lørdag den 29. december 2012

Godt snydtår!

Atter et år er gået, og det er svært at gå det nye år i møde uden optimisme her fra balkonen.

Årets dannelsesprojekt blev skåret ud i decoupager, da Den Røde Regering gennemførte at lade tusindvis af borgere uden arbejde falde ud af det hensygnende velfærdssystem. Man giver de såkaldte udfaldstruede borgere intensiveret vejledning, men intet arbejde. Alle i uddannelse og alle der underviser på uddannelserne tager denne nødvendige beslutning med sig som rettesnor i årene fremover.

Årets uddannelsesprojekt blev ligeledes skåret ud i decoupager, da Den Røde Regering fremlagde forslag til vedtagelse i 2013 om reform af folkeskolen og de gymnasiale uddannelser. Nu skal alle gå mere i skole og dannelse er nu mål, der kan evalueres og afløse refleksion, der jo kan være så svær at forstå. Man må glæde sig over, at skolen bliver en heldagsskole ligesom i Frankrig, og at lærernes løn forbliver den samme, så det at være lærer atter bliver et kald. Vi har dog bemærket, at Den Røde Regering ikke tog lærerne, eleverne og forskerne med på råd før reformen. Men glem så ikke nødvendigheden af økonomitænkningen, og at der i den gemmer sig noget om en Ny Nordisk Skole – om end det stadig ikke er lykkedes mig at forstå, hvad undervisningsministeren mener med det.
Årets erhvervsuddannelsesprojekt fandt slet ikke sted i 2012. Ja, der blev i sandhed ikke råd til en eneste håndgjort decoupage, om jeg så må sige. Den Røde Regering lovede ellers praktikpladscentre, men der mangler stadig tusindvis af praktikpladser, der mangler elever på erhvervsuddannelserne – ikke mindst kvalificerede fra folkeskolen – og der mangler helt basal faglig stolthed der, hvis jeg må være så fri, tænder kommende generationer for det ædle håndværk. Gymnasiet og de videregående uddannelser er vejen frem, mener Den Røde Regering. Det er svært at få en bare nogenlunde brugbar decoupage ud af den beslutning - og vi kan jo ikke gøre alting selv!

Årets projekt om de videregående uddannelser illustrerede også i år bonmot´et ´fra forskning til faktura´. Og der er i sandhed penge at spare; her hvor det gamle år går på hæld, har Den Røde Regering regnet sig frem til, at studerende fra hjem uden flygler færdiggør deres studier på normeret tid, mens studerende fra hjem med flygler tager sig god tid. Derfor kan man uden konsekvenser skære i SU-en i 2013. Og da studerende fra hjem uden flygler sjældent tager lange videregående uddannelser er konsekvensen af manglende SU slet ikke værd at tale om.
Året i år afsluttedes også med en offentliggørelse af, at børn og unge fra hjem uden flygler ikke har mange muligheder for at få en videregående uddannelse i Danmark til forskel fra så mange andre lande. Deri er der dog intet nyt. Mere interessant er det, at offentliggørelsen skyldtes en forespørgsel til Den Røde Regering fra en socialdemokrat. Vi må spørge os selv, om forespørgslen er andet og mere end et dumsmart socialdemokratisk træk, såkaldt spin, en symbolsk krampetrækning der skal vise, at Den Røde Regering stadig tænker som i gamle dage, imens man i virkeligheden nu endelig har forstået at bruge økonomiske modeller. Hvis jeg må være så fri; forespørgslen er uartig, når nu Den Røde Regering endelig fører borgerlig politik.

