fredag den 24. december 2010

´Engelsk er meget mere mig end dansk´

Af og til sidder jeg overfor en elev der hævder, at han udtrykker sig meget bedre på engelsk end på dansk.

Grunden til at jeg har den samtale med eleven er ikke kun fordi jeg er studievejleder, men også fordi jeg er dansk-lærer. ´Hvis bare jeg måtte skrive mine analyser og redegørelser på engelsk, så skulle du bare se´, siger han til mig, for at forklare hvorfor hans danskopgaver er af så ringe kvalitet. ´Engelsk er meget mere mig end dansk´.

Vi taler ikke om en tosproget elev. Han er ikke vokset op i et engelsktalende land, han har ikke engelsktalende forældre. Han tænker og drømmer ikke på engelsk.

Men han færdes meget på internettet. Her spiller og chatter han på engelsk med ”hele verden”. Og han har en dybt tilfredsstillende oplevelse af at blive set og hørt, sådan som han gerne vil ses og høres.

Han er ofte dybt forundret over, at hans engelsk-lærer ikke har samme opfattelse. Engelsklæreren hævder tværtimod, at elevens ordforråd er begrænset og at grammatikken halter.

Engelsk og dansk-læreren har altså samme oplevelse; at elevens sprog ikke er nær så nuanceret som det burde være.

Ulykken består dog først og fremmest i elevens oplevelse af, at eget sprog ikke er hans; det sprog han taler, skriver, tænker og drømmer på er ham fremmed. Uanset hvilket parameter man måler efter, er grundlaget for den oplevelse åbenlyst forkert. Med et særdeles dækkende 70-erudtryk er eleven fremmedgjort i forhold til sig selv. Eleven står midt i en identitetskrise.

Jeg ved ikke hvor mange elever der har det som ham. Men jeg er ret sikker på, at dansk og engelsklærere på ungdomsuddannelserne kan nikke genkendende til karakteristikken ovenfor.

Det der bekymrer mig er ikke ´tab af modersmål og national identitet´, men at evnen til at reflektere nivelleres; at man tilsyneladende kan dannes og uddannes uden at bevæge sig nævneværdigt over et grundlæggende refleksions-niveau.

Morten Hesseldahl siger det således i Weekendavisen d. 23.12 -10 : ”Jeg har været censor over tusind gange på filosofi og idéhistorie, og der er kæmpe forskel. Nogle er på et meget højt niveau, hvor de så end har fået det fra. Nogle kan dårligt nok formulere sig. Under nogle eksaminationer har man indtryk af, at det kun handler om at få fremsat en masse meninger. Når man ikke er fagligt funderet, bliver det pludselig synspunkter, der bliver det interessante.”

Her er noget vigtigt at tage fat på for en ny regering i 2011.

Glæden ved at lære

Agnes Obel, der er udråbt til nyt stort sangskrivertalent i 2010, udtalte for nylig de kloge ord: ”Jeg tror slet ikke på, at det er godt med mål tidligt i livet. Det er selvfølgelig godt at have en idé og prøve at realisere den. Men når man er så ung, så tror jeg, at det først og fremmest handler om at finde glæden ved at lære og finde ud af, hvad man gerne vil lære.”

Tænk hvis de ord var udgangspunkt for (ud)dannelse i Danmark.

lørdag den 4. december 2010

Gymnasiets død?

I sidste uge kunne man læse et interview, "Gymnasiets død", med lektor Ole Witt-Hansen fra Køge Gymnasium i Weekendavisen (WA). Læsere af Gymnasieskolernes Lærerforenings medlemsblad Gymnasieskolen kender så udmærket Witt-Hansen for hans mange kritiske artikler om gymnasiereformen.

