fredag den 9. december 2011

(Ud)Dannelsessplint 10

Samtalerne talerne konfrontationerne
året der gik og går


Ikke kun året har et mørke
at krybe ind i
at gemme sig i
at være i
                      december

lørdag den 26. november 2011

Konkurrencestaten er et klassesamfund

Ove Kaj Pedersen, professor cand.scient.pol. forholder sig tørt og objektivt i sin blændende analyse af det danske samfunds såkaldte udvikling til  konkurrencestat i det der tegner til at blive en samfundsøkonomisk klassiker Konkurrencestaten (Reitzel 2011). Men professoren tager revanche i sidste nummer af Gymnasieskolen (nr.19 – 2011):
”Fravær og frafald er sociale reaktioner, som vi i dag vælger at gøre til et spørgsmål om mangel på evne eller vilje. Jeg synes, vi skal tage diskussionen om grænsen mellem selvansvar og kollektiv forpligtelse”, udtaler Pedersen.
Om dannelse i konkurrencestaten kan professoren summere op: ”I kravene om selvrealisering forudsættes det, at den enkelte i dag har færdighederne til at danne sig selv. Tidligere var dannelsen skolens opgave”.
Kritikken går på disciplineringen: ”At blive tabt er et nyt begreb, når det handler om unges valg. Og i ordvalget ligger implicit kravet om disciplinering.” At blive tabt kender vi kun alt for godt som at unge er frafaldstruede og frafaldne i forhold til uddannelse. I skolen hedder det ansvar for egen læring, og dermed lægges et ubærligt ansvar over på hjem hvor den dannelse ikke kendes. I konkurrencesamfundet tager ingen sig imidlertid af det. Så lad os forestille os et marked for privatundervisning i fag der er adgangsgivende for videregående uddannelser. Men dannelse?

Man tilgiver gerne Pedersen, at han ikke medtænker ungdommen som sådan; de unges kultur, deres forhold til medier og deres forhold til uddannelse, for den markante samfundsmæssige ændring til konkurrencestat aftegner sig ikke mindst hos de unge.
De konkurrencemindede unge vil dog noget helt andet; de er gammeldags revolutionære i 60er-70er-forstand, hvis man skal tro hvad de stemmer på stx. Den tidligere kommunist Jørgen Grimstrup, lektor ved Viborg Katedralskole siger i samme nummer af Gymnasieskolen: ”på htx, hvor man må formode børn af den traditionelle arbejderklasse går, får Enhedslisten ikke nær så mange stemmer som på de almene gymnasier”.
Grimstrup har forståeligt nok grimme totalitære minder, og derfor svært ved at forstå, at de htx-unge der sådan set burde stemme på den yderliggående venstrefløj ikke kunne drømme om at gøre det. Svaret er banalt: på htx (og hhx og ikke mindst på hf) drømmer de unge om at vinde konkurrencen om uddannelse og job, på stx har de allerede vundet den og aner ikke hvad der står i Enhedslistens principprogram og hvad det betyder - deres ”revolutionære” drømme er omkostningsfrie.
Hvis man kombinerer den gamle kommunists moraliseren og den senmoderne økonoms analyse aftegner sig et klassesamfund. Og dér i det 21-århundredes klassesamfund harmonerer dannelse som skolens ansvar meget bedre med 95%-målsætningen end konkurrencestatens ansvar for egen læring.
Klassesamfundet har sådan set hele tiden været der – det er tragisk men godt at vi igen kan identificere det.

Jeg tænker, at en god begyndelse ville være om eleverne talte med hinanden på tværs af htx, hf, hhx, stx og eud.

Blander "den røde Regering" sig?

lørdag den 19. november 2011

Konkurrence giver sådan et grimt frafald

Peter Koudahl, lektor på DPU, fortalte i torsdags på konference i Skælskør om fastholdelse på ungdomsuddannelserne: ´hvis man overfører det frafald der skyldes manglende praktikpladser på EUD til gymnasierne ville det betyde at 33 % af gymnasieeleverne ville falde fra gymnasiet efter 1.g.´

Blandt andet derfor skabes et barsk uddannelsesmiljø på EUD. Her konkurreres på livet løs om praktikpladserne. Det kan man bl.a. snart læse i tre nye undersøgelser fra Center for Ungdomsforskning (Cefu). Forskningsleder Noemi Katznelson fortæller i Politiken d. 16.11 at konkurrence generelt er blevet mantraet i ungdomsuddannelserne i dag.

Hvis der efterspørges niveaudeling overalt i uddannelsessystemet kunne det måske ikke mindst skyldes, at vi har skabt et uddannelsessystem der splitter eleverne i vindere og tabere. Tænk på den håbløse praktikpladskonkurrence og tænk på rækken af gymnasiale valg og præstationer der munder ud i konkurrence på rette fagfordeling og gennemsnitskarakter til den videregående uddannelse.

Vi har imidlertid endnu ikke set den undersøgelse der dokumenterer at et sådant splittende konkurrencesystem højner kvalifikationer og faglighed hos elever, studerende eller uddannelserne som sådan. For slet ikke at tale om skærpelse af lysten til uddannelse.

Det store fokus på fastholdelse i ungdomsuddannelserne er al ære værd - og jeg deltager gerne ivrigt i arbejdet. Men det er ironisk, at politikerne ikke tør sikre det arbejde succes ved at lade uddannelserne tage udgangspunkt i hvem de unge er og i hvad der skal til for at sikre kvaliteten i uddannelserne.

Vis mig den politiker der vil reformere uddannelserne i stedet for at skærpe de unges konkurrenceevne ved at sende dem til vejleder, kontaktlærer, coach, mentor, psykolog, socialrådgiver, inspektor, i lektiefængsel og på niveaudelte uddannelser grundigt garnerede med screeninger, tests, evalueringer og eksamener.

Vis mig den politiker der vil reformere uddannelserne i stedet for at skærpe de unges konkurrenceevne, det giver sådan et grimt frafald!

lørdag den 12. november 2011

Se hinanden i øjnene!

Hvorfor Weekendavisen i sidste uge lod Claus Hjort Frederiksen tage afstand fra gymnasiereformen på forsiden og lod ham bekendtgøre, at hverken han eller daværende undervisningsminister Bertel Haarder i sin tid gik ind for den er en gåde. Ganske vist har den nye undervisningsminister Christine Antorini sagt at gymnasiereformen skal efterses, men der er ikke politisk flertal for en egentlig reform. Og lige siden reformens indførelse i 2005 har ingen politikere ville tage ansvar for den med fynd og klem, så … Til gengæld er afmagten overfor uddannelseskvaliteten på gymnasierne til at få øje på.
Weekendavisens ikke-nyhed i sidste uge opvejes til fulde af denne uges fremragende kronik samme sted ”Drop ansvar for egen læring” af Dorte Ågård der er phd.studerende ved Aarhus universitet og forsker i relationskompetence i gymnasieundervisning.
Nøgternt, vidende og rammende påpeger forskeren at det næppe er gymnasiereformen den er gal med, men ”handler om, at mange elever mangler motivation, engagement og koncentration i en grad, så de får for lille udbytte af undervisningen.” ”De har deres egen dagsorden.” ”De ser trætte og uenergiske ud – 16-19 år gamle.” ”Lærerne har svært ved at forholde sig til den nye læringsadfærd. De fortæller, at eleverne opfører sig anderledes end for bare få år siden, og lærerne er især blev taget på sengen, da der pludselig stod 28 bærbare i klasserummet, uden at nye pædagogiske strategier for brug af dem var blevet diskuteret.” Og så kommer det: ”Den udvikling, som har bragt os til denne situation, er kulmineret på samme tid, som gymnasiereformen blev indført. Men den har ikke meget med den at gøre. Årsagerne skal findes andre steder, nemlig i en gennemgribende ændring i unges syn på skolen, i deres livsstil, medieforbrug og problemer med den generelle trivsel.”
Herefter udfolder Dorte Ågård de unges ændrede liv i forhold til skolen og lærernes afmagt i forhold til ændringen.
Kronikøren har også en løsning på uddannelseskrisen, nemlig det allermest basale imellem mennesker: ”En elementær forudsætning for positive relationer er kontakt, og det kræver, at de to parter har øjenkontakt og taler sammen, og sådan er det ikke altid i dagens klasseværelse.”
Uddannelsesforskeren vil ikke genindføre disciplin i gymnasiet elle afskaffe computeren, men insisterer på, at vi, lærer og elev ser hinanden i øjnene. Hvis iagttagelsen ikke var så rammende tragisk, ville den være latterlig. Tænk at der skal en uddannelsesforsker til at indse og formulere det banale, indlysende og vigtigst basale; at man ser hinanden. Hvor elendigt ser det så ikke ud på gymnasierne.
Ved siden af Dorte Ågårds kronik står en anden kronik om samme emne. Mogens Hansen, rektor på Rungsted Gymnasium, tilbageviser også Hjort Frederiksens kvababbelser, men her ved eksemplarisk at gennemgå tværfaglighedens velsignelser.
Jeg er næppe den eneste der er træt af fløjkrigen imellem ”de gamle” gymnasielærere der længes tilbage til fagligheden før gymnasiereformen og ”de nye” der kun ser kvalitetsudvikling og uddannelse til en global verden i reformen – imens begge fløje lukker øjnene for, at eleverne ikke kan følge med. Her ser ingen nogen. Man kan få den tanke, at gymnasielærernes fløjkrig også skyldes, at man ikke ser hinanden.
Jeg forestiller mig, at gymnasierne for fremtiden insisterer på det basale, at vi ser eleverne uden at gøre det til færdigheder, som man kan komme til eksamen i. For lige nu udvikles gymnasiekulturer og kampe som indadvendte færdigheder og orwellske fagfagligheder. Vores blik skal tværtimod vendes ud i verden.
Gymnasielærerne skal ikke finde sig i deres elevers manglende dannelse, når de bliver studenter. Tværtimod skal vi insistere på den basale dannelse hos studenterne – at vi ser hinanden i øjnene i tre år. Som sagt: Dannelse er ikke en færdighed eleverne kan komme til eksamen i, men en forudsætning der udvikles i alle fag.
Dannelse og faglighed siver ud af gymnasiet. ”Årsagerne skal findes andre steder, nemlig i en gennemgribende ændring i unges syn på skolen, i deres livsstil, medieforbrug og problemer med den generelle trivsel.” (Dorthe Ågård, Weekendavisen 12.11 -11)

