lørdag den 20. oktober 2007

”Det er lige før, vi holder af kontrol”

Kristeligt Dagblad kan d. 19.10 -07 referere to forskere fra Copenhagen Business School (CBS) for at sige, at ”kontrol er blevet en slags opium for folket. Det er lige før, vi holder af kontrol”. De har undersøgt kontrollen indenfor syv offentlige sektorer: miljø, skat, regnskab og revision, offshore, arbejdsmiljø, fødevarer og den europæiske socialfond. Pointen er, at fornuften er slået fra, og at der derfor bruges en masse penge på noget der ikke står mål med ”den risiko, der ville være ved at kontrollere mindre”.

De sidste ord er velvalgte, risikoen ved at kontrollere mindre er simpelthen til at overse, og er først og fremmest udtryk for samfundets standende bevidsthed.

Jeg spørger mig selv, om forskernes undersøgelse ikke kunne udvides til mange flere områder, fx til det område der er denne blogs, nemlig uddannelsessystemet i dag, der i udpræget grad præges af en evalueringskultur der til forveksling ligner en kontrolkultur. Gad vide om man ikke på samme business-like måde ville finde ud af, at ´de penge der bruges på kontrol i uddannelsessystemet ikke står mål med den risiko, der ville være ved at kontrollere mindre´. Vi vil så gerne nå hver enkelt elev, men skal i værste fald bruge en masse tid og energi på at leve op til diverse kontrolforanstaltninger i stedet for netop det.

Jeg har før skrevet om vores evalueringskultur(klik på Evaluering under etiketter nederst i indlægget). Lad mig i stedet henvise til et aktuelt eksempel og endda en modaktion: Aktionsgruppen Børnetestfri Zone iværksætter civil ulydighed overfor sprogtest af de 5-årige: ””Børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) taler om respekt for det pædagogiske arbejde og den pædagogiske profession. Men sprogtesten er udtryk for det modsatte, nemlig en systematisk diskvalifikation af den pædagogiske faglighed, viden og indsigt”, udtaler Lone Hamann, talsperson for aktionsgruppen”, skriver Dagbladet Politiken d. 19.10 -07. Og for at blive ved den økonomiske risiko afslutter Politiken artiklen med: ” Ifølge aktionsgruppen koster sprogtesten mere end 30 millioner kroner.”

Vi giver forskerne fra CBS det sidste ord: ”Som medarbejdere og medborgere frabeder vi os kontrol, men som brugere kan vi ikke få nok.”

Måske er det derfor, vi har så svært ved at gøre op med den form for kultur. Imens må vores børn og unge lide under vores kontrolpres og tvivl.

fredag den 19. oktober 2007

Notat - kort refleksion over kopier

Man kan være næsten 100% sikker på, at når underviseren fremlægger noget der fremtræder i endelig form, fx i form af renskrevne notater, der skrives på tavlen, vises på (næsten hedengangne)overheads, PowerPoint-præsentationer, eller sågar i form af DVD/CD-Rommer, så vil elever, kursister eller konferencedeltagere spørge efter kopier i papir- eller elektronisk form. Fænomenet er blevet så almindeligt, at undervisere efterhånden typisk uddeler kopierne med det samme – så kan man jo tage notater derudover. Ja, de såkaldte SmartBoards, elektroniske tavler kan simpelthen overføre notaterne til elevernes, kursisternes, konferencedeltagernes egne bærbare PC-ere.

Men er det nu tilfældet, altså at der også dvs. stadig tages notater, ja at den refleksion som notatskrivning er udtryk for finder sted som læring længere? Jeg er ikke så sikker på, at det er tilfældet. Er det ikke sådan, at uddelingen af notater erstatter notater? Det er som om, at bemægtigelsen sig af underviserens forarbejde erstatter egne notater, egen refleksion; det at være i besiddelse af andres refleksioner garanterer så at sige egen refleksion. Og imens vokser mængden af andres refleksioner drastisk i egen hardcopy- eller elektroniske mappe. Er der overhovedet plads for egen refleksion?