I WA gentages kritikken. Pointen er; med gymnasiereformen cementeredes den fordummende tværfaglige projektarbejdsform, idet den nu er skrevet så eftertrykkeligt ind i gymnasiernes bekendtgørelser. På stx hedder den almen studieforberedelse, på de erhvervsgymnasiale uddannelser, htx og hhx hedder den studieområdet. Der er eksamen både efter grundforløbet og efter studieretningsforløbet. Alt i alt skal almen studieforberedelse og studieområdet forberede eleverne på videregående uddannelse.

Og hvad er der så galt i det? Ja, jeg mener også der er noget galt. Lad mig med egne ord give mit bud. I den forstand er jeg en næsten lige så vrissen gymnasielærer som Witt-Hansen for at bruge et udtryk fra et vredt læserbrev i WA ugen efter interviewet.

Modstanden imod det tværfaglige projektarbejdes ”angreb” på de enkelte fags faglighed kender ethvert gymnasie og dets lærere og elever vel til, antager jeg; afbrudte forløb og muligheden for fordybelse tages fra det enkelte fag (progressionen saboteres gang på gang), for almen studieforberedelse og studieområdet skal forstås og defineres som et selvstændigt fag med egne mål.

Ingen gymnasielærer med respekt for uddannelsen kan vel sige sig fri for frustration ved at skulle harmonisere de dobbelte mål; det enkelte fags og almen studieforberedelses/studieområdets mål. Ligesom det er en velkendt sag, at eksamenerne i ”faget” nogle gange nærmer sig det parodiske ved deres på forhånd givne svar på projektarbejdets velsignelser. Elevernes erfaringer med almen studieforberedelse/studieområdet får kun i sjældne tilfælde et selvstændigt udtryk – og så må man, elever og lærere, nøjes med en ordret gentagelse af bekendtgørelsens mål og det der står i en studiehåndbog affattet til formålet.

Overfaglighed, som det så smukt hedder, fattes nu engang kun, vil gymnasielærere vide, om jeg ikke tager helt fejl, når uddannelseserfaringer kan gøres til genstand for en refleksion der bunder i en viden om læring, der er andet og mere end en studiehåndbogs teknikker.

Her kommer eleverne til kort – den overfaglige viden har og får eleverne ikke på gymnasiet, bare fordi det står i Bekendtgørelserne og i studiehåndbogen. Men også gymnasielærere kommer til kort; den form for refleksion er fremmed for mange både gamle og unge lærere. Opøvelsen af overfaglig refleksion har sine mere eller mindre udtalte rødder i fagenes traditioner. En fordomsfuld skelnen mellem hvad humanister og naturvidenskabsfolk kan præsterer her er vel stadig aktuel?! Og så skal denne uafklarede viden tilmed undervises i hos elever der så at sige intet videns- og erfaringsmæssigt grundlag har for læringsrefleksion.

Var det embedsmænd bag skriveborde i Undervisnings- og Økonomiministeriet der udtænkte idéen eller marxistiske, ideologikritiske universitetsforskere der gjorde det? Under alle omstændigheder elsker erhvervslivet tanken. Jeg husker selv fra min uddannelse på Universitetet, hvordan nogle af de marxistiske undervisningsassistenter, som jeg blev undervist af pludselig forlod instituttet for at arbejde som kommunikations-etellerandet for banker og it-virksomheder. Jeg var mere måbende forbløffet end forarget. I dag ville man sige: ”Hva´ har I gang i!”. Her var lagt op til et ”unikt” samarbejde, må man sige - og en rigtig værdidebat!

Hvor bliver redegørelsen for forløbet og utopien af?

lørdag den 6. november 2010

Kvinder fatter ikke kontrol, topstyring og procesregulering

Statsminister Lars Løkke Rasmussen siger i ny interviewbog, at kvinder i den offentlige sektor hører kontrol, topstyring og procesregulering i regeringens retorik.
Ret nedladende overfor kvinderne at hævde, at de hører noget andet end det der bliver sagt, må man sige. Vi mænd har jo forstået regeringens retorik.
Men mener statsministeren i virkeligheden, at den offentlige sektor faktisk er præget af kontrol, topstyring og procesregulering? Og at regeringen vil gøre op med det som den selv har sat i værk, så den kan få kvindernes stemmer ved næste valg?
Måske begrebet retorik dækker for det regeringen faktisk fremmer; kontrol, topstyring og procesregulering.