Årets vejlederprojekt fandt ligesom erhvervsuddannelsesprojektet slet ikke sted i 2012, da Den Røde Regering kun gennemførte evalueringer der viser, at elever i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne og i overgangen fra ungdomsuddannelse og til de videregående uddannelser ikke møder en vejleder for personlig samtale. Det er nu slet ikke så svært at forstå, når man ved, at også vejledningen må holde for, når der skal spares. Også vejledningen må vise samfundssind og skal kunne betale sig. Men så kommer atter de dumsmarte danskere der partout vil se en sammenhæng mellem manglende vejledning og ovenstående dannelses- og uddannelseskonsekvenser. Dertil er at sige, at vejledning aldrig kan bære et sådant regerings- og samfunds-ansvar. Og det er dog helt naturligt og et sundhedstegn, at den personlige vejledning, hvor man lytter og tager barnets, den unges og den voksnes dannelse og uddannelse alvorligt, frafalds- eller udfaldstruet eller ej, afskaffes i takt med de økonomiske ofre, som vi alle må give. Den Røde Regerings fornuftige tanker om vejledning kommer derfor klarest til udtryk i forhold til langtidsledige, udfaldstruede borgere: vejledning er kontrol og må aldrig forhindre den enkelte i at tage vare på sig selv.
Sidst men vigtigst blev 2012 et år, hvor danskerne endelig opgav at tale om dannelse og uddannelse. Der blev næppe talt om noget sådant i de utallige folkeskolebestyrelser, hvor kommunal økonomi grundlagde beslutningerne. De såkaldte folkelige protester mod skolesammenlægninger døde ud, ligesom protester mod det almindelige forfald i bygningsmassen, inventaret og undervisningsmaterialet og afskedigelser af lærere udeblev. Fri- og privatskolerne forblev tavse og fastholdt dermed klogeligt retten til kun at tænke på sig selv, fx omkring optagelse af to-sprogede elever.

Dannelse og uddannelse er nu overladt til politikerne, der således helt kan koncentrere sig om, med et billede jeg selv har kreeret: at smide dannelsen ud og derfor kalder det hele uddannelse.

Året 2012 blev i sandhed ikke det anus horribilis som nogen havde spået, ikke mindst på bloggen Nul i opførsel.

Godt snydtår!

søndag den 16. december 2012

Jeg er berettiget til afspadsering ...

Marie Krarup fra Dansk Folkeparti er en klog kvinde. Hun har indset og indvier nu Berlingske Tidendes læsere i sin indsigt, at gymnasielæreres timetælleri ikke er godt for deres virke som kulturbærere. Jeg er utvetydigt enig, så er det sagt. Det er på tide, at vi hedengangne kulturbærere nu reducerede til lønarbejdere igen kender vores kald.

Men det ærgrer mig, at Krarup hverken forholder sig til, at finansminister Corydon nu vil tælle timer på gymnasiet på samme måde som i grundskolen, så vi bare skal arbejde mere – han har åbenlyst ikke forstået dannelsernes og uddannelsernes kulturbærende værdier - eller at hun ikke viser indsigt i gymnasielærernes arbejdsforhold.

At være gymnasielærer i dag betyder at virke som, ja for pokker, som kulturbærer i en institution der bruger tidsregistrering som styrings- og dannelsesredskab. Eleverne kender den form for styring udmærket; de møder den i skemaets tidsregistrering, i mødepligtens tidsregistrering og i de skriftlige lektiers tidregistrering, dvs. den tid der er afsat til fx at skrive et essay eller en fysikrapport. Med gymnasiereformen fra 2005 defineres skriftlige lektier nu som elevtid (Dansk Folkeparti stemte for); hvert fag har fast afmålt elevtid. Og eleverne holder nøje øje med tiden i styringssystemet Lectio (stort set samtlige gymnasier i Danmark er underlagt Lectios tids- og administrationsstyringssystem). Derudover fastsætter institutionen også tid til lærernes forberedelse, tid til teamarbejde, tid til udviklingsarbejde, tid til efteruddannelse, og tid til nå ja, det hedder øvrig tid.

Al den tid præger selvsagt gymnasielærerne og eleverne i en grad, så man må spørge sig selv, om de kan forestille sig noget andet.

Da jeg efter 12 år forlod højskolen til fordel for gymnasiet, gik jeg fra en institution der aldrig talte timer og til en institution der gør det hele tiden. Når jeg fortæller kollegaer om skiftet, misunder nogle mig højskolens oceaner af tid, som jeg selv sammen med elever og kollegaer kunne disponere over uden at skele til arbejdstidsaftaler og uddannelsesbekendtgørelsers angivelser, for det findes ikke for en såkaldt fri skole. Andre kollegaer ser for sig, hvordan kaldet opsluger privatlivet ikke mindst livet med familien – og det har de jo ret i. Men jeg tvivler på, at kaldstanken dominerer højskolen længere; i dag betyder udviklings-, projekt- og karriere-ambitionerne et stadigt træk af lærere gennem institutionen, i øvrigt helt i samklang med eleverne, der kommer direkte fra gymnasiet.