lørdag den 29. oktober 2011

At sprætte en bog op er blodigt!

I gymnasiet og på erhvervsuddannelserne møder mange elever op uden at kunne læse tilstrækkeligt, så de må screenes og tage læsekurser hos læsevejledere. For nogle år siden fik vi alle et chok, da det viste sig at op imod 1/5 af de elever der forlader folkeskolen er såkaldte funktionelle analfabeter. Derfor bliver læsevejledere mere og mere almindelige på ungdomsuddannelserne.

Kravene til elevernes læsefærdigheder er sådan set ikke steget gennem årene. Og dog; på erhvervsuddannelserne er der sket en teoretisering der ikke kun har med uddannelsesreformer at gøre men også afspejler at de opgaver den færdiguddannede skal løse ude i virkeligheden er blevet mere komplekse. Så glem alle fordomme om, at man kan gennemføre en erhvervsuddannelse uden at kunne læse mere end grundlæggende.
Det er mao. blevet sværere for de unge at tage en ungdomsuddannelse og ungdomsuddannelsernes kvalitet forringes selvfølgelig når eleverne ikke kan læse tilstrækkeligt. Det er næppe realistisk at forestille sig en så differentieret undervisning at læseniveauets generelle lave niveau ikke smitter af på uddannelsens kvalitet. At niveaudele undervisningen på ungdomsuddannelserne alt efter hvor godt eleverne læser er derfor absurd.
Børn og unge må og skal lære at læse i skolen. Det er dog ikke det samme som at give skolen ansvaret for børn og unges manglende læsefærdigheder.
Mere interessant er det, at det er blevet legitimt ikke at pleje sine læsefærdigheder. Bogens langsommelighed, den taktile sanselighed i mødet med dens omslag og papir (forleden underholdt jeg en målløs 1.g-klasse med nydelsen ved at sprætte en bog op – blodigt!), mødet med tidens, tankernes og følelsernes faktiske udfoldelse side for side kender mange børn og unge ikke. Dannelse er ikke rentabel, det er de hurtige digitale informationer ikke mindst på nettet til gengæld – på kort sigt.
Det er næppe børnene og de unge der har legitimeret, at de hurtige informationer på nettet snildt kan erstatte læsningen. Den udvikling har generationerne før trods alt stået så ganske eftertrykkeligt for. Et sigende eksempel på den sammenhæng er det, når New York Times kan fortælle hvordan Silicon Valley-medarbejdere sender deres børn i en skole der sværger til bogen frem for PC-en! Og grotesk bliver sammenhængen, når vi stiller en senmoderne funktionel analfabet overfor en egentlig analfabet; er vi virkelig kommet så langt i udviklingen for at uddanne funktionelle analfabeter, for at starte forfra …
Sillicon Valley-medarbejderne og deres børns skole er et godt eksempel på, at digitaliseringen og den gamle lineære teknologi ikke er modsætninger, men at man skal kende sin dannelse og sine medier. Dannelse er ikke rentabel, det er de hurtige digitale informationer derimod, ikke mindst på nettet – men kun på kort sigt, for kvalitet i uddannelserne skabes ved at satse på kvalitet frem for kvantitet.
Christen Sørensen, tidligere økonomisk vismand, professor og cand.polit. ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet siger det sådan her: ”Politikerne har erstattet debatten om kvalitet i uddannelserne med ordet kvantitet. Og i stedet for at diskutere, hvem vi vil uddanne og til hvad, taler vi om kvantitet: Hvor mange får vi igennem? Det faglige niveau er faldet, og i hverken gymnasiet eller på universiteterne smider du dem ud, der skulle være smidt ud på grund af manglende motivation. For du får jo penge for at lade dem blive. Politikerne bliver fri for at tage stilling til, hvilke uddannelser vi vil satse på, så længe man lader økonomien bestemme. Taxameterprincippet er enhver bureaukrats drøm.” (Gymnasieskolen, 15. sept. 2011).

tirsdag den 18. oktober 2011

Uddannelse i DK kompenserer for uddannelse

SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd udgav i dag sin 2. rapport om Veje til Ungdomsuddannelse.

Efter at have interviewet skoleledere, lærere, lever og UU-vejledere på 8 nøje udvalgte skoler er frustrationen stor; det er ikke til at sige noget om, hvad der skal til fra skolens side for at sikre, at de unge har en god overgang til ungdomsuddannelsen.

SFI har udvalgt skoler der grundlæggende arbejder ud fra et ud af tre grundlag: et snævert fagligt grundlag; et demokratisk grundlag (eleven som deltager i demokratiet); eller et kompensatorisk grundlag (skolen skal kompensere for de manglende sociale færdigheder som eleverne møder op med).
Intet grundlag kan SFI fremhæve som specielt succesfuldt ligesom der ikke kan fremhæves bestemte metoder som grundlæggende succesfulde, for alle skoler uanset grundlag benytter holddeling, fagdage, forskellige udskolingsindsatser mmm.
I radioens DRP1s Orientering lægger professor Niels Egelund (der for 117. gang bruges som sandhedsvidne udi skolens successer og fiaskoer) ikke skjul på sin skuffelse, men anerkender rapporten. Han konkluderer klogeligt, at forklaringerne på succes eller fiasko skal findes hos den enkelte elev.
Jeg giver professoren ret og ser frem til den rapport der viser, at viljen og lysten til uddannelse hos eleverne er vigtigere end værdigrundlag og metodevalg.
Det er imidlertid sikkert det skolen gerne vil udvikle, når den mere eller mindre bevidst arbejder ud fra et af de tre grundlag og prøver alle metoderne af. Men det resulterer ikke tilnærmelsesvis i de magiske 95% af en ungdomsårgang der skal tage en ungdomsuddannelse ifølge den foregående og den nuværende Regering.
Undertegnede bliver ligesom professoren heller ikke just i godt humør af rapportens konklusioner. På den anden side er det vigtigt, at skolen ikke kan og skal løfte det der bør gennemsyre hele samfundet ikke blot skolen; nemlig viljen og lysten til uddannelse. Set i det lys er uddannelse i Danmark blevet kompenserende for uddannelse.
Jeg er overbevist om at lysten vender tilbage, når vi gør op med økonomitænkningen.

lørdag den 8. oktober 2011

Valgblog nr. 5 - De Stærkeste

Imens vi læser den nye Regerings regeringsgrundlag, er det sundt at sende en hel masse gode tanker til de mange mennesker der helt uden hjælp bare gerne vil have mulighed for uddannelse og arbejde. Mennesker der er engagerede, vil noget, har talentet men ikke får mulighederne for udfoldelse findes der mange af i Danmark.

Lige fra den unge elev på en erhvervsuddannelse der igen igen ikke fik en elevplads til den arbejdsløse midaldrende akademiker der igen igen sender til, ringer til og opsøger potentielle arbejdsgivere, og til den medarbejder der for 117. eller 1. gang sidder til en meningsløs medarbejderudviklingssamtale uden perspektiv, er der et stort behov for at blive set, værdsat. Behovet er ikke kun deres, men også et samfunds hvis væsentligste aktiv er evaluering og bundlinjetænkning.

Her er tale om velkvalificerede borgere der ud over al tvivl netop er velkvalificerede. Der skal derfor ikke sættes skolepraktik, løntilskudsjob eller i det hele taget enhver anden form for specielt tilrettelagte forløb i værk, for slet ikke at tale iværksættelsen af ligegyldigheden overfor engagementet. Effekten af al dette ”iværksætteri” er meningsløse uddannelsesforløb og udnyttelse af billig arbejdskraft uden garantier om ansættelse og udvikling blot garanteret overlevelse – og iøvrigt et stadigt voksende statsligt bureaukrati som låser bureaukratiets mennesker fast i tåbelige arbejdsfunktioner, der på sin vis også kræver talent for at overleve.

