lørdag den 22. september 2012

Kritik af udviklingsprojekter i konkurrencesamfundet

Skal man le eller græde, når en lærer efter 18 års undervisning i gymnasiet kaster sig ud i et projekt støttet af Børne- og undervisningsministeriet med ordene: "Vi kan ikke bare sige, at de (gymnasieleverne) skal læse fra side 20 til side 40. Vi skal sige, præcis hvad vi forventer af dem, når de læser lektier. Det kan også handle om, at de skal lære at tage bøger med og orientere sig om, at de har lektier for."

Problematikker for elever i folkeskolen, er nu problematikker i gymnasiet og derfor gjort til ministerielle udviklingsprojekter.

Ret skal være ret, jeg er med i et lignende projekt og møder måske Peter, der udtaler ordene ovenfor i sidste nummer af Gymnasieskolen d. 28 dennes, når de ministerielle gymnasie-projekter officielt sættes i gang i næste uge. Jeg glæder mig til at delagtiggøre mine mange trofaste blog-læsere med resultater og refleksioner fra projektet, når mine kollegaer og jeg finder dem.

Det er dog med blandede følelser, at jeg sætter mig for at klargøre de gymnasiale mål for mine elever i det ministerielle projekt. Engang var målene indlysende i og med elevernes kulturelle baggrund og lærernes autoritet – i dag er både elevernes kulturelle identitet og lærerens autoritet på spil, eller rettere i et spil der handler om økonomisk konkurrence frem for kritisk dannelse. Det er mit forbehold, den kritiske dannelses forbehold i konkurrencesamfundet: Ingen ved, hvem de er ikke mindst i forhold til uddannelse.

(Ud)dannelserne var i et klassesamfund, nu er de i et konkurrencesamfund. Kritikken må overleve, også de ministerielle konkurrenceprojekter.

fredag den 21. september 2012

Klag over karaktererne i gymnasiet!

Det er ikke mange tal sidste nummer af Gymnasieskolen (20 sept., -12) kommer op med for at påvise, at elev-klager over karakterer er en stigende tendens i gymnasiet. Vi får at vide, at "i GLs sekretariat fylder klagesager rettet mod lærere mere og mere", og at Rungsted Gymnasium sidste år havde 22 klager fra elever, for 11 år siden var der stort set ingen. Ministeriet for Børne- og Undervisning modtog i 2011 50 klager fra elever over karakterer til eksamen eller prøver, fire fik medhold. I 2012 modtog ministeriet 12 klager over årskarakterer, én fik medhold.

Det er lidt svært at få øje på tendensen, al den stund der bliver afholdt 500.000 prøver årligt på gymnasierne. Hvorom alting er, er budskabet i artiklen, at en klagekultur i gymnasiet tager til. Måske er det rigtigt.

Jeg melder mig gerne i koret der påpeger, at (ungdoms)kulturen er i stadig bevægelse, også når det gælder, hvor (u)engageret mange elever på ungdomsuddannelserne forholder sig til uddannelse. Bare karakteren er høj, er alting godt.

Ikke desto mindre er det påfaldende, at hverken Gymnasieskolen eller GL (Gymnasieskolernes Lærerforening) ser det indlysende: at den politiske dagsorden om, at "alle" bør tage en gymnasial uddannelse og efterfølgende en videregående uddannelse (på bekostning af erhvervsuddannelserne) betyder, at karakterer er vigtigere end uddannelse (dannelse taler vi slet ikke om); at den store fokusering på evaluering, ikke mindst elevtilfredshedsevaluering i utallige afskygninger generelt og i de enkelte fag, lægger op til klager over den skrantende lærerautoritet der skal gøre både elever og den økonomifikserede rektor eller direktør tilfreds (så hvorfor ikke bare kalde evalueringerne det de er: forbruger- eller kunde-tilfredsevalueringer); at tilfredshedsevalueringerne, også billedlig talt, vinder konkurrencen over den faglige evaluering, som karaktererne på gymnasierne er udtryk for, for tilfredsheden er mest værd i et økonomifikseret samfund.

