En rejse i globaliseringen begynder her

Der er bogstavelig talt år og dag mellem at erhvervsuddannelser fremhæves som gode uddannelser; studenter handler det jo om nu om dage.

Men professor Flemming Ibsen mener det stik modsatte; drop gymnasiet!

Professoren opfinder såmænd ikke den dybe tallerken, men ved blot at tabere er alt andet end håndværkere.

Jeg forestiller mig, at man begynder en rejse i globaliseringen sådan.

(Ud)dannelsessplint 14 (Ny- eller dansker)

Nu er solen der
den er der sådan
for fuld varme hede for fanden da

Jeg har ventet hele ferien
nu hvor den snart er slut

Så står den der
solen

Drukken i hvidt sved og død
skal jeg intet
fordi mit liv blev som sådan

Og så overlever jeg frem til medarbejderdagen

 

Jeg springer eller sprænger i luften?

D. 31. maj kunne mx metroxpress fortælle hvordan den 50-årige Leonard Burdek forsøgte at sprænge et skilt på en amerikansk regeringsbygning i byen Salem i staten Oregon i luften pga. et forkert stavet ord på skiltet. Det tilhører statens undervisningsstyrelse, og det var angiveligt for meget for Leonard Burdek at der manglede et ”d” i ordet ”and” så der stod ”Teacher Standards an Practises Comission”.

Er det samme brok fra midaldrende mænd som fx fra sociolog Henrik Dahl der er på spil, når han i Weekendavisen d. 12.7 under overskriften ”Dumhedens cirkel” hudfletter uddannelsesniveauet på danske universiteter? Det er bestemt ikke som det var dengang han gik på en af verdens bedste kommunikationsuddannelser, The Annenberg School of Communications (ASC) ved University of Pennsylvania. Tværtimod oplever Dahl hvert år som censor på universitetet, at de studerende afslutter på et niveau der for de flestes vedkommende end ikke lever op til studiets egen studieordning. Og havde det været på Annenberg så …

Dahl er ikke alene med sine synspunkter og henviser bl.a. til Kresten Schultz Jørgensens lignende kommentarer i Politiken d. 19.2 -11. Det gjorde jeg også i denne blog samme dag. Dahl henviser også til Linda Maria Koldau der blev fyret fra et professorat i Musikvidenskab på Århus Universitet, fordi hun meget præcist og uden at stikke piben ind insisterede på offentligt at gøre opmærksom på det ringe uddannelsesniveau samme sted.

Man kunne såmænd også pege på den tilbagevendende sommerføljeton fra censorer om folkeskoleelevernes ringe besvarelser af årets skriftlige opgaver i faget dansk – eller den stadige debat om uddannelsesniveauet siden gymnasiereformen i gymnasielærernes fagblad Gymnasieskolen. Eller lærere på erhvervsuddannelserne der knap høres i forsøget på at uddanne rigtige håndværkere, nu hvor alle skal i gymnasiet.

Men er det bare midaldrende brok, når Dahl afslutter sin artikel med: ”Og hvad er fejlen? At der efter vedtagelsen af universitetsloven af 2003 ikke længere er den fornødne omsorg for sandheden på de danske universiteter. At de, der bestemmer, ikke længere er rigtige forskere, men en stadig voksende skare af bureaukrater, der med ødelæggende virkning, som når skarven tømmer sig ned over træerne, oversprøjter al sandhed, al lærdom og al dannelse med deres bullshit.”

Det interessante ved Dahls ”brok” er, at han formår at vende blikket fra fordommenes dumme unge og til systemfejl. Kald fejlene universitetsloven af 2003, gymnasiereformen af 2005, kald dem ”fra forskning til faktura”, New public Management, økonomistyring eller slet og ret konkurrencesamfundet.

Uanset hvor i uddannelsesverdenen er det lykkedes politikerne at forvandle uddannelserne fra kvalitet og til det at gennemføre dem. Ordet er ikke ”forandringer” men ”forvandlinger”, fordi processerne er så gennemgribende.

Men de ord har ingen politiker interesse i, så uddannelse og dannelse er det der foregår, når man ligeglad tæller hvert år op som budget.

Hedder det ”jeg springer i luften” eller ”jeg sprænger i luften”? Forskellen er vigtig, når dannelse og uddannelse finder sted ellers ikke. Frigørelse eller destruktion?!

Uddannelse skal fejres højtideligt og løssluppent

VUC et sted på Sjælland fejrede på skrømt HF-studenter og elever der havde gennemført 9. og 10. klasse + diverse grundskoleforløb der skal give eleverne mulighed for uddannelse. Men foregår fejringen på skrømt, tvivler jeg på at opgaven løftes.

Lederens tale var lavmælt, uden intensitet og overbevisning så lang tid den handlede om at uddannelse er vigtig. Men så hævede han i en lang afslutning røsten for at fremhæve sine egne børns lange videregående uddannelser. Sådan var talen uambitiøs og nedladende overfor rækkerne af dimittender foran ham der for de flestes vedkommende skal i gang med erhvervsuddannelser og korte og mellemlange videregående uddannelser.

Helt galt gik det imidlertid, da en HF-dansklærer talte. Åbenlyst uforberedt, men med narcissistens overbevisning om eget improvisatorisk talent og med det stadige jeg-mantra, gennemgik han med navns nævnelse hver enkelt elevs problematiske forhold til danskundervisningen, elevens skriftlige og fysiske fravær og eksamenspræstation. Han talte skamløst ned til eleverne. Og det blev bare ved og ved. Han havde åbenlyst intet at give eleverne med fra tiden på VUC.

