lørdag den 7. februar 2009

Regeringen løber SUr i det

Regeringens skattekommission har bl.a. barslet med den idé at nedsætte perioden, man kan modtage SU i. Perioden skal nu være kortere end det uddannelsestiden er beregnet til! På den måde sparer man nogle penge og de studerende bliver hurtigere færdige – regner man med. At man på den måde udbygger den sociale sorteringsmekanisme som det danske uddannelsessystem allerede virker som betyder åbenbart ikke noget i den sammenhæng.

Regeringen siger ikke noget, den venter vel på stemningen i folkedybet – og det udgøres næppe af de oprørske studenter. Oppositionen siger heldigvis fra. Det kan i den forbindelse undre noget, at Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden i en leder d. 3.2 -09 siger god for forslaget, for SU-en rammer jo alligevel socialt skævt.

Skattekommissionens SU-forslag står i skærende modsætning til den økonomiske krise der jo først og fremmest rammer dem uden uddannelse og også i stor stil dem med en erhvervsuddannelse. I den forbindelse er det oplysende læsning at kaste sig over fx Jyllandsposten d. 17.1 -09. Her offentliggjordes det som kloge mænd og kvinder har vidst i årevis; nemlig at en kombination af langt til ungdoms-uddannelsesinstitutionen i en kultur/et område uden uddannelsestradition fastholder rigtig mange i manglende uddannelse. At forholde sig til det danmarkskort burde være obligatorisk for alle politikere og uddannelsesfolk i det hele taget.

Hvad tænkte man på, da man lod centraliseringsbølgen hærge det ganske land? Er der virkelig penge at hente i en kynisk kalkule der fastholder mange unge i ingen uddannelse?
Og det samme kan man spørge om i forbindelse med SU-forslaget. Er der virkelig penge at hente i en kynisk kalkule der understreger privilegerede unges uddannelsesmuligheder?

Måske er det i virkeligheden sådan, at den danske Regering er træt, rigtig træt; dens mangel på overbevisning slår igennem nu – ikke mindst på uddannelsesområdet.