Jeg tror ærlig talt ikke man kan lovgive sig ud af idioti, især ikke hvis man ikke som politiker kan se komikken. Til gengæld kan man have samfundssind og man kan føle og have ansvar overfor andre mennesker og så handle. Til denne klassiske, humanistiske disciplin hører også, at man handler ud fra det talent man møder hos mennesker, hos den unge tømrer uden lærerplads, hos den midaldrende arbejdsløse akademiker og hos medarbejderen på 1. eller 30. år. Det handler ikke om bundlinjetænkning, men om at værdsætte det talent vi møder uden smålig skelen til, hvad vi plejer at gøre, plejer at tænke og hvad andre mener.

Jeg læser videre i det nye regeringsgrundlag men har foreløbig ikke mødt mine naboer. Så jeg taler forsøgsvis med mine naboer.

lørdag den 24. september 2011

Valgblog nr. 4 - Økonomi først, og menneske så ...

Mens vi venter på at røgen rejser sig fra et hotel i Ørestaden som tegn på, at vi endelig har fået en ny Regering kan vi kun gisne om hvilken uddannelsespolitik der så lægges frem.

Tør den nye Regering gøre op med den borgerlige regerings alt andet end liberale værdipolitik og give uddannelserne bogstavelig talt lov til at udvikle sig, i stedet for en stats-centralistisk økonomistyring der er gået direkte til mere eller mindre opgivende kommunalbestyrelser, mere eller mindre følgagtige ungdomsuddannelser (hvor mange tekniske skoler/ErhvervsUddannelsescentre har råbt højt: "Der mangler praktikpladser!" Svaret er: INGEN) og til mere eller mindre stolte universitetsbestyrelser?
Tør den nye Regering gøre op med at økonomisk politik selvfølgeligt opfattes grundlæggende for alt også dannelse og uddannelse?

Lige før valgkampen officielt blev skudt i gang af Statsministeren, proklamerede det nu efter folketingsvalget sejrrige superliberalistiske parti Liberal Alliance, at man skulle frisætte skolen; ´fjern statens kontrol og lad skolen udvikle sig på egne præmisser´ var parolen.
For den naive – men hvem kan dog være det efter 10 år med en borgerlig regering – lyder det besnærende; ´her er endelig et parti der lytter til lærere, elever og forældre, for slet ikke at tale om uddannelsesforskerne på DPU etc.´ Men sådan kan et sejrrigt parti i Danmark netop kun tale, fordi økonomisk politik selvfølgeligt opfattes grundlæggende for alt andet. Liberal Alliance kan sige det som det er: Frihed er et økonomi-begreb der betyder at skolen/uddannelse kan vise sig at blive alle tiders forretning.

Men hvorfor nævne Liberal Alliance når vi står overfor dannelsen af en såkaldt rød Regering? Fordi ironien er tyk; den økonomiske præmis er den samme på fløjene, ingen talte om mennesker i valgkampen.

Derfor ved vi ikke om den kommende Regering på et eller andet hotel i Ørestaden parkerer elever, studerende og kursister på et sidespor ligesom man åbenbart gør med de arbejdsløse (de skal tilsyneladende overlades til arbejdsmarkedets parter – det er et andet ord for svigt overfor de marginaliserede borgere) for at blive enige om at danne en Regering med en følgelig mere eller mindre fatal økonomisk politik som arbejdsgrundlag.

Men en Regering der sætter økonomi før mennesker har ikke værdi.

Herfra skal sendes et lillebitte røgsignal på webben til forhandlerne på regeringshotellet om at sætte mennesket før økonomien.

fredag den 9. september 2011

Valgblog nr. 3 - Dage

Jeg forsøger at sove
hver dag


En form for civiliseret overlevelse
med gentagelse
gentagelse
Snart dages ingenting
og sådan er vi forbrugere
snart forbruges alting
og sådan er vi


Dage
Næste morgen er der kaffe
og septembers sol

lørdag den 3. september 2011

Valgblog nr. 2 - Værditilvækst er vigtigst

Uddannelsespolitik, kulturpolitik og værdipolitik er ikke hovedtemaer i valgkampen. Men de politikker er grundlæggende for samfundet og dets udvikling. Hovedtemaet i valgkampen er BNP og værditilvækst.

De sidste 10 års danske politik handler om BNP og værditilvækst. Deri består højrefløjens værdiopgør; værdibegrebet reduceret til nul og nix.
Det er bemærkelsesværdigt at ingen, heller ikke venstrefløjen og de såkaldte kulturradikale, i Kongeriget holder stand; reformer er altid om BNP og værditilvækst.
Resultatet er at de politiske partier ikke er i stand til at diskutere:
- det enorme frafald på ungdomsuddannelserne, specielt på EUD
- uddannelsessystemets markedsgørelse, fx det åbenlyse skoleforfald, og den nye ”universitetslov” der helt uden ironi hedder Fra tanke til faktura

- om evaluering virkelig er vigtigere end uddannelse
- statens og uddannelsesforskningens fleurten med diktaturers (Kinas og Singapores) bemærkelsesværdige uddannelses-resultater
- konsekvenserne af campus-iseringen/centraliseringen af uddannelserne
- at det kreative og musiske i uddannelserne gøres til innovation
 og mange, mange flere skrækkelige eksempler, men vigtigst er at danske politiske partier ikke er i stand til at diskutere at

Kultur og uddannelse er grundlæggende værdifulde begreber der til hver en tid belyser hinanden i et oplyst samfund.

Valgblog nr. 1 - Konkurrencesamfundets endeløse cirkulation

Som studievejleder får jeg mail fra en jobkonsulent; ´at jeg skal ringe til C. med henblik på en samtale om muligheden for at C. starter på htx.´

Jeg ringer til C., der viser sig at være en 31-årig enlig arbejdsløs kvinde, mor til tre, der de sidste 5 år har gjort rent.
Der står mig klart at jobkonsulenten har sendt C. i cirkulation rundt til studievejledere på de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser.

Det står mig også klart at jobkonsulenten enten er totalt uvidende om uddannelse eller også er skruppelløs; når den arbejdsløse sættes i menings- og endeløs cirkulation klinger mønten i konsulent-firmaets kasse – og jobkonsulenten kan måske endda fremvise ”det flotte resultat”: den arbejdsløse nåede hele vejen rundt!

I telefonsamtalen aner jeg desperationen i C.s stemme når jeg spørger ind til hendes egne ønsker og antyder det meningsløse i cirkulationen. Hun skal for alt i verden fremvise at hun har været hele vejen rundt!

C. har ikke har haft en eneste samtale med en professionel erhvervs- og uddannelsesvejleder, hvor de sammen kunne afklare hendes muligheder – og nå hele vejen rundt.

Jeg tager en samtale nr.? på tirsdag, og sender hende så videre i systemet …

lørdag den 13. august 2011

En hyldest til forfaldet og så videre …

Ugebrevet Mandag Morgen forudser d. 8.8 -11 det åbenlyse, nemlig afviklingen af den danske folkeskole:milliardbesparelser, skolelukninger, undervisningstid under minimumskravet, store sociale og faglige skel på tværs af skolerne, middelmådige PISA-resultater, fortsat lærerflugt og flere børn i privat- og friskoler. Ideen om den offentligt finansierede enhedsskole er stærkt udfordret. Men afviklingen giver også plads til at bygge noget nyt op. Mange steder er man allerede i gang. Det ses blandt andet i i alt 1.813 dispensationer, som folkeskolerne har fået fra ministeriet til at eksperimentere med organisation, arbejdsformer og undervisning. Og flere kopierer profilskolernes succes med at differentiere sig og satser målrettet på f.eks. idræt eller eliteklasser. Det er disse fornyelseskræfter, der bør gives endnu større frihed og udviklingsmuligheder.”

Der er noget forstemmende over samfundsanalyser der hylder forfaldet, når der bygges videre på årsagen til forfaldet. Man skulle næsten tro, at Mandag Morgen bruger marxistisk forfaldsteori: en gennemført kapitalistisk, økonomisk konkurrencetænkning med en stadig individualisering i centrum som forfaldets omdrejningspunkt, på det fundament skal den danske folkeskole rejse sig ifølge Mandag Morgen og Regeringen. Folkeskolens rejsning er dog ikke til et kommunistisk Utopia, men bare i et samfund der nu kan klare konkurrence-mosten. Omstilling til nye globaliseringstider har kun én vej og ingen anden, sådan er det.

Men det lyder ærlig talt skingert, når 1.813 dispensationer fra folkeskoleloven til eksperimenter på skolerne af Mandag Morgen tages til indtægt for folkeskolens udvikling – det er vel snarere folkeskolens måde at kompensere for afviklingen på; der kæmpes med næb og klør i kommunerne. Vi kan næsten ikke vente på de uendelige evalueringer af de mange dispensationer!

