Ud med æstetikken og det musiske!

I sidste uge påstod jeg i blog-indlæggget Ud med kreativiteten og æstetikken, at kreativitet ikke udfoldes på htx. Betina reagerede og var uforstående overfor min påstand – og jeg selv fik nærlæst teksten.

Jeg må give Betina ret; kreativit trives på htx. Lad mig derfor korrigere.

På htx er kreativiteten evident i den stadige fokuseren på, at teori forbindes med praksis. Flottest kommer det til udtryk i teknik-fagene. Her kommer både "den geniale Gear-Gearløs" og den knap så heldige "skrammel-samler" til udtryk. De kreative teknikfag er: Byggeri og Energi; Design og Produktion; Proces, Levnedsmiddel og Sundhed. Her udfoldes kreativiteten faktisk dvs. med henblik på videreudfoldelse.

Ikke noget at sige til, at det nyindførte fag Innovation har det bedst på de erhvervsgymnasiale uddannelser.

Mit hovedærinde i mit til dels forfejlede blogindlæg var imidlertid det æstetiske i forhold til htx; jeg fastholder, at det æstetiske er stort set fraværende på htx. Stx har en helt anden tradition – omend det æstetiskes rolle her bestemt ikke er uproblematisk, for at sige det mildt og diplomatisk.

Jeg fastholder også, at hverken kreativitet eller æstetik kan spærres inde i innovation. Og jeg tillader mig endda nu at tilføje det musiske som et væsentligt savn ved htx-uddannelsen. Det musiske = sans for det kunstneriske.

Ud med kreativiteten og æstetikken!

Som studievejleder på htx er det svært ikke at lægge mærke til, at musik, billedkunst, dans og teater ingen plads har her. Som om htx-elever ingen interesse eller talent har udi kreativitet – for ikke at fremhæve, at netop kulturens kreative og æstetiske sider netop har en overordentlig væsentlig rolle, når vi taler om det naturvidenskabelige og teknologiske. Herregud (eller Allah for den sags skyld) skal vi virkelig starte forfra i forsvaret for noget så grundlæggende som kreativitet og æstetik for kultur og samfund uanset hvad!?

Realiteterne er, at det ikke er muligt for htx-elever at (ud)danne sig indenfor ovennævnte fag.

Det værste er, at det gælder i det hele taget i det danske uddannelsessystem; kreativiteten og det æstetiske har vi simpelthen tradition for at undervurdere, ja marginalisere i uddannelserne overhovedet. Det uddannelsesmæssige argument er vel – ”vel” fordi det ikke formuleres fra centralt hold – at det næppe kan måles og vejes i forhold til et uddannelsesmæssigt sigte. Således må eleverne på STX vælge billedkunst, dans og musik fra - her har de faktisk muligheden - fordi de fag ikke tæller i det store uddannelsesmæssige regnskab frem mod kvalificeringen til videreuddannelserne. Og hvor blev fagene af på EUD ? Jeg længes efter at høre en håndværker trykke den seriøst af!

Erhvervslivets ”innovation” endda som fag har holdt sit indtog i uddannelsesverdenen. Men det kan næppe tage brodden af kreativiteten og æstetikken, der aldrig kan spærres inde i fx teknologisk udvikling. En ihærdig dansklærer kan således i bedste fald kæmpe en vældig kamp her, simpelthen fordi dansk er fredet som sådan, litteraturkanoner eller ej, men næppe pga. kreativitetens og æstetikkens officielle værdifuldhed. Der står hun så, dansklæreren; hun skal sørge for at eleverne kender til Grundtvig, Holberg etc., men kreativiteten og det æstetiske tja … det kan hun da vælge at gennemføre på trods! Godt gået – hold ud!

Stud.Portfolio = tvivl

Årets studenter kæmper/kæmpede som de første - sammen med deres lærere/eksaminatorer og censorer - med at finde ud af, hvordan man går til portfolioeksamen.

Engang hed det portefeuille, så hed det portefølje og nu hedder det portfolio. Kært barn har mange navne. Under alle omstændigheder er det en mappe med dokumenter i. Og i undervisningssammenhæng betyder det; tja …

Tanken er, at eleverne igennem deres gymnasietid lægger alt lige fra noter, over skitser og kladder til færdige opgaver og projekter, og også evalueringer over undervisningsforløb, ja ligefrem en oversigt over oparbejdede kompetencer i dertil indrettede, typisk elektroniske mapper, for endelig til sidst at blive eksamineret i dele heraf.

Når alle kæmper med at forstå eksamensformen, er det fordi den i princippet indeholder en høj grad af refleksion over eget læringsforløb. Og det hvad enten eleverne eksamineres i læringsforløbet som fag – fx ved htx´ såkaldte Studieområde 1 og 2 – eller eksamineres i det enkelte fags portfolio.

Det sværeste for eleverne er utvivlsomt at gå til eksamen i egen læring som sådan (fx førnævnte Studieområde). Men det er også svært at gå fra en traditionel eksamen i et bestemt fag i en bestemt opgave og så til at udvælge opgaver fra portfolioen i netop dette fag og så gå til eksamen i disse. For uanset hvad, banker læringsrefleksionen voldsomt på. Kort sagt: med portfolioeksamen åbnes op for en læringsrefleksion der i princippet bærer langt udover den specifikke viden i det enkelte fag.

I hvor høj grad er elever og lærere klædt på til denne disciplin? Og hvad består den egentlig i?

Forvirringen åbner bestemt op for en hel række spændende problemstillinger der først og fremmest går på relationen fag og læring, men den betyder også, i al fald i år for at sige det mildt, at der eksamineres meget forskelligt fra gymnasium til gymnasium. Man ved grundlæggende ikke rigtig, hvad portfolioeksamen går ud på. Det går udover eleverne – men også lærerne høster nogle dyrekøbte erfaringer i år.

Det er ikke uden omkostninger at inddrage læringen i faget som område i eksaminationen. Omkostningerne er først og fremmest, at man fremmer tvivl i forhold til viden og egen udvikling, for ikke at sige dannelse. Her er vi langt udover en herlig disciplin som kritisk sans i forhold til den viden og den læring, som man udsættes for i uddannelsen.

I hvor høj grad er elever og lærere klædt på til portfolio som disciplin? Eller skulle jeg sige; i hvor høj grad er elever og lærere klædt på til denne disciplinering udi tvivl? Hvad er meningen? Er det meningen?