Hvis ikke det havde været for en læsevejleders fine tale om, hvor langt man kan komme i livet på trods af social baggrund og læsehandicap kunne man let få den tanke, at VUC, i al fald visse steder, rekrutterer de dårligste ledere og de dårligste lærere. Og så har VUC dog om nogen en forpligtelse til at give den bedste undervisning – med de bedste ledere og lærere - til uddannelsernes hårdest belastede elever.

Men da det kom til overrækkelsen af uddannelsesbeviser var den gal igen. Et utal af dimittender der ikke var til stede blev kaldt op. Havde VUC ikke gidet tilmelding eller glemt at bruge tilmeldingerne til noget? Eller forholdt det sig sådan, at eleverne har haft så dårlige oplevelser i uddannelsen, at de ikke har lyst til at blive fejret; at optrinnet således var en demonstration af denne VUCs inkompetence? De udeblevne dimittender gik ikke glip af noget.

Men uddannelse er ikke lykkedes, hvis ikke man giver eleverne lyst til at fejre afslutningen både højtideligt og løssluppent uanset niveau!

De vigtigste på uddannelsen og ved dimissionen på festdagen er eleverne. Det vidste og viste læsevejlederen - men også lederen af køkkenet der med stor udstråling gik rundt og tog billeder af ”sine” elever, og opfordrede dem til at komme forbi til en kop kaffe. Ingen tvivl om at hun mente det. Sådanne personligheder er værdifulde for unge på vej.

Kinesiske tilstande over for enestående uddannelse

Imens vi venter på, at politikerne bliver enige med hinanden om, hvor mange timer om dagen børnene i grundskolen skal gå i skole og om der er mening i, at de også skal lære udenfor klasselokalet i stedet for kun røvtilstol-læring, kan vi undre os over, hvor politikerne får deres uddannelsesforestillinger fra.

Regeringen har nu set lyset ved at flytte undervisningen ud af klasselokalet og forlænge skoledagen, og oppositionen holder på, at det vigtigste er røvtilstol-læring og gerne mere af det. Det forskningsmæssige belæg er det så som så med - ingen har spurgt lærerne, og slet ikke eleverne.

Hvis vi skal være meget venlige, kan vi oversætte de stridende parters positioner med, at varieret undervisning er god undervisning, og at der savnes større disciplin i skolen.

Uddannelse afspejler om noget den kultur den udfoldes i. Om end det var et eksperiment viste DRs udsendelsesrække, hvor en dansk klasse konkurrerede med en kinesisk klasse i basale fag, netop det. Den varierede undervisning er typisk dansk, ikke kinesisk; den disciplinerede undervisning er typisk kinesisk, ikke dansk.

De kinesiske elever vandt overlegent – også da det gjaldt gruppearbejde med fælles refleksion. Eksperiment eller ej, så viser udsendelserne hvor vigtig disciplinering, dvs dedikation i forhold til basale kundskaber er. Professor Niels Egelund siger bramfrit, at den danske folkeskole er slap. Og i det sidste program påpegede han, at det er svært at være kreativ, for ikke at sige innovativ - altså de kompetencer, vi så gerne vil bryste os af - hvis ikke det faglige grundlag er der. Efter den omgang vil jeg mene, at innovation atter engang kandiderer kraftigt til listen over meningsløse bullshitbegreber i Danmark.

Det ironiske er, at næppe nogen, hverken i eller udenfor Folketinget drømmer om kinesiske tilstande. Tværtimod tør man slet ikke forestille sig, hvad det kan betyde, hvilke kræfter der slippes løs, når kineserne finder ud af at variere undervisningen og slippe den og eleverne fri. Så er vi nemlig næppe så enestående længere.

Men det mest ironiske er, at vi i Danmark ikke magter at udfolde den enestående frihed i uddannelse til alle.

Det første dementi af new public management

Det ser ud til, at jeg må tage ordene i mig igen fra sidste blog om, at den såkaldte normalisering på skoleområdet er en konsekvent indførelse af new public managements regime også dér. For formanden for gymnasierektorerne Jens Boe Nielsen kan fuldstændig afdramatisere normaliseringen med ordene: ”Vi siger som rektorer, at vi har fuld tillid til, at læreren bruger sin arbejdstid til det, den skal bruges til. Det er derfor kun, hvis en lærer mener, hun laver for meget, at vi kan tage en snak om, hvordan hun har brugt sin tid. Jeg har som rektor ikke behov for, at lærerne kommer og viser mig, hvor mange timer de har brugt.” (Gymnasieskolen april -13).

I den optik ser det nærmest ud som om, at det er lærerne, skole- eller gymnasielærerne, der med deres stædige fastholden af, at der skal foreligge detaljerede arbejdstids-aftaler og -registreringer saboterer udvikling og kvalitet; det er jo altid lærernes personlige engagement og elevernes udvikling/kvalificering, det handler om. Jada…

Men hvor naiv skal man være for at besnæres af retorikken? Vel egentlig ikke særlig meget. Tidsregistreringer har fanden skabt – jeg gjorde mig lystig over problematikken i bloggen ”Jeg er berettiget til afspadsering”. Ikke desto mindre er tidsregistrering nu den sidste absurde bastion, menneskene i uddannelsesinstitutionerne holder fast i overfor grænseløs undervisning, planlægning og udvikling. Tænk hvis det var omvendt; ledelsen sikrer, at læreren ikke brænder sammen i undervisning, planlægning og udvikling!

Og hvor naiv skal man være for at besnæres af retorikken, når tilføjelsen er, at den først og fremmest handler om økonomi. Lur mig om ikke de fleste af os kender én, endda en tidligere kollega der ikke klarede grænseløsheden og gik ned med stress.