Jeg ved ikke, om det er en venstrefløj uden idéer der er skyld i, at vi ofte kun kan se udvikling i en økonomisk uafvendelighed. Men det er efterhånden blevet hverdag, at SF foreslår resultatkontrakter med såkaldte udsatte folkeskoler; er der ikke resultater inden for 3 år fyres ledelsen - Venstre elsker selvfølgelig forslaget – og at SF og Socialdemokraterne sammen foreslår, at bogligt svage elever skal have et andet, såkaldt udskolingsforløb fra skolen. Det er svært at se, at der i den kommende valgkamp er andet end retorikken til forskel, når der skal diskuteres folkeskole og uddannelse imellem højre- og den såkaldte venstrefløj.

Det er efterhånden en velkendt sag, at erhvervslivet har tømt ordet ”visioner” for indhold på uendelige medarbejderdage. Antallet af ligegyldige og disciplinerende medarbejderdage overstiger helt sikkert antallet af kompenserende dispensationer i folkeskolen. Det er derfor ikke vanskeligt at se, hvor svært andet end strengt økonomisk funderede konkurrence-synspunkter har det over alt. Jeg undskylder logikken, men håber billedet brænder igennem.

Sammensmeltningen af højre og venstre side i Folketinget til et højre åbner for alternativer. Jeg forestiller mig, hvordan der vokser demokratiske, humanistiske alternativer til de politiske partier frem, fordi samfundet dehumaniseres. Det er heldigvis ikke hverdagskost for demokratiet Danmark, men en konsekvens for et demokratisk samfund, der ikke lytter til borgerne, partierne siger "vælgerne".

Måske er tidens konsekvens ikke at aflæse ved folketingsvalget men i folkets engagement.

fredag den 15. juli 2011

Vi skal ikke holde skole men konkurrere!

En gymnasieelev fra STX klagede i Politiken lige før studentereksamen 2011 over, at for mange elever får en studentereksamen uden at være studieaktive. Grunden skulle angiveligt være, at det er god økonomi for gymnasierne, at så mange elever som muligt gennemfører. Politiken gav eleven ret og offentliggjorde nogle chokerende tal på gymnasielevers fravær. Og ja, det er god økonomi, at eleverne gennemfører uddannelsen. Taksametertilskud hedder det.
Der er sådan set intet kontroversielt i gymnasieelevens synspunkt; man skal passe sin skole/uddannelse. Og i og for sig kan indlægget også bare læses som brok: ´Her knokler jeg, men det er der mange der ikke gør, og alligevel får de en studentereksamen´. Ja, sådan er det.
Mere interessant er det derimod, at mange gymnasieelever åbenbart får en studentereksamen på trods af ringe studieaktivitet. En studentereksamen burde jo ellers betyde, at studenterne er studieaktive, kommer til timerne, læser lektier og afleverer opgaver.
På den anden side; i en konkurrencestat som vores betyder kvantiteten, altså at der produceres mange studenter, at uddannelses-kvaliteten er i top – uanset kvaliteten, hvis I forstår hvad jeg mener.
Hvis man som undertegnede ikke er for den slags konkurrencestats-argumentation, må man give gymnasieeleven og Politiken ret; for mange gymnasieelever får en studentereksamen, hvis fraværsstatistikken står til troende.
Lad os gå lidt dybere ind i fraværsproblematikken.
Der er så at sige ingen andre regler på området end den enkle, at der er mødepligt på gymnasiet. Det betyder, at hvor man for nogle år siden opererede med en procentsats for, hvornår fravær påtaltes, påtales i princippet alt fravær nu. Procentsatsen afskaffedes for at forhindre eleverne i at spekulere i fravær.
Men selvfølgelig påtales alt fravær ikke af den grund; som om fravær afskaffes, fordi det står i en bekendtgørelse, at det skal det.  Det har gymnasiet selvsagt ikke kapacitet til at efterleve. Så de fleste gymnasier har stadig, nu en egen procentsats for fravær. Og der spekuleres selvfølgelig stadig i fravær. Som en gymnasieelev sagde i toget kort før sommerferien: ´Alle dem i min klasse der ikke har haft fravær bruger kvoten op til ferien. ´ Sådan er det.
Hvis nu Regeringen, på trods af den høje gennemførelsesprocent på STX og uden at skæve til 95%-målsætningen, i populismens og disciplineringens navn opfordrer gymnasierne til at gribe radikalt ind over for studiepassive elever, kan gymnasierne nøjes med at skærpe de ekskluderende muligheder de allerede har: indstille eleven til at gå op i fuldt pensum (den gode gamle straf, som jeg også kan huske fra min egen uglorværdige gymnasietid); tage SU-en fra eleven (såfremt han, det er typisk en han, er over 18 år); smide eleven ud; i øvrigt kan man kan smide eleven ud/lade ham gå året om, hvis han har under 2.0 i gennemsnits-karakter, altså står til at dumpe  (at tilbyde eleven at gå året om, er juridisk set det samme som at smide ham ud).
Inden det kommer til disse ekskluderende, rammesættende indgreb, der mere er til for uddannelsen selv end for den enkelte elev, har de fleste gymnasier en hel række støttende, såkaldte frafaldsforhindrende foranstaltninger, der som regel er inkluderende: studiegrupper, lektiecaféer, studievejledning (ved Ungdommens Uddannelses Vejledning, vejlederen på uddannelsen og Studievalgsvejlederen – en såkaldt 3-i-én-løsning), samtaler med kontaktlæreren, mentorering, psykologsamtaler, coaching. Ja, der er endda gymnasier, og hurra for dem, der arbejder målrettet med klasserumskultur for at eleverne ligefrem skal få lyst til at komme i gymnasiet hver dag.
Det betyder også, at gymnasierne ikke er blinde for de sociale og personlige grunde, som elever kan have for manglende studieaktivitet. Der tages individuelle hensyn, som sættes op mod de formelle krav. Næppe mange gymnasier sætter i dag ekskluderende angreb ind på baggrund af tørre tal i et excelark på trods af en minutiøs registrering af fravær og manglende afleveringer. Registreringen sker ofte i det elektroniske administrationssystem Lectio, der endda uden videre omregner den enkelte elevs manglende opgaveafleveringer til fravær.

Hvad skal registreringen bruges til, hjælper den på læringen? Brug dog hellere krudtet på at udvikle elektroniske læringsplatforme end administrationssystemer!
Nogle gymnasier har dog læst teksten og strammer de ekskluderende tiltag med etablering af såkaldte lektiefængsler. Ja, det hedder lektiecaféen sgu nu. Førhen var den inkluderende nu er den ekskluderende: ´Mød op kl. 15.00 og lav dine opgaver eller bliv smidt ud!´.
Situationen er grotesk. Efterhånden som de ekskluderende og inkluderende tiltag tager til, kommer vi i en situation hvor der alvorligt sættes spørgsmålstegn ved den gymnasiale uddannelse som sådan. I yderste konsekvens betyder det, at de ekskluderende og inkluderende frafaldsinitiativer - for at tale konkurrencestatsk - er vigtigere end uddannelsen, ligesom det ofte ser ud som om, at det er vigtigere at evaluere end at lære.
K.E. Løgstrup talte i sin tid varmt for ´at man holder skole´. Ove K. Pedersen taler ikke varmt for, men analyserer sig blot frem til, at den opportunistiske person/elev er konkurrencestatens personkarakter og ideelt set altid vil gribe enhver mulighed for egen vindings skyld. Som skole/uddannelse skal vi udstyre den enkelte elev med redskaberne til at gribe mulighederne for konkurrence og intet andet.
Men hvis vi i dag ikke holder skole, hvorfor så overhovedet spilde tid på at registrere fravær, opgaveaflevering og lektielæsning. Hvorfor bruge tid på ekskluderende og inkluderende tiltag, når det helt afgørende er, at den enkelte elev griber sin chance for at indgå i konkurrencen på sin måde, fx ved at tage chancen og blot møde op til eksamen og se hvad der sker – måske består han. Virtuel læring som muligheden for at blive hjemme eller et hvilket-som-helst-sted med mulighed for at logge på uddannelsen, når det passer, ligger lige for, men er vand ved siden af muligheden for at lade være. – Og der er mange penge at spare!
Over for den opportunistiske konkurrencestats-elev står tilsyneladende den fastholdte elev. Det ser ud til, at de ligner hinanden til forveksling.

fredag den 8. juli 2011

Bullshitdannelse er alvor, men le endelig!

Dansk filosofis nestor Peter Kemp skriver i dagens kronik i Politiken: ”I sin rene form ender konkurrenceideologien i et amoralsk kulturelt barbari og i vild konkurrence for konkurrencens egen skyld, dvs. i det rene vanvid. Dette meningsløse ræs giver ikke samfundet den sammenhængskraft, som konkurrenceideologerne taler så meget om. Tværtimod opløser det i sin yderste konsekvens enhver solidaritet, nationalt såvel som globalt.”

Kemps frygtelige konklusion – for det er dér den gamle filosof mener, vi bevæger os hen - kommer efter en præcis gennemgang af Ove K. Petersens bog Konkurrencestaten (Reitzels Forlag 2011), som man også kunne læse om i denne blog d. 14.5 -11, Der er ikke forskel på en uddannelsesforsker og en økonom…

Konkurrencestatens konsekvenser er Kemp ligesom Petersen ikke sen til at påvise på uddannelsesområdet. Det helt centrale her er faglighed. Faglighed kan ingen vel have noget imod på uddannelsesområdet. Ikke desto mindre er det Kemps påstand, at ”udviklingen i skolen er sket under dække af et ønske om større faglighed, naturligvis med henvisning til dygtiggørelse i konkurrencen.”