lørdag den 6. oktober 2007

Mig og Højskolen - et efterskrift

Jeg har nu blæst ud over Højskolen i 8, og nu 9 blog-indlæg (klik på Højskole i etiketter nederst i indlægget og få alle højskoleblogsne linet op). Når jeg læser dem igennem, kan jeg ikke undgå at lægge mærke til min egen ambivalens i forhold til skoleformen. Vel er jeg polemisk, men der er også en hel del sprækker i polemikken, i kritikken. Fx hvorfor anbefale nogle af mine elever der kommer i Studievejledningen på det gymnasium, hvor jeg vejleder og underviser, at tage på højskole, når jeg samtidig her i bloggen ivrigt kritiserer Højskolens manglende evne til at forbinde sig med samfundet, specielt hvad angår uddannelse?! Spørgsmålet kræver måske et direkte svar. Det kan jeg ikke levere. Ikke desto mindre vil jeg svare ved at sige, at jeg står ved kritikken og sprækkerne. Ambivalensen er simpelthen udtryk for en meget personlig oplevelse, hvor både min familie og jeg oplevede det bedste og det værste ved skoleformen – men måske først og fremmest en enorm ærgrelse og ja, frustration og smerte ved en skoleform der har så mange muligheder, men konsekvent afviser at tage dem i brug. Det var ikke blot noget udvendigt, men noget indvendigt, eksistentielt for den enkelte medarbejder på skolen.

Jeg kommer nok aldrig udover en oplevelse af, at lige netop den højskole, som min familie og jeg levede på i mere end 10 år, i højere og højere grad prægedes af et ledelsesmæssigt svigt, der konsekvent saboterede ethvert udviklingsmæssigt tiltag fra medarbejdernes side – alt imens elevtallet bare faldt og faldt og stridighederne os alle imellem bare tog til. Det var en meget personlig oplevelse, som min familie og jeg gerne havde været foruden. På den anden side er min, i psykoanalytisk forstand, overføring af den personlige krise på hele højskolebevægelsens standende krise ikke taget ud af den blå luft. Den personlige krise var umiddelbart forbundet med højskolekrisen. Jeg ved, at den samme personlige krise udspillede sig på andre højskoler dengang - samme i den forstand at den kastede den enkelte (og familie) ud i en personlig krise - og lur mig om den ikke udspiller sig på højskoler den dag i dag! Det siger noget om Højskolen som sådan, javel – men først og fremmest om, hvor dyb højskolekrisen er i dag.

Det handler ikke om arbejdstidsaftaler, timeberegning og fagenes bekendtgørelser mmm, som i det formelle uddannelsessystem – men om den bedste læring for eleverne og lærerne, og personalet i øvrigt - i dag . Og dog drukner netop denne indlysende problemstilling, fordi den ikke kan sættes i forhold til Højskolen – i dag.

Fra frilandsmuseum til skole - Højskole for de marginaliserede

Højskolen har grundlæggende bidraget med, ja haft en endog meget betydelig stemme i indlemmelsen af det agrare Danmark i det nye nationale, kristne demokrati. Det var stort og kan ikke prises nok. Omvendt: som bidrag eller en egentlig betydning i uddannelsessystemet i dag, synes det mildest talt forfejlet at fastholde den idé. Og at skåne højskolerne fra statslig side i den anledning er vel kun at give bidrag til en form for frilandsmuseum, som det allerede er sagt af andre. Tilbage bliver det vigtigste, nemlig at Højskolens rolle og idé grundlæggende også er at tage sig af marginaliserede samfundsgrupper (også selvom man dengang vendte det blinde øje til alle andre end det agrare borgerskab) i forhold til demokratiet. I den anledning har jeg meget svært ved at se, at forkyndelse i nogen som helst form i forhold til en national og kristen idé giver mening i dag i vores uddannelsessystem. Men oplysning, ja da – i kantsk forstand!

Hvis man spørger, hvad som gik galt, må man også, hvis man er det mindste kritisk anlagt (og det er undertegnede), spørge om højskolerne har en rolle at spille i forhold til at indlemme marginaliserede samfundsgrupper i det danske demokrati. Derfor: Hvor svært kan det være at få øje på de mange unge der dropper ud af ungdomsuddannelserne, først og fremmest EUD, eller de indvandringsunge der er op imod en dansk- , regnings- og samfunds-undervisning mm der aldrig slog til i folkeskolen. For ikke at tale om de annoreksi- og angst-ramte unge (i forhold til de overvægtige på de succesfulde korte slankekurser/livsstilskurser) – ja, bidrag selv med flere marginaliserede unge, der er desværre nok at tage af. Kan være at Højskolen skal kæmpe en kamp med Staten for at korrigere på, hvornår man kan starte på højskole – lige nu skal man være 17 1/2 år, når man starter på højskole – sæt dog aldersgrænsen ned (også selvom der findes et par ungdomshøjskoler for de yngre)! Og pludselig vil vi stå i den situation, at de unge kan gå fra de succesfulde efterskoler og videre på de i så fald nu succesfulde højskoler!

