen' for slet ikke at sige at ’jeg går på Studenterexamen’. Hvis man kun får studentereksamen på det almene gymnasium, bliver man så ikke student på Det Tekniske Gymnasium og på Handels-gymnasiet?! Bare for lige at slå det fast: STX, HHX, HTX og HF (for det meste) tager man på et gymnasium.
Bummerten er stor, for i disse år reformeres uddannelsesområdet én masse, ikke mindst ungdomsuddannelsesområdet, for slet ikke at nævne reformerne på vejledningsområdet. For sidstnævntes vedkommende tales direkte om en professionalisering af vejledningen – det er vor STX-vejleder bestemt ikke klar over end sige udtryk for. Kan være at STX har svært ved at sluge reformkamelen – der er bestemt også meget at kritisere – men det hjælper næppe de kommende elever, at man lader som om intet sker, ja vigtigst er sket, når man står overfor valget.
Det er således næppe svært at bære ved til et fordomsfyldt bål omkring det bedste, ja det egentlige gymnasium med den bedste, ja en rigtig Studenterexamen - og ikke et ord om Højere Handelsexamen, Højere Teknisk Examen og Højere Forberedelsesexamen som eminente indgange til de videregående uddannelser. Det må vi som vejledere sgu kunne gøre bedre!
Jeg forslår, at vi dropper ”højere” og bestemmer, at man får en studentereksamen på alle tre gymnasier; en almen, en teknisk eller en handels-studentereksamen.
Det er noget beskæmmende, at STX-vejlederen endnu ikke har opdaget, at det gymnasiale område er delt i STX, HHX og HTX, ja også HF hører til dér. Er han blot en enlig svale, en enlig bummert, eller er han udtryk for synet på det gymnasiale område både blandt vejlederstanden, underviserne og rektorerne på STX, ja blandt kommende elever og deres forældre? Og hvordan kan det være, at elever på HHX og HTX taler om ’de andre ovre på Gymnasiet’!? Uanset hvad, kan man ikke gå på STX, HHX og HTX, ja på HF. Prøv bare: ’jeg går på Højere Handels Examen’, ´jeg går på Højere Teknisk Examen' for slet ikke at sige at ’jeg går på Studenterexamen’. Hvis man kun får studentereksamen på det almene gymnasium, bliver man så ikke student på Det Tekniske Gymnasium og på Handels-gymnasiet?! Bare for lige at slå det fast: STX, HHX, HTX og HF (for det meste) tager man på et gymnasium.
Bummerten er stor, for i disse år reformeres uddannelsesområdet én masse, ikke mindst ungdomsuddannelsesområdet, for slet ikke at nævne reformerne på vejledningsområdet. For sidstnævntes vedkommende tales direkte om en professionalisering af vejledningen – det er vor STX-vejleder bestemt ikke klar over end sige udtryk for. Kan være at STX har svært ved at sluge reformkamelen – der er bestemt også meget at kritisere – men det hjælper næppe de kommende elever, at man lader som om intet sker, ja vigtigst er sket, når man står overfor valget.
Det er således næppe svært at bære ved til et fordomsfyldt bål omkring det bedste, ja det egentlige gymnasium med den bedste, ja en rigtig Studenterexamen - og ikke et ord om Højere Handelsexamen, Højere Teknisk Examen og Højere Forberedelsesexamen som eminente indgange til de videregående uddannelser. Det må vi som vejledere sgu kunne gøre bedre!
Jeg forslår, at vi dropper ”højere” og bestemmer, at man får en studentereksamen på alle tre gymnasier; en almen, en teknisk eller en handels-studentereksamen.
fredag den 9. november 2007
Innovation i humanistisk perspektiv
Den mindst kendte af de gymnasiale uddannelser er HTX, en af de to erhvervsgymnasiale uddannelser (HHX, Højere Handels Examen; HTX, Højere Teknisk Examen).
Jeg vil i kommende blogs causere over HTX stilling i det danske uddannelsessystem. Min baggrund er, at jeg underviser og er studievejleder på HTX.
