fredag den 25. marts 2011

Skoletræt

”Skoletræt” er et begreb som alle kender; forældre, elever, lærere og vejledere for at tage det i den "rigtige" rækkefølge (vejledere er de sidste der får noget at vide, og så er det sgu dem der lytter til hele menageriet - et fremmedord der er godt at slå op!).

Jeg skulle hilse og sige, at ikke kun elever men også lærere og vejledere kan blive skoletrætte. Ja, måske er de ligeså skoletrætte som eleverne er det. Men det må man ikke sige højt, for eleverne sidder tungt på begrebet.

Jeg griber en definition i flugten: ”De har sandsynligvis ingen job- eller uddannelsesforventninger til fremtiden og har svært ved at se formålet med undervisningen i grundskolen.” (Et UU-center på Sjælland)

Tænk, hvis lærerne sagde sådan om skole og ungdomsuddannelse!

Ja, det er vel egentlig det lærerne siger i grundskolerne og på ungdomsuddannelserne …

Er Regeringen uddannelsesparat?

Med Regeringens Ungepakker 1 og 2 er bla. indført en skærpelse af vurderingen af børnenes/de unges uddannelsesparathed i overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse. UU, Ungdommens Uddannelsesvejledning, uddannelsesparathedsvurderer nu alle vores unger, både til erhvervsuddannelserne og til de gymnasiale uddannelser. Man har altid vurderet de måske kommende elever til de gymnasiale uddannelser, men nu mere end før for at nå Regeringens magiske 95 % - mindst 95 % af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse i år 2015.

Op til deadline for ansøgning til ungdomsuddannelserne, 1.3 -11, har aktiviteten ikke kun blandt ansøgerne men også blandt UU-erne været stor; hvordan uddannelsesparathedsvurderer man, hvilke kriterier skal man gå efter, kan man gå ud fra et skema, teste etc? UU-erne har udviklet og ofte i samråd og ved møder og konferencer med ungdomsuddannelserne principperne bag vurderingerne. Der er holdt oplæg, arbejdet i teams og udvekslet powerpoints, word- og PDF-filer. Resultatet er, at et udtal af mere eller mindre begavede afkrydsningsark nu har set dagens lys over det ganske, danske land. Afkrydsningsark først og fremmest til brug for UU, men også for ungdomsuddannelser til eventuelle optagelsesprøver (hvis far og mor insisterer på at datteren/sønnen bør optages, indkalder ungdomsuddannelsen til optagelsesprøve).

Ikke spor overraskende og hamrende banalt er man kommet frem til at: børnene/de unge skal kunne læse, skrive og regne, skal kunne indgå i gruppe- og projekt-arbejde, skal kunne læse lektier, være empatiske gode kammerater etc. inden de starter på en ungdomsuddannelse. Nogle ungdomsuddannelser har dog udviklet egne eller ladet sig inspirere af uddannelsesparathedsvurderingsark fra andre kommuner end deres egen – og det i en grad så det ser ud som om, man ikke lægger vægt på det samme som alle de andre gør. Men det gør man; lægger vægt på det samme som alle de andre gør. Det basale er godt – og original tænkning er ikke lige tiden!

Den form for udviklingsarbejde afspejler til fulde Regeringens uddannelsespolitik; hamrende banal og dog noget at måle og veje fatalt efter. Jo mere man skruer op for retorikken omkring elevernes evne til basal læring, jo mere man idealiserer læring, jo flere børn og unge kan ikke leve op til kravene. I værste fald betyder det, at rigtig mange elever falder igennem til diverse alternative kommunale tilbud der skal råde bod på grundskolens forsømmelser, fordi de ikke blev optaget til noget-som-helst. I bedste fald betyder det ”blot” en masse spildte UU- og lærer-kræfter på at leve op til Regeringens retorik om at skulle være de bedste i verden til alting, også til skole.

En Regering der tør kaste et blik på virkelighedens grundskole og ungdomsuddannelse og føre politik derudfra er nødvendig.

lørdag den 5. marts 2011

Afskaf lektier!