Mig bekendt har kun én højskole taget udviklingen alvorligt. Askov Højskole driver både efterskole og HF-undervisning og højskole på én gang. Det er dristigt og helt i tråd med samfundsudviklingen. Men et eller andet sted også grotesk, at man her har en skole der samler op både på folkeskolens og ungdomsuddannelsernes uformåenhed. Jajada, måske har vi her den nye uddannelsesformel – man starter i folkeskolen, og går så på en højskole der både kan give en en ordentlig afgangseksamen og en ungdomsuddannelse, foreløbig en HF. Hvad er det næste, at Højskolen uddanner elektrikere, murere etc.? Hvor mange marginaliserede unge skal der til, førend man har plads til dem i det statslige uddannelsessystem?! Ja, hvorfor ikke opfinde det hele på ny og lade Højskolen bedrive Folkeskole!? Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange midler der så vil tilflyde Højskolen.

Men stædigt holder den traditionelle højskole fast på, at den kun vil have med studenter at gøre – så kom ikke og sige, at Højskolen ikke har rod i det borgerlige Danmark! Højskolen siger noget andet, ”alle er velkomne her” – men mener altså studenter, der endnu ikke er begyndt på den videregående eller holder sabbath eller er droppet ud fra de videregående uddannelser.

Det ironiske for ikke at sige det absurde er, at Højskolerne faktisk har fat i noget vigtigt. Og jeg mener selvsagt ikke det kristne eller det nationale værdigrundlag, men at der gives rum for elev og lærer – det der i så eklatant grad savnes på ungdomsuddannelserne i dag - på trods af tidens buzzwords ”ansvar for egen læring”, ”individualisering”, ”projektarbejde”, eller det værste af alt i højskolesammenhæng ”evaluering”, og sågar også begreberne ”pædagogik” og "didaktik"; det fælles og lysten til at lære belyses hele tiden på Højskolen. Lysten til at lære kan ingen tage fra den og de elever, der trods alt møder frem.

I mine egne øjne er min kritik af Højskolen grundlæggende; den går på Højskolens idé- og samfundsmæssige grundlag. Derfor kan jeg afslutte med at spørge mig selv, hvad i al verden jeg og min familie gjorde på en højskole i 12 år. Svaret er ikke let, hvis jeg skal forstå alle aspekter – men hvem kan det, og det er ikke noget jeg vil, og da slet ikke i fuld offentlighed – men det er banalt, hvis man tror på, at man faktisk kan gå ud i verden med noget der ligner åben pande, en stor naivitet og en masse kompetencer. Kun langsomt opdagede jeg en organisation, der var mere optaget af sin egen patriarkalske ansættelseskontrakt end af de unges fremtid.

Det formelle og det uformelle uddannelsessystem ligner i den forstand hinanden meget: kompetencerne er bestemt ikke lagt ud til elever og medarbejdere – det ser bare sådan ud.

Tag på rekreation! - Højskolen og dannelsen

Højskolerne i dag tager stort set kun imod elever der har været igennem en ungdomsuddannelse, faktisk kun Gymnasiet. Den dannelse, man vil tage sig af, er kun en slags forlængelse af det allerede lærte, populært kaldet 4. g. Højskolen i dag repeterer i værste fald, og skaber et (re)kreativt åndehul for de uddannelsestrætte i bedste fald. Højskoleelever på lange kurser i dag er således ironisk nok billedlig talt reduceret til pensionister og børnefamilier på korte sommer-kurser – der iøvrigt efterhånden strækker sig langt ind i de lange kursers periode og således sørger for det økonomiske grundlag for resten af det elev-indskrumpne år.