Imens ”normaliseringen” foregår, er det dybt ironisk at læse artiklen De sidste 30 års ledelsestænkning på skafottet i Navigation – Innovation by Communication 5.april -13, en udgivelse fra erhvervslivets intellektuelle alibi Mandag Morgen. Konklusionen er: ”Den kortsigtede tænkning kan spores tilbage til hele den filosofi, der omgærder (business)skolerne, hvor alt handler om at måle og veje – og gerne i form af procentsatser, så man kan sammenligne virksomheder på tværs.” Men nu er nok nok, så derfor citeres Steve Denning, forfatter til managementbøger og fast kommentator på business-magasinet Forbes for, at nogle virksomheder har fattet, hvad det handler om: ”De har skiftet bundlinjen i firmaet, så formålet for virksomheden er at skabe værdi for kunderne. På den måde er eksperimenter og innovation blevet en særdeles integreret del af, hvad virksomhederne laver.”  

Wow! Ikke et ord nævnes om New Public Management, men budskabet er næsten for godt til at være sandt, fokus er nu kunderne/eleverne. Det er da heller ikke sandt: den ”humane” økonomiske bundlinjeretorik er nået fra Europa til USA: ”Den nuværende teori har et simpelt mål om, at en virksomhed skal maksimere aktionærernes værdi. I stedet bør virksomheder placere kunderne i centrum og fokusere på at gøre dem glade – og lade det give et acceptabelt afkast til aktionærerne” citeres Roger Martin, dekan på Roman School of Management på University of Toronto for.

Potato potato, kartoffel, kartoffel … I virksomhederne kender medarbejderne retorikken, nu lærer vi den også at kende i skolen og på gymnasiet.

Tænk hvis vi kunne mødes uden for arbejdstid og tale sammen...

Da folkeskolen blev højskolen

Er folkeskolen nu højskolen? Der skal ingen arbejdstidsaftale være for skolelærerne blot arbejde som kald. Det kaldes normalisering, af finansministeren.

Da jeg som højskolelærer udover at undervise talte med elever på mærkelige tider af døgnet, stod for filmklubben, deltog i flerdøgnsprojekter, var webmaster, redigerede årsskriftet, rensede computere, låste skolen af eller inddrog min familie i herlige oplevelser eller … talte jeg fanme ikke timer.

Det er dog ikke skolelærernes situation, langt fra og tværtimod. Normalisering betyder at overtage erhvervslivets ”dyder”. Det betyder at lærernes arbejdstid og opgaver nu fastlægges ud fra alle new-public-managements-til-rådighed-stående-midler. Her slår ikke blot it-baserede kontrol- og styringsinstrumenter til men et ny-sprog (kaldet bullshitsproget ved festlige lejligheder) tager også over: selvforvaltning, værdibaseret og anerkendende ledelse, medarbejderinvolvering, medarbejderansvar og ejerskab.  Det lyder besnærende, nærmest som om skolen tager sig af medarbejdernes ve og vel for kvalitetens dvs for uddannelsens skyld. Sådan ville det også være, hvis ordene stadig betyder det, de betyder, om jeg så må sige. Men de ord er ikke rodfæstede i krop og identitet nu.

Antallet af stressramte er eksploderet siden new public management ramte landet engang i 90-erne. Medarbejdere under new public managements regime presses til det yderste og stilles i et stadigt dilemma mellem at identificere sig med kvalitet og stadig at måtte gå på kompromis; de presses til det yderste uden nogensinde at gøre det godt nok.

Det sætter den såkaldte folkeskolereform i et særligt lys. Hvordan realiseres den af lærerne, når de ikke er eller har været med til udviklingen af den?!

Regeringen forestiller sig, at lærerne fører en folkeskolereform med  baggrund i new public manegement ud i livet, når lærerne ikke kan andet. Det er åbenlyst en tåbelig måde at udvikle og drive ud- og dannelse på, når lærerne ikke identificerer sig med skolen.

Det kalder regeringen normalisering!

Gymnasielærerne forkastede med 85 % nej-stemmer en sådan new-public-management-aftale, men må alligevel underkaste sig regimet, fordi flertallet af AC-medlemmer stemte ja. Tendensen er dog ikke ny på ungdomsuddannelserne eller i folkeskolen; evalueringskulturen har længe haft kronede dage her og såkaldte selvstyrende teams er intet særsyn – ligesom der på ungdomsuddannelserne åbenlyst tænkes i hvad eleverne indbringer i kroner og øre fremfor at tænke i uddannelsernes kvalitet.

Er det for meget sagt, at folkeskolelærernes vægren sig imod at tænke samfund som et rent økonomisk anliggende er sidste bastion for dannelse i oplysning og demokrati? Det manglede da også bare!

Vi er i øjeblikket ikke i stand til at tænke uden for økonomiske kalkuler - og så kan det være ganske overvældende at gøre det. Ikke desto mindre er det en grundlæggende øvelse i et demokrati.

PS: Højskolerne er tavse. Lige nu burde de om nogen bakke op om kollegaernes oplysnings- og demokrati-projekt! Eller sagt helt uden nysprog: Lige nu burde højskolerne bakke op om skolernes oplysning!

Jubilæum i Mellemtiden

Det ville være synd at sige, at denne blog er overrendt. Ikke desto mindre er det at have passeret 10.000 sidehenvisninger på Nul i opførsel siden 1. juli 2007 noget særligt i min optik. Nogen har sgu været her forbi trods stort set ingen kommentarer og en meget lille men trofast ”skare” af faste læsere. Derfor dette jubilæumsindlæg.

