tirsdag den 7. juli 2009

Evaluering af Sommerlandet

Inden jeg nåede frem til sommerferien, nåede jeg at være censor flere steder i Danmark, både på hhx og htx. Hvad der slår en som censor er ikke, at lærere og elever anstrenger sig vældigt for henholdsvis at føre og at gennemføre eksamen på bedste måde, selvfølgelig gør de det - ligesom censor anstrenger sig vældigt for at være så retfærdig som muligt. Hvad der slår en er, at systemet er upåklageligt.

Inden jeg nåede frem til sommerferien, nåede jeg at deltage i teammøder til forberedelse af projekter for næste års elever i 1. 2. og 3. g. Hvad der slår en som teammedlem er ikke den utrolige energi hvormed der i slutningen på sæsonen fremføres nye projekter og deres muligheder. Hvad der slår en er, at systemet er upåklageligt.

Inden jeg nåede frem til sommerferien, nåede jeg afsluttende samtaler med elever i studievejledningen. Hvad der slår en som vejleder er ikke de mange elever der lever med dumpekarakterer, fravær, udmeldelser og håbløshed. Hvad der slår en er, at systemet er upåklageligt.

Inden jeg nåede frem til sommerferien, nåede jeg at udfylde undervisningsbeskrivelser, studieplaner, fag- og vejlednings-evalueringer, karaktersedler, censor-indeberetninger, øvrig-tid-skema, time-dag-penge-skema (nej ikke de dagpenge, vi er ikke arbejdsløse), Medarbejder-Udviklings-Samtale-skema (MUS), Team-Udviklings-Samtale-skema (TUS), øvrig-tid-skema og feriesedler (der er flere skemaer, men jeg orker ikke at dokumentere flere, for bloggen er ganske frivillig indtil videre, så vidt jeg ved (den er min, ikke!?)). Hvad der slår en er ikke, at jeg udfylder og underskriver det hele. Hvad der slår en er, at systemet er upåklageligt.

Eleverne og lærerne nåede frem til tiden (jeg har lukket for mobiltlf., men mailen åbner jeg hver dag trods alt). Så håber vi bare, at vejret opfører sig ordenligt, hvis ikke så: NUL I OPFØRSEL!

fredag den 22. maj 2009

Triersk dannelse

Her på bloggen har jeg kun i det allerførste indlæg beskæftiget mig med film (nåja, og så i det forrige). For jeg har strengt fulgt mit eget dogmatiske, kyske løfte og kun talt om uddannelse og kun om dannelse i netop uddannelsesmæssig sammenhæng.

Men nu kan det være nok. I disse anti-krist-tider hvor en af verdens største filminstruktører igen har trådt de bornerte over tæerne med endnu et mesterligt filmværk, er det på sin plads at beskæftige sig med den trierske dannelse.

I film efter film har von Trier, for ham er det jo det handler om, givet sig i kast med dannelse. I hans film handler det aldrig om den bestemte mand eller den bestemte kvinde eller den bestemte konflikt, næh her fortælles på almene, mytiske og moderne planer. Og von Trier løber linen ud, for det moderne udfoldes konsekvent i banebrydende former, hvad enten genrer brydes ned og op (er Antichrist en gyser eller …), ny teknologi bruges (den digitale) eller dramaturgien sættes i scene (fx kridtstreger på gulvet i stedet for kulisser) - i den forbindelse må det afkræve respekt, når instruktøren nærmest undskylder, at han kastede sig over slowmotion i det seneste værk (og det er fanme ellers beåndet og smukt gjort). Derfor er det ærlig talt trist at høre kritikeres kritik af tilskuerens manglende mulighed for indlevelse i fortællingens karakterer, at man er tilskuer til fortællingen, ja sig det bare, at instruktøren er en kold, beregnende skid der ikke evner empati; for der er jo noget, man ikke bør vise og sige (bunden er nået med afskæring af klitoris, om jeg så må sige) etc. Jamen for fanden da, det er jo her, vi begynder; at vi suges ind i en verden, som vi alligevel kun kan finde os selv i – det er fanme uhyggeligt at finde sig selv dér! Og så er det jo, at man tyer til at stille instruktøren til regnskab for det, man selv føler og sidenhen tænker, hvis man altså tør, bare for ikke at møde sig selv (jeg er bange for, at et sådant møde sagtens kan være et livslangt projekt. Så journalisten der stillede de tåbelige spørgsmål om at instruktøren må retfærdiggøre sig selv i Cannes fremturer velsagtens i år fremover). Herre Gud, kommercielle film har så at sige udnyttet det usmagelige siden filmens første offentlige forevisning i 1895 uden at skulle stå til andet end årsregnskaber– når filmene er kommercielle, er vi alle med (sådan da).