Kun på få højskoler forbereder man til uddannelse. Typisk forbereder man her til videregående uddannelser, fx indenfor journalistik, filosofi, dansk, litteratur, samfundsfag, religion eller teologi. Men ikke et ord om naturvidenskab - og da slet ikke om de marginaliserede unge der aldrig kom i gang. På de fleste højskoler imødekommer man den kreativitet som det statslige uddannelsessystem egentlig aldrig har interesseret sig for – musik, teater, film, billedkunst, keramik, design etc. Det er vigtigt, men fattigt i forhold til den uddannelse, eleverne skal videre med. Dog kunne man forledes til at tro, at højskolernes enorme udvalg i kreative/musiske fag var en kritisk reaktion i forhold til manglen i det statslige uddannelsessystem (er det det den succesfulde Engelsholm Højskole har fat i?). Sandheden er imidlertid, at Højskolen generelt tager sig af de fag fordi, det er de fag, der er tilbage – og ikke et ord om oplysning endsige forkyndelse i den anledning. Det siger noget om det statslige udannelsessystems mangel, men i højskole-sammenhæng først og fremmest om denne skoleforms mangel.

Højskolen har simpelthen ikke til hensigt tage sig af de unges uddannelse. Den er ligeglad og lukker sig om sig selv som ethvert trossamfund gør. Tilbage bliver, og det er frygtelig vigtigt, uanset mine uddannelsesmæssige kvababbelser, de unges liv sammen dag og nat. Hvad der udspringer deraf kunne højskolerne passende lytte til; uddannelse er et gennemgående tema – men se til om Højskolen er med på en lytter!

De skjulte erindringer - Højskolen og -68

Højskolen mistede afgørende sin uddannelsesmæssige betydning i 1968. Ungdomsoprørerne blev konsekvent udrenset af højskolerne. Nogle af oprørerne oprettede nye højskoler – men de nye højskoler overlevede ikke; 68-ernes forkyndelse havde ingen plads hverken her eller dér, netop pga. forkyndelsen der nu var mere eller mindre radikalt venstreorienteret. De traditionelle højskoler stod tilbage med lærere og forstandere og bestyrelser, der knapt turde stå ved Ungdomsoprørets erkendelser. Imens den kritiske tone udrensedes fra Højskolen, overlevede Højskolen og blev nu konservativt konserverende i forhold til det statslige uddannelsessystem der i demokratiets navn til syvende og sidst også havde plads for oprøret. Dog lagde de mest progressive højskoler sig ud med EF (nu EU). Ja, der var sågar højskolelærere der producerede for U-landene, var aktive i Fredsbevægelsen eller tog kontakt til demokratibevægelser i Øst-Europa – ja ligefrem tog eleverne med på studietur dertil. Men så var det også slut – da 70-erne var slut, var det slut for de danske højskoler. Der var ingen 68-ere til at tage kampen op, og ingen 68-erkendelser at bygge på. Det statslige uddannelsessystem tog over, overhalede Højskolen.

I den forbindelse ser jeg frem til, at gamle højskolelærere der var med dengang og forblev og overlevede udrensningen i Højskolen, fortæller, hvad der skete. Jeg tror, at de progressive, samfundskritiske øer i højskolerne fra sidst i 60-erne og op igennem 70-erne har en vigtig og spændende historie at fortælle.

Ingen intellektuelle ambitioner - Højskolen og fagligheden

Højskolens fagudbud har ændret sig radikalt siden dens start. Engang lå hovedvægten på det samme som statens skoler: kristendom, historie, skrivning og regning mm. Dertil kom sangen, foredragene - og på mange måder vigtigst; kostskolemiljøet, det at være sammen med andre unge dag og nat. Højskolerne fokuserede radikalt på at indlemme de unge i det borgerlige mere eller mindre demokratiske Danmark. Det var sådan set ikke her modsætningen til staten var, det var i måden undervisningen foregik på – lysten til at lære var i højsædet – og i at i princippet alle befolkningsgrupper var velkomne, men dog mest det såkaldte agrare Danmark.

I dag ser fagudbudet noget anderledes ud. De kreative musiske fag har forrang. Kun få højskoler formår at fastholde det samfundsmæssige og kulturelle aspekt, og da slet ikke som hovedfag med et timetal der batter. Og gælder det det naturvidenskabelige, er man virkelig på Herrens mark også historisk set, hvis man ser bort fra foregangsmanden la Cour i Askov dengang og siden hen andre nu glemte naturvidenskabelige ildsjæle på højskolerne; Højskolen har mao. historisk belæg for til stadighed at overse naturvidenskaben, om jeg så må sige. Men i og med udviklingen synes denne vægren fra Højskolens side stadig mere grotesk (hvad blev der iøvrigt af geolog og biolog Rune Waahlins forsøg på at grundlægge en naturvidenskabelig højskole?!).