Ikke desto mindre er højskolens frie tid en ekstraordinær dannelsestid som uddannelserne fra grundskolen og til de videregående uddannelser savner.
Dansk Magisterforening (DM) har for nylig for første gang nogensinde undersøgt privatansatte DM-medlemmers erfaringer med tidsregistrering. Et snævert flertal af medlemmerne er for tidsregistrering. Basalt set dokumenterer registreringen således, at man som lønmodtager bruger sin arbejdstid: ´jeg er effektiv´; ´mine overspringshandlinger mindskes´; ´jeg er berettiget til afspadsering´. Men ifølge DM er forskere uenige med flertallet af medlemmerne: ”Succes afhænger i ringe grad af tidsforbruget. Succes afhænger af dygtighed, forstået som faglighed, kompetencer, kreativitet, samarbejde og af, at virksomheden kan definere, udvikle og løse sine opgaver” siger Preben Mellander, professor på Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse på CBS. Arbejdspsykolog Einar Baldursson siger: ”Nu kommer Dr. Jekyll og Mr. Hyde-effekten, for ledere er nødt til at føle, at de styrer. Derfor sætter de ind med kontrolsystemer, der skal reducere deres angst, når organisationen ikke længere er gennemsigtig.”

Det er svært at forstå DMs undersøgelses svar sammenholdt med eksperternes udtalelser anderledes end, at videnssamfundets vægt på medarbejdernes fleksibilitet, selvledelse og kreativitet hæmmes af en tidsregistrering, der udspringer af ledernes angst for medarbejdernes uigennemsigtighed som personligheder. No shit Sherlock!
Vi lader Poul Kattler fra Experimentarium i Hellerup få det sidste ord: ”Hos os er det blevet helt almindeligt, at en kollega spørger efter et timeregistreringsnummer, før en samtale kan fortsætte om en opgave eller et projekt. Det gælder også samtaler af uformel karakter, der begynder ved kaffemaskinen (…)”

Er vi læsere af en bog af George Orwell eller tilskuere til en film af Quentin Tarantino? Uanset hvad, er vi medspillere for øjeblikket og indtil videre …

lørdag den 8. december 2012

Se fremad !

´Nu skal vi ikke se tilbage men fremad´ er et klassisk retorisk greb der bruges, når fortidens elendige beslutninger ikke skal stå i vejen for de øjeblikkelige. Jublen over, at folkeskolen endelig ser ud til at reformeres, altså sådan rigtig, ikke som en spareforanstaltning, bør imidlertid ikke dække over tåbeligheden ved den manglende dialog med lærerne frem til folkeskolens reform. Kort sagt: Hvorfor Regeringen uden samarbejde med lærerne formulerer et folkeskole-grundlag, som lærerne skal føre ud i livet har forklaring i … (bøvs). Elendig politisk/økonomisk ledelse skal man ikke gruble over, men uden videre reagere på.

Imidlertid er det svært at være uenige i Regeringens reform-grundlag: elever og lærere skal være mere sammen; faget engelsk skal eleverne have fra 1. klasse; kropslighed skal ind i undervisningen, fagenes teoretisering føres ud i livet.
Men den folkeskole er sådan set ikke ny i forhold til grundlæggende kvalificering til at læse, skrive, regne og reflektere over livet i forhold til ungdoms- og videregående uddannelse. Det er basalt set primitivt at tænke sådan: Bare man afsætter flere timer til alting, er alting godt. Kvantificeringen overtrumfer aldrig kvaliteten.

Lærerne i folkeskolen, på EUD, på gymnasierne og de videregående uddannelser kan hjælpe på vej i udviklingen af grundskolen og videre frem. Det har imidlertid ikke Regeringens interesse. Lige nu råber fx Industrien højere, når de hævder der ikke er elever til praktikpladser på trods af de mange EUD-elever der ikke har praktikpladser.
 ”Dannelse” er ikke bare et ord, men mangler i uddannelserne, på EUD og de gymnasielle uddannelser generelt.

Mig bekendt har lærere i folkeskolerne og på ungdomsuddannelserne i stigende grad prøvet utallige pædagogiske modeller af i mindst de sidste 10 år. Højst på hitlisten er: læringsstile og cooperative learning, gerne parret med PALS. Det er ikke så lidt lærere og ikke mindst elever har lagt krop til, stort set uden at give lyd. Sådan set kunne man længes efter -68!
Jeg har svært ved at forestille mig, at man kan ville dannelse og uddannelse hvis idealet udelukkende er centreret om uddannelsesinstitutionerne. Grundlæggende handler ud- og dannelse om det hele. Det kan en centraliseret folkeskolereform næppe løfte, men det er fanme et signal – ovenfra og ned.