Udtrykket ”under dække af et ønske om større faglighed” giver debatten om de såkaldte reformer inden for uddannelsesområdet de rette proportioner. Mao. siger Kemp, at det sådan set ikke er fagligheden der reformeres for, men for at dræne uddannelserne for dannelse. Og at konkurrencestatens mål italesættes på samme måde; det er retorisk set konkurrencestatens mål der sikrer velfærdssamfundet, men sgu ikke i virkeligheden; velfærden drænes.

Jeg synes Kemp er for afdæmpet her. Hvornår har man sidst hørt en borgerlig undervisningsminister tale om almen dannelse?! Men det kommer vel nok den dag, man uden samvittighed kalder konkurrencestatens mål for almen dannelse.
Kemp er om nogen på hjemmebane, når han hævder: ”Universitetet er imidlertid nok den offentlige institution, der lider mest under konkurrenceideologien”. Og så går det ellers over stok og sten med bruddet på mere end 200 års forskningstradition, nu handler det om bevillinger, selvcensur, evige ”reformer”, fusioner og elendig topstyring.
Kemp kunne også have påpeget, hvordan reformer betyder, at konkurrencestatens arbejdsmarkedsrelatering af- og målretter universitetets fag og studerende. Ja, at ”dannelses”-reformerne ligefrem har fået sin egen afdeling på Københavns Universitet: ”Katalyst – afdeling for humanistisk innovation”.

Lektor ved Saxo-Insituttet Jes Fabricius Møller har i foreløbig to skarpe og veloplagte artikler i Universitetsavisen spurgt ind til det videnskabelige, dvs humanistiske grundlag for afdelingens virke. Et egentligt svar udebliver. For hvad skal man svare, når en seriøs forsker som Fabricius Møller om Katalyst fremturer: "Man betjener sig af en rigdom af tågesnak og fraser fra konsulentbranchens forråd af parfumerede almindeligheder så som: ´strategisk konceptudvikling´, ´innovationskoncept´, ´servicekoncept´, ´facilitering´, ´innovationsworkshop´, ´innovationskonsulent´ og så videre. Det giver muligvis mening på CBS eller en professionshøjskole, hvor man beskæftiger sig med service og afsætning, men ikke på humaniora."

Læs endelig hele Fabricius Møllers hudfletning af uvidenskabeligheden, ja af konkurrencestatens alt for tydelige afsæt på humaniora. Det er alvorligt, meget alvorligt, faktisk tragisk. Men le endelig! Ellers kommer vi aldrig videre.

onsdag den 29. juni 2011

Det er vigtigere, at studenterne består end at de dannes og uddannes

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har udgivet en analyse der viser, at i år 2020 vil der være 80.000 studenter der aldrig fik en uddannelse. Ikke godt når vi til den tid mangler 30.000 faglærte og 152.000 med videregående uddannelse.

Som bekendt er en gymnasial uddannelse ingen uddannelse men kvalificerer til en videregående uddannelse. Så hvad er der galt? Analysen giver ingen svar men fremskriver blot en tendens.

Det der er galt er, at i 2020 er 80.000 studenter fra HHX, HTX, STX og HF reelt ikke i stand til at gennemføre en videregående uddannelse. Det har intet at gøre med, at studenterne vælger arbejde frem for studier, for der er og bliver ikke mere arbejde for ufaglærte, siger prognoserne.
Skal vi bebrejde de gymnasiale uddannelser, at de faktisk ikke kvalificerer studenterne til videregående uddannelser? Ja, det skal vi naturligvis, når vi mener, at de fleste unge skal være studenter. Omvendt får de kritikere der har påpeget en faglig forringelse i gymnasiet selvfølgelig ret.
Væsentligt er det, at erhvervsuddannelserne (EUD) er blevet reformeret på en måde der gør det svært for unge at vælge dem; de er i deres opbrudte ansvar-for-egen-lærings-forløb ikke attraktive, når man egentlig ikke er afklaret, men hellere vil have et uddannelsesforløb med læri ngs- og unge-miljø og ´gang i den´. Og så er der i øvrigt ”altid” mangel på praktikpladser. Parret med den prestige og anerkendelse der ligger i at vælge en gymnasial uddannelse (lige som alle de andre) presser det unge til at gå i gymnasiet. Og så kan man groft sagt også bestå eksamen og få en hue uden den store personlige indsats, jf. den standende debat om fravær på gymnasiet.
Skulle de 80.000 studenter uden uddannelse, som AE taler om, så i virkeligheden have fået en erhvervsuddannelse. Ja, nogle af dem skulle sikkert. Det kan umuligt være gavnligt for et samfund og dets borgere at afskaffe håndværkeren.
Omvendt er det ikke forbudt at reflektere over, hvorfor de gymnasiale uddannelser har så svært ved at gøre det de skal, nemlig kvalificere eleverne til videregående uddannelser. Gymnasiereformen fra 2005 må alt andet lige bære en del af ansvaret. Den specialisering studieretningsgymnasiet står for parret med en overfaglighed der til forveksling kan sammenlignes med krav på videregående uddannelser er skrap kost for de fleste elever i gymnasiet. Det er ikke svært at tvivle på, om gymnasiet faktisk opfylder specialiserings-målene og de overfaglige mål – AEs tal bekræfter det. Men man kan også kigge på kvaliteten af studieretningsprojekterne, og kvaliteten af elevernes omgang med de overfaglige mål. Eller tage på en konference for gymnasielærere, hvor de for 117 gang vender problematikken med Undervisningsministeriets fagkonsulenter. Eller såmænd stige ned fra UVMs kontorer til et lærerværelse, hvor næste års tvær- og overfaglige projekter planlægges. Det er ikke fag-faglighedens  ronkedorer der kæmper her for der-var-engang, men et efterhånden noget tandløst, højt uddannet lærerkorps, unge som gamle, der så gerne vil opfylde alle officielt afstukne mål i undervisnings-bekendtgørelsen. Et trist lærer-skue der efterhånden burde vide bedre, ærlig talt.
Når så studenterne endelig kommer igennem mødes de med de videregående uddannelsers skærpede adgangsbegrænsning  i form af krav om den helt rigtige studieretning, de helt rigtige valgfag og det helt rigtige karaktergennemsnit.  Til en start kunne man måske finde de manglende 152.000 med videregående uddannelse ved at afskaffe adgangsbegrænsningen. Men vigtigst er dog, at man ikke piller al lyst til uddannelse ud af studenterne på forhånd.
Alt i alt er det tragi-komisk, at så mange bliver studenter, når den eksamen for så mange reelt ikke kvalificerer til hverken uddannelse eller arbejde. At man består HHX, HTX, STX eller HF burde ikke blot betyde, at man formelt har mulighed for at vælge en videregående uddannelse, men også at man reelt har mulighed for at gøre den videregående uddannelse til et personligt valg. Det er, viser AE, ikke tilfældet. Man kan sige, at ”vi” har gennemført en gymnasiereform, hvor det er vigtigere, at studenterne består eksamen, end at de dannes og uddannes.

fredag den 17. juni 2011

Lyst rimer ikke på læring!

Igen i år har jeg både været eksaminator for egne elever og censor for elever ude i landet ved eksamen. Og nærmest som ritual diskuterede eksaminator eller censor og mig: elevernes overraskende forberedthed eller uforberedthed til eksamen; elevers klager over karakterer til Undervisningsministeriet (UVM) på de mest utrolige grundlag (´fra det øjeblik jeg trådte ind ad døren, kunne jeg mærke, at censor hadede mig …´); dette fags muligheder og faldgruber i forhold til uddannelsen og eksamen. UVMs liste over de bedste og værste karaktergennemsnit på gymnasierne, listede vi omkring – hvad skal vi sige; vi gør vores bedste og så er der iøvrigt ikke korrigeret for elevernes sociale baggrund. Vores diskussioner om frokostens mærkbart svingende kvalitet fra institution til institution, når man kommer ud som censor, er irrelevant i den sammenhæng.

Vigtigst er samtalen om: spillet mellem eksaminator og censor; ”tilfældighedernes” spil ved karakter-udmålingen (eller hedder det - fastsættelse?!); allervigtigst, eksamen som afslutning på enhver uddannelse og dannelse(?) i vores samfund. Den samtale lader vi ligge ”den fremmede” eksaminator/censor og mig, for den er personlig og rækker langt ud over enhver evaluering og økonomisk kalkule.

Ikke desto mindre burde enhver underviser i respekt for sin profession, sine elever og sig selv reflektere eksamen som sådan med ”den fremmede” kollega – og hvis ikke det, så dog med sig selv. Fx når man låser sig ind på det af UVM godkendte censor-hotelværelse for natten. I øvrigt er det ikke bare kedeligt men fatalt, når man ikke kan sige´ i respekt for sit samfund´.