For at sige det så groft, som det nu engang er: engang var Højskolen på forkant med samfundet fagligt og intellektuelt. Sådan er det ikke i dag. Der er sådan set ikke mange andre steder end på Askov, Krogerup, Testrup, Den Internationale, Vallekilde, Højskolen Østersøen, Brandbjerg og EU-klassen på Ryslinge Højskole, at man formår at fastholde det samfundsmæssige og kulturelle. Det er meget lidt i forhold til at der pt. findes 79 højskoler i Danmark. Højskolerne har ikke formået at fastholde sin samfunds- og kulturkritiske rolle (det er jo ikke kun den nu mere end skrantende venstrefløj der har patent på det).

En sådan mangel på intellektuel ambition og formåen betyder selvsagt også, at de lærere, forstandere og bestyrelser, der kan give Højskolen stemme i dag, er meget få. Det er bestemt ikke attraktivt at søge arbejde ved en skoleform der nu er uden intellektuelle ambitioner, og som har bestyrelser der ikke formår udvikling, men kun vil ”videreføre det bedste i traditionen”! Ja, gad vide om den forstander og den lærer der tænker nyt og kritisk i forhold til traditionen sies fra, når ansøgningerne læses igennem på højskolerne, som de er flest i dag!

Vor Fader ... - Højskolen og idéen, den patriarkalske

Højskolen er grundlæggende en form for trossamfund med et nationalt og kristent grundlag. Tydeligst ses det i skoleformens nære tilknytning til den danske, kristne kirke. Det er iøjnefaldende og helt afgørende, hvor mange kristne teologer og/eller præster der har sat deres præg på Højskolen fra dens grundlæggelse og til i dag. Kristne teologer og kristne folkekirke- og frimenigheds-præster har sat deres præg på højskolerne som først og fremmest forstandere men også lærere – det var, historisk set, (og er?) et sted at gøre karriere som kristen teolog.

Baggrunden er, som mange vel stadig ved, at præsten Frederik Severin Grundtvig (1783 - 1872) grundlagde de danske folkehøjskoler, eller rettere formulerede Højskolens idégrundlag – han gav sig aldrig selv i kast med skoleformen. Der skulle udvikles en skole der på et kristent og nationalt grundlag fremelskede lysten til viden – oplysning kaldet. Det blev til en eksamens- og prøvefri skole, der først og fremmest forberedte og kvalificerede bønder, det agrare Danmark, til arbejds- og samfundslivet. At der i høj grad var tale om børn, først og fremmest mænd, af velstillede familier, er noget Højskolen den dag i dag har svært ved at problematisere.

Et spørgsmål jeg typisk får fra de der spørger ind til og lægger ører til mine højskoleerfaringer er, hvor det nationale og kristne viser sig på Højskolen i dag. Det er et rigtig godt spørgsmål, fordi Højskolen på mange måder fremtræder dobbelt i så henseende. Et er, at man kan opleve det agrare, kristendommen og det nationale som idé den dag i dag på en højskolesangaften, hvor der mere eller mindre fuldtonigt synges af Højskolesangbogen. Men idégrundlaget er mere vidtgående end som så.

De enkelte fag gennemføres typisk ikke mere eller mindre indoktrinerende nationalt og kristent. Tværtimod oplever eleverne ofte engagerede lærere der forsøger at spejle den enkelte i faget på den ene eller anden måde – ja her har ”ansvar for egen læring”, ”individualitet”, ”projektarbejde” og ”innovation” faktisk valeur i forhold til det formelle uddannelsessystems bekendtgørelser, overfyldte klasser og præcist afmålte timer. I det formelle uddannelsessystem betyder begreberne noget andet, nemlig at de gennemføres som intention og eksamen (se mit indlæg om evaluering) – og vigtigst; i forhold til budgettet.

Imidlertid foregår og fremelskes undervisningen på Højskolen i det tomrum der opstår, når der ingen umiddelbar sammenhæng er med det der kommer efter Højskolen bogstavelig talt. Man kan blive høj af højskole, ja højskole er ofte en rus for eleverne (og for underviserne); tingene lykkes simpelthen her, fordi eleverne faktisk kan udfolde sig og faktisk kan få anerkendende feedback fra lærere og måske vigtigst fra andre elever. Hele Højskolens mere eller mindre veldefinerede definition på kernebegrebet ”samtalen”, den egentlige, ligger her. Her ligger imidlertid også en enorm kommende (?) erkendelse for Højskolen i forhold til, hvad de oprindelige højskoleelever, bønderne skulle tilbage og ud til – og hvad samtalen betød her – i forhold til hvad vore dages såkaldte senmoderne elever skal tilbage og ud til – og hvad samtalen betyder i den anledning.