Om der er lyttere/læsere minder mig om mine ungdomsdage på Sokkelund Radio i Huset i Magstræde, hvor vi hver onsdag aften, med genudsendelse torsdag morgen, sendte DaCapo, et 2-timers kulturprogram uden reklamer og uden musik-afgifter til Koda Gramex. Græsrødderne skiftedes til at sidde bag teknikken, i studiet og at producere indslag. Stemningen var høj men dybt seriøs. Ikke alt vi sendte var lige talentfuldt, men alle var dedikerede om opgaven; at formidle kultur til folket. Sådan blev det heldigvis aldrig formuleret, for det var tiden før Foghs erhvervslivsrettede krav om værdigrundlag og efter 68-ideologikritikernes aflivning af sanseligheden. DaCapo levede i lad os kalde det Mellemtiden og var uden tvivl et dannelsesprojekt fyldt med begejstring.

Ingen vidste om der var lyttere, men dristede vi os til at udlove et par teaterbilletter blev der trods alt ringet ind til studiet. Det er næppe min blogs sidehenvisninger og læsere nu, for tiden er gået, men det ligner.

Jeg skriver bare. Jeg skriver, fordi jeg må.

Kl. 21.30 huskede vi at dreje sende-nøglen, så Radio Rosa, bøssernes radio kunne komme til efter os. Hver for sig pustede vi ud, drak øl et sted i byen, var glade - og mødtes næste uge.

Nul i opførsel er båret af engagement, har få læsere, og er ikke mit  individuelle projekt men min blog – og lignende er nettet fuldt af. Så hvad blev der af det fælles, sanseligheden og kulturen… Hvad blev der af Mellemtiden?

Jeg skal være den sidste til at begræde tiden og hengive mig til nostalgi. Men derfor kan jeg vel godt længes efter den tid historikere overser, politikere og kommentatorer ikke regner, men som er fyldt med håb nu.

Spin og den finske model er bedre end X Factor

Det er ganske mageløst, at overvære lærernes formand Anders Bondo og KLs forhandler Michael Ziegler ”forhandle” foran pressen efter forhandlingssammenbrud i forligsinstitutionen. Hvad er reelt og hvad er spin? Bondo foreslår den finske model, Ziegler kender ikke den finske model, men undrer sig over, at Bondo ikke har foreslået den før. Så mundhugges de lidt og går så tilbage til forhandlingslokalet…

Den finske model, er hverken en veldrejet kvinde eller en mobiltlf af mærket Nokia. Dumt at Michael Ziegler ikke læste avisen.dk d. 8.marts, hvori lektor Frans Ørsted fra DPU fortalte om modellen:

- Systemet er enkelt og har ikke været præget af konflikter. Man har en aftale om, at alle finske lærere, der er ansat på fuldtid, underviser 24 lektioner af 45 minutter om ugen. Det ligger helt fast.

- Alle de opgaver, som ligger ud over undervisningen, er ikke omtalt i nogen arbejdstidsaftale. Dem fordeler ledelsen i samarbejde med lærerne. Det er forberedelse, samarbejde, møder, it-arbejde og så videre.

Og dumt af Bondo først at foreslå modellen i 11.time, fordi han troede, at det forslag var alt for vidtgående i forhold til KLs forslag.

Nå ja, hvad ved vi om normalisering på arbejdsmarkedet … Men det er saftsuseme bedre end X Factor på den anden kanal.

(Ud)Dannelsessplint 13

Når nu egernet
                         nogle gange er der tre!
insisterer på at være i min have
og derfor fastholder mit blik gennem ruden mod træer og himmel

er jeg pauser i spring, grene og bark

hvor ville jeg gerne give slip

Danske Skoleelever er kloge

Er det nu klogt af Danske Skoleelever med formanden Vera Rosenbeck i spidsen at afholde sig fra at tage stilling i kampen for eller imod en arbejdstidsaftale mellem kommunerne, dvs finansministeriet, og Danmarks Lærerforening? Vera Rosenbeck har konsekvent ikke taget stilling, men lige fra konfliktens start opfordret ´de voksne til ikke at være barnlige´ og sætte sig ned og blive enige, det er jo eleverne konflikten går ud over.

Vera Rosenbeck er som særdeles samfundsopvakt elev i 9. klasse næppe så naiv, at hun ingen holdning har til konflikten. Ikke desto mindre lægger hun ansvaret fra sig i denne sammenhæng.

Det betyder dog ikke, at Danske Skolelever ikke har bud på reformer af skolen – mange har de, bl.a. i deres Reform for forandring. Men budene drukner nærmest i den standende konflikt, for Vera Rosenbeck holder klogt tungen lige i munden og undgår behændigt den tåbelige sammenblanding af stram økonomistyring og reform af folkeskolen som finansministeren og undervisningsministeren præsenterer os for.

Hvad de voksne ikke formår, formår Danske Skoleelever altså; at lægge stemmer til en reel udvikling af folkeskolen. Med den form for ansvarlighed er det ærgerligt, at de ældste elever i folkeskolen ikke har stemmeret – her og nu er der trods alt ikke meget at stille op i elevrådet.

PS: hvis finansminister Corydon tror, at Danske Skolelever ikke har forstået hvad økonomistyring går ud på, kan han jo nærlæse deres charmerende mådehold, det regeringen vel vil kalde ”ansvarlighed”, når de blandt andet foreslår, at staten låner kommunerne 400 millioner kr. til efteruddannelse af lærerne i inklusion, hvorefter kommunerne kan betale de 400 millioner tilbage, fordi de spares på specialundervisningsområdet.

Folkeskolereform som benhård økonomistyring - barokt!

Fantastisk at de centrale parter og personer i de sammenbrudte forhandlinger mellem folkeskolelærerne og kommunerne mødtes i et DR-studie. Ikke desto mindre fandt den totale sammenblanding af folkeskolereform og økonomistyring sted i går i DR2s fremragende debatprogram Debatten. End ikke den maniske, men knivskarpe og kompetente ordstyrer Clemens Kjærsgaard formåede at holde skæg og snot for sig.

