lørdag den 31. maj 2008

Højskolen og det eksistentielle – konkret?

Filosoffen Finn Thorbjørn Hansens (FTH) nys udgivne rapport for Folkehøjskolernes Forening (FFD) ”Det var, som om de havde en slags kærlighed til det, de gjorde” (FFD 2008) forsøger at indkredse en særlig højskole-vejledning. Jeg vil i en kommende blog gå i klinch med Thorbjørn Hansens (højskole)vejlednings-opfattelse. Her vil jeg blot i første omgang kommentere på det overhovedet at give sig i kast med projektet.

FTHs udgangspunkt er en undersøgelse af vejledningen på tre højskoler i Danmark; Testrup Højskole, Den Rytmiske Højskole og Løgum Kloster Højskole. For alle tre højskoler gælder, at man kredser om det eksistentielle som højskolens værdigrundlag og dermed også for vejledningen. Man lægger mærke til, at idrætshøjskolerne ikke er repræsenteret (fx flagskibet Ollerup Højskole), men kan dog gå ud fra at det eksistentielle også er det værdimæssige omdrejningspunkt her. Og ja, det eksistentielle er overhovedet højskolernes værdimæssige omdrejningspunkt i dag, underforstås det i rapporten.

Bemærkelsesværdigt er først og fremmest Testrup Højskoles ”anarkistiske” vægren sig ved en egentlig definition af højskole-vejledning. Det giver sig udslag i, at vejledningen ikke formaliseres, men så at sige er en del af hverdag og fest på skolen. Det tætteste man derfor kommer definition af vejledning her er, at den tager alle lærere sig af, simpelthen fordi de er lærere på skolen. Vejledning, den formelle lader man derfor netop det formelle uddannelsessystem om; nemlig Studievalgscenteret. Dette er ikke udtryk for inkompetence fra Testrups side men for holdning, som man gerne kompetent argumenterer for. Her er ironien tyk; jo mere formaliseret man spørger, jo mere ironisk bliver der svaret.

Set i lyset af en efterhånden altomfattende formaliseret evalueringskultur virker det herligt forfriskende i rapporten at opleve Testrups ironiske forhold til denne. Mao.: det eksistentielle leves simpelthen, når man er på højskole - i al fald på Testrup Højskole, forstår man.

Findes der virkelig et sted i Danmark, hvor væren blot er? Spørgsmålet er lige så absurd, som Testrups holdning er – såfremt man ikke lytter til ironien. Men hvad værre er, gælder det måske også Finn Thorbjørn Hansen der er blottet for ironi i sin fremstilling i rapporten.

Netop ved at ikke at gå ind i egentlig definition holder Testrup på en og samme tid alle muligheder for vejledning åbne men vigtigst det eksistentielle åbent. Det giver mening – men sætter unægtelig FTHs og FFDs projekt i et skævt lys. Han og FFD vil netop fange det der ikke kan fanges, og idet de insisterer, forstener det og bliver værdiløst, skal man tro Testrup.

Sagt på en anden måde; med sin, Testrups tavshed får man modparten, fx Finn Thorbjørn Hansen, FFD, statsapparatet og ikke mindst offentligheden til at plapre håbløst løs, netop fordi det eksistentielle næppe lader sig indfange formaliseret overhovedet.

Dermed ikke sagt, at man ikke kan beskrive, analysere og forstå, altså begribe hvad som faktisk foregår på Testrup eller på højskoler overhovedet. Men en rapport med det eksistentielle som omdrejningspunkt for det (ud)dannelsesmæssige sigte på de danske folkehøjskoler er endnu ikke gjort, hverken af FFD eller på den enkelte højskole. Hvorfor dog ikke?!

Testrup Højskole spiller højt spil i den forstand, at man med FFDs projekt og FTHs filosoferen langt om længe har fået et bud på, hvad højskole er. Og alligevel, så snart dette noget formuleres fornægtes det. Hvor mange højskoler kan følge med Testrup her?!