Jeg lægger ud med et kort oplæg, som jeg for nylig holdt for såkaldte Commmenius-elever der mødtes på HTX Køge omkring Innovation. Commenius-projektet er et EU-projekt, hvor elever og undervisere fra en række europæiske lande mødes omkring fælles temaer, altså her Innovation.
"Hello! My name is Jesper Skovlund. I teach media, communication, and Danish language and literature. And futher more I am a Youth councellor. I´m educated at two danish Universities, at the Faculty of Arts. Maybe that’s why I have been asked to say a few words about innovation in a humanistic (not a humanitarian) perspective.
Among other things criticism in the humanistic tradition is very strong. Therefore my humble contribution to this conference is a critical view at the term “innovation”.
The first thing that springs to Your humanistic mind when You’re confronted with the term “innovation” is, that it has become another word for creativity. Creativity has been taken over and developed by the trades and industries. You could even say, that the trades and industries in recent years has been very skilled in using creativity as production-value so to say. That’s why the trades and industries among other things talks about Storytelling and the Creative Class. That means, that creativity to day first of all means something that at best ends up as a product on the market.
But that has very little to do with creativity in its originally sense. Creativity is defined as, and I quote the famous webside answers.com: “the ability to see something in a new way, to see and solve problems no one else may know exists, and to engage in mental and physical experiences that are new, unique, or different. Creativity is a critical aspect of a person's life, starting from inside the womb onward through adulthood.” Unquote.
My point is that the term innovation alters creativity in its original sense. Once upon a time creativity had value in it self, today it has only production- and market-value. Creativity to day is something that you weights and measures – and call it innovation.
So the question is: What are the consequences when there is no creativity but innovation?
Maybe someone would say: ´There is no problem. What really matters is innovation not creativity. Innovation is a matter for trades and industries, for society, it´s a public matter. But creativity is a private matter.´
Maybe so, but if You try to answer, I´m sure that we have to cope with the fact, that the freedom and even the spirituality, that we used to see as a crucial part of creativity, that this freedom and spirituality we can´t take for granted anymore, when it comes to innovation, or if we insist of leaving creativity to private life.
This has to do with our mind and our language. In many ways you could say, that we don´t have words for creativity in its basic sense right now. Or you could even say, that we can´t cope with things that doesn´t cost anything or isn´t useful for us. Some would see a solution of this problem in nostalgia – in something that never was. And some would try to use an old language that really doesn´t capture the life that we are living right now. But the real challenge, not only for a humanistic old chap as myself but also for You, is to reinvent the creativity in spite of a language, that are oriented towards production- and market-value. I don´t know how you do that – maybe you do!? May the creativity be with you!
Thank you!"
Jeg vil i kommende blogs causere over HTX stilling i det danske uddannelsessystem. Min baggrund er, at jeg underviser og er studievejleder på HTX.
Jeg lægger ud med et kort oplæg, som jeg for nylig holdt for såkaldte Commmenius-elever der mødtes på HTX Køge omkring Innovation. Commenius-projektet er et EU-projekt, hvor elever og undervisere fra en række europæiske lande mødes omkring fælles temaer, altså her Innovation.
"Hello! My name is Jesper Skovlund. I teach media, communication, and Danish language and literature. And futher more I am a Youth councellor. I´m educated at two danish Universities, at the Faculty of Arts. Maybe that’s why I have been asked to say a few words about innovation in a humanistic (not a humanitarian) perspective.
Among other things criticism in the humanistic tradition is very strong. Therefore my humble contribution to this conference is a critical view at the term “innovation”.
The first thing that springs to Your humanistic mind when You’re confronted with the term “innovation” is, that it has become another word for creativity. Creativity has been taken over and developed by the trades and industries. You could even say, that the trades and industries in recent years has been very skilled in using creativity as production-value so to say. That’s why the trades and industries among other things talks about Storytelling and the Creative Class. That means, that creativity to day first of all means something that at best ends up as a product on the market.
But that has very little to do with creativity in its originally sense. Creativity is defined as, and I quote the famous webside answers.com: “the ability to see something in a new way, to see and solve problems no one else may know exists, and to engage in mental and physical experiences that are new, unique, or different. Creativity is a critical aspect of a person's life, starting from inside the womb onward through adulthood.” Unquote.