Regeringen siger, at virkeligheden er retorik.
Regeringen skiller sprog og krop, så det man faktisk gør ikke italesættes, ikke funderes i sproget. Ordene reduceres til retorik – også når de faktisk afspejler tingenes tilstand; kontrol, topstyring og procesregulering.
Så mere sandsynligt er det, at regeringen nu vil bestræbe sig på at sige kontrol, topstyring og procesregulering på en anden måde, sådan at kvinderne stemmer for – kontrol, topstyring og procesregulering.

Ordene er for så vidt ligegyldige.

fredag den 22. oktober 2010

En ordentlig samfundsdebat...

Antallet af børn der får stillet diagnosen ADHD er eksploderet.

Er det fordi vi sygeliggører børn der ikke kan sidde stille i skolen og lære noget, eller er det fordi vores børn faktisk lider af ADHD?

Lægerne/psykiaterne udskriver medicin i stor stil, retalin mm. Her er nærmest tale om en epidemi! Psykologerne taler med børnene og er ikke meget for medicin. Ja, mon ikke ADHD-børn kommer fra dysfunktionelle familier i en eller anden forstand! Og hvis nu dine tanker omprogrammeres, så skal du bare se.

Uanset hvad sygeliggøres en stor del af samfundets borgere, fordi de ikke passer ind; ikke lærer noget eller ikke er produktive. Medicinalindustrien tjener styrtende, gerne med velvillige læger/psykiatere som ”sælgere”. Og psykologerne reparerer med lige så stor velvilje resten.

Lægerne/psykiaterne medicinerer problemerne væk, bare man husker at tage medicinen livslangt. Psykologerne taler og taler med de sygeliggjorte, og det hjælper dem, bare de husker at møde op hele livet.

Jeg savner imidlertid perspektivet, at vores samfund kun er et samfund, hvis vi medicineres og terapeutiseres. Derfor: lad os bare gå ud fra det værst tænkelige, et worst-case-scenario, for en ordentlig samfundsdebat; at medicinering og terapeutisering er vilkår for vores eksistens.

En ordentlig samfundsdebat…

torsdag den 21. oktober 2010

Dette er regeringens skolepolitik

Undervisningsministeren afviste for nylig endegyldigt at samarbejde med lærerne om at højne kvaliteten af folkeskolens arbejde. Angiveligt fordi lærerne ikke bare skrev under på de skoleforslag en økonom udarbejdede for regeringen.

Samtidig nedlægges og beskæres folkeskoler over hele landet. Regeringen siger det er kommunernes ansvar. Men selv DI Organisation for erhvervslivet og selvfølgelig LO advarer nu regeringen mod nedskæringerne på området.

I den forstand var det en sejr for folkeskolen, da regeringen opgav sin såkaldte reform. Men, uanset regeringens bevæggrunde har den valgt at satse på det kommende valg frem for rigtige skolereformer, der skaber skole med elever der er fagligt klædt på til og har lyst til at tage en ungdomsuddannelse.

Og lige så sikkert er det, at de rammer der for længst er lagt af regeringen betyder en fortsat forarmelse af den danske folkeskole.