Nu gennemføres en folkeskolereform ovenfra og ned. Reformen er sådan set ude af trit med elever og lærere, for de var aldrig med.

lørdag den 1. december 2012

Der er uddannelse til de der vil

At handelsskolen Niels Brock i København har indført optagelsesprøver til erhvervsuddannelserne er en torn i øjet på de politikere og regeringer der i årevis ikke har evnet at prioritere folkeskolen frem for alt. Som det er nu, kvalificerer folkeskolen nemlig langt fra alle til en ungdomsuddannelse. På Niels Brock har frafaldet på erhvervsuddannelserne således været oppe på 20 %.

Niels Brocks direktør Anya Eskildsen beklager, at lignende tiltag ikke er mulige på de gymnasiale uddannelser. Lovgivningen her gør nemlig, at Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) sammen med elevens folkeskole afgør, om eleven kan optages på en gymnasial uddannelse.
Det er naturligvis en underkendelse af UUs kompetencer, når Niels Brock er nødt til at indføre optagelsesprøver. Omvendt har formanden for UU, John Vilhelmsen naturligvis ret, når han undrer sig over, at gymnasierne i stor stil optager de elever, som UU har frarådet at starte på en gymnasial uddannelse (undertegnede undrede mig også i bloggen den 29. januar -12).

UU skal med andre ord både sikre 95 %-målsætningen og at ungdomsuddannelserne får elever der formår at løfte de krav, som uddannelserne stiller. Den opgave ligner mere en skrivebordsvision end et afsæt i virkeligheden. Det ved Anya Eskildsen af erfaring og reagerer – tænk om andre direktører og rektorer for ungdomsuddannelser havde hendes mod!
Et af tidens store uddannelsesmodeord er ”inklusion”. Det betyder, at uddannelserne fra folkeskolen og til de lange videregående uddannelser skal inkludere alle uddannelsessøgende uanset hvad. Jeg nævner i flæng mennesker med ADHD, autisme, ordblindhed, selvmordstruede, spastisk lammelse, anoreksi, depressioner, højt begavede, cuttere, børn og unge med helt forkerte forældre og vilkår – og naturligvis alle de der endnu ikke er fundet en diagnose til; jeg ved fra mange år som lærer, at rigtig, rigtig mange mennesker burde have en diagnose (bare ikke mig, naturligvis). Lovgivningen sikrer, at alle inkluderes gennem uddannelses-planer, -evalueringer, -mål og rammestyringer etc … (fyld selv ud til julefrokostens bullshitbingo).

For nylig talte jeg med en kvinde i min familie der nærmer sig de 80 år. Hendes forargelse over, at de unge ikke udnytter de mange muligheder i dag var stor, velsagtens fordi de unge ikke har hendes erfaringer. Hendes livsbane er fra en anden tid, var lagt på forhånd; først overtog hun morens plads for de yngre søskende, da moren døde. Og så, på farens foranledning, blev hun gift godt med en kommende gårdejer. ”Men i virkeligheden ville jeg rejse hjemmefra og hvem ved, hvad det så ville ende med af uddannelse og sådan. Men jeg fik aldrig valget.´
Pointen er imidlertid, at den gamle kvinde ikke ser, at et samfund og dets uddannelser der kontrolleres i hoved og røv ikke er inkluderende for børn og unge – spørg bare de frie skoler og højskoler (omend de vel også tæller ledere og lærer der har lært tidens konkurrencestyring). De mange muligheder for uddannelse i dag - ´det er da helt vildt, hvad man kan vælge på Uddannelsesguiden, og så er der også e-vejledning!´ - drukner i den disciplinering der holder orden i det alt sammen. Så er de mange valg reelle?

I køen i Netto for nylig hørte jeg, at de elever der er i skolepraktik er de tungeste; ´for der er altid praktikpladser til de der vil´. Med det fokus der er på videregående uddannelser i dag, tror jeg, at det er holdningen til erhvervsuddannelserne. Hvor blev anerkendelsen af håndværket som samfundsgrundlæggende af!?
På erhvervsskolernes grundforløb kan man opleve, hvordan unge uden mål og med parkeres. Og på de gymnasielle grundforløb, specielt på hhx og htx, kan man opleve hvordan unge uden mål og med parkeres.

