Kroppens musik

I går sendte Dr K det australske doku-program Hjernens Musik om musikkens betydning i vores liv. Budskabet var klart: musikken er en umådelig værdi i sig selv; kun et fattigt samfund reducerer musik til løftestang for læring. Som en forsker lakonisk sagde det: ´hvis målet er, at eleverne bliver bedre til matematik, så ansæt hellere en bedre matematik-lærer´.

Det er dybt ironisk, at der skal et program der formelig vælter sig i musik-terapeuter, hjerneforskere, og iøvrigt musiketellerandetforskere til for at dokumentere noget så indlysende. Især hjerneforskere er vi helt vilde med for tiden – når de siger det, må der være noget om det (og ikke et ord om Penkowa og videnskabsministeren). Må jeg spagfærdigt indvende, at musik går i kroppen…

Samtidig kan man sende en ”venlig” tanke til den, nu to gange, tidligere undervisningsminister Bertel Haarder der nåede at søsætte den tåbelige idé, at lade de musisk/kreative fag være løftestang for de ”rigtige” fag i skolen (gæt selv hvilke), inden han gik af. Der er ikke hørt noget om katastrofen siden. Til gengæld fører de musisk/kreative fag i skolen, på gymnasiet, på erhvervsuddannelserne og de videregående uddannelser fortsat en perifer tilværelse.

Hjernens Musik sendes igen på Dr K i morgen d. 26.2 kl. 21.50.

Er fascismen kun i sproget?

Det er ikke længe siden jeg citerede Morten Hesseldahl for, at det er vigtigere for de studerende at have meninger end viden: ”Under nogle eksaminationer har man indtryk af, at det kun handler om at få fremsat en masse meninger. Når man ikke er fagligt funderet, bliver det pludselig synspunkter, der bliver det interessante.” (Weekendavisen 23.12 -10). Nu understøttes synspunktet af Kresten Schultz-Jørgensen i Politiken d. 19.2 -11: ”De (studerende på landets universiteter) skriver som 11-årige, så er det sagt, og de ræsonnerer på nogenlunde samme niveau”, ”Opløsningen af sproglige kompetencer medfører nødvendigvis en erosion af tankekraft og et goddag til den selvskabte fascisme. Færre ord, mindre råderum, flere fordomme. Dét er, som bekendt, fascisme.”

Schultz-Jørgensen er præcis i påvisningen af de fatale grunde til ikke at vide kun at synes noget: dannelseskrisen i familien og i uddannelsessystemet, det digitale informationsbombardement og dets overfladiske teknologier. For undervisere i branchen som jeg selv er der intet nyt under solen. Men det er dog forfriskende, at der for en gang skyld ikke skal skydes på uddannelsessystemet som sådan.

Rigtig interessant er det derimod, når man sammenholder Schultz-Jørgensens påstand om, at de unges fundamentale mangel på sproglig kompetence er ”et goddag til den selvskabte fascisme” med hans karakteristik af de unge som ”mere flittige, fokuserede og empatiske end generationerne, der gik forud, min egen inklusive. Men skrive kan de ikke”.

Begrænser Schultz-Jørgensen virkelig fascismen til sproget, som Politiken gør det i overskriften ”Den sproglige fascisme breder sig”? Det tror jeg ikke; Jørgensens empatiske unge mennesker er knapt så empatiske, når de i sproget giver rigelig plads til fordommene og har ”glemt” alt om vor civilisations sokratiske dialog, som Jørgensen henviser til med vægt: logik; det at tænke frit, ubundet med nysgerrighed og tvivl; argumenter og bevisbyrde; kontekst og sammenhæng.

Jeg har med andre ord sjældent set en så stilfærdig måde at gøre opmærksom på en så øresønderrivende fare for fascisme nu og her som Schultz-Jørgensens læserbrev i Politiken.

Er man i øvrigt tvivl om, sprogets betydning for fascismens og nazismens dannelse så læs Victor Klemperes LTI - Lingua Tertii Imperii - Det Tredje Riges Sprog (Forlaget Tekst og Tale, 2010) der blev udgivet for nylig alt, alt for sent og det var da på tide.