Det er utroligt, at skolen og gymnasiet stædigt har holdt fast ved lektiers lyksalighed igennem alle årene og gør det endnu. Det er det, når vi sådan set altid har vidst, at lektier er en pestilens og at eleverne derfor sjældent læser dem - det er det lektier typisk går ud på; at læse noget derhjemme som forberedelse til timerne. Værst er dog, at traditionelle lektier lægger op til reproducerende læring, ifølge forsker i gymnasielektier, lektor ph.d. Flemming B. Olsen, der derfor i Gymnasieskolen d. 3. marts 2011 foreslår, at lektierne lægges ind i undervisningen: ”Moderne didaktik går ud på at give eleverne en differentieret undervisning, som er kreativ, og hvor man bl.a. anvender forskellige læringsstile. Den måde skal man også tænke lektier på”.

Flemming B. Olsen har naturligvis ret i kritikken af den reproducerende læring, som jeg meget gerne vil forstå som i skærende kontrast til reflekterende læring. Men jeg kan blive helt bange for, at han mener, at læsning skal afløses af læringsstils-fokus, cooperative learning og hvad har vi af moderigtig læring, der bestemt er meget mere underholdende end slet og ret at læse noget. Som om læsning hjemme i sig selv betyder efterfølgende papegøjesnak på skolen. I den forbindelse ville det være meget mere relevant at pensionere de ronkedor-lærere der stadig bruger lærebogsmateriale sådan. Jeg har dog stærkt på fornemmelsen, at de lærerdyr for længst er uddøde.

Erik Dahl, der er teamleder i en forsøgsklasse for lektiefrihed i fritiden på Det kristne gymnasium i Ringkøbing forklarer dog, også i Gymnasieskolen marts 2011, sammenhængen nøgternt: ”Gymnasiet er jo bygget op omkring mange fag, hvoraf den enkelte elev interesserer sig for få af dem. Og i de få fag læser eleven helt frivilligt lektier.” Voila! Lad gerne eleverne læse det der står i bøgerne på 117 måder (lige nu er cooperative learnings aktiviteter vistnok nået op på over 200!) – men vigtigst er, at give eleverne mulighed for at læse og reflektere på skolen i de fag, hvor interessen er lavest.

Og smag så lige på teamlederens udtalelse én gang til: ´eleverne interesserer sig for få fag i gymnasiet´ - herligt velgørende fakta at komme videre med senmoderne læring i og med; det er de færreste fag i gymnasiet eleverne interesserer sig for.

Lærere er vant til, at eleverne møder uforberedt op til undervisningen og tager derfor deres cooperative foranstaltninger. For mig at se, er der et meget større problem med de skriftlige lektier/opgaver/projekter som eleverne forventes at aflevere i stort set alle fag. Vil man virkelig give de gymnasiale uddannelser et løft for de såkaldt frafaldstruede elever, og et generelt fagligt løft for stort set alle elever, så er der al mulig grund til at lægge de skriftlige opgaver ind i tiden på skolen. Et slående eksempel på skriftlighedens alvor i gymnasiet, et eksempel der blot er toppen af skriftlig-opgave-isbjerget, er at Danske Gymnasielevers Sammenslutning hvert år stiller vejledning til rådighed ved de rødglødende telefoner, når det såkaldte studieretningsprojekt (SRP) skal skrives. SRP-vejledning foregår ikke på gymnasiet, fordi det ikke er en del af Gymnasiebekendtgørelsen. Det burde den, ligesom vejledning i at formulere sig i gymnasiets skriftlige opgaver, når der faktisk skrives.

Det er ingen hemmelighed, at elever fra ´hjem med klaver´ (far og mor er akademikere) klarer sig bedst i gymnasiet og i uddannelsessystemet generelt; dels vejleder far og mor når projektet skal skrives, og dels har de elever en helt grundlæggende ballast der ´svarer til´ gymnasiekravene. Kort sagt, hvis man virkelig vil nedbringe frafaldet på de gymnasiale uddannelser og generelt højne det faglige niveau, så lægges skriftligheden konsekvent ind i skoletiden.

I øvrigt ville det være rart, om man kunne diskutere og udvikle gymnasiets lektier uden at det blev en økonomisk spareøvelse for elever og lærere.