My point is that the term innovation alters creativity in its original sense. Once upon a time creativity had value in it self, today it has only production- and market-value. Creativity to day is something that you weights and measures – and call it innovation.
So the question is: What are the consequences when there is no creativity but innovation?
Maybe someone would say: ´There is no problem. What really matters is innovation not creativity. Innovation is a matter for trades and industries, for society, it´s a public matter. But creativity is a private matter.´
Maybe so, but if You try to answer, I´m sure that we have to cope with the fact, that the freedom and even the spirituality, that we used to see as a crucial part of creativity, that this freedom and spirituality we can´t take for granted anymore, when it comes to innovation, or if we insist of leaving creativity to private life.
This has to do with our mind and our language. In many ways you could say, that we don´t have words for creativity in its basic sense right now. Or you could even say, that we can´t cope with things that doesn´t cost anything or isn´t useful for us. Some would see a solution of this problem in nostalgia – in something that never was. And some would try to use an old language that really doesn´t capture the life that we are living right now. But the real challenge, not only for a humanistic old chap as myself but also for You, is to reinvent the creativity in spite of a language, that are oriented towards production- and market-value. I don´t know how you do that – maybe you do!? May the creativity be with you!
Thank you!"
lørdag den 20. oktober 2007
”Det er lige før, vi holder af kontrol”
Kristeligt Dagblad kan d. 19.10 -07 referere to forskere fra Copenhagen Business School (CBS) for at sige, at ”kontrol er blevet en slags opium for folket. Det er lige før, vi holder af kontrol”. De har undersøgt kontrollen indenfor syv offentlige sektorer: miljø, skat, regnskab og revision, offshore, arbejdsmiljø, fødevarer og den europæiske socialfond. Pointen er, at fornuften er slået fra, og at der derfor bruges en masse penge på noget der ikke står mål med ”den risiko, der ville være ved at kontrollere mindre”.
De sidste ord er velvalgte, risikoen ved at kontrollere mindre er simpelthen til at overse, og er først og fremmest udtryk for samfundets standende bevidsthed.
Jeg spørger mig selv, om forskernes undersøgelse ikke kunne udvides til mange flere områder, fx til det område der er denne blogs, nemlig uddannelsessystemet i dag, der i udpræget grad præges af en evalueringskultur der til forveksling ligner en kontrolkultur. Gad vide om man ikke på samme business-like måde ville finde ud af, at ´de penge der bruges på kontrol i uddannelsessystemet ikke står mål med den risiko, der ville være ved at kontrollere mindre´. Vi vil så gerne nå hver enkelt elev, men skal i værste fald bruge en masse tid og energi på at leve op til diverse kontrolforanstaltninger i stedet for netop det.
Jeg har før skrevet om vores evalueringskultur(klik på Evaluering under etiketter nederst i indlægget). Lad mig i stedet henvise til et aktuelt eksempel og endda en modaktion: Aktionsgruppen Børnetestfri Zone iværksætter civil ulydighed overfor sprogtest af de 5-årige: ””Børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) taler om respekt for det pædagogiske arbejde og den pædagogiske profession. Men sprogtesten er udtryk for det modsatte, nemlig en systematisk diskvalifikation af den pædagogiske faglighed, viden og indsigt”, udtaler Lone Hamann, talsperson for aktionsgruppen”, skriver Dagbladet Politiken d. 19.10 -07. Og for at blive ved den økonomiske risiko afslutter Politiken artiklen med: ” Ifølge aktionsgruppen koster sprogtesten mere end 30 millioner kroner.”
Vi giver forskerne fra CBS det sidste ord: ”Som medarbejdere og medborgere frabeder vi os kontrol, men som brugere kan vi ikke få nok.”
Måske er det derfor, vi har så svært ved at gøre op med den form for kultur. Imens må vores børn og unge lide under vores kontrolpres og tvivl.
De sidste ord er velvalgte, risikoen ved at kontrollere mindre er simpelthen til at overse, og er først og fremmest udtryk for samfundets standende bevidsthed.
