Jeg savner et (ud)dannelsesmæssigt udtryk der griber dagen

Så kom jeg endelig igennem Finn Thorbjørn Hansens digre værk ”At stå i det åbne – dannelse gennem filosofisk undren og nærvær” (Hans Reitzels Forlag 2008).

Jeg har i en tidligere blog ("Højskolen og det eksistentielle - konkret", d. 31.5 -08) nævnt, at jeg ville vende tilbage til hans rapport for højskolerne: ”Det var, som om de havde en slags kærlighed til det, de gjorde” (FFD 2008). Men det bliver nu en kommentar til det efterfølgende førstnævnte ”hovedværk”, der samler Hansens tanker op.

På den ene side er det herligt velgørende at få en grundig indføring i det at filosofere eksistentielt; hvad er og hvordan griber man det sande, det gode og det skønne? Filosofferne Sokrates og Hannah Arendt er i front, sidenhen kommer Kierkegaard, Løgstrup og Heidegger og mange flere til. Hansen vover pelsen, når han taler om ”Eichmanniseringen af dansk uddannelsesliv og –forskning” (s.26). Hold da op, påstanden om nazificeringen af det danske uddannelsessystem kræver sin mand - men Hansen står af og forfølger ikke den samfundsmæssige for ikke at sige den uddannelsesmæssige tråd. I øvrigt er det påfaldende, at ingen i offentligheden kræver Hansen til indtægt for påstanden. På den anden side bliver man noget træt i hovedet, når værket plages af en stadig redundans omkring det såkaldt egentlige, dvs. det sande, det skønne og det gode – eller som der står på bogens bagside: ”Kærlighed til visdom og skønhed.” Der er simpelthen ingen ende på Hansens dans omkring guldkalven; i kapitel efter kapitel forklares det sande, det gode og det skønne uden at komme en tøddel nærmere – og det er vel netop pointen! Hvis ikke man for længst er stået af inden endt læsning, ja så nås kvalmegrænsen under alle omstændigheder, når man opdager, at man må være en del af et trossamfund for at gribe det sande, det skønne og det gode.

I al spagfærdighed beder jeg blot om et digt for at komme til mig selv.

Problemet er - og det bliver ikke mindre af, at Hansen selv gør opmærksom på det, tværtimod - at man næppe kan forklare og give værktøjer for det sande, det skønne og det gode. Men Hansen tror ikke på, hvad han selv siger; så han fremturer med endeløse filosofiske forklaringer og henvisning til appendiksets eksistens-filosofiske værktøjer. Men tænk om Hansen argumenterede for, at det faktisk kan nytte noget at bruge strategier til at nærme sig det eksistentielle, vel at mærke i al beskedenhed og i forhold til realiteterne. Eller at han trådte i baggrunden for visdommen og skønheden og dermed pointerede, at det har et andet udtryk end hans eget. Men nej, på 478 sider står Hansen simpelthen i vejen for sit eget projekt; tydeligst når han henviser til sig selv i samtaler med andre eksistentielt-filosofiske vejledere. Men i virkeligheden værst når det sande, det skønne og det gode får endnu en tur i forkyndelseskarusellen.

Hvis det forholder sig sådan, at man kommer tættest på det sande, det gode og det skønne gennem kunsten eller gennem de helt store filosoffer, så må man lade kunstens og de mesterlige filosoffers værker stå frem i al deres befriende udtryk! Det er enkelt, men kræver sin mand. Dog, Hansen vil ikke forklare og slet ikke formidle, men, efterhånden som værket skrider frem, slet og ret forkynde. Nåja, dér blev jeg vist fanget af selvsamme redundans!

Kort sagt: Det simple faktum, at man fx som uddannelses- og erhvervsvejleder kan nå den vejledte ved at fokusere på det eksistentielle, drukner i en forkyndende omklamring. Så nytter det næppe, at forkyndelsen sættes på hansensk formel, udtrykt ved værkets appendiks (s. 435 – 456).

Det er en skam, at Hansen vil forkynde. Derved tager han al luften ud af et vigtigt projekt; hvordan sætter man det eksistentielle ind i en samfundsmæssig sammenhæng, hvor den bløde og den hårde diskurs er dagsordenen? På den ene side lever vi med ”den bløde diskurs” - selvudvikling, værdsættelse, anerkendelse, kreativitet og innovation - og på den anden side lever vi med ”den hårde diskurs” - tests, evidens og evaluering (sådan formulerer Svend Brinkmann det i: "Identitet – udfordringer i forbrugersamfundet"; Klim 2008). Men Hansen har intet bud på, hvordan man forholder sig til realiteterne. Så hvem taler Hansen til? Selv det eksistentielles sidste (ud)dannelsesmæssige højborg, nemlig højskolerne må derfor lede forgæves efter samfundsmæssig sammenhæng hos Hansen.

Jeg selv har haft gode erfaringer med at bruge Hansens såkaldte sokratiske metode (”Den sokratiske dialoggruppe”; Gyldendal 2000) i undervisning på en højskole. Og jeg har også været med til udvikling af værdigrundlaget for samme højskole med Hansen som mediator, dvs. som en slags ordfører for formuleringen. Begge dele var gode, øjenåbnende oplevelser - men kun lige indtil det punkt, hvor de (ud)dannelsesmæssige realiter skulle tages i ed. Her stod den sokratiske metode og Hansen af. I dag er den højskole uden elever, og jeg selv blevet klogere, når jeg underviser og vejleder på et gymnasium.

Jeg savner ærlig talt et (ud)dannelsesmæssigt udtryk der griber dagen eksistentielt.