søndag den 21. april 2013

Da folkeskolen blev højskolen

Er folkeskolen nu højskolen? Der skal ingen arbejdstidsaftale være for skolelærerne blot arbejde som kald. Det kaldes normalisering, af finansministeren.

Da jeg som højskolelærer udover at undervise talte med elever på mærkelige tider af døgnet, stod for filmklubben, deltog i flerdøgnsprojekter, var webmaster, redigerede årsskriftet, rensede computere, låste skolen af eller inddrog min familie i herlige oplevelser eller … talte jeg fanme ikke timer.

Det er dog ikke skolelærernes situation, langt fra og tværtimod. Normalisering betyder at overtage erhvervslivets ”dyder”. Det betyder at lærernes arbejdstid og opgaver nu fastlægges ud fra alle new-public-managements-til-rådighed-stående-midler. Her slår ikke blot it-baserede kontrol- og styringsinstrumenter til men et ny-sprog (kaldet bullshitsproget ved festlige lejligheder) tager også over: selvforvaltning, værdibaseret og anerkendende ledelse, medarbejderinvolvering, medarbejderansvar og ejerskab.  Det lyder besnærende, nærmest som om skolen tager sig af medarbejdernes ve og vel for kvalitetens dvs for uddannelsens skyld. Sådan ville det også være, hvis ordene stadig betyder det, de betyder, om jeg så må sige. Men de ord er ikke rodfæstede i krop og identitet nu.

Antallet af stressramte er eksploderet siden new public management ramte landet engang i 90-erne. Medarbejdere under new public managements regime presses til det yderste og stilles i et stadigt dilemma mellem at identificere sig med kvalitet og stadig at måtte gå på kompromis; de presses til det yderste uden nogensinde at gøre det godt nok.

Det sætter den såkaldte folkeskolereform i et særligt lys. Hvordan realiseres den af lærerne, når de ikke er eller har været med til udviklingen af den?!

Regeringen forestiller sig, at lærerne fører en folkeskolereform med  baggrund i new public manegement ud i livet, når lærerne ikke kan andet. Det er åbenlyst en tåbelig måde at udvikle og drive ud- og dannelse på, når lærerne ikke identificerer sig med skolen.

Det kalder regeringen normalisering!

Gymnasielærerne forkastede med 85 % nej-stemmer en sådan new-public-management-aftale, men må alligevel underkaste sig regimet, fordi flertallet af AC-medlemmer stemte ja. Tendensen er dog ikke ny på ungdomsuddannelserne eller i folkeskolen; evalueringskulturen har længe haft kronede dage her og såkaldte selvstyrende teams er intet særsyn – ligesom der på ungdomsuddannelserne åbenlyst tænkes i hvad eleverne indbringer i kroner og øre fremfor at tænke i uddannelsernes kvalitet.

Er det for meget sagt, at folkeskolelærernes vægren sig imod at tænke samfund som et rent økonomisk anliggende er sidste bastion for dannelse i oplysning og demokrati? Det manglede da også bare!

Vi er i øjeblikket ikke i stand til at tænke uden for økonomiske kalkuler - og så kan det være ganske overvældende at gøre det. Ikke desto mindre er det en grundlæggende øvelse i et demokrati.

PS: Højskolerne er tavse. Lige nu burde de om nogen bakke op om kollegaernes oplysnings- og demokrati-projekt! Eller sagt helt uden nysprog: Lige nu burde højskolerne bakke op om skolernes oplysning!