Det er ikke blot én, men mange tanker værd, hvorfor.
Mit bud er, at den sværeste lektie, den ”umulige” hjemmeopgave for regeringer, politikere og ikke mindst for elever og studerende i dag er, at give slip på kontrollen. Det er ikke er et regneark, men dannelse og uddannelse for alle det handler om.

lørdag den 17. november 2012

Vejledning er dannelse

Først blev jeg rigtig glad som vejleder, for min formand, formanden for Studievejlederforeningen for gymnasieskolerne og hf Hanne-Grethe Lund udtaler i Gymnasieskolen d. 17. nov.: ”Fagligt dygtige elever har også brug for støtte.”

Jada. Selvom jeg nu ikke ville have brugt ordet ´støtte´, men ´vejledning´. Vejledere vejleder. Men helt galt går det desværre, når Lund slutter af med: ”Fagligt dygtige elever har også brug for støtte. Spiseforstyrrelser, depressioner og andre problemer kan ramme alle.” Det er så sandt så sandt, men hvornår er studie- og erhvervsvejledning blevet til terapi og medicinsk behandling? Jeg lægger gerne øre til som vejleder, selvfølgelig, men derefter henviser jeg naturligvis til vores terapeut, selvfølgelig gør jeg det, jeg er professionel vejleder. Andre steder henvises til en psykolog, selvfølgelig. Men nogle steder i landet henviser vejlederne uansvarligt til en coach! Coaching er for længst blevet det nye mantra for nedbringning af depressioner, spiseforstyrrelser, misbrug, selvskaden, uddannelsesfremmedhed, frafald, og sikring af fremtidig uddannelse og job. Vigtigst er dog, at coaching sikrer et skrantende budget.
Men det er nu ærgerligt, at min egen formand i al sin trængthed gør studievejledning til en del af diagnoseindustrien. Den faglige stolthed ved at stå fast på det uddannelsesmæssige fokus for eleven, den dygtige eller den såkaldt frafaldstruede i løbet af uddannelsen træder i baggrunden for tidens fastholdelsesfokus. Nok er vejledningen på ungdomsuddannelserne, specielt de gymnasielle trængt af Studievalg når uddannelsen afsluttes, men det fratager på ingen måde ledere og vejledere for ansvaret for at der tales uddannelse med den enkelte elev i løbet af hendes/hans uddannelse.

Med sin udtalelse til Gymnasiebladet cementerer Hanne-Grethe Lund vejledning på ungdomsuddannelserne som fastholdelsesvejledning. Signalet er i værste fald fatalt; på ungdomsuddannelserne interesserer vi os kun for de frafaldstruede, de uddannelsesfremmede, de uafklarede, de med diagnoser etc. Det er et signal og en statslig strategi både UU og Studievalg kender alt for godt; også de koncentrerer sig nu fuldt og helt om de der er i fare for ikke at begynde eller at falde fra uddannelse.
Det ser næsten ud som om, at uddannelse først og fremmest er for dem der ikke magter det. Vi har med andre ord endnu til gode at se professionel uddannelses- og erhvervsvejledning i Danmark for alle.

Her kan så begynde en vision om en fremtid, hvor professionel uddannelses- og erhvervsvejledning præger uddannelserne generelt. Jeg forestiller mig, at vejledningen er en del af almendannelsen: ”Almendannelse handler om, at man har en udvidet forståelse af sine medmennesker og af resten af verden og de ting, man kan beskæftige sig med” siger Alexander von Oettingen andet steds i samme nummer af Gymnasieskolen. Oettingen er udviklingsdirektør ved University College Syddanmark. Han lyder fanme som en rigtig vejleder – og leder.

lørdag den 3. november 2012

Nutidens kulturelle selvforagt

I og for sig er det spild af tid at beskæftige sig med Dansk Folkepartis dannelsesbegreb. Der er jo ikke rigtig noget.