Dette er regeringens skolepolitik; ´Folketingsvalg frem for forhandling og udvikling´. Der er i den forstand intet nyt under solen – ´vil I ikke være med til det vi dikterer, bruger vi blot vores eget flertal´. Forskellen er blot, at flertallet denne gang skal hentes udenfor Christiansborg. Håndklædet er kastet i ringen og valget står for døren.

fredag den 17. september 2010

Evaluering af forargelsen

Det er meget sigende, at en række politikere med Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard i spidsen sjofler kulturen ved fx ikke at møde op til møderne i Statens Kunstråd. Det var næppe en nyhed d. 14.9 -10, for hvor mange danske politikere kan i dag sige sig fri for at hælde til økonomiske ”løsninger” på alle kulturelle områder? ´Stik os en evaluering og vi skal fortælle, hvad vej vi skal!´`Diskussion, debat, samtale er spild af tid!´ Det var ikke nyhed, for forargelsen over denne tingenes tilstand er til at overse. På samme måde er forargelsen over ”Udviklingsminister” Søren Pinds økonomi- evalueringer af hjælpeorganisationers uegenyttige arbejde desværre til at overse den forgangne uge.

I det hele taget er forargelsen over, protesten mod, kritikken af, at alle samfundsområder i dag gøres til genstand for økonomiske kalkuler til at overse. Jeg savner god gammeldags borgerlig forargelse og god gammeldags venstreorienteret kritik i dag.

lørdag den 28. august 2010

Undskyld - ikke alle hører efter i skolen!

På forsiden af dagbladet Politikens debat-sektion siger pædagogisk konsulent Sten Cloud Poulsen Undskyld d. 28.8 2010.

Det gør han, fordi han er en af hovedmændene bag projektarbejdet i det danske uddannelsessystem: ”I dag kan jeg se de katastrofale omkostninger, som den ensidige begejstring for ´tværfaglighed og projektarbejde´ har medført”, siger han.

Ikke mindst i det projektbaserede HTX (Teknisk Gymnasium), hvor jeg arbejder, er undskyldningen interessant. Sten Cloud Poulsens undskyldning er skrevet i et enkelt og letlæseligt sprog, så jeg tror, jeg bruger den i dansktimerne i 1.g.

Det mest bemærkelsesværdige ved undskyldningen er, at projektarbejdets indførelse ene og alene, ifølge Cloud Poulsen, udspringer af 68-ernes opgør med autoriteterne, opgøret med modstillingen mellem hukommelse og forståelse; væk med hukommelsen, væk med grundlæggende viden og væk med historien – så kommer forståelsen i processen mod og med verden.

Det er skræmmende og øjenåbnende, at så indskrænket en tankegang har fået lov at præge toneangivende forskningsmiljøer, lovgivningen og samfundet, hvis man skal tro den bekendende Cloud Poulsen.

Det er ca. 30 år siden, at projektarbejdet undfangedes, akja. Og det er, uanset de mange år, al ære værd at en af undskyldningerne kommer nu. Men nok så interessant er den historieskrivning der engang vil dokumentere, hvad man så gjorde i de 30 år, hvor teorien kolliderede så eftertrykkeligt med praksis. For den historie skrives vel? En praksis der gjorde stor skade, når den fulgte bekendtgørelser og forskning – men også bar frugt, når den gik sine egne veje.

Det sidste ser Cloud Poulsen ikke, hans indbildskhed er stor: ”Vores hadefulde opgør med den vidensorienterede skole var så succesrig, at den i dag er fuldstændig udraderet.” Mon dog! Ikke alle hører efter i skolen.

lørdag den 10. juli 2010

Regeringen konspirerer mod det danske folkestyre

Der er end ikke antydningen af konspirationstanker i Weekendavisens afsløring d. 9.7 -10 af private konsulentvirksomheders hemmeligholdelse af statistisk materiale. Trist, når det nu er sommer- og agurketid. Så lad da undertegnede gøre et forsøg udi konspirationens dybe tilfredsstillelse midt i senmodernitetens uendelige tomhed.