Tænk hvis FFD og Finn Thorbjørn Hansen omsatte tavsheden konkret, altså beskrev det eksistentielle (ud)dannelsesmæssigt i Danmark i dag. Her tænker jeg ikke mindst på de mange unge der ikke klarer en ungdomsuddannelse. Har de en mulighed på højskolerne?
Spørgsmålet er sådan set endnu mere simpelt: Hvad er højskolens målgruppe(r), og hvor går de hen efter højskolen?

søndag den 18. maj 2008

Faglighed og dannelse er forankret i erhvervslivet

Der tales om akademisering af uddannelsessystemet og de sociale konsekvenser af denne. Det giver mening, når netop akademisering, om jeg så må sige, ikke giver mening. Men når man forveksler akademisering med faglighed, ja så har man et problem. I folkeskolen skal man traditionelt lære at læse, skrive og regne som minimum – det er faglighed der vil noget. Og videre; hvad enten vi fx taler om murere eller læger, netop det der er brug for her, skal eleverne/de studerende lære som minimum. Man kan mao. ikke forestille sig uddannelse uden faglighed. Faglighed er ikke et problem, det er simpelthen meningen med (ud)dannelse fra folkeskolen og fremefter.

Mere mening giver diskussionen, hvis man fokuserer på, hvad fagligheden er forankret i. Lige nu forankres fagligheden generelt set i erhvervslivet og i det nationale – og det er et problem. Forankringen har konsekvenser for uddannelsessystemet og for den enkelte, og vigtigst for vores samfund.

Erhvervslivets farvning af uddannelsessystemet finder man i den store veneration for lige dele innovation, evaluering og individualisering der retter elever, studerende og lærere ind derefter – gerne med henvisning til, hvad globaliseringen kræver. Hvad enten globaliseringen ses som trussel eller mulighed, handler det ifølge Regeringen om produktion og forbrug.

Det nationale finder man i Regeringens veneration for diverse kanoner (her mødes for en gangs skyld arvefjenderne Dansk folkeparti og Konservativt Folkeparti – venstreliberalisterne er vel egentlig bedøvende ligeglade i den forbindelse!). Det sidste nationale indslag er Konservativt Folkepartis forslag om at indføre en fælles sangbog for folkeskolen. Forslaget er grotesk ikke mindst på baggrund af Højskolesangbogens eksistens og enorme udbredelse i det ganske, nationale Danmark – for slet ikke at tale om Friskolesangbogens eksistens! En "spændende" dyst ud i, hvem der er mest national i det danske uddannelsessystem er i vente!

Hvad fagligheden er forankret i er ikke desto mindre spørgsmålet. I uddannelses-lovgivningen står almen-dannelse altid først, men hvilken almen-dannelse kan alvorlig talt handle om produktion, forbrug og det nationale i år 2008? Tilbage står derfor spørgsmålet, hvad almen dannelse eller blot dannelse er i dag! Hvem har et bud? Så vidt jeg kan se byder partierne slet ikke ind – og det er et problem!
For at sige det igen: Forankringen har konsekvenser for uddannelsessystemet og for den enkelte, og vigtigst for vores samfund.

lørdag den 17. maj 2008

Den sociale arv

Socialdemokraternes forkvinde Helle Thorning-Schmidt interesserede sig pludselig i sin 1.majtale for den sociale arvs betydning i uddannelsessystemet: ”Vi har ikke brudt det faste mønster, at forældrenes uddannelse bestemmer barnets fremtid”, sagde hun bl.a.. Gad vide om socialdemokraterne endelig har forstået budskabet i Lars Olsens hudfletning af folkeskolens og EUDs sociale svigt i bogen Den nye ulighed (Gyldendal 2007). For ikke at tale om det samme budskab i Ugebrevet A4s nylige undersøgelse og analyse: Aktive familier er mønsterbrydere (nr. 1 2008). For slet ikke at tale om GLs rapport Fra gymnasiefremmed til student – større fagligt udbytte for elever fra gymnasiefremmede miljøer (GL 2007). Det er da herligt, hvis vindene i oppositionen blæser den vej. Det er ellers en gammel kending, der har været påvist mange gange – ikke mindst af uddannelsesforskningens grand old man Erik Jørgen Hansen (læs bare hans opsamling i Uddannelsessystemerne i sociologisk perspektiv; Reitzels Forlag 2003). Men selv Regeringen eller dele af den har øje for uddannelsessystemets skævvridning nu: ”Chancen for at fuldføre en universitetsuddannelse er i dag ni gange så stor for studerende, der kommer fra en baggrund med mindst én universitetsuddannet forælder som for studerende, hvis forældre har en grundskoleuddannelse”, står der i Videnskabsministeriets Fremtidspanelets rapport: 12 udfordringer for videnpolitikken (jan. 2008).

Så mangler vi bare, at der faktisk reformeres ud fra den fælles erkendelse, at det danske uddannelsessystem er socialt ulighedsskabende. Er det for meget at forlange, næppe, men måske svært at forestille sig i et uddannelsessystem der knapt har fundet sine egne ben efter nylige gennemgribende reformer. Hvordan kommer vi videre?