I øvrigt mener jeg, at karakterer og eksamen bør afskaffes til fordel for et lyst-baseret uddannelsessystem.

lørdag den 14. maj 2011

Der er ikke forskel på en uddannelsesforsker og en økonom ...

Med Ove K. Pedersens suveræne men sprogligt knudrede analyse af ”vores nye stat” i bogen Konkurrencestaten (Hans Reitzels Forlag 2011), har alle kritiske røster om tidens økonomiske diskurs – altså at bogstavelig talt alt skal opgøres i kroner og ører – fået sin reference. Og det på trods af at Pedersen såmænd ingen samfundskritik opstiller i sine pertentlige analyser. Han synes tværtimod at mene, at globaliseringens økonomiske kalkuler nærmest er ”naturlige”. Den form for klassisk demokrat der mener, at man faktisk kan tage stilling og ændre på tingenes tilstand er Pedersen ikke – først og sidst kommer dog den ustyrlige økonomi. Og på den måde kan hans bog så udmærket også bruges af disciple på handelsskolen. Men det skal ikke afholde Pedersen fra at fremhæve, at kapitel 6 er det vigtigste kapitel i hans omfangsrige analyse.
Kapitel 6 i Konkurrencestaten har overskriften Skolen og den opportunistiske person. På trods af den økonomiske realitet er skolen stadig stedet, hvor individet skoles/opdrages/dannes, i dag i konkurrencestatens billede.
Læs endelig videre hos Pedersen, men hvis man vil have den korte, men nu endelig gennemført kritiske udgave, så læs Rømers, Brinkmanns og Tanggaards kronik i dagens Weekendavisen (d. 13. 5 -11) Soldaten i konkurrencestaten. Her demaskeres konkurrencestatens anti-dannelsesprojekt med formuleringer som: ”De nye, store universiteter, kommuner, skoler og børnehaver har allieret sig med en ny indholdstom pædagogisk forskning om at reducere pædagogik til mekanisk anvendelse af metoder og pædagogisk forskning til et uvidenskabeligt evidenstyranni. Drømmen er at skaffe alle disse nye centraliserede institutioner pæne evalueringer og topplaceringer på diverse ranglister. Desværre tømmes vores uddannelser samtidig for indhold, bredde og fornuft”. Og man græmmes når den uddannelsesforsker der altid tilspørges i medierne, Niels Egelund ”engang har sagt, at der ikke er forskel på en uddannelsesforsker og en økonom”, og at det mener han er positivt!
Man behøver såmænd ikke at henvise til: ”Tænk hvis Georg Brandes og Grundtvig havde tænkt i sådanne termer”, for det preller selvfølgelig af på enhver føjelig konkurrencestatsborger, men på os andre gør det naturligvis indtryk.
En trist afslutning på kronikken er det imidlertid, når uddannelses-forskere der kan deres begreber åbner op for liv og lyst med ord helt uden poesi, bare patetisk er det: ”Vi taler for, at man bør genvinde et pædagogisk sprog. Et sprog med ord, der bobler op fra vores fælles liv og vores arbejde med i hver generation at genetablere det værdifulde og det vigtige. Et sprog der både kan beskytte det, vi holder af, og som kan se ordentligt efter, hvad der sker, når nye børn, elever og studerende stormer ud over engene med deres nye sange, tekster og stemmer.” Der er sgu ikke enge tilbage i Danmark, mine damer og herrer – kun i Højskolesangbogen!
Ærlig talt, patetisk, nostalgisk ordgyderi med tydelige højskoletoner som den foghske konkurrencestats-retorik ellers så effektivt har renset ud, er vel knap et nyt sprog. I den forstand får Ove K. Pedersen ret; først og sidst kommer dog den ustyrlige økonomi. På den igen, os allesammen!
Måske bobler det nye sprog frem i bogen Uren Pædagogik, der udkommer i midten af maj på forlaget Klim og som kronikkens forfattere har redigeret.

søndag den 17. april 2011

Sæt de højt begavede børn i specialklasser!

Undervisningsministeren har i den forgangne uge offentliggjort forslag til at gøre noget ekstra for talentfulde elever i grundskolen. Det er godt.
 
Hvad der er knap så godt er, at højt begavede børn gør man intet for i grundskolen og slet ikke på ungdomsuddannelserne, dvs. på gymnasierne. Resultatet er, at de højt begavede børn har det elendigt. Det kan man læse i Sheelagh Bisgaards nyligt offentliggjorte speciale ”De højt begavede børns skoleliv – et børneperspektiv” fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Som den første herhjemme har hun forsket i børnenes egne oplevelser af det at være højt begavede.

Højt begavede børn moppes ofte af andre elever, fordi de er anderledes, hyper-engagerede og følsomme, og lærerne træder gerne til for at ensrette dem. Selvværdet står dagligt for skud og angst slår igennem; depressioner er ikke ualmindelige hos de højtbegavede børn pga. omgivelsernes uforstand og nul-tolerance. Børnenes forgæves forsøg på at rette ind, ikke stikke ud og være ligesom de andre er hjerteskærende læsning i Bisgaards speciale.



Hvad der slår mig efter endt læsning er ikke blot de højtbegavede børns elendige vilkår for læring og udvikling, men at de reagerer så gennemført sundt, dvs. følsomt på elendige vilkår. Bisgaard henviser til professor Shirley J. Kokots sammenfatning af positive og negative egenskaber og adfærd hos højtbegavede børn:
"Positive egenskaber og adfærd VS Negative egenskaber og adfærd 
Har let ved at lære. VS Udvikler ligegladhed, dovenskab, forsømmer detaljer, tager ikke imod vejledning.

Ræssonerer abstrakt, har et filosofisk overblik. VS Stræber imod lette løsninger, pseudo-intellektualiserer, finder på undskyldninger, mister realitetssansen, bliver virkelighedsfjern. 

Spørgelystne og med udviklet kritisk sans. VS Utålmodig og kritisk over for andre. Fremstår ”anderledes” og skaber problemer i relationer med kammeratskabsgruppen.
Evner at arbejde selvstændigt, formulerer enestående idéer. VS Kan blive meget elitær, skiller sig ud og passer ikke i sammenhængen.

Besidder en udviklet sans for humor. VS Kan være smertelig ironisk eller sarkastisk til det grusomme.

God hukommelse og analyseevne. VS Bryder sig ikke om rutiner og gentagelser af enslydende opgaver. Uvillig til at påbegynde arbejdet og keder sig let.

Arbejder målbevidst og dedikeret. VS Stædig og ufleksibel.

Er interesseret i mange områder. VS Nogle gange indsnævres interesser sig til et enkelt, snævert felt.

Ivrig, opvakt og højt energiniveau. VS Frustration hvis tingene ikke går som han/hun vil, mister hurtigt interessen.

Sensitiv, følsom, modtagelig. VS Skrøbeligt ego, ekstrem følsom over for kritik."


Se engang ned over listen. De højt begavede børn er idéelle for læring – positivsiden.  Men er læringen ikke idéel, reagerer de højt begavede børn med ikke-læring – negativ-siden. Med andre ord: Når læreren (og de andre elever) går ud fra, at den højt begavede elev uanset vilkår præsterer det optimale, tager han/hun helt fejl.
Hvis nogen nu tror, at jeg ironiserer over de højt begavede børn eller snarere over forskningen omkring højt begavede børn, må de tro om igen. Tværtimod. Jeg synes det er fantastisk, at vi har børn og unge gående iblandt os der reagerer hudløst på læringsforhold der ikke går ud fra eller stimulerer, at børn vil lære noget, har evner for abstraktion, er spørgelystne og kritiske, evner at arbejde selvstændigt, har humor, hukommelse, analyseevner, er målbevidste, interesserede i alt, og er ivrige og følsomme.

Tværtimod er det ironisk, at det er dagligdag i Danmark, når man, som Sheelagh Bisgaard fortæller det, har positive resultater ved at lade højt begavede børn være i klasser sammen. Ikke fordi højt begavede børn ikke skal have have lov at være dem de der, men fordi de klasser er klasser, hvor positive egenskaber og adfærd tolereres. Skal vi virkelig kalde det for specialklasser, når det burde være normalklasser!

Et forarbejde til Sheelagh Bisgaards speciale kan læses her.

fredag den 1. april 2011

Revolutionen længe leve!

For nylig offentliggjordes tallene for karaktergennemsnittet for landets grundskoler. Der var sådan set intet overraskende i dem; igen påvistes det, at børnenes chanceulighed er størst de steder, hvor far og mor ingen eller meget kort uddannelse har. Man betegner som bekendt også chanceulighed ved det noget misvisende begreb social arv, ja endda negativ social arv – som om de børn med de forældre bærer rundt på en arv, som de aldrig kommer af med. Det er selvfølgelig noget vrøvl; mønsterbrud er helt almindeligt. Men mønsteret består.

Interesserer man sig for uddannelse i Danmark, vil man vide, at tallene altid har været sådan. Man kan blot ganske skamløst studere dem nøjere i Undervisningsministeriets database. Hvad værre er er dog, at år efter år bliver uligheden målt efter skolernes karaktergennemsnit større og større, der bliver længere og længere fra bund til top.