Sagen kort: Weekendavisen vil gerne have adgang til det statistiske grundlag bag en af de utallige evalueringer af gymnasiereformen. Offentliggørelsen er en banalitet og helt naturlig for videnskabsmænd, fordi, som Ole Gregersen, forskningsdirektør for Det nationale Forskningscenter for Velfærd, siger det: ”Uden åbenhed omkring data ville den videnskabelige udvikling gå i stå, og kvaliteten i det videnskabelige arbejde ville falde.” Men åbenbart ikke i det her tilfælde. Rambøll Management, der har lavet undersøgelsen (og i øvrigt utallige undersøgelser for det offentlige), vil ikke offentliggøre det statistiske materiale. Og Undervisningsministeriet, der har bestilt undersøgelsen, har ikke og er ikke interesseret i materialet.

Som sagt begiver Weekendavisen sig ikke ude i spekulationer i den anledning, men undrer sig såre, sammen med en helt række interviewede videnskabsmænd. Men hvad i alverden skulle forhindre en sommerramt blogskriver i at hævde, at:

Det er VK-regeringens politiske beslutning, at datamateriale fra private konsulentfirmaer ikke skal offentliggøres, hvis det strider imod Regeringens politik. Endvidere forholder det sig sådan, at datamateriale efter al sandsynlighed ofte slet ikke foreligger eller er af en sådan beskaffenhed, at det umuligt kan danne et troværdigt grundlag for Regeringens beslutninger.

Er der da ikke en journalist der vil tage fat og afsløre, at stort set alle VK-regeringens beslutninger bygger på ikke-eksisterende, uvidenskabeligt eller politisk upassende datamateriale fra private konsulentvirksomheder!? Eller er journalisterne også en del af af VK-regeringens konspiration mod det danske folkestyre?!

I Weekendavisens artikel står dog: ”Når private virksomheder udarbejder analyser for offentlige myndigheder (…) betjener (de) sig af metoder og en sprogbrug der får analyserne til at se videnskabelige ud, men de springer den besværlige del ved videnskaben over: åbenhed og gensidig kritik.” Det fremgår ikke tydeligt, om det er journalistens eller en videnskabsmands konklusion. Det lyder dog som begyndelsen til enden på VK-regeringen - medmindre vi er ligeglade, ja en del af konspirationen!

EUD er en katastrofe som ingen tager ansvaret for

Det er påpeget utallige gange. Nu gør Weekendavisen d. 9.7 2010 det igen; EUD dur ikke – frafaldet er enormt. Grundene er såmænd enkle:
  • Januar 2001 indførtes ”Reform 2000” der betød, at ansvar for egen læring blev EUD-elevernes uddannelsesbetingelse
  • Ingen undervisning men læring
  • Intet fællesskab men individualisering
  • Eleverne skal uden videre være kreative, autonome (nej ikke den form!) og fokuseret på selvudvikling
  • Eleverne skal uden videre uddanne sig i et gennemført fragmenteret uddannelsessystem
  • EUD er skabt bag et skrivebord uden hensyn til, hvilke elever man laver uddannelse for
  • Ansvar for egen læring passer alt andet lige ikke til EUD-elever men gymnasielever (men her er det kun HTX-eleverne der har fået ”kærligheden” at føle)
  • Der er alt for få praktikpladser
  • Som en tømremester siger det i Weekendavisen: ”Sorteringen er virkelig barsk, og du finder i virkeligheden ikke et mere råt skolesystem.”
Siden har man forsøgt at lappe på elendigheden gennem mentorordninger, psykologordninger, grundforløbspakker, vejledning, coaching, screening etc etc. Det seneste skud på stammen af lappeløsninger er, at UUvejlederne nu skal bedømme elevernes uddannelsesegnethed til EUD ligesom de allerede gør det for de gymnasiale uddannelser. Og så i øvrigt stå i spidsen for uddannelsestiltag der skal forberede eleverne på EUDs urimeligheder og folkeskolens forsømmelser. Hvad skal det dog hjælpe, når det er uddannelsen der er elendig. Ingen politikere tør tage ansvaret for den uddannelsesmæssige katastrofe og gribe ind. Heller ikke erhvervsuddannelserne er gode til at sige fra, men knokler i stedet løs med lappeløsninger.