Triers mesterværk Antichrist er et ikke-kommercielt, virtuost, æstetisk dannelsesprojekt der går frontalt i kødet på det senmoderne: Engang i 1500-tallet brændte man kvinder på bålet, fordi de var fulde af angst, smerte og fortvivlelse over tabet af barn, mand og vigtigst af natur. Den afbrænding lader Trier vore dages kognitive terapeut gøre nu. Og straks er helvede løs på lærredet i en genrebrydende gyser - og lige nu og her i Cannes. Det kognitive finder vi snildt i dagens konstruktivistiske læring, vejledning, coaching, terapi – og i sin mest regide form i evindelige evalueringer der udarter i kontrol – hvem kan sige sig fri for det spin?! Det senmoderne dannelsesprojekt går kun de færreste imidlertid for alvor i klinch med. Så meget desto mere vigtig er Triers ”sataniske” stemme. Oveni købet får vi pointen serveret i sjældent smukke, indtrængende billeder og skuespillere der yder det ypperste (jeg skal sent glemme Ekstra Bladets spiseseddel: Lars von Trier kan få kvinder til alt (bare det var mig) – lige til at hænge op i glas og ramme på Zentropa). For Satan da!

Så blev det d. 23.5 og jeg bliver nødt til at kommentere, at den økumeniske jury ved Cannes-festivalen for første gang i sin historie har uddelt en antipris. Ifølge juryen er ”Antichrist”: ”den mest kvindehadske film fra den selvudnævnte største instruktør i verden”. Hvis vi skal blive i den trierske dannelse betyder det vel blot i al sin gru, at man ikke kan se splinten i eget øje – jf. vore dages præst: terapeuten, vejlederen, coachen etc. Så på sin vis er det vel en (hade)pris der viser, hvor vigtig Triers film er. Op på bålet med den!

lørdag den 16. maj 2009

At kneppe uddannelsessystemet mekanisk

Forleden sendte Brintkiks mig et link til hans kortfilmsperle ”Humping Stuff! WTF??” Her oplever man en ung mand, en studerende velsagtens (Brintkiks selv?) der i bogstaveligste forstand knepper uddannelsessystemet, helt konkret Aalborg Universitetscenter. Som en anden hund der bare må humpe stoleben etc knepper denne vildfarende ungersvend alt, hvad der ikke rører sig på campusområdet. Det er en sørgelig historie, men måske også et sjofelt angreb på et uddannelsessystem der åbenbart har dræbt al kritik, refleksion, liv og lyst hos de studerende til fordel for fremmedgjort drift.

Som medielærer er jeg meget begejstret – 12 til Brintkiks! Men ærlig talt: Nul i opførsel!
Oplev selv sjofelhederne her.

´Ingen skal blive i dårligt humør over evaluering´

Lars Lykke Rasmussen sagde i sin tiltrædelsestale, at det er vigtigt: ”At udvikle en folkeskole, hvor hvert enkelt barn skal helt op og stå på tæerne, når der rækkes ud efter kundskabens frugter.” I den anledning gættede jeg på, at meningen er, at eleverne skal række forgæves ud efter viden, imens de sidder fast i evalueringssumpen. Og minsandten om ikke Undervisningsministeren nu giver mig ret. For efter at 9. klasserne d. 4. maj landet over frustreredes over ikke at kunne nå prøven i dansk læsning og diktat, udtalte Bertel Haarder samme dag til pressen: ”Alle skal have noget til at stå på tæer over og række ud efter. Det er slut med at en fjerdedel af eleverne rejser sig op før tid og er færdige med alle opgaverne”. Ja, ikke nok med det: ”Der skal være nogle rigtig svære opgaver, som så at sige ingen skal kunne klare. (…) Det er blot en ny og moderne måde at sikre, at der er udfordringer til alle elever.”