Mig bekendt har vi endnu ikke set tal på, hvor mange studenter der kommer ud med så lave gennemsnitskarakterer (måske endda kombineret med såkaldte "forkerte" studieretninger), så at de ingen muligheder har for at tage en videregående uddannelse. De må "nøjes med" en erhvervsuddannelse eller …

Man skal ikke lede efter den store sammenhæng i dansk uddannelsespolitik for tiden; hvorfor opfordre til og drosle ned på kravene til en studieforberedende eksamen som den gymnasielle, imens der skrues op for optagelseskravene til de videregående uddannelser? Det ser næsten ud som om, politikerne har tænkt sig, at de gymnasielle uddannelser ligesom folkeskolen skal være forskole for erhvervsuddannelserne. Ikke et øjeblik tror jeg, at det er en politisk plan endsige vision. Ikke desto mindre er jeg ikke i tvivl om, at flere og flere studenter indser, at sådan er det med karaktererne fra gymnasiet.

Så klag!

lørdag den 8. september 2012

Gymnasiet sejrede ad helvede til...

"Det er et paradoks, at samtidig med, at stadig flere skal igennem gymnasiet, er det blevet meget sværere at leve op til kravene. De elever, som ikke har den indre sans, er mere fortabt end før" siger Lilli Zeuner, lektor i uddannelsessociologi ved Syddansk Universitet.

Ordene falder i Kristeligt Dagblad d. 5.9 - 12 i anledning af Zeuners udgivelse "Fagsamspil og erkendelse i de gymnasiale uddannelser".

Med gymnasiereformen i 2005 skulle fagene arbejde sammen på hhx, stx, htx og hf. På den måde kom gymnasiet til at afspejle ´det derude´; en tidssvarende erfaring og forståelse af verden: "Den helt afgørende ændring ved reformen er, at hele vores vidensforståelse vil blive ændret. Vi har i hundreder af år været vant til at tænke i enkeltdiscipliner som matematik, fysik og kemi. Nu skal vi tænke i samspil," siger Lilli Zeuner i artiklen.

Jeg noterer mig med glæde, at Zeuner med sit valg af fag uforvarende (?) kommer til at gøre reklame for den nyeste og mindste af de gymnasiale uddannelser, htx, hvor projektarbejde og tværfaglighed fylder meget mere end på de øvrige gymnasiale uddannelser.

Vigtigere er dog førstnævnte paradoks som først og fremmest afspejles i det såkaldte studieretningsprojekt (srp), hvor gymnasieleverne skriver en større opgave indenfor studieretningernes fag. Her er fagsamspillet målet.

Zeuner er begejstret over det faglige samspilsniveau hos de dygtige elever. Det samme er vi andre, gymnasielærere. "De projekter Zeuner nævner er jo på universitetsniveau!" udbryder en kollega begejstret, efter at have gjort mig opmærksom på artiklen. Han er dog knapt så begejstret, da han i samme åndedrag konstaterer den stigende akademisering af de gymnasiale uddannelser for vi optager mange elever uden basale gymnasiale forudsætninger fra grundskolen. Min kollega er skarp, begejstres og gyser, ligesom jeg – og udfører gymnasial læring som et videns-spil mellem amatørisme hos de fortabte og professionalisme hos de dygtige elever.

Og så er vi tilbage ved Zeuners grundlæggende iagttagelse: "Det er et paradoks, at samtidig med, at stadig flere skal igennem gymnasiet, er det blevet meget sværere at leve op til kravene. De elever, som ikke har den indre sans, er mere fortabt end før."

´Den indre sans´ er vel sagtens ´klaveret´: Er du vokset op "i et hjem med klaver", et sted der kan give dig "den rette sociale arv", "er du gymnasiefremmed", "uddannelsesfremmed" eller et andet af tidens bullshit-ord, fx en af de utallige diagnosebetegnelser der starter med "adhd".

Djævelens borgerlige advokat siger: "Aldrig har så mange fra uddannelsesfremmede hjem gennemført en gymnasial uddannelse som nu." Og han har ret. Ikke desto indre er det stadig de samme mennesker der falder fra i gymnasiet (her er status quo siden hvornår?), altså faktisk intet nyt, ligesom i "gamle dage", hvor de uddannelsesfremmede stort set ikke kom i gymnasiet. Så noget er kun sket statistisk set.

Sikkert er, at de faglige krav spejler tiden, og at uddannelserne til stadighed imødekommer de statslige krav om, at de fleste unge skal være studenter.

Hvad så med Zeuner og hendes lige dele begejstring for uddannelsesmæssig udvikling og elendigheds-paradoks?

For mig er den vigtigste erkendelse: "De elever, som ikke har den indre sans, er mere fortabt end før." Et samfund skal nemlig måles og vejes og bedømmes og evalueres på evnen til at se og nå de mennesker, der er fortabte.

Lige nu er der ikke råd til de fortabte ...