Man kan kun gisne om, hvorfor eleverne finder sig i det – det gør de vel i grunden heller ikke, når de dropper ud i så stort tal. Den største katastrofe er dog, at eleverne ikke insisterer på at få uddannelse. Måske man skulle starte dér, når man laver 360graders eftersyn af uddannelserne.

onsdag den 30. juni 2010

Uddannelse er et årsregnsskab

Nu hvor uddannelses- og erhvervsvejledningen er afskaffet på ungdomsuddannelserne, vender vi blikket mod uddannelserne - medmindre politikerne stadig har moderigtige håb om, at børn og unge skal fastholdes i uddannelse ved at drukne dem i en lind strøm af mentorer og coaches.

For rigtige politikere forholder det sig ikke sådan, men er et spørgsmål om kroner og ører. Vores politikere opgiver at finde på noget om deres eget bonmot ”fastholdelse i uddannelse” og overlader det hele forfejlede projekt til Ungdommens Uddannelsesvejledning og ungdomsuddannelserne og lader dem endda finansiere initiativerne med de midler der rettelig skulle tilfalde, surprise, surprise uddannelses- og erhvervsvejledningen.

Hvis vi fastholder sigtet, at det for langt de fleste børn og unge er vigtigt at få en udannelse, vil snart sagt enhver velbevaret, jeg mener velbevandret pædagog og didaktiker med et enkelt løftet øjenbryn vende blikket mod uddannelserne som sådan – fra grundskolen og så videre …

Det er vel sagtens blandt andet derfor Regeringen nu har efterset grundskolen 180 grader til en begyndelse… Nej, det er det ikke. Det er en simpel fremlæggelse af års-regnskaber. Og de ser som bekendt ikke godt ud:

´Der må strammes op og lægges sammen´. Til sidst kommer man frem til tal for, hvor mange man kan være i et klasseværelse på så og så mange kvadratmeter, hvor mange lærere der skal til for at … hvor mange elever med særlige forudsætninger, hvor mange elever med diverse handicaps der skal til førend osv. osv. For slet ikke at tale om de forældede undervisningsmaterialer, den manglende luft i lokalerne, de uhumske lokummer i gården osv. osv. som kommunerne bør gør noget ved. Tallet går mod uendeligt.

Sådan kommer den helt særlige elev frem til, at ´det er helt og aldeles op til mig selv at få en uddannelse´!

´De andre regner vi ikke med´.

Vejledningspolitik for amatører

Nu skulle uddannelses- og erhvervsvejledningen professionaliseres – i stedet bliver den afprofessionaliseret:

• Vejlederuddannelsen blev langt om længe professionaliseret. Men er du vejleder på en uddannelse, behøver du ikke tage hele uddannelsen, for det tager tid og koster penge for den arbejdsplads, du er ansat på.

• Vejledning evalueres rutinemæssigt. Men lige så rutinemæssigt bruges resultaterne ikke til udvikling men til afvikling af vejledningen.

• Vejledningen på ungdomsuddannelserne er sparet væk. Man må nu bruge pengene på hvad som helst, bare man kalder det for ”fastholdelse”.

• Fuldtidsvejledere finder man typisk på UU- og Studievalgs-centre fjernt fra uddannelserne og eleverne. Engang imellem kommer de forbi eleverne.

• Tænk hvis vejlederne på uddannelserne insisterer på at være fuldtidsvejledere frem for undervisere. Insisterer på certificering af Vejledning med stort V. Og gennemfører udviklingsorienteret evaluering.

• For den vigtigste Vejledning udføres af vejledere på uddannelserne. Dér hvor børnene og de unge er – også de der aldrig gennemfører en uddannelse.

lørdag den 19. juni 2010

Jeg har været til eksamen - igen!