Jeg spørger mig selv, om forskernes undersøgelse ikke kunne udvides til mange flere områder, fx til det område der er denne blogs, nemlig uddannelsessystemet i dag, der i udpræget grad præges af en evalueringskultur der til forveksling ligner en kontrolkultur. Gad vide om man ikke på samme business-like måde ville finde ud af, at ´de penge der bruges på kontrol i uddannelsessystemet ikke står mål med den risiko, der ville være ved at kontrollere mindre´. Vi vil så gerne nå hver enkelt elev, men skal i værste fald bruge en masse tid og energi på at leve op til diverse kontrolforanstaltninger i stedet for netop det.
Jeg har før skrevet om vores evalueringskultur(klik på Evaluering under etiketter nederst i indlægget). Lad mig i stedet henvise til et aktuelt eksempel og endda en modaktion: Aktionsgruppen Børnetestfri Zone iværksætter civil ulydighed overfor sprogtest af de 5-årige: ””Børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) taler om respekt for det pædagogiske arbejde og den pædagogiske profession. Men sprogtesten er udtryk for det modsatte, nemlig en systematisk diskvalifikation af den pædagogiske faglighed, viden og indsigt”, udtaler Lone Hamann, talsperson for aktionsgruppen”, skriver Dagbladet Politiken d. 19.10 -07. Og for at blive ved den økonomiske risiko afslutter Politiken artiklen med: ” Ifølge aktionsgruppen koster sprogtesten mere end 30 millioner kroner.”
Vi giver forskerne fra CBS det sidste ord: ”Som medarbejdere og medborgere frabeder vi os kontrol, men som brugere kan vi ikke få nok.”
Måske er det derfor, vi har så svært ved at gøre op med den form for kultur. Imens må vores børn og unge lide under vores kontrolpres og tvivl.
fredag den 19. oktober 2007
Notat - kort refleksion over kopier
Man kan være næsten 100% sikker på, at når underviseren fremlægger noget der fremtræder i endelig form, fx i form af renskrevne notater, der skrives på tavlen, vises på (næsten hedengangne)overheads, PowerPoint-præsentationer, eller sågar i form af DVD/CD-Rommer, så vil elever, kursister eller konferencedeltagere spørge efter kopier i papir- eller elektronisk form. Fænomenet er blevet så almindeligt, at undervisere efterhånden typisk uddeler kopierne med det samme – så kan man jo tage notater derudover. Ja, de såkaldte SmartBoards, elektroniske tavler kan simpelthen overføre notaterne til elevernes, kursisternes, konferencedeltagernes egne bærbare PC-ere.
Men er det nu tilfældet, altså at der også dvs. stadig tages notater, ja at den refleksion som notatskrivning er udtryk for finder sted som læring længere? Jeg er ikke så sikker på, at det er tilfældet. Er det ikke sådan, at uddelingen af notater erstatter notater? Det er som om, at bemægtigelsen sig af underviserens forarbejde erstatter egne notater, egen refleksion; det at være i besiddelse af andres refleksioner garanterer så at sige egen refleksion. Og imens vokser mængden af andres refleksioner drastisk i egen hardcopy- eller elektroniske mappe. Er der overhovedet plads for egen refleksion?
Men er det nu tilfældet, altså at der også dvs. stadig tages notater, ja at den refleksion som notatskrivning er udtryk for finder sted som læring længere? Jeg er ikke så sikker på, at det er tilfældet. Er det ikke sådan, at uddelingen af notater erstatter notater? Det er som om, at bemægtigelsen sig af underviserens forarbejde erstatter egne notater, egen refleksion; det at være i besiddelse af andres refleksioner garanterer så at sige egen refleksion. Og imens vokser mængden af andres refleksioner drastisk i egen hardcopy- eller elektroniske mappe. Er der overhovedet plads for egen refleksion?