Højskole-eleverne oplever en skoleform, hvor synsfeltet indskrænkes i forhold til det samfundsmæssige. Det betyder, at det samfundsmæssige, specielt det uddannelsesmæssige perspektiv ”glemmes”; det eksistentielle er dit og det fælles er spejlets, narcissistisk. Rammerne højskole-projektet typisk foregår indenfor er en patriarkalsk opbygning der lægger vægten på en traditionel mandlig magtfordeling, hvor Forstanderen har de vise ord typisk umiddelbart formidlet ved foredrag og morgensang. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt på hvor mange højskoler, man frem til i dag omtaler forstanderen mere eller mindre ironisk men dog som ”vor fa(de)r”! Man ”ihukommer” Fadervor for ikke at sige Trosbekendelsen.

Mens uddannelsessystemet på ledelsesniveau generelt er præget af mennesker der har uddannelsesindsigt er det langt fra tilfældet med Højskolen. Højskoleforstandere har typisk, som før sagt, en eller anden form for kristen teologisk baggrund. Det sætter selvfølgelig sit præg på Højskolen i forhold til den enkelte skoles dagligdag og udvikling. Uanset den enkelte forstanders gode intentioner er der således altid en spænding mellem forkyndelse og oplysning.

Tomrummet for eleverne er følgelig mildest talt til at føle på, når de forlader Højskolen og skal finde sig til rette i ikke mindst uddannelsessystemet igen, simpelthen fordi de stort set på ingen måde er forberedt af Højskolen. Ja, Højskolen forbereder på det eksistentielle, som set bag et skrivebord eller fra en prædikestol.

I mine 12 år på højskolen oplevede jeg en stor tiltro til, at det jeg selv som person kom med af viden og erfaring (levet liv og uddannelse) anerkendtes som værdifuldt i forhold til eleverne. Omvendt mødte jeg også en utvetydig massiv modstand mod enhver diskussion om skolens værdigrundlag, eller mod det vi gjorde som skole eller lærere i forhold hertil - dette kunne ikke kritisk diskuteres. Tidens buzzwords som ”ansvar for egen læring”, ”individualisering”, ”projektarbejde”, eller det værste af alt ”evaluering”, ja selv et ord som ”pædagogik” blev mødt med skepsis grænsende til had både fra lærerkollegaer, men først og fremmest fra forstander og Bestyrelse.

Selv da de frie skoler af staten blev pålagt at formulere deres værdigrundlag og løbende evaluere herudfra, blev det kun til de tomme fraser – eller med Højskolens bonmot ”bragesnak” – som hele uddannelsessystemet har formuleret i dag; altså en kopi. Og det selvom der reelt her var en mulighed for at formulere, både hvad Højskolen som sådan og den enkelte højskole er og vil. Altså: en egentlig karakteristik af den enkelte skole for ikke at sige visionerne i den anledning udeblev i enhver forstand. Lad mig præcisere det groteske: en egentlig diskussion af de politiske og pædagogiske/didaktiske strategier og begreber der prægede og præger resten af uddannelsessystemet var ikke mulig at gennemføre. Her var faktisk en mulighed for at formulere en kritik i forhold til de buzzwords, som det formelle uddannelsessystem selv har så svært ved at omsætte til praksis.

Den demokratiforståelse og det frisind som Højskolen traditionelt, dvs både historisk, offentligt og i egen selvforståelse stod for, blev efterhånden til tvivl for mig personligt og i forhold til den skole, jeg og min familie levede med, var en del af. Behøver jeg at sige, at jeg ikke stod og står alene her; det er en standende konflikt, som Højskolen ikke har til sinds at løse endsige indlade offentligheden i. Min familie og jeg forlod højskolen, da konflikten omkring de manglende elever, de manglende højskole-initiativer og ikke mindst den manglende kritiske diskussion af, hvad Højskole er, tilspidsedes og blev til brok, mobning og noget der lignede selvdestruktiv indadvendthed. Det var en barsk omgang der både prægede højskolens personale og så sandelig familierne der levede på højskolen.