Sigende var det, at de Radikale ikke stillede op med deres uddannelsesordfører men med økonomiordføreren og at Kjærsgaard konfronterede hende med en mor – og kendt journalist – der havde flyttet sit barn fra folkeskolen til en privatskole/friskole. Hvad var begrundelsen for, at moren ikke diskuterede med børne- og undervisningsministeren, som sad på tilskuerrækkerne, men med en økonomipolitiker?!

Hvorfor formåede end ikke et supertalent som Clement Kjærsgaard at trække det fatale frem: at folkeskolen uanset hvad bør reformeres, men at reformer lige nu konsekvent kvæles af en umenneskelig økonomisk politik?

Måske fordi journalisten er overbevist om, at det fatale vil træde skarpt frem i konfrontationen økonomi og værdi; sådan var debattens debattører åbenlyst udvalgt. Jeg tror imidlertid det modsatte skete: at budskabet blev, at reformer, ligesom regeringen vil det, altid bør ses i et skarpt økonomisk lys uanset konsekvenser. Uanset ordene, argumenterne og erfaringerne var Debatten den aften med et politisk ukorrekt ord solidarisk med den standende økonomistyring, fordi Clemens gjorde som regeringen gør, ikke et øjeblik satte spørgsmålstegn ved den standende økonomistyring.

Dobbelt barok blev seancen på DR2 denne torsdag aften d. 7.3 -13, når man tænker på, at Kulturminister Marianne Jelved – den-engang-for-snart-meget-længe-siden-skolelærer-der-aldrig-har-glemt-hvad-det-vil-sige-at-være-lærer – et andet sted i København forsøgte at joke med, at hun da håbede at lærerne ville vinde. Det var lige før journalisterne troede hende, og så dog ikke. Den form for politisk integritet er ikke sagen lige nu…

Videre som faglært

Mens vi venter på praktikpladser til eleverne på erhvervsuddannelserne, imens vi venter på praktikpladscentre, imens vi venter på, hvad regeringen vil gøre ved det enorme frafald på EUD, og imens vi spændt venter på, hvordan regeringen har tænkt sig at erhvervsuddannelserne skal bære sig ad med at uddanne de mange unge arbejdsløse der i regeringens såkaldte reformiver nu tvinges i uddannelse – imens vi venter på alt det, kan man glæde sig over den nye EUD-søgemaskine Videre som faglært. Med få klik kan man få syn for sagn; at erhvervsuddannelserne, skulle det være, åbner for et utal af muligheder for videre uddannelse. Ministeriet for Børn og Undervisnings timing er måske lidt underlig – eleverne i 9. og 10.klasse har lige søgt ind på ungdomsuddannelserne - men hva´ pokker, det er ikke for sent at vælge om, at vælge en erhvervsuddannelse frem for en gymnasial uddannelse.

Med det nye værktøj tør man måske håbe på, at "den røde regering" så småt er ved at få øjnene op for erhvervsuddannelsernes værdi, øjnene op for håndværkets samfundsmæssige nødvendighed.

Regeringens elektroniske skridt i den rigtige retning er imidlertid lille og kan ikke erstatte personlig vejledning. Hvad godt har e-vejledning gjort for børnene i overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse? Og hvis det virker, er det så for andre end for de såkaldte særdeles velfungerende elever? I øvrigt: Hvor mange penge sparer man ved e-vejledning frem for personlig vejledning?

Regeringen har lovet at se på studie- og erhvervsvejledningen senere på året. Tør man håbe på, at vi ikke endnu engang skal se en spareøvelse gennemført som reform...

Ny Nordisk Heldags-Eksklusionsskole

På ingen tid gik gymnasielærerne med til at afskaffe arbejdstidsaftalerne med Finansministeriet. Forklaringen på ”forliget” blev til noget forblommet noget med, at Finansministeriet ikke var til at forhandle med, og at det i øvrigt ville gå ud over sommerens studentereksamener, hvis man konfliktede. Så let går det ikke med skolelærerne, der nu er lockoutvarslede.

Jeg er overbevist om, at ikke mange uden for uddannelsessystemet forstår, hvad konflikten går ud på. Og bedre bliver det ikke af, at hverken gymnasielærere eller skolelærere er særligt gode til at fokusere på det essentielle i konflikten; en forringelse af uddannelserne.

I stedet kommer det til at handle om, hvor lidt gymnasie- og skolelærere arbejder, altså om dovne lærere. Man kan jo bare, som en vred avislæser skrev i et debatindlæg, klikke ind på administrations og læringsportalen Lectio, slå en navngiven gymnasielærer op og se, hvor lidt han arbejder. Enhver kan se, at det ikke bliver til 37 timer om ugen.

Noget kunne tyde på, at den form for regnekunst nærmer sig Finansministeriets, når arbejdstidsaftaler opgives for at kunne spare på forberedelse, rettearbejde etc etc til fordel for mere undervisning i klasserne. Der skal ikke megen regnekunst til for at forstå, at man på den måde får meget mere lærer, sådan rent fysisk, for pengene - men næppe mere lærings-kvalitet i undervisningen.

Sideløbende med de storstilede sparerøvelser, ikke kun på uddannelsesområdet, skal først og fremmest grundskolen reformeres under devisen Ny Nordisk Skole, heldagsskoleinitiativer og total inklusion af alle skæve elever (alle med diagnoser og lign.).

Hvor enderne mødes er svært at se, men finansminister Bjarne Corydon og børne -og undervisningsminister Christine Antorini burde snarest tage hinanden i hænderne, indkalde til pressemøde og fortælle, hvad det hele går ud på. Med lockouten af lærerne og den manglende forberedelse kunne man jo kalde det: Ny Nordisk Heldags-Eksklusionsskole.

