fredag den 24. december 2010

´Engelsk er meget mere mig end dansk´

Af og til sidder jeg overfor en elev der hævder, at han udtrykker sig meget bedre på engelsk end på dansk.

Grunden til at jeg har den samtale med eleven er ikke kun fordi jeg er studievejleder, men også fordi jeg er dansk-lærer. ´Hvis bare jeg måtte skrive mine analyser og redegørelser på engelsk, så skulle du bare se´, siger han til mig, for at forklare hvorfor hans danskopgaver er af så ringe kvalitet. ´Engelsk er meget mere mig end dansk´.

Vi taler ikke om en tosproget elev. Han er ikke vokset op i et engelsktalende land, han har ikke engelsktalende forældre. Han tænker og drømmer ikke på engelsk.

Men han færdes meget på internettet. Her spiller og chatter han på engelsk med ”hele verden”. Og han har en dybt tilfredsstillende oplevelse af at blive set og hørt, sådan som han gerne vil ses og høres.

Han er ofte dybt forundret over, at hans engelsk-lærer ikke har samme opfattelse. Engelsklæreren hævder tværtimod, at elevens ordforråd er begrænset og at grammatikken halter.

Engelsk og dansk-læreren har altså samme oplevelse; at elevens sprog ikke er nær så nuanceret som det burde være.

Ulykken består dog først og fremmest i elevens oplevelse af, at eget sprog ikke er hans; det sprog han taler, skriver, tænker og drømmer på er ham fremmed. Uanset hvilket parameter man måler efter, er grundlaget for den oplevelse åbenlyst forkert. Med et særdeles dækkende 70-erudtryk er eleven fremmedgjort i forhold til sig selv. Eleven står midt i en identitetskrise.

Jeg ved ikke hvor mange elever der har det som ham. Men jeg er ret sikker på, at dansk og engelsklærere på ungdomsuddannelserne kan nikke genkendende til karakteristikken ovenfor.

Det der bekymrer mig er ikke ´tab af modersmål og national identitet´, men at evnen til at reflektere nivelleres; at man tilsyneladende kan dannes og uddannes uden at bevæge sig nævneværdigt over et grundlæggende refleksions-niveau.

Morten Hesseldahl siger det således i Weekendavisen d. 23.12 -10 : ”Jeg har været censor over tusind gange på filosofi og idéhistorie, og der er kæmpe forskel. Nogle er på et meget højt niveau, hvor de så end har fået det fra. Nogle kan dårligt nok formulere sig. Under nogle eksaminationer har man indtryk af, at det kun handler om at få fremsat en masse meninger. Når man ikke er fagligt funderet, bliver det pludselig synspunkter, der bliver det interessante.”

Her er noget vigtigt at tage fat på for en ny regering i 2011.

Glæden ved at lære

Agnes Obel, der er udråbt til nyt stort sangskrivertalent i 2010, udtalte for nylig de kloge ord: ”Jeg tror slet ikke på, at det er godt med mål tidligt i livet. Det er selvfølgelig godt at have en idé og prøve at realisere den. Men når man er så ung, så tror jeg, at det først og fremmest handler om at finde glæden ved at lære og finde ud af, hvad man gerne vil lære.”

Tænk hvis de ord var udgangspunkt for (ud)dannelse i Danmark.

lørdag den 4. december 2010

Gymnasiets død?

I sidste uge kunne man læse et interview, "Gymnasiets død", med lektor Ole Witt-Hansen fra Køge Gymnasium i Weekendavisen (WA). Læsere af Gymnasieskolernes Lærerforenings medlemsblad Gymnasieskolen kender så udmærket Witt-Hansen for hans mange kritiske artikler om gymnasiereformen.

I WA gentages kritikken. Pointen er; med gymnasiereformen cementeredes den fordummende tværfaglige projektarbejdsform, idet den nu er skrevet så eftertrykkeligt ind i gymnasiernes bekendtgørelser. På stx hedder den almen studieforberedelse, på de erhvervsgymnasiale uddannelser, htx og hhx hedder den studieområdet. Der er eksamen både efter grundforløbet og efter studieretningsforløbet. Alt i alt skal almen studieforberedelse og studieområdet forberede eleverne på videregående uddannelse.

Og hvad er der så galt i det? Ja, jeg mener også der er noget galt. Lad mig med egne ord give mit bud. I den forstand er jeg en næsten lige så vrissen gymnasielærer som Witt-Hansen for at bruge et udtryk fra et vredt læserbrev i WA ugen efter interviewet.

Modstanden imod det tværfaglige projektarbejdes ”angreb” på de enkelte fags faglighed kender ethvert gymnasie og dets lærere og elever vel til, antager jeg; afbrudte forløb og muligheden for fordybelse tages fra det enkelte fag (progressionen saboteres gang på gang), for almen studieforberedelse og studieområdet skal forstås og defineres som et selvstændigt fag med egne mål.

Ingen gymnasielærer med respekt for uddannelsen kan vel sige sig fri for frustration ved at skulle harmonisere de dobbelte mål; det enkelte fags og almen studieforberedelses/studieområdets mål. Ligesom det er en velkendt sag, at eksamenerne i ”faget” nogle gange nærmer sig det parodiske ved deres på forhånd givne svar på projektarbejdets velsignelser. Elevernes erfaringer med almen studieforberedelse/studieområdet får kun i sjældne tilfælde et selvstændigt udtryk – og så må man, elever og lærere, nøjes med en ordret gentagelse af bekendtgørelsens mål og det der står i en studiehåndbog affattet til formålet.

Overfaglighed, som det så smukt hedder, fattes nu engang kun, vil gymnasielærere vide, om jeg ikke tager helt fejl, når uddannelseserfaringer kan gøres til genstand for en refleksion der bunder i en viden om læring, der er andet og mere end en studiehåndbogs teknikker.

Her kommer eleverne til kort – den overfaglige viden har og får eleverne ikke på gymnasiet, bare fordi det står i Bekendtgørelserne og i studiehåndbogen. Men også gymnasielærere kommer til kort; den form for refleksion er fremmed for mange både gamle og unge lærere. Opøvelsen af overfaglig refleksion har sine mere eller mindre udtalte rødder i fagenes traditioner. En fordomsfuld skelnen mellem hvad humanister og naturvidenskabsfolk kan præsterer her er vel stadig aktuel?! Og så skal denne uafklarede viden tilmed undervises i hos elever der så at sige intet videns- og erfaringsmæssigt grundlag har for læringsrefleksion.

Var det embedsmænd bag skriveborde i Undervisnings- og Økonomiministeriet der udtænkte idéen eller marxistiske, ideologikritiske universitetsforskere der gjorde det? Under alle omstændigheder elsker erhvervslivet tanken. Jeg husker selv fra min uddannelse på Universitetet, hvordan nogle af de marxistiske undervisningsassistenter, som jeg blev undervist af pludselig forlod instituttet for at arbejde som kommunikations-etellerandet for banker og it-virksomheder. Jeg var mere måbende forbløffet end forarget. I dag ville man sige: ”Hva´ har I gang i!”. Her var lagt op til et ”unikt” samarbejde, må man sige - og en rigtig værdidebat!

Hvor bliver redegørelsen for forløbet og utopien af?