lørdag den 6. oktober 2007
Mig og Højskolen - et efterskrift
Jeg har nu blæst ud over Højskolen i 8, og nu 9 blog-indlæg (klik på Højskole i etiketter nederst i indlægget og få alle højskoleblogsne linet op). Når jeg læser dem igennem, kan jeg ikke undgå at lægge mærke til min egen ambivalens i forhold til skoleformen. Vel er jeg polemisk, men der er også en hel del sprækker i polemikken, i kritikken. Fx hvorfor anbefale nogle af mine elever der kommer i Studievejledningen på det gymnasium, hvor jeg vejleder og underviser, at tage på højskole, når jeg samtidig her i bloggen ivrigt kritiserer Højskolens manglende evne til at forbinde sig med samfundet, specielt hvad angår uddannelse?! Spørgsmålet kræver måske et direkte svar. Det kan jeg ikke levere. Ikke desto mindre vil jeg svare ved at sige, at jeg står ved kritikken og sprækkerne. Ambivalensen er simpelthen udtryk for en meget personlig oplevelse, hvor både min familie og jeg oplevede det bedste og det værste ved skoleformen – men måske først og fremmest en enorm ærgrelse og ja, frustration og smerte ved en skoleform der har så mange muligheder, men konsekvent afviser at tage dem i brug. Det var ikke blot noget udvendigt, men noget indvendigt, eksistentielt for den enkelte medarbejder på skolen.
Jeg kommer nok aldrig udover en oplevelse af, at lige netop den højskole, som min familie og jeg levede på i mere end 10 år, i højere og højere grad prægedes af et ledelsesmæssigt svigt, der konsekvent saboterede ethvert udviklingsmæssigt tiltag fra medarbejdernes side – alt imens elevtallet bare faldt og faldt og stridighederne os alle imellem bare tog til. Det var en meget personlig oplevelse, som min familie og jeg gerne havde været foruden. På den anden side er min, i psykoanalytisk forstand, overføring af den personlige krise på hele højskolebevægelsens standende krise ikke taget ud af den blå luft. Den personlige krise var umiddelbart forbundet med højskolekrisen. Jeg ved, at den samme personlige krise udspillede sig på andre højskoler dengang - samme i den forstand at den kastede den enkelte (og familie) ud i en personlig krise - og lur mig om den ikke udspiller sig på højskoler den dag i dag! Det siger noget om Højskolen som sådan, javel – men først og fremmest om, hvor dyb højskolekrisen er i dag.
Det handler ikke om arbejdstidsaftaler, timeberegning og fagenes bekendtgørelser mmm, som i det formelle uddannelsessystem – men om den bedste læring for eleverne og lærerne, og personalet i øvrigt - i dag . Og dog drukner netop denne indlysende problemstilling, fordi den ikke kan sættes i forhold til Højskolen – i dag.
Jeg kommer nok aldrig udover en oplevelse af, at lige netop den højskole, som min familie og jeg levede på i mere end 10 år, i højere og højere grad prægedes af et ledelsesmæssigt svigt, der konsekvent saboterede ethvert udviklingsmæssigt tiltag fra medarbejdernes side – alt imens elevtallet bare faldt og faldt og stridighederne os alle imellem bare tog til. Det var en meget personlig oplevelse, som min familie og jeg gerne havde været foruden. På den anden side er min, i psykoanalytisk forstand, overføring af den personlige krise på hele højskolebevægelsens standende krise ikke taget ud af den blå luft. Den personlige krise var umiddelbart forbundet med højskolekrisen. Jeg ved, at den samme personlige krise udspillede sig på andre højskoler dengang - samme i den forstand at den kastede den enkelte (og familie) ud i en personlig krise - og lur mig om den ikke udspiller sig på højskoler den dag i dag! Det siger noget om Højskolen som sådan, javel – men først og fremmest om, hvor dyb højskolekrisen er i dag.
Det handler ikke om arbejdstidsaftaler, timeberegning og fagenes bekendtgørelser mmm, som i det formelle uddannelsessystem – men om den bedste læring for eleverne og lærerne, og personalet i øvrigt - i dag . Og dog drukner netop denne indlysende problemstilling, fordi den ikke kan sættes i forhold til Højskolen – i dag.
Abonner på:
Opslag (Atom)