Børnene vælger ikke selv – men det lyder så grimt i en evaluering

Danske Skolelevers formand Vera Rosenbeck talte fredag d. 22.2 ved konferencen "Flere sejre og færre nederlag i ungdomsuddannelserne". Hun gav overgangsvejledningen ved Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) fra grundskole til ungdomsuddannelse et ordenligt skud for boven, fordi skoleeleverne vælger uddannelse uden at vide, hvad de vælger.

På folkeskolen.dk citeres hun for at sige: "Til mange siger vejlederen, at det da vil være helt fint at gå på HTX, og en gruppe elever får så at vide, at de kan gå på en erhvervsuddannelse - og så kan man jo håbe på det bedste. Hvis ikke din vejleder kan vejlede dig, hvem kan så".

Det kunne næsten lyde som om mange blev vejledt til Htx (højere teknisk eksamen på det tekniske gymnasie), men hvis det var tilfældet, ville det ensidige uddannelsesbillede se helt anderledes ud. Vera Rosenbecks pointe er imidlertid, at vejledningen er overfladisk; de fleste får blot stukket Stx, fejlagtigt kaldet gymnasiet, ud fordi vejledningen først og fremmest er for de såkaldt svage elever. Der er ingen vejledning for de der er fagligt, socialt og personligt kvalificerede, og det er ifølge UU langt de fleste. Men ifølge elevernes formand er det slet ikke rigtigt; der er behov for uddannelses- og erhvervsvejledning for alle.

Hvis jeg ikke tager meget fejl, blev jeg af Ungdommens Uddannelsesvejledning for kort tid siden præsenteret for en såkaldt brugertilfredshedsevaluering, hvor skolelever viste stor tilfredshed med overgangsvejledningen. Tja … mon ikke Vera Rosenbeck taler for en masse elever der er grundigt spændt ud mellem mors og fars forestillinger og forventninger og et samfund hvor uddannelses-kultur mister status, bl.a. fordi politikerne blot råber procentsatser og kroner og ører højt. Måske de hellere skulle tale værdipolitik, dannelse og uddannelse som personligt og samfundsmæssigt grundlæggende for os alle sammen.

Jeg er overbevist om, at Marie Krarup taler for rigtig mange – mødre, når hun i Berlingske Tidende fortæller, hvordan hun rådede sine børn til at gå i gymnasiet, læs stx, fordi de ikke vidste, hvad de ville. Det var et rigtig dårligt råd, som den uddannelsespolitiske ordfører for Dansk Folkeparti gav sine børn. I værste fald placerede hun på den måde sine børn på en uddannelse, som de intet får ud af. Risikoen for frafald, og med det mener jeg at droppe ud af uddannelsen uden uddannelsesmæssigt perspektiv, øges. Eller også kan det gå som vores Undervisningsminister siger i et sjældent forsøg på at gøre noget godt for erhvervsuddannelserne: ”Får du en lunken studentereksamen og ingen videregående uddannelse, så er du bare ufaglært med en studentereksamen.”

Med til Marie Krarups traditionelle betragtninger hører, hvad jeg som vejleder på Htx ofte hører hos frafaldstruede elever: ”Jeg valgte at gå i gymnasiet for at have noget at falde tilbage på.”

Det er en sang fra dengang, det var noget særligt at blive student. Der er imidlertid intet at falde tilbage på i dag som student med ´en lunken studentereksamen´; hvis ikke eleven dropper ud undervejs, tager han en erhvervsuddannelse som student – eller ingenting. Og hvad skoleeleverne og ikke mindst mor ikke ved er, at skal det være, er der mange muligheder for videregående uddannelser efter en erhvervsuddannelse. Det burde Ungdommens Uddannelsesvejledning fortælle, så det giver genlyd på skolerne.

I dag er det døden at gå på en ungdomsuddannelse uden perspektiv, det er opbevaring. Det er således åbenlyst, at vi ikke lykkes med at åbne uddannelsesmæssige og dannelsesmæssige perspektiver for vores børn. De placeres på en uddannelse af mor og far og en vejleder der ikke vejleder. Børnene vælger ikke selv – men det lyder så grimt og uselvstændigt i en evaluering.

(Ud)Dannelsessplint 12

Da min datter rejste
da hun rejste
da hun fyldte alting ind i en alt for lille bil i dag

                      og drengene gad ikke hilse …

Lige før rejste den anden til Afrika
og vil hjemmefra når hun kommer hjem

skyper hun

Og lige før rejste den første
lige uden for døren der hvor vi boede dengang

med bagage hun stadig stadig stadig må af med

Men den sidste er stadig hjemme

I aften kom hun ned i gallakjole og højhælede
flot flot flot

Hvad skal jeg sige

Finansiel normalisering? Nej, tak!

Der er en egen fatal ironi i, at den finansielle ”normalisering” af uddannelsesområderne betyder, at lærerne skal undervise mere samtidig med, at det ikke interesserer politikerne hvilke pædagogiske og didaktiske initiativer der udvikles under nedskæringer og generelt i et senmoderne samfund i økonomisk krise, kort sagt; hvad der faktisk sker herude på uddannelserne interesserer ikke politikerne. Og på den måde rækker politikerne ud efter et for længst forældet læringssyn.

Det er ikke så få initiativer som folkeskole-, erhvervs- og gymnasielærere medvirker i for at imødekomme inklusion, Pisa-undersøgelser og en 95%s-målsætning der har betydet et overvældende pres først og fremmest på gymnasierne og et skrantende elevtal på erhvervsuddannelserne. Ikke desto mindre mødes alle udviklingsinitiativer ude på uddannelserne blot med krav om at registrere timetal i excelark.