Undervisningsministeren er dyb her. Senmoderne pædagogik går åbenbart ud på, at det ikke skal være muligt at nå de faglige mål, man skal hele tiden blot arbejde frem mod dem og tilmed være glad på vejen: ”Ingen skal blive i dårligt humør over det”, udtalte han.

På ministerens hjemmeside udtaler han dagen efter, d. 5.5 eller er det den 11.5, hvor siden åbenbart er opdateret : ”Jeg har ikke noget med udarbejdelsen af prøverne at gøre; de er lavet af en uafhængig opgavekommission. Når karaktererne foreligger, må vi evaluere forløbet.”

Der er en stigende tendens til, at man evaluerer alt, og helst inden det der evalueres er sat i værk, (spørg fx blot UU-centrene landet over). Men i dette tilfælde er evalueringen åbenlyst for sent ude. Kan man virkelig forestille sig, at man efterfølgende giver eleverne ret og hæver karaktererne i læsning og diktat, ligesom man nu regulerer karaktererne på geografiprøven d. 14.5, hvor elever opdagede åbenlyse fejl i facitlisten!

Hvad er det der gør, at elevernes evaluering d. 4.5 ikke er gældende, når den den 14.5 er det? I den sidste er det faktuelle fejl, i den første karaktererne der er afgørende.

lørdag den 25. april 2009

(Ud)Dannelsessplint 8

Vi mødes i dagene
nogle gange midt i storbyen
andre gange midt i provinsen

fri for alt det vi alle ved
og så ser vi hinanden i øjnene
igen

jeg forestiller mig

at musikken betyder noget

imens børnene vokser op
med os
derude

(Ud)Dannelsessplint 7

Det er næsten som om det er sommernat
himlen høj, vinden blid og stjernerne ja

Græsset under mine fødder
gad vide om man kan begynde nu

(Ud)Dannelsessplint 6 - en blues

Hvis man ryger og alt det andet må man give slip på sine
børn
så giv mig et skema og en coach inden det er for sent

Det er da mine vores børn min elskede
det er det da
så giv mig et skema og en coach inden det er for sent

Ud på natten vender de tilbage for
at sove ud
så giv mig et skema og en coach inden det er for sent

Natten er ung
og jeg er gammel
så giv mig et skema og en coach inden det er for sent

Hvis man ryger og alt det andet må man give slip på sine
børn
så giv mig et skema og en coach inden det er for sent


Hun vender ikke tilbage
i nat

fredag den 17. april 2009

Den ULøkkelige redegørelse i Folketinget 14.april 2009

Vores nye Statsminister Lars Lykke Rasmussen nævnte uddannelse fire gange i sin redegørelse i Folketinget d. 14.april:

”Vi følger udviklingen nøje. Vi sætter ind efter behov. Vi følger en ansvarlig og velovervejet vækststrategi med investeringer i fremtiden: i skoler, daginstitutioner, infrastruktur, uddannelse, forskning og klimaforbedringer.”

Nå.

” Alle skal have mulighed for at tage sig en god uddannelse. Men vi må også alle være parate til at bruge den uddannelse på forskellige måder gennem livet. Og til hele tiden at videreuddanne os eller skifte spor.”

Nå, her aner man en vis formanende tone om, at nu må I sgu snart lære det med livslang læring. Ja, antyder Lykke ligefrem, at vi selv til dels er skyld i krisen! Vor tids efterhånden noget trætte bonmot lyder ærlig talt ekstraordinært hult i stress og krisetider. Men det klæder da Løkke næsten at sige det lige ud; det livslange uddannelses-projekt har ikke med mennesker at gøre.

