fredag den 15. juli 2011

Vi skal ikke holde skole men konkurrere!

En gymnasieelev fra STX klagede i Politiken lige før studentereksamen 2011 over, at for mange elever får en studentereksamen uden at være studieaktive. Grunden skulle angiveligt være, at det er god økonomi for gymnasierne, at så mange elever som muligt gennemfører. Politiken gav eleven ret og offentliggjorde nogle chokerende tal på gymnasielevers fravær. Og ja, det er god økonomi, at eleverne gennemfører uddannelsen. Taksametertilskud hedder det.
Der er sådan set intet kontroversielt i gymnasieelevens synspunkt; man skal passe sin skole/uddannelse. Og i og for sig kan indlægget også bare læses som brok: ´Her knokler jeg, men det er der mange der ikke gør, og alligevel får de en studentereksamen´. Ja, sådan er det.
Mere interessant er det derimod, at mange gymnasieelever åbenbart får en studentereksamen på trods af ringe studieaktivitet. En studentereksamen burde jo ellers betyde, at studenterne er studieaktive, kommer til timerne, læser lektier og afleverer opgaver.
På den anden side; i en konkurrencestat som vores betyder kvantiteten, altså at der produceres mange studenter, at uddannelses-kvaliteten er i top – uanset kvaliteten, hvis I forstår hvad jeg mener.
Hvis man som undertegnede ikke er for den slags konkurrencestats-argumentation, må man give gymnasieeleven og Politiken ret; for mange gymnasieelever får en studentereksamen, hvis fraværsstatistikken står til troende.
Lad os gå lidt dybere ind i fraværsproblematikken.
Der er så at sige ingen andre regler på området end den enkle, at der er mødepligt på gymnasiet. Det betyder, at hvor man for nogle år siden opererede med en procentsats for, hvornår fravær påtaltes, påtales i princippet alt fravær nu. Procentsatsen afskaffedes for at forhindre eleverne i at spekulere i fravær.
Men selvfølgelig påtales alt fravær ikke af den grund; som om fravær afskaffes, fordi det står i en bekendtgørelse, at det skal det.  Det har gymnasiet selvsagt ikke kapacitet til at efterleve. Så de fleste gymnasier har stadig, nu en egen procentsats for fravær. Og der spekuleres selvfølgelig stadig i fravær. Som en gymnasieelev sagde i toget kort før sommerferien: ´Alle dem i min klasse der ikke har haft fravær bruger kvoten op til ferien. ´ Sådan er det.
Hvis nu Regeringen, på trods af den høje gennemførelsesprocent på STX og uden at skæve til 95%-målsætningen, i populismens og disciplineringens navn opfordrer gymnasierne til at gribe radikalt ind over for studiepassive elever, kan gymnasierne nøjes med at skærpe de ekskluderende muligheder de allerede har: indstille eleven til at gå op i fuldt pensum (den gode gamle straf, som jeg også kan huske fra min egen uglorværdige gymnasietid); tage SU-en fra eleven (såfremt han, det er typisk en han, er over 18 år); smide eleven ud; i øvrigt kan man kan smide eleven ud/lade ham gå året om, hvis han har under 2.0 i gennemsnits-karakter, altså står til at dumpe  (at tilbyde eleven at gå året om, er juridisk set det samme som at smide ham ud).
Inden det kommer til disse ekskluderende, rammesættende indgreb, der mere er til for uddannelsen selv end for den enkelte elev, har de fleste gymnasier en hel række støttende, såkaldte frafaldsforhindrende foranstaltninger, der som regel er inkluderende: studiegrupper, lektiecaféer, studievejledning (ved Ungdommens Uddannelses Vejledning, vejlederen på uddannelsen og Studievalgsvejlederen – en såkaldt 3-i-én-løsning), samtaler med kontaktlæreren, mentorering, psykologsamtaler, coaching. Ja, der er endda gymnasier, og hurra for dem, der arbejder målrettet med klasserumskultur for at eleverne ligefrem skal få lyst til at komme i gymnasiet hver dag.
Det betyder også, at gymnasierne ikke er blinde for de sociale og personlige grunde, som elever kan have for manglende studieaktivitet. Der tages individuelle hensyn, som sættes op mod de formelle krav. Næppe mange gymnasier sætter i dag ekskluderende angreb ind på baggrund af tørre tal i et excelark på trods af en minutiøs registrering af fravær og manglende afleveringer. Registreringen sker ofte i det elektroniske administrationssystem Lectio, der endda uden videre omregner den enkelte elevs manglende opgaveafleveringer til fravær.