Nu er jeg gymnasielærer og studievejleder, men har ikke glemt højskolen på godt og ondt. Så meget mere pinefuldt var det at opleve, uanset hvor bekræftende det var i forhold til vores, min families beslutning om at forlade højskolen, at Højskolernes Forening iscenesatte en digital vejleder (flashfilm) på deres hjemmeside, der plaprede løs under overskriften ”Det din vejleder ikke må fortælle dig” – underforstået at vejlederen ikke må vejlede de unge på højskole. Selvfølgelig må de det! Og de gør det faktisk. Kort sagt: Det var og er (man kan stadig klikke sig frem til sludrehovedet på webben) et fattigt forsøg fra Højskolens side på at skabe en modsætning, ja nærmest en konspiration mod Højskolen fra den enkelte vejleders side. Staten og ikke mindst regeringen i dag giver som sagt ikke meget for Højskolen – men den enkelte vejleder! Vi, vejlederne ved, at fx et højskoleophold kan være forudsætningen for den unges udvikling og en gennemført uddannelse.

Nostalgi - Højskolekrisen

Lige siden jeg startede som højskolelærer i 1993, har man talt om Højskolens krise. Dér hvor jeg var, fik vi det så sandelig at mærke. Det første hold elever jeg mødte var på 136 i antal. Jeg var i de følgende år vidne til, at elevtallet dalede til omkring 50. Sådan kan mange højskoler proportionalt sige det samme. Ikke noget exceptionelt i det. Det exceptionelle lå snarere i, at Højskolen ikke gjorde noget i den anledning, hverken her eller dér, stort set. Hvad er det der gør, at Højskolen har endog meget svært ved at reagere i forhold til et katastrofalt dalende elevantal? Ja, hvordan fungerer Højskolen i det samfund, den er en del af?

I højskolekredse har man fra krisen begyndte at kradse og til i dag påpeget: at ungdomsårgangene er blevet mindre; at den statslige- og kommunale økonomiske støtte til højskolerne løbende er blevet forringet; og at Staten opfordrer til og har sat initiativer i værk for, at de unge ikke bruger såkaldte fjumreår på højskole og deslige, derfor er de videregående uddannelsers kvote 2-ordning nærmest under afvikling.

Det er alt sammen rigtigt og vigtigt. Ungdomsårgangenes antal må højskolerne blot tage til efterretning. Og at Staten ikke vægter Højskolen som sådan er mere end tydeligt for enhver, der følger blot lidt med i de statslige udviklingstiltag, eller rettere mangel på sådanne tiltag i Højskolens retning. Højskolen har så at sige ingen rolle i det danske (ud)dannelsessystem i dag. Højskolerne har heldigvis ikke været sene til at gøre opmærksom på uopmærksomheden. Ja, højskolerne har historisk set tradition for at kritisere staten, at se sig selv i modsætning til statens uddannelsespolitik.

Når det så er sagt, må man lægge mærke til, at Venstre-regeringen spurgte Højskolen om dens rolle i dag og efterfølgende satte et Højskoleudvalg i værk, der afstedkom en ny Højskolelov. Resultatet blev først og fremmest, ikke overraskende, at Højskolen nu fik mulighed for at afvikle kompetencegivende kurser. At det netop var stik imod det, højskolerne ville have, havde ingen virkning, men det fortæller noget om den polarisering, vores samfund oplever i dag. Højskolen holder fast i at være en dannelsesinstitution uden karakterer og eksamen, og evaluering gennemføres kun fordi Højskolen lovgivningsmæsssigt er forpligtet på det.

Men måske er det vigtigste og vægtigste tegn på højskolekrisen, at færre og færre unge kender til Højskolens eksistens. De dage hvor det gik i arv at gå på højskole er ovre. Forældre fortæller stort set ikke længere om gyldne, øjenåbnende, ja dannende måneder eller år på højskole. Højskole-arven, først og fremmest den agrare, bøndernes højskolearv – er et kapitel blot i den nationale historiebog.