På sin vis er det grinagtigt, at den borgerlige regering der har gennemført offentliggørelsen af skolernes ”kvalitet”, en rangordning som medierne ikke er sene til at udstille, på den måde udstiller deres egen inkompetente uddannelsespolitik. Hvis de altså ser sådan på det. For jeg kan da levende forestille mig, hvordan borgerlige politikere fortsat hårdnakket argumenterer for, at rangordningen vil få kommunerne til at tage sig sammen og få styr på deres skoler. Men hvor længe skal vi dog vente på det fiktive opsving!

Mon ikke borgerlige politikere ude i kommunerne har svært ved at finde en grimasse der kan passe, når de med den ene hånd indsamler data og sender dem videre til regeringen og samtidig er tvunget til at skære i skolernes budgetter?! Borgerlige kommunalpolitikere er med til at skære grundskolens timetal ned til absolut minimum og endda under, må forsvare forældet lærerbogsmateriale, manglende bygningsvedligeholdelse, skolenedlæggelser og skolesammenlægninger, og at der hverken er tid, penge eller mentalt overskud til kurser- og videreuddannelse for lærerstaben. Samtidig må de se på, at deres skoler, der er uden synlige udviklingsmuligheder og har et flertal af elever der mere end nogle andre elever netop har brug for udvikling, ikke tiltrækker de bedst kvalificerede lærere og ledere, som de netop har brug for lige nu.

Når medierne offentliggør de tragiske tal for det såkaldte udkantsdanmarks skolekarakterer – og de kan meget vel også stamme fra midt i København – skal jeg tage mig selv i at forestille mig utopier, hvor man ikke kan måle og veje dannelse og uddannelse i simple tal. Når det går helt galt, forestiller jeg mig ligefrem, at bundkarakterer betyder kvalitet. Som om der er noget unikt at hente, de steder hvor man får de laveste karakterer. På den anden side; at der er steder i konkurrencestaten Danmark, hvor økonomifikseringen har skabt en massiv ulighed der stort set intet økonomisk overskud er i, kunne få en og anden overvintret socialist til at komme ud af sit hi og råbe: ”Revolutionen længe leve!”

Sådan et udråb lyder næsten som en spøg den 1. april 2011...

Imens mine undrende læsere grunder over "spøgen", kan de nyde udråbets sammenstød med denne blogs sublime billede fra Jean Vigos kost-skole-film-klassiker "Nul i Opførsel" fra 1933.

Det må være foråret ...

fredag den 25. marts 2011

Skoletræt

”Skoletræt” er et begreb som alle kender; forældre, elever, lærere og vejledere for at tage det i den "rigtige" rækkefølge (vejledere er de sidste der får noget at vide, og så er det sgu dem der lytter til hele menageriet - et fremmedord der er godt at slå op!).

Jeg skulle hilse og sige, at ikke kun elever men også lærere og vejledere kan blive skoletrætte. Ja, måske er de ligeså skoletrætte som eleverne er det. Men det må man ikke sige højt, for eleverne sidder tungt på begrebet.

Jeg griber en definition i flugten: ”De har sandsynligvis ingen job- eller uddannelsesforventninger til fremtiden og har svært ved at se formålet med undervisningen i grundskolen.” (Et UU-center på Sjælland)

Tænk, hvis lærerne sagde sådan om skole og ungdomsuddannelse!

Ja, det er vel egentlig det lærerne siger i grundskolerne og på ungdomsuddannelserne …

Er Regeringen uddannelsesparat?

Med Regeringens Ungepakker 1 og 2 er bla. indført en skærpelse af vurderingen af børnenes/de unges uddannelsesparathed i overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse. UU, Ungdommens Uddannelsesvejledning, uddannelsesparathedsvurderer nu alle vores unger, både til erhvervsuddannelserne og til de gymnasiale uddannelser. Man har altid vurderet de måske kommende elever til de gymnasiale uddannelser, men nu mere end før for at nå Regeringens magiske 95 % - mindst 95 % af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse i år 2015.

Op til deadline for ansøgning til ungdomsuddannelserne, 1.3 -11, har aktiviteten ikke kun blandt ansøgerne men også blandt UU-erne været stor; hvordan uddannelsesparathedsvurderer man, hvilke kriterier skal man gå efter, kan man gå ud fra et skema, teste etc? UU-erne har udviklet og ofte i samråd og ved møder og konferencer med ungdomsuddannelserne principperne bag vurderingerne. Der er holdt oplæg, arbejdet i teams og udvekslet powerpoints, word- og PDF-filer. Resultatet er, at et udtal af mere eller mindre begavede afkrydsningsark nu har set dagens lys over det ganske, danske land. Afkrydsningsark først og fremmest til brug for UU, men også for ungdomsuddannelser til eventuelle optagelsesprøver (hvis far og mor insisterer på at datteren/sønnen bør optages, indkalder ungdomsuddannelsen til optagelsesprøve).

Ikke spor overraskende og hamrende banalt er man kommet frem til at: børnene/de unge skal kunne læse, skrive og regne, skal kunne indgå i gruppe- og projekt-arbejde, skal kunne læse lektier, være empatiske gode kammerater etc. inden de starter på en ungdomsuddannelse. Nogle ungdomsuddannelser har dog udviklet egne eller ladet sig inspirere af uddannelsesparathedsvurderingsark fra andre kommuner end deres egen – og det i en grad så det ser ud som om, man ikke lægger vægt på det samme som alle de andre gør. Men det gør man; lægger vægt på det samme som alle de andre gør. Det basale er godt – og original tænkning er ikke lige tiden!

Den form for udviklingsarbejde afspejler til fulde Regeringens uddannelsespolitik; hamrende banal og dog noget at måle og veje fatalt efter. Jo mere man skruer op for retorikken omkring elevernes evne til basal læring, jo mere man idealiserer læring, jo flere børn og unge kan ikke leve op til kravene. I værste fald betyder det, at rigtig mange elever falder igennem til diverse alternative kommunale tilbud der skal råde bod på grundskolens forsømmelser, fordi de ikke blev optaget til noget-som-helst. I bedste fald betyder det ”blot” en masse spildte UU- og lærer-kræfter på at leve op til Regeringens retorik om at skulle være de bedste i verden til alting, også til skole.

En Regering der tør kaste et blik på virkelighedens grundskole og ungdomsuddannelse og føre politik derudfra er nødvendig.

lørdag den 5. marts 2011

Afskaf lektier!

Det er utroligt, at skolen og gymnasiet stædigt har holdt fast ved lektiers lyksalighed igennem alle årene og gør det endnu. Det er det, når vi sådan set altid har vidst, at lektier er en pestilens og at eleverne derfor sjældent læser dem - det er det lektier typisk går ud på; at læse noget derhjemme som forberedelse til timerne. Værst er dog, at traditionelle lektier lægger op til reproducerende læring, ifølge forsker i gymnasielektier, lektor ph.d. Flemming B. Olsen, der derfor i Gymnasieskolen d. 3. marts 2011 foreslår, at lektierne lægges ind i undervisningen: ”Moderne didaktik går ud på at give eleverne en differentieret undervisning, som er kreativ, og hvor man bl.a. anvender forskellige læringsstile. Den måde skal man også tænke lektier på”.

Flemming B. Olsen har naturligvis ret i kritikken af den reproducerende læring, som jeg meget gerne vil forstå som i skærende kontrast til reflekterende læring. Men jeg kan blive helt bange for, at han mener, at læsning skal afløses af læringsstils-fokus, cooperative learning og hvad har vi af moderigtig læring, der bestemt er meget mere underholdende end slet og ret at læse noget. Som om læsning hjemme i sig selv betyder efterfølgende papegøjesnak på skolen. I den forbindelse ville det være meget mere relevant at pensionere de ronkedor-lærere der stadig bruger lærebogsmateriale sådan. Jeg har dog stærkt på fornemmelsen, at de lærerdyr for længst er uddøde.

Erik Dahl, der er teamleder i en forsøgsklasse for lektiefrihed i fritiden på Det kristne gymnasium i Ringkøbing forklarer dog, også i Gymnasieskolen marts 2011, sammenhængen nøgternt: ”Gymnasiet er jo bygget op omkring mange fag, hvoraf den enkelte elev interesserer sig for få af dem. Og i de få fag læser eleven helt frivilligt lektier.” Voila! Lad gerne eleverne læse det der står i bøgerne på 117 måder (lige nu er cooperative learnings aktiviteter vistnok nået op på over 200!) – men vigtigst er, at give eleverne mulighed for at læse og reflektere på skolen i de fag, hvor interessen er lavest.

Og smag så lige på teamlederens udtalelse én gang til: ´eleverne interesserer sig for få fag i gymnasiet´ - herligt velgørende fakta at komme videre med senmoderne læring i og med; det er de færreste fag i gymnasiet eleverne interesserer sig for.