Ikke desto mindre kommer Marie Krarup fra DF i Politiken d. 29.10 med et bud der er ganske interessant. Det interessante er ikke den kendte, men sådan set ikke ubegrundede, klage over ungdommens tab af historisk bevidsthed, selvom den er gentaget siden Antikken. Det interessante er: En af årsagerne til dannelsestabet er nutidens kulturelle selvforagt. Jeg bruger her et begreb fra den britiske, konservative filosof, Roger Scrutons. Hans begreb »oikofobi« (sygelig angst for sit eget) beskriver de vestlige intellektuelles had til den vestlige verden.”
Med disse ord vendes skytset mod de fremmede, benævnt Iran og de fremmedes venner, de danske intellektuelle; sidstnævnte står om nogen for dannelsestabet.

Selvmålet er åbenlyst. DF fremstår selv som eksponent for det beskrevne dannelsestab; angsten for det og de fremmede heriblandt de intellektuelle, angsten for nuancer, angsten for forandring og udvikling kan meget vel beskrives som angst for den vestlige verden, ja som kulturel selvforagt.

For nylig havde Helle Hansens dokufilm Ordet Fanger premiere. Her fanger hun præcist skredet i de sidste 25 års retorik i udlændingedebatten. Fremskridtpartiets og sidenhen Dansk Folkepartis hadske retorik er flyttet ind i de øvrige partiers vokabolarium. Det er da et dannelsestab der vil noget; pointen er jo, at på trods af at det politiske spil om magten farver retorikken, så er det ikke overfladisk snak for galleriet, for ordet fanger.

Og så bliver Krarups ”kulturelle selvforagt” pludselig rigtig interessant; den er ikke alene blevet stueren men farver også bredt de øvrige politiske partier og man må forestille sig også deres vælgere.

Krarup udfolder ikke rigtig Scrutons kulturelle dannelsestab, men så kan vi da hjælpe hende lidt på vej. Da Fogh kom til magten, skulle eksperterne/de intellektuelle ned med nakken og new public managements stramme, evalueringsfikserede økonomistyring være en del af den foghske drejebog for Danmark. Det er lykkedes i overvældende grad ikke mindst med DF som parlamentarisk grundlag. Både dannelserne og uddannelserne lider stadig under det regimente.

Når så endelig begrebet kulturel dannelse igen bliver en del af den offentlige debat, er det dybt ironisk, at det er en politiker fra DF der bruger det.

Derfor tager jeg indledningsordene i mig igen; det er ikke spild af tid at påpege og diskutere det kulturelle dannelsestab.

fredag den 12. oktober 2012

Uddannelse til den forbandede virkelighed

Berlingske-journalist Poul Høi beskriver den postfaktuelle logik i al sin gru i den tankevækkende artikel Bullshit (Berlingske Tidende d. 8.10 -12); man kan i stigende grad vælge en medievirkelighed der svarer til den, man er overbevist om eller foretrækker. Medievirkelighed fordi medierne gør ligeså; skaber virkelighed frem for at fremdrage og fastholde fakta – og så fastholde sine kunder i det foretrukne. I det postfaktuelle samfund viser politikerne og medierne vejen frem i fuldendt symbiose.

Poul Høi lægger ud med at fortælle forfaldshistorien der viser skellet og skredet; om dengang den amerikanske præsident George W. Bush insisterede på at få "sin" Irakkrig på trods af fakta. Bushs rådgiver Karl Rove måtte skabe den rette virkelighed for krigen og det lykkedes – fakta blev sat ud af spillet og krigen kom. Så i dag kan Mitt Romney slippe af sted med at sige, at 47 pct af amerikanerne er snyltere og Paul Ryan sige, at USA har mere statsgæld end hele EU sammenlagt. Spørgsmålet er ikke om det er rigtigt (det er faktuelt forkert, hvis nogen skulle være i tvivl), men hvad modkandidaterne siger – det er vigtigere at lytte til begge parter end at påvise, at den ene part lyver. Pressens rolle skifter fra at være faktatjekker, fastholder og fremdrager af fakta til at være formidler og skaber af "virkelighed".

Høi beskriver det ikke, men ethvert samfund har sin dannelse, derfor også det postfaktuelle samfund. Og oh hvilken postfaktuel dannelse man kan forestille sig! På uddannelserne lærer elever og studerende nu at skabe egen virkelighed på trods af realiteterne. Førhen slog lærerne og forskerne hårdt ned, når holdninger stod i vejen for tilbundsgående analyser hvilende på utallige faktatjek, men nu er det omvendt; holdninger er vejen frem og skaber vækst, er man overbevist om. I den udviklingsproces står fakta i vejen. At det er sådan dokumenteres gennem utallige forbrugertilfredshedsevalueringer, hvor man synes og mener en helt masse om det at synes og mene noget – frem for hvordan det faktisk er. Filosofi og de humanistiske fag i det hele taget har været gennem en nødvendig postfaktuel udvikling og dermed fået en renæssance (!); nu kan man mene hvad som helst, dog er der mest trend, hype og brand i stærke overbevisninger omkring vækst og innovation. Et unikt samarbejde mellem samfunds-økonomiske uddannelser af liberalistisk tilsnit og humaniora er opstået. Det venter man sig meget af i erhvervslivet.