”Vi skal også fortsat skærpe indsatsen for, at alle unge får en ungdomsuddannelse og dermed et grundlag for videre uddannelse og job. Vi må ikke tabe nogen på gulvet. Og da slet ikke nu, hvor vi har bedre mulighed for at få fat i de unge, end vi har haft i flere år.”

Nå.
Den sidste sætning er dog interessant. Mener Lykke, at uddannelses- og vejledningsreformer har givet vores unge de bedste (ud)dannelses-chancer længe? Eller er det blot så simpelt, at ”få fat i” betyder ”fastholdelse”; der er jo ikke noget som at tage en uddannelse fastholdt af lærere, vejledere, kontaktlærere, coaches, mentorer, psykologer og sagsbehandlere (og der er helt sikkert flere, hvor de kommer fra)!

”- At udvikle en folkeskole, hvor hvert enkelt barn skal helt op og stå på tæerne, når der rækkes ud efter kundskabens frugter.”

Nå, her bryder Lykke ud i ren lyrik (noget at få med i næste litterære Kanon?). I bedste fald er det Statsministerens måde at understrege vigtigheden af idræt på. Jeg er bange for, at han blot fortsætter den foghske disciplinering; evalueringssumpen der trækker eleverne ned, imens de forgæves rækker op mod de uopnåelige kundskaber - og så gør Statsministeren med den kristne metaforik endda også lykke hos Dansk Folkeparti!

Alt i alt: Nå...

søndag den 22. marts 2009

Imens vi venter på uddannelsestallene - og Statsministeren flygter til Nato

Som uddannelsesvejleder er den 15. marts en helt særlig dag. Det er den dag, hvor eleverne fra grund- og efter-skolernes 9. og 10. klasser senest skal have valgt ungdomsuddannelse. Skal det være de gymnasiale uddannelser (stx, hhx, htx, hf) eller en erhvervsuddannelse (et hav af dem!)? UU-vejlederne over det ganske land har frygtelig travlt med elevernes uddannelsesplaner mm – og gennemførelsesvejlederne, de steder hvor man interesserer sig for eleverne, er spændte på tilmeldingerne, ellers er det blot overladt til HK-personale at registrere tallene for økonomien fremover.

Jeg har selv som vejleder på et teknisk gymnasium set langt efter tilmeldingerne den sidste uge – jeg hører til de humanistiske vejledere der læser alle ansøgninger - men systemet er gået ned, for i år skal alle tilmeldingerne finde sted elektronisk på optagelse.dk. Derfor skubbede Undervisningsministeriet tilmeldingsfristen til d. 20. marts. Da jeg gik fra arbejde sent i fredags d. 20.3 var der endnu ikke kommet én elektronisk tilmelding – men nogle få på det gode gammeldags papir indleveret af herligt ivrige nye elever, der skal være mere end velkomne.

Det er i den forbindelse svært ikke at sammenligne med de mere eller mindre kuldsejlede nationale, elektroniske tests af grundskoleeleverne; de ligegyldige tests lader sig åbenbart ikke gøre over det ganske land på samme tid; systemet vil ikke. Det bliver spændende at se, hvor ansvaret lægges og ja, et regnskab over fiaskoen. Men mest spændende at se forklaringerne stå i kø, når den snart afgående Regering - og alle de partier der støttede den nationale beslutning – forklarer at ´der intet er at komme efter´.

Når jeg kommer på arbejde på mandag kommer tilmeldingerne sikkert flydende over PC-en. Ikke desto mindre er billedet af uddannelse i Foghs regeringstid kun alt for tydeligt; uddannelse handler om mål, vægt og frem for alt om økonomi. Det vil jeg skide på. Så imens Statsministeren flygter til NATO, tager jeg og mange andre vejledere samtaler med elever der tager valg der er meget mere afgørende end hans.

lørdag den 7. marts 2009

Supervision, overvågning - nyfascisme?