Jeg har været med til flere jubilæums-dage for tidligere højskoleelever. Det gør indtryk at møde først og fremmest gamle mænd der med tårer i øjnene kan udpege det kolde værelse, de boede på dengang, måske for 50, 60 ja sågar for 75 år siden. Måske er det første gang siden dengang, at de er tilbage. Det er ikke bare rørende at opleve, men udtryk for en livserfaring som unge i dag ikke har en chance for at opleve. Nej, for de unge har ikke den form for erfaringer i dag. Det senmoderne samfunds unge har erfaringer af en helt anden valeur. Men prøv at fortælle Højskolen, at det forholder sig sådan! Ja, prøv at lade de to former for erfaringer mødes, måske kollidere, hvad ved jeg – men hvornår har en højskole sidst gennemført et sådant projekt uden nostalgi?!

Arvesynden - Højskolens oplysning

Man kan belyse ting og sager. Men man kan også oplyse. Når man bruger ordet ”oplyse”, er man pludselig på oplysningstidens mark, eller man er på kristendommens danske, grundtvigianske mark. På Højskoleforeningens websider kan man undre sig over, at alle tiders filosof Immanuel Kant (1724 – 1804) ikke kommer til orde på sidernes skiftende definitioner af oplysning. Kant siger: ”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er mangelen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden andens ledelse. Sapere Aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog.”

Den definition kan Højskolerne ikke bruge. Den er for længst taget til efterretning fx af EU. Ja, den er en klassisk definition af oplysning for de europæiske uddannelsessystemer, også i Danmark, men altså ikke for de danske højskoler. Hvorfor ikke? Vi ved det ikke, for det er ikke en diskussion højskolen gider tage i år 2007. Jeg skal i den forbindelse sent glemme forargelsen blandt højskolefolk, da historikeren Søren Mørch på Højskolernes årsmøde i Haslev engang i 1990-erne tog udgangspunkt i den oplysnings-definition i sin karakteristik af Højskolen dengang og i dag. Og jeg vil i samme åndedrag ikke undlade at nævne, at debatten omkring Højskolen ikke mindst i Højskolens eget organ Højskolebladet, ofte præges af kristent-teologiske orakler der aldrig selv har været en del af Højskolen, men stædigt forsøger at holde den fast på en kristen, national kurs der er alt andet end tidssvarende (uanset hvor regidt et sådant begreb – ”tidssvarende” – også kan være). Ikke uden grund er Højskolebladet blevet kaldt ”et organ for arvesynden”.

Jo, jeg, og mange med mig, ved det godt! Højskolen holder stædigt fast i kristen, national forkyndelse – den grundtvigianske opfattelse af oplysning - overfor egentlig oplysning. Og her kunne blogindlægget så hurtigt slutte med mine mange år på højskoles konklusion; jeg forsøgte at oplyse, men det viste sig, at jeg skulle forkynde – og så var det slut. Men der er heldigvis meget mere at sige om Højskolen; og så snæver en karakteristik af Højskolen er det heldigvis kun dogmatiske højskole-forstandere og -bestyrelsesformænd der i fuldt alvor kan levere i dag.

Mig og Højskolen - 8 blogs

Jeg vil sige noget om den standende højskolekrise, som for mig at se ikke blot handler om manglende elever og deraf følgende lukninger af skoler, men om det grundlag højskolerne fastholder for deres virke. Det er næppe en ny indsigt for højskolekritikere, men ikke desto mindre vigtigt at fastholde i forhold til Højskolens stadig mere udgrænsede, ja groteske rolle i uddannelsessystemet. Tænk om en så vigtig (ud)dannelsesinstitution som Højskolen langt om længe tager sit grundlag op til revision for igen at få en vægtig stemme i det danske uddannelsessystem.

At skulle sige noget om Højskolen som institution kræver imidlertid, at jeg tager en dyb indånding. Det gør det, fordi jeg har levet 12 år af mit liv dér, eller rettere min familie og jeg har brugt 12 år af vores liv dér. De første 2 år boede vi udenfor højskolen, de næste 10 år på højskolen. Er man højskolelærer er man det nemlig med hud og hår; det er en del af Højskolens idé, at man ikke blot kommer og gør som en lærer eller underviser nu er (mere eller mindre) uddannet til at gøre, nemlig at undervise, men man gør det med et engagement der involverer en selv hele tiden, ligesom ens familie, ens kvinde/mand og børn inddrages mere eller mindre, i det mindste blot ved det, at de simpelthen lever på stedet. På min ansættelseskontrakt stod det sort på hvidt, at jeg skulle bo på skolen. Når jeg fortæller om Højskolen i det følgende, i en række blogindlæg, er det derfor også hele tiden set i et perspektiv der bygger på personlige erfaringer.