Hvad skal registreringen bruges til, hjælper den på læringen? Brug dog hellere krudtet på at udvikle elektroniske læringsplatforme end administrationssystemer!
Nogle gymnasier har dog læst teksten og strammer de ekskluderende tiltag med etablering af såkaldte lektiefængsler. Ja, det hedder lektiecaféen sgu nu. Førhen var den inkluderende nu er den ekskluderende: ´Mød op kl. 15.00 og lav dine opgaver eller bliv smidt ud!´.
Situationen er grotesk. Efterhånden som de ekskluderende og inkluderende tiltag tager til, kommer vi i en situation hvor der alvorligt sættes spørgsmålstegn ved den gymnasiale uddannelse som sådan. I yderste konsekvens betyder det, at de ekskluderende og inkluderende frafaldsinitiativer - for at tale konkurrencestatsk - er vigtigere end uddannelsen, ligesom det ofte ser ud som om, at det er vigtigere at evaluere end at lære.
K.E. Løgstrup talte i sin tid varmt for ´at man holder skole´. Ove K. Pedersen taler ikke varmt for, men analyserer sig blot frem til, at den opportunistiske person/elev er konkurrencestatens personkarakter og ideelt set altid vil gribe enhver mulighed for egen vindings skyld. Som skole/uddannelse skal vi udstyre den enkelte elev med redskaberne til at gribe mulighederne for konkurrence og intet andet.
Men hvis vi i dag ikke holder skole, hvorfor så overhovedet spilde tid på at registrere fravær, opgaveaflevering og lektielæsning. Hvorfor bruge tid på ekskluderende og inkluderende tiltag, når det helt afgørende er, at den enkelte elev griber sin chance for at indgå i konkurrencen på sin måde, fx ved at tage chancen og blot møde op til eksamen og se hvad der sker – måske består han. Virtuel læring som muligheden for at blive hjemme eller et hvilket-som-helst-sted med mulighed for at logge på uddannelsen, når det passer, ligger lige for, men er vand ved siden af muligheden for at lade være. – Og der er mange penge at spare!
Over for den opportunistiske konkurrencestats-elev står tilsyneladende den fastholdte elev. Det ser ud til, at de ligner hinanden til forveksling.

fredag den 8. juli 2011

Bullshitdannelse er alvor, men le endelig!

Dansk filosofis nestor Peter Kemp skriver i dagens kronik i Politiken: ”I sin rene form ender konkurrenceideologien i et amoralsk kulturelt barbari og i vild konkurrence for konkurrencens egen skyld, dvs. i det rene vanvid. Dette meningsløse ræs giver ikke samfundet den sammenhængskraft, som konkurrenceideologerne taler så meget om. Tværtimod opløser det i sin yderste konsekvens enhver solidaritet, nationalt såvel som globalt.”

Kemps frygtelige konklusion – for det er dér den gamle filosof mener, vi bevæger os hen - kommer efter en præcis gennemgang af Ove K. Petersens bog Konkurrencestaten (Reitzels Forlag 2011), som man også kunne læse om i denne blog d. 14.5 -11, Der er ikke forskel på en uddannelsesforsker og en økonom…

Konkurrencestatens konsekvenser er Kemp ligesom Petersen ikke sen til at påvise på uddannelsesområdet. Det helt centrale her er faglighed. Faglighed kan ingen vel have noget imod på uddannelsesområdet. Ikke desto mindre er det Kemps påstand, at ”udviklingen i skolen er sket under dække af et ønske om større faglighed, naturligvis med henvisning til dygtiggørelse i konkurrencen.”

Udtrykket ”under dække af et ønske om større faglighed” giver debatten om de såkaldte reformer inden for uddannelsesområdet de rette proportioner. Mao. siger Kemp, at det sådan set ikke er fagligheden der reformeres for, men for at dræne uddannelserne for dannelse. Og at konkurrencestatens mål italesættes på samme måde; det er retorisk set konkurrencestatens mål der sikrer velfærdssamfundet, men sgu ikke i virkeligheden; velfærden drænes.

Jeg synes Kemp er for afdæmpet her. Hvornår har man sidst hørt en borgerlig undervisningsminister tale om almen dannelse?! Men det kommer vel nok den dag, man uden samvittighed kalder konkurrencestatens mål for almen dannelse.
Kemp er om nogen på hjemmebane, når han hævder: ”Universitetet er imidlertid nok den offentlige institution, der lider mest under konkurrenceideologien”. Og så går det ellers over stok og sten med bruddet på mere end 200 års forskningstradition, nu handler det om bevillinger, selvcensur, evige ”reformer”, fusioner og elendig topstyring.
Kemp kunne også have påpeget, hvordan reformer betyder, at konkurrencestatens arbejdsmarkedsrelatering af- og målretter universitetets fag og studerende. Ja, at ”dannelses”-reformerne ligefrem har fået sin egen afdeling på Københavns Universitet: ”Katalyst – afdeling for humanistisk innovation”.

Lektor ved Saxo-Insituttet Jes Fabricius Møller har i foreløbig to skarpe og veloplagte artikler i Universitetsavisen spurgt ind til det videnskabelige, dvs humanistiske grundlag for afdelingens virke. Et egentligt svar udebliver. For hvad skal man svare, når en seriøs forsker som Fabricius Møller om Katalyst fremturer: "Man betjener sig af en rigdom af tågesnak og fraser fra konsulentbranchens forråd af parfumerede almindeligheder så som: ´strategisk konceptudvikling´, ´innovationskoncept´, ´servicekoncept´, ´facilitering´, ´innovationsworkshop´, ´innovationskonsulent´ og så videre. Det giver muligvis mening på CBS eller en professionshøjskole, hvor man beskæftiger sig med service og afsætning, men ikke på humaniora."

Læs endelig hele Fabricius Møllers hudfletning af uvidenskabeligheden, ja af konkurrencestatens alt for tydelige afsæt på humaniora. Det er alvorligt, meget alvorligt, faktisk tragisk. Men le endelig! Ellers kommer vi aldrig videre.