Lærere er vant til, at eleverne møder uforberedt op til undervisningen og tager derfor deres cooperative foranstaltninger. For mig at se, er der et meget større problem med de skriftlige lektier/opgaver/projekter som eleverne forventes at aflevere i stort set alle fag. Vil man virkelig give de gymnasiale uddannelser et løft for de såkaldt frafaldstruede elever, og et generelt fagligt løft for stort set alle elever, så er der al mulig grund til at lægge de skriftlige opgaver ind i tiden på skolen. Et slående eksempel på skriftlighedens alvor i gymnasiet, et eksempel der blot er toppen af skriftlig-opgave-isbjerget, er at Danske Gymnasielevers Sammenslutning hvert år stiller vejledning til rådighed ved de rødglødende telefoner, når det såkaldte studieretningsprojekt (SRP) skal skrives. SRP-vejledning foregår ikke på gymnasiet, fordi det ikke er en del af Gymnasiebekendtgørelsen. Det burde den, ligesom vejledning i at formulere sig i gymnasiets skriftlige opgaver, når der faktisk skrives.

Det er ingen hemmelighed, at elever fra ´hjem med klaver´ (far og mor er akademikere) klarer sig bedst i gymnasiet og i uddannelsessystemet generelt; dels vejleder far og mor når projektet skal skrives, og dels har de elever en helt grundlæggende ballast der ´svarer til´ gymnasiekravene. Kort sagt, hvis man virkelig vil nedbringe frafaldet på de gymnasiale uddannelser og generelt højne det faglige niveau, så lægges skriftligheden konsekvent ind i skoletiden.

I øvrigt ville det være rart, om man kunne diskutere og udvikle gymnasiets lektier uden at det blev en økonomisk spareøvelse for elever og lærere.

fredag den 25. februar 2011

Kroppens musik

I går sendte Dr K det australske doku-program Hjernens Musik om musikkens betydning i vores liv. Budskabet var klart: musikken er en umådelig værdi i sig selv; kun et fattigt samfund reducerer musik til løftestang for læring. Som en forsker lakonisk sagde det: ´hvis målet er, at eleverne bliver bedre til matematik, så ansæt hellere en bedre matematik-lærer´.

Det er dybt ironisk, at der skal et program der formelig vælter sig i musik-terapeuter, hjerneforskere, og iøvrigt musiketellerandetforskere til for at dokumentere noget så indlysende. Især hjerneforskere er vi helt vilde med for tiden – når de siger det, må der være noget om det (og ikke et ord om Penkowa og videnskabsministeren). Må jeg spagfærdigt indvende, at musik går i kroppen…

Samtidig kan man sende en ”venlig” tanke til den, nu to gange, tidligere undervisningsminister Bertel Haarder der nåede at søsætte den tåbelige idé, at lade de musisk/kreative fag være løftestang for de ”rigtige” fag i skolen (gæt selv hvilke), inden han gik af. Der er ikke hørt noget om katastrofen siden. Til gengæld fører de musisk/kreative fag i skolen, på gymnasiet, på erhvervsuddannelserne og de videregående uddannelser fortsat en perifer tilværelse.

Hjernens Musik sendes igen på Dr K i morgen d. 26.2 kl. 21.50.

lørdag den 19. februar 2011

Er fascismen kun i sproget?

Det er ikke længe siden jeg citerede Morten Hesseldahl for, at det er vigtigere for de studerende at have meninger end viden: ”Under nogle eksaminationer har man indtryk af, at det kun handler om at få fremsat en masse meninger. Når man ikke er fagligt funderet, bliver det pludselig synspunkter, der bliver det interessante.” (Weekendavisen 23.12 -10). Nu understøttes synspunktet af Kresten Schultz-Jørgensen i Politiken d. 19.2 -11: ”De (studerende på landets universiteter) skriver som 11-årige, så er det sagt, og de ræsonnerer på nogenlunde samme niveau”, ”Opløsningen af sproglige kompetencer medfører nødvendigvis en erosion af tankekraft og et goddag til den selvskabte fascisme. Færre ord, mindre råderum, flere fordomme. Dét er, som bekendt, fascisme.”

Schultz-Jørgensen er præcis i påvisningen af de fatale grunde til ikke at vide kun at synes noget: dannelseskrisen i familien og i uddannelsessystemet, det digitale informationsbombardement og dets overfladiske teknologier. For undervisere i branchen som jeg selv er der intet nyt under solen. Men det er dog forfriskende, at der for en gang skyld ikke skal skydes på uddannelsessystemet som sådan.

Rigtig interessant er det derimod, når man sammenholder Schultz-Jørgensens påstand om, at de unges fundamentale mangel på sproglig kompetence er ”et goddag til den selvskabte fascisme” med hans karakteristik af de unge som ”mere flittige, fokuserede og empatiske end generationerne, der gik forud, min egen inklusive. Men skrive kan de ikke”.

Begrænser Schultz-Jørgensen virkelig fascismen til sproget, som Politiken gør det i overskriften ”Den sproglige fascisme breder sig”? Det tror jeg ikke; Jørgensens empatiske unge mennesker er knapt så empatiske, når de i sproget giver rigelig plads til fordommene og har ”glemt” alt om vor civilisations sokratiske dialog, som Jørgensen henviser til med vægt: logik; det at tænke frit, ubundet med nysgerrighed og tvivl; argumenter og bevisbyrde; kontekst og sammenhæng.

Jeg har med andre ord sjældent set en så stilfærdig måde at gøre opmærksom på en så øresønderrivende fare for fascisme nu og her som Schultz-Jørgensens læserbrev i Politiken.

Er man i øvrigt tvivl om, sprogets betydning for fascismens og nazismens dannelse så læs Victor Klemperes LTI - Lingua Tertii Imperii - Det Tredje Riges Sprog (Forlaget Tekst og Tale, 2010) der blev udgivet for nylig alt, alt for sent og det var da på tide.

fredag den 28. januar 2011

Uddannelse er narkose

En kollega, en herlig filosof der gerne kommer forbi min studievejledning for at dele ud af sin samtalekunst og spise mine bolsjer, mailede mig forleden et YouTube-link til en engelsk 10-minutters video-gennemgang af læring dengang, nu og hvad den burde være.

Det er ikke så lidt Sir Ken Robinson når at rable af sig, pointerne er mange, imens billedsidens whiteboard fyldes ud på animationsvis, bedre end nogen lærer ville kunne gøre det i virkeligheden. Og hold op, hvor bliver man tændt af Robinsons skarpe og vittige analyse. Det er lige førend man tror, der er håb forude.

Pointerne er som sagt mange. Størst indtryk på mig, gør hans skelnen mellem aestetic (æstetik, det skønne) overfor anaestetic (bedøvelsesmiddel, narkose). I uddannelsessystemet uddanner vi på en måde der bedøver eleverne/de studerende i stedet for at åbne deres sanser i og med det æstetiske.

Robinson gør dramaet konkret, når han viser hvordan ADHD har bredt sig som en epidemi over USA. Værst står det til i Washington (!). Eleverne/de studerende får fyldt mere og mere ritalin i kroppen jo tættere vi kommer på Washington. Problematikken er grotesk – og ikke en epidemi. Vores elever/studerende bedøves for at kunne koncentrere sig om/indtage det kedelige, det der står mål med bedøvelsen – så de ikke distraheres af medie-informations-borbardementet der er enormt.

Jeg ved ikke, om Sir Ken Robinson er forbandet naiv, når han tror på, at det æstetiske, det skønne kan vække eleverne/de studerende og uddannelsessystemet. Men læg mærke til, at han ikke taler om religiøs vækkelse; den findes ikke i det æstetiske. Han taler blot om et sanseligt menneske. Det tror jeg gerne på.

I Danmark har fri- og højskolen som mål at vække eleverne/de studerende, men har en kristen/national-kulturarv der stadig gør aestetic til anaestetic. Det formelle uddannelsessystem har undergået store forandringer, man diskuterer og reformerer i forhold til globaliseringen. Ikke desto mindre fastholdes anaesteticering som vækkelse - globalisering som bedøvelse.
Se videoen her.

lørdag den 8. januar 2011

Vi har ingen værdidebat i Danmark

Vi har ingen værdidebat i Danmark. Humanistisk/kritiske røster har ingen gennemslagskraft haft mindst siden Anders Fogh Rasmussen vandt valget i 2001. Vi har haft en masse borgerlig værdipolitik.

Helt centrale begreber som viden og refleksion behandles stedmoderligt og reduceres til spørgsmål om konfrontations-/kateder-timer, evaluering og hvad man gør i Finland og Kina. Og helt nede under gulvbrædderne er de kreative/musiske fag der åbenbart ingen gang har på Jorden i Danmark.

Hvis der er nogen der har stået for rundkredspædagogik (altså sådan en hvor man bare bekræfter hinandens uvidenhed) er det borgerlige regeringer, der ingen bud har på fremtidig didaktik og pædagogik, selvom forskere bl.a. på DPU (Danmarks Pædagogiske Universitetsskole) er i fuld gang. Lyt, debattér og lær dog, sådan som man gør i en rigtig rundkreds!

Den viden der forsvandt i fjor…

Jeg forestiller mig, at nationen er interesseret i viden og refleksion, ikke synspunkter og markedsundersøgelser.

Vi har ingen værdidebat i Danmark, vi taler om fremmede. Jo mere skinger indvandrings-politikken er, jo tydeligere er det, at holdning er vigtigere end refleksion og viden.