Jeg har været til eksamen igen. Jeg har haft egne elever til eksamen og været ude som censor.

Derude mødte jeg teknologer, der gør meget ud af gestaltlove der siger alt om fremtræden uden budskab, mening, indhold.

´Fremtræden er afgørende, det helt rigtige, dér vi skal hen etc´.

Ærlig talt virker det ikke og gør ingenting, bare fordi skriften i munden siger det.

fredag den 18. juni 2010

Du tænker selv er noget værre vrøvl

Hvad ville der ske, hvis man opdagede, at disciplineringens form i dag er, at ´du tænker selv´? Det ville være noget værre vrøvl.

Men sådan taler Regeringen og sådan evaluerer den. Og så gør den noget helt andet!

Jeg opdagede, at jeg gjorde som Regeringen ville. Ingen skal sige, at jeg ikke tænker selv.

lørdag den 12. juni 2010

Revisorregeringen

Regeringen bad en særlig udvalgt økonom om at regne på skolen og begejstredes over hans rapport, fordi den bekræftede dem i, at skolen helt og holdent skal drives som regnskab.

Et eksempel: specialundervisning afskaffes, alle elever skal være sammen. Jamen er den borgerlige regering da blevet splitter ravende socialistisk, for ikke at sige kommunistisk! Nej, nej, nej – det er billigst sådan!

Kommunerne har for længst forstået revisorregeringen og planlægger skolelukninger en masse.

fredag den 21. maj 2010

Virtuel undervisning er økonomi

Det er sjældent htx-elever eller htx-lærere siger noget i den offentlige debat. Så det er en glædelig overraskelse, at Johannes Stenstrup, der er formand for htx-eleverne i erhvervsskolernes elev-organisation (EEO), i dag i Weekendavisen giver sig til kende: ”Lad os bare kalde en spade for en spade, og sige, hvad virtuel undervisning i virkeligheden er. En sovepude for læreren og spildt tid for eleverne, kort sagt lærer-fri timer.”

Sådan! Formanden for de gymnasieelever der om nogen kender digitaliseringen – på htx indgår den bærbare stort set hele tiden i alle fag – ved udmærket, hvad muligheden for op til 25 % virtuel undervisning betyder. Har der mon nogen sinde været tale om didaktik frem for økonomi i den mulighed?! Det er trivielt at skulle sige økonomi, hver gang vi mener uddannelse i Danmark.

For nylig måtte Øresundsgymnasiet (stx) opgive at etablere en virtuel klasse med opstart efteråret 2010, fordi for få meldte sig til forsøget. Rektor mener, at det er fordi man ikke har fundet ud af at kommunikere til de rigtige – det kan man læse i Magisterbladet. Jeg er helt enig; næppe én gymnasieelev fra 9. eller 10.klasse magter det forsøg. Hvem gør det? Erfaringen og forskningen har for længst givet svar: Man skal lede blandt de der forstår læringens basale forudsætninger.

Uanset hvordan man vender og drejer digitaliseringen og den bærbare i forhold til didaktikken, kommer man næppe udenom klassen og læreren live (!) - og lige så lidt kommer man udenom digitaliseringen og den bærbare! Det er vilkårene.

Nogle gange må man tro som elev og som lærer i grundskolen og på gymnasiet, at vi stadig befinder os i den tid, hvor digitalisering betød alt det, pc-programmer kan. Jeg er ked af at gentage det, men det er fordi vi siger økonomi, hver gang vi mener uddannelse i Danmark.

fredag den 23. april 2010

(Ud)Dannelsessplint 9

Elever indkaldes til oprykningssamtaler
jeg gør det mand til mand, mand til kvinde og på sms og mail
og hvis forældrene skal med, ringer jeg dem op
jeg har talt med dem alle før
det tager alt sammen tid