Godt brugt efter en lang, god dag med 2.g-erne på studietur i Dublin, kaster jeg mig på sengen i det kolde hostel og ser Sky News. Obama/Brown-mødet og finanskrisen fylder det meste, men så kommer det der får mig til at sætte mig op i sengen; nogle engelske grundskoler har indført elektronisk supervision i den daglige undervisning; imens læreren står foran klassen overvåges hun og klassen af en kollega bag monitor og højttaler et andet sted på skolen. Herfra kan han give læreren gode råd her og nu, som når hendes ører gennem de diskrete hørebøffer. I et efterfølgende interview giver læreren udtryk for, at efter en tilvænningsfase har hun lært at sætte pris på supervisionen.

Det er selvfølgelig oplagt at drage paralleller til en Englands litterære klassikere, Georges Orwells 1984, hvor supervision er kontrol og overvågning. MEN i dag er diskussionen af sammenhængen kontrol/overvågning og supervision forstummet – det korrekte argument er jo, at har eller gør du ikke noget galt, er der ikke tale om overvågning. Det betyder, at man i læringssammenhænge, som i den engelske grundskole, ligefrem kan tale om supervision som et helt og holdent positivt begreb der beskriver en progressiv læringsproces der kommer elever, lærere og skole til gode.

Hvad enten man læser 9.11 og efterfølgende terrorpakker ind i sammenhængen, eller ser supervision/overvågning som en del af et kulturelt værdiopgør, ja så mangler diskussionen om sammenhængen supervision - overvågning, vil jeg mene. Vi er nemlig faldet til patten og har aldrig taget den diskussion der ligger lige for. Nysproget har taget over; overvågning findes ikke længere, så nu hedder det supervision. Derfor lægger jeg gerne hovedet på blokken og hævder, at har man ikke kræfter til at tage diskussionen - ikke mindst i læringssammenhæng - så har man banet vejen for nyfascisme i sit samfund.

Imens lander vores elever mere eller mindre Guinesss-berusede på værelserne i natten - jeg tænker, at de må tage stilling til fascismen snart.

lørdag den 7. februar 2009

Regeringen løber SUr i det

Regeringens skattekommission har bl.a. barslet med den idé at nedsætte perioden, man kan modtage SU i. Perioden skal nu være kortere end det uddannelsestiden er beregnet til! På den måde sparer man nogle penge og de studerende bliver hurtigere færdige – regner man med. At man på den måde udbygger den sociale sorteringsmekanisme som det danske uddannelsessystem allerede virker som betyder åbenbart ikke noget i den sammenhæng.

Regeringen siger ikke noget, den venter vel på stemningen i folkedybet – og det udgøres næppe af de oprørske studenter. Oppositionen siger heldigvis fra. Det kan i den forbindelse undre noget, at Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden i en leder d. 3.2 -09 siger god for forslaget, for SU-en rammer jo alligevel socialt skævt.

Skattekommissionens SU-forslag står i skærende modsætning til den økonomiske krise der jo først og fremmest rammer dem uden uddannelse og også i stor stil dem med en erhvervsuddannelse. I den forbindelse er det oplysende læsning at kaste sig over fx Jyllandsposten d. 17.1 -09. Her offentliggjordes det som kloge mænd og kvinder har vidst i årevis; nemlig at en kombination af langt til ungdoms-uddannelsesinstitutionen i en kultur/et område uden uddannelsestradition fastholder rigtig mange i manglende uddannelse. At forholde sig til det danmarkskort burde være obligatorisk for alle politikere og uddannelsesfolk i det hele taget.

Hvad tænkte man på, da man lod centraliseringsbølgen hærge det ganske land? Er der virkelig penge at hente i en kynisk kalkule der fastholder mange unge i ingen uddannelse?
Og det samme kan man spørge om i forbindelse med SU-forslaget. Er der virkelig penge at hente i en kynisk kalkule der understreger privilegerede unges uddannelsesmuligheder?

Måske er det i virkeligheden sådan, at den danske Regering er træt, rigtig træt; dens mangel på overbevisning slår igennem nu – ikke mindst på uddannelsesområdet.