onsdag den 29. juni 2011

Det er vigtigere, at studenterne består end at de dannes og uddannes

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har udgivet en analyse der viser, at i år 2020 vil der være 80.000 studenter der aldrig fik en uddannelse. Ikke godt når vi til den tid mangler 30.000 faglærte og 152.000 med videregående uddannelse.

Som bekendt er en gymnasial uddannelse ingen uddannelse men kvalificerer til en videregående uddannelse. Så hvad er der galt? Analysen giver ingen svar men fremskriver blot en tendens.

Det der er galt er, at i 2020 er 80.000 studenter fra HHX, HTX, STX og HF reelt ikke i stand til at gennemføre en videregående uddannelse. Det har intet at gøre med, at studenterne vælger arbejde frem for studier, for der er og bliver ikke mere arbejde for ufaglærte, siger prognoserne.
Skal vi bebrejde de gymnasiale uddannelser, at de faktisk ikke kvalificerer studenterne til videregående uddannelser? Ja, det skal vi naturligvis, når vi mener, at de fleste unge skal være studenter. Omvendt får de kritikere der har påpeget en faglig forringelse i gymnasiet selvfølgelig ret.
Væsentligt er det, at erhvervsuddannelserne (EUD) er blevet reformeret på en måde der gør det svært for unge at vælge dem; de er i deres opbrudte ansvar-for-egen-lærings-forløb ikke attraktive, når man egentlig ikke er afklaret, men hellere vil have et uddannelsesforløb med læri ngs- og unge-miljø og ´gang i den´. Og så er der i øvrigt ”altid” mangel på praktikpladser. Parret med den prestige og anerkendelse der ligger i at vælge en gymnasial uddannelse (lige som alle de andre) presser det unge til at gå i gymnasiet. Og så kan man groft sagt også bestå eksamen og få en hue uden den store personlige indsats, jf. den standende debat om fravær på gymnasiet.
Skulle de 80.000 studenter uden uddannelse, som AE taler om, så i virkeligheden have fået en erhvervsuddannelse. Ja, nogle af dem skulle sikkert. Det kan umuligt være gavnligt for et samfund og dets borgere at afskaffe håndværkeren.
Omvendt er det ikke forbudt at reflektere over, hvorfor de gymnasiale uddannelser har så svært ved at gøre det de skal, nemlig kvalificere eleverne til videregående uddannelser. Gymnasiereformen fra 2005 må alt andet lige bære en del af ansvaret. Den specialisering studieretningsgymnasiet står for parret med en overfaglighed der til forveksling kan sammenlignes med krav på videregående uddannelser er skrap kost for de fleste elever i gymnasiet. Det er ikke svært at tvivle på, om gymnasiet faktisk opfylder specialiserings-målene og de overfaglige mål – AEs tal bekræfter det. Men man kan også kigge på kvaliteten af studieretningsprojekterne, og kvaliteten af elevernes omgang med de overfaglige mål. Eller tage på en konference for gymnasielærere, hvor de for 117 gang vender problematikken med Undervisningsministeriets fagkonsulenter. Eller såmænd stige ned fra UVMs kontorer til et lærerværelse, hvor næste års tvær- og overfaglige projekter planlægges. Det er ikke fag-faglighedens  ronkedorer der kæmper her for der-var-engang, men et efterhånden noget tandløst, højt uddannet lærerkorps, unge som gamle, der så gerne vil opfylde alle officielt afstukne mål i undervisnings-bekendtgørelsen. Et trist lærer-skue der efterhånden burde vide bedre, ærlig talt.
Når så studenterne endelig kommer igennem mødes de med de videregående uddannelsers skærpede adgangsbegrænsning  i form af krav om den helt rigtige studieretning, de helt rigtige valgfag og det helt rigtige karaktergennemsnit.  Til en start kunne man måske finde de manglende 152.000 med videregående uddannelse ved at afskaffe adgangsbegrænsningen. Men vigtigst er dog, at man ikke piller al lyst til uddannelse ud af studenterne på forhånd.
Alt i alt er det tragi-komisk, at så mange bliver studenter, når den eksamen for så mange reelt ikke kvalificerer til hverken uddannelse eller arbejde. At man består HHX, HTX, STX eller HF burde ikke blot betyde, at man formelt har mulighed for at vælge en videregående uddannelse, men også at man reelt har mulighed for at gøre den videregående uddannelse til et personligt valg. Det er, viser AE, ikke tilfældet. Man kan sige, at ”vi” har gennemført en gymnasiereform, hvor det er vigtigere, at studenterne består eksamen, end at de dannes og uddannes.

fredag den 17. juni 2011

Lyst rimer ikke på læring!

Igen i år har jeg både været eksaminator for egne elever og censor for elever ude i landet ved eksamen. Og nærmest som ritual diskuterede eksaminator eller censor og mig: elevernes overraskende forberedthed eller uforberedthed til eksamen; elevers klager over karakterer til Undervisningsministeriet (UVM) på de mest utrolige grundlag (´fra det øjeblik jeg trådte ind ad døren, kunne jeg mærke, at censor hadede mig …´); dette fags muligheder og faldgruber i forhold til uddannelsen og eksamen. UVMs liste over de bedste og værste karaktergennemsnit på gymnasierne, listede vi omkring – hvad skal vi sige; vi gør vores bedste og så er der iøvrigt ikke korrigeret for elevernes sociale baggrund. Vores diskussioner om frokostens mærkbart svingende kvalitet fra institution til institution, når man kommer ud som censor, er irrelevant i den sammenhæng.

Vigtigst er samtalen om: spillet mellem eksaminator og censor; ”tilfældighedernes” spil ved karakter-udmålingen (eller hedder det - fastsættelse?!); allervigtigst, eksamen som afslutning på enhver uddannelse og dannelse(?) i vores samfund. Den samtale lader vi ligge ”den fremmede” eksaminator/censor og mig, for den er personlig og rækker langt ud over enhver evaluering og økonomisk kalkule.

Ikke desto mindre burde enhver underviser i respekt for sin profession, sine elever og sig selv reflektere eksamen som sådan med ”den fremmede” kollega – og hvis ikke det, så dog med sig selv. Fx når man låser sig ind på det af UVM godkendte censor-hotelværelse for natten. I øvrigt er det ikke bare kedeligt men fatalt, når man ikke kan sige´ i respekt for sit samfund´.

I øvrigt mener jeg, at karakterer og eksamen bør afskaffes til fordel for et lyst-baseret uddannelsessystem.