Så når den altid opvakte og veloplagte Rokoko Posten med tungen velplaceret i kinden kan fortælle, hvordan gymnasier afskaffer undervisningen og på den måde løfter kvaliteten af uddannelsen er det både en fed løgn og et lattervækkende men foruroligende billede på, hvad der bliver af ud- og dannelsen, når det ikke betyder noget.

Som rektor for det fiktive Borupgaard Gymnasium, Berit Nissen siger det: “Ideen om et studiemiljø, hvor voksne fortalte unge, hvad der er vigtigt, var grundlæggende forfejlet, og det er jeg stolt af at have rådet bod på” (Rokoko Posten 31.1 -13).
 

Lige nu skal der undervises mere. Finansministeriet mener, at det er tid til at skrue tiden tilbage til dengang læreren stod foran tavlen og klassen time efter time.

Lur mig: Om lidt viser tallene, de økonomiske beregninger, at det bedre kan betale sig med virtuel undervisning, fjernundervisning og selvstudier. Så får rektor Berit Nissen ret.

Normalisering? Ja, tak!

Som bekendt har finansminister Corydon ”normaliseret” forholdene på gymnasieområdet i den forløbne uge. Og meget snart sker det også på folkeskoleområdet. Uanset indpakning – ”normalisering” eller ”sikring af uddannelseskvaliteten” – er og bliver de indgåede forlig dog finansielle spareøvelser med deres helt egen retorik.

Man må undre sig over den iver med hvilken spareøvelser gennemføres på områder, uddannelsesområderne hvor sådan set alle er enige om, at kvalitetsløft er hårdt tiltrængte. Her slår forklaringer om, at spareøvelser kan betyde kvalitetsløft i processen slet, slet ikke til. Fx er kravene til skolerne om inklusion åbenlyst forklædte spareøvelser. Og i de mere eller mindre afsluttede overenskomst-forhandlinger er det ligeså åbenlyst, at kravene om at folkeskole- og gymnasielærerne skal undervise mere på bekostning af forberedelse ikke har det mindste med kvalitetsløft at gøre. Et sandt timetællingshelvede er på vej herude på uddannelserne.

Jeg har før citeret Dorthe Ågård, phd.studerende ved Aarhus universitet og forsker i relationskompetence i gymnasieundervisning, for at sige, at gymnasieelever ofte ”mangler motivation, engagement og koncentration i en grad, så de får for lille udbytte af undervisningen.” Og at årsagerne skal findes ”i en gennemgribende ændring i unges syn på skolen, i deres livsstil, medieforbrug og problemer med den generelle trivsel” (Weekendavisen 12.11 -11).

Mit bud er, at man kan sige det samme om vores politikere; at ´de mangler motivation, engagement og koncentration i en grad, så de ikke kan se kvaliteterne i skolen og gymnasiet´, og at det skyldes ´en gennemgribende ændring i politikeres syn på skolen, i politikernes livsstil, medieforbrug og problemer med, nå ja måske ikke trivsel, så dog med almendannelse´.

I den sammenhæng går jeg helt ind for normalisering.

Klasser eller demokratisk indstillede?

I mit sidste blogindlæg supplerede jeg Steen Cloud Poulsens påstand om, at de veluddannede forældre tager deres børn ud af folkeskolen og flytter dem til fri- og privatskoler med, at det gør de rige forældre sikkert også.

Nu kan jeg så forstå på Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at jeg tager fejl. D. 18.1 -13 kan deres ugebrev A4 fortælle, at de Fattigste forældre vælger privatskole. Som bekendt hedder det sig, at der findes tre former for løgn: løgn, forbandet løgn og statistik. Når man læser artiklen går det op for en, uden dog at A4 giver sig af med at forklare det, at etniske skoler forrykker statistikken. Suppler desuden med det faktum, at skolelukninger over hele landet har betydet, at borgere har oprettet frie skoler. Så tegner der sig et helt andet billede.

To dage før havde A4 da også offentliggjort en undersøgelse der viser det skæve billede, forskellen på rig og fattig ved grundskolevalg. I artiklen Skoler er delt op på rige og fattige forældre (A4 d. 16.1 -13) kan man læse, at tendensen til at rige og fattige forældre sætter deres børn på forskellige skoler er meget markant. Artiklen gør opmærksom på med professor Martin D. Munks ord, at ”forældreindkomsten har betydning for, om børn klarer sig godt i skolen”. Og professor Niels Egelund påpeger, at skævvridningen går ud over sammenhængskraften i samfundet, eller som han meget charmerende siger det: ”De fattiges børn ender som rosset uden positive forbilleder i klasseværelset.”

Der står med andre ord klassesamfund mellem linjerne i A4s to artikler.

Mon dog ikke pointerne er flere. For det første, at det i dag faktisk er muligt for mange forældre, også de der ikke er rige, at prioritere deres børns uddannelse og vælge en anden grundskole, en privatskole eller friskole for deres børn. Det har etniske mindretal fundet ud af, det har de forældre der har dannet nye friskoler på baggrund af skolelukninger fundet ud af. Og det kan forældre der ikke længere skal betale til vuggestue og børnehave sikkert ofte også.

Den anden pointe er derfor, at flugten til privat- og friskoler er en reaktion på, at politikerne har givet op på uddannelseskvalitet i folkeskolen, men det har en hel del forældre ikke. Og så er det da dybt ironisk, at selvsamme politikere taler om at gøre det dyrere at drive fri- og privatskole, altså at det skal bliver dyrere for de forældre der prioriterer uddannelse af kvalitet for deres børn.

Den tredje pointe er så, at hvis først de forældre der faktisk har råd og prioriterer uddannelse får øje på muligheden og der er plads på privatskolen, så er det svært at få øje på folkeskolen. Der rokkes således alvorligt ved det faktum, at vi har en rodfæstet tradition for at drive skole for alle, folkeskole.

I værste fald er folkeskolen ved at udspille sin rolle som demokratisk samfundsbærer. Der var engang hvor bønder og arbejdere sikrede deres børn uddannelse dér sammen med direktørens og professorens sønner og døtre. Sådan er det næppe længere. Chancen for at datteren af den ufaglærte arbejder møder sønnen af akademikeren eller direktørens datter bliver mindre og mindre.

Uddannelse handler altid om meget mere end min datter og søn. Eller som Thomas Kold, lederen af folkeskolen Hadstenvejens Skole, der ligger kun 200 meter fra privatskolen Randers Privatskole, siger det i A4: ”Vi har alt lige fra børn af prostituerede til børn af præster. Vi er meget blandede, hvor man er mere ens på en privatskole. Eleverne på Randers Realskole ville nok få et kulturelt chok, hvis de kom over til os, fordi det er så anderledes her. Men jeg tror på en eller anden måde, at vores børn ville være mere demokratisk indstillede, end børnene er på realskolen.”

Det nye klassesamfund

Nok er StenCloud Poulsens kronik i Weekendavisen d. 4.1 -13 om folkeskolens forfald, ”Summen af benspænd er knusende”, lige lovlig højstemt – det lykkes simpelthen kronikøren at finde så mange benspænd, at det er svært at se en vej frem for skolen – ikke desto mindre er der en central passage der ikke er til at komme udenom. Ned at ligge!

”Skolen var først et privilegium for de få, derefter en ret og i dag en pligt. Men hvordan eleven ser på sin skolegang bestemmes i høj grad af kulturen i familien. Som konsulent ser jeg ikke i klasseværelset mange elever, som med målrettet energi kaster sig ind i de læringsmuligheder, som læreren tilbyder. De fleste elever ser undervisningen som underholdning, hvor det er lærerens pligt at levere en fængslende og varieret forestilling. De ser skolen som et teater, hvor de er betalende tilskuere. Børnene er opdraget til en lystlogik, ikke en nødvendighedslogik. Teenageelevers respekt for lærerne i folkeskolen kan ligge på et meget lille sted. De undergraver sig selv, medens de har travlt med sociale medier. Og de opfatter ikke undervisning og læring som et socialt medie, som de behøver at bruge så meget tid på: De udviser ingen glubende interesse i at vide mere, de finder sig modstræbende i at blive undervist. Elevernes handlerum og udfoldelsesrum er i dag i klasseværelset meget stort og lærerens tilsvarende mindre: De kan ikke insistere på, at eleverne lærer. Det, som moderne forældre grundlæggende ønsker på deres børns vegne, er i dag ikke primært, at de lærer en hel masse. I praksis er forældrenes forventninger og krav til lærerne primært, at børnene har det godt, trives og er glade. Det er mere alvorligt, at en elev er i dårligt humør, end at de ikke tilegner sig solide fagkundskaber. I tidligere epoker brugte læreren sin myndighed til at presse sociale og personlige forstyrrende momenter ud af klasseværelset, så der var tid til læring. I dag er det nærmest omvendt.”

Jeg undskylder det lange citat, men det er vigtigt.

Man tænker uvilkårligt, hvordan samfundet overhovedet kan hænge sammen, hvis det ovenfor beskrevne liv i klasserummet afspejler vores holdning til uddannelse. Er der virkelig kun nogle ganske få iblandt os der lærer noget? Det kan meget vel være, såfremt man forstår påstandene i et tidsperspektiv ellers var alting da for længst hold op at fungere. Kronikøren beskriver da også tilstanden som en proces. På den anden side har man jo skældt ud på den forbandede ungdom siden Antikken, så …

Jeg er ovebevist om, at kronikøren beskriver udviklingen af et nyt klassesamfund, om end hans pointe er en anden. Den modstand mod læring, som kronikøren beskriver, er eleverne i folkeskolens, de andre elever flytter far og mor til frie- og private skoler: ”De veluddannede forældre har taget bestik af folkeskolens problemer: de stemmer med fødderne og flytter deres børn.” De rige forældre gør sikkert det samme.

Når lærere på erhvervsuddannelserne og de gymnasielle uddannelser taler om folkeskoleelevernes manglende basale fagligheder fra folkeskolen er det samme klasse-problematik. Når skiftende regeringer presser ”alle”, målsætningen er 95 % af en årgang, igennem en ungdomsuddannelse uden at se på uddannelses-kvaliteten, så undgår man behændigt at tage stilling til udviklingen af et nyt klassesamfund og kan i stedet koncentrere sig om samfundsøkonomiske modeller. Det har naturligvis konsekvenser.

Det nye klassesamfund slår igennem uddannelsessektoren, når studenter ikke kan bruge deres gymnasielle uddannelse til noget på grund af manglende kvalifikationer, og når håndværkere ikke kan bruge deres uddannelse til noget på grund af manglende kvalifikationer – og når unge parkeres på en ungdomsuddannelse, fordi der intet ufaglært arbejde er til dem.

Mig bekendt har ingen af Folketingets partier i dag forstået, at et klassesamfund ikke afskaffes én gang for alle (Hvornår var det nu det var?), men at det skabes og bekæmpes ikke mindst af politikere. De tusindvis af medborgere der om lidt falder ud af ”velfærdssamfundet”, fordi de er arbejdsløse, ved det om nogen.

Må jeg foreslå, at man begynder at tale om uddannelse, dannelse, moral, etik, værdier og arbejde i et samfund der vil klassesamfundet til livs - eller, hvorfor ikke, taler om Frihed, Lighed og Broderskab i dag.