Afdelingslederen fører ordet og udmåler forholdet

Hvor meget betyder ikke det stof, som fagene er gjort af
her er tal sort på hvidt om fravær og manglende skriftlige afleveringer
lærererklæringer om fagligt niveau
der taler deres tydelige fremmedsprog

Fagene skal være dit liv
du må gå om
du må gå ud

Din vejleder tager sig af det videre forløb

Den klarhed forårsdagene er gjort af
er svær at få øje på
i samtalerne i det afskærmede mødelokale

Mine grønne morgen-tog-ture gennem landskabet
er ren overlevelse fra min side, så er det sagt
landskaber med lys gennem ruder

Når ugen er omme
er jeg meget træt

fredag den 16. april 2010

Derfor kan underviserne ikke tænke

Så sidder jeg igen ved en konference med sådan nogle undervisere som jeg selv. Ministeriet og dets konsulenter er også til stede. De holder powerpoint-oplæg – sort på hvidt, hamrende fantasiforladt.

Der er ikke gået lang tid, førend de kritiske spørgsmål dukker op fra salen. Det viser sig hurtigt, at spørgsmålene er grundlæggende. At Undervisningsministeriet og dets konsulenter allerede ved reformen for år tilbage forsøgte at besvare dem. Og at spørgsmålene, på trods af flere rettelser i undervisningsbekendtgørelsen siden dengang, stadig ikke er besvaret. Derfor kan underviserne stadig ikke undervise på grundlag af bekendtgørelsen.

Men undervise det gør underviserne sgu. Ja, det er helt utroligt så vedholdende og kreative de er på trods af ministeriet, dets konsulenter, deres undervisningsbekendtgørelser og power-points. Det er tydeligt i spørgsmålene fra alle dem der har været med alle årene, og også i snakken underviserne imellem ved konferencens ganske udmærkede frokost.

Bekendtgørelsens krav er, at tænke uden at tænke på faget, stoffet, substansen. Og at tænke over måden det sker på, uden at tænke på faget, stoffet, substansen. I undervisningsbekendtgørelsen er det et selvstændigt fag, man venter sig mere og mere af. Og derfor kan underviserne ikke undervise i det og eleverne ikke lære det. For at tænke over det, man lærer, og over den måde man lærer på, sker allerede i alle fag med substans.

På konferencen formuleres især ordet af-akademisering af konsulenterne. Det gør de for at understrege pointen ved at afskaffe tænkning. Så bliver der stille i salen.

På konferencen taler vi ikke om tænkning, men holder os til frokosten.

søndag den 28. marts 2010

Skolen er drænet for lyst

Lysten til at lære, hedder det. Det er ironisk, at jeg arbejder i skolen, for eleverne har ikke lyst til at lære noget. Min lyst til at lære fra mig er meget stor, og elevernes lyst til at lære er meget lille. Jeg er begejstret for det, som jeg ved noget om. Begejstringen er det vigtigste for en lærer og underviser, ved jeg. Men det er lige meget, for elevernes lyst til at lære findes ikke i skolen.

Lyt til undervisernes snak i frokostpausen. Vi er fulde af ny undervisning – og af foragt for elevernes manglende lyst.

Der er intet nyt under solen. Sådan var det også i min tid - jeg husker det tydeligt. Sådan var det i den gamle skole. Sådan var det i den sorte skole. Sådan har det altid været i skolen. Lang er traditionen i skolen.

Eleverne lærer andre steder. De lærer uden for skolen, for skolen er altid drænet for lyst. Skolen er indbegrebet af institutionaliseret lyst, ulyst. Der er intet nyt under solen. Sådan var det også i min tid - jeg husker det tydeligt. Sådan var det i den gamle skole. Sådan var det i den sorte skole. Sådan har det altid været i skolen. Lang er traditionen for skolen.

Jeg undrer mig over, at jeg har brugt det meste af mit liv på skolen. Jeg ligner de fleste, vil jeg tro.