Spøg til side. Der er noget infantilt over det postfaktuelle samfund; man kommer ligesom aldrig over, at verden er større end egen navle (spørg bare Penkowa). Ikke desto mindre er det også i Danmark værd at reflektere over i hvor høj grad politikerne, medierne og ikke mindst borgerne lytter til fakta, bruger fornuft og moral. Hvis man fx nævner "en gammel glemt sag" som at Danmark deltog i Irakkrigen på baggrund af løgne – det er faktuelt rigtigt – bliver diskussionen hurtigt til et spørgsmål om holdninger. I en nyere sag bliver vi knapt så ophidsede; for hvad betyder den verserende udredning af Venstre-regeringens indblanding eller ikke-indblanding i vores Statsministers skattesag – betyder fakta omkring eventuelt magtmisbrug og moral noget for vores holdning til politikernes troværdighed, har det indflydelse på hvem vi vælger ind i Folketinget? Også medierne tvivler og er vel mere interesserede i at konstruere en passende, dramatisk, underholdende og tilfredsstillende fiktion frem for virkeligheden. Findes den forbandede virkelighed overhovedet…

Tilbage bliver (ud)dannelserne til det forbandede. Kun tåber forestiller sig, at (ud)dannelserne bliver den bastion, hvor fakta, fornuft og moral er basalt på trods af "virkeligheden". Jeg er én af dem.

fredag den 5. oktober 2012

Findes Emil?

Under overskriften ”Mener Statsministeren det med Emil?” skoser en af Berlingske Tidendes borgerlige kommentatorer, Mads Kastrup, d. 3.10 -12 Statsministeren for hendes fokus på den danske folkeskole ved Folketingets åbning.

Det har han da al mulig grund til; det er mildest talt svært at få øje på konkrete tiltag i Regeringens projekt Ny Nordisk Skole, der markedsføres med indholdstomt manifest og dogmer – lige til at spille uddannelses-bullshitbingo efter.

Men Mads Kastrup er nu mere optaget af at gøre den Emil som Statsministeren gør til eksemplarisk elev i den nye skole til fiktion, ophøje statistiske dårligdomme til den skinbarlige virkelighed og lægge skylden for hele miseren over på det socialdemokratiske projekt: enhedsskolen, der ofrer talent og individuelle hensyn på fællesskabets alter.
For Mads Kastrup er virkeligheden ikke, at der går en masse Emil-er rundt og vil lære noget, men at ”alle rapporter siger det samme: Det går galt allerede på de indledende trin” og når eleverne forlader folkeskolen ”magter en stor del ikke at regne de simpleste stykker fra den lille tabel, (og) finde Rusland på en globus”; i øvrigt er ”hver fjerde elev, der forlader folkeskolen i København, funktionel analfabet”; ogsiden midten af 1980’erne er antallet af skoleelever, der sendes til vidtgående specialundervisning, steget med 70 pct. – og det er primært drenge. Antallet af børn, der er i psykiatrisk behandling, er steget med 25 pct. i de seneste fem år, også primært drenge. Hvert 10. barn får diagnosticeret en dysfunktion; ordblindhed, DAMP, autisme, aspergers syndrom, tourettes syndrom, talblindhed, og det er næsten alle er drenge”; og så nævner Kastrup selvfølgelig også de nedslående resultater fra Pisa-undersøgelserne – danske piger og drenge læser, skriver og regner alt, alt for dårligt.

At forveksle statistik med virkelighed også den der ikke umiddelbart har noget med sagen at gøre (den hyppigere brug af diagnoserne autisme, tourette etc er enhedsskolens skyld?) og hænge de statistiske dårligdomme op på den politiske modstanders projekt, her enhedsskolen, er en yndet sport. Kastrup kan traditionen.
Så er der anderledes seriøsitet hos professor i økonomi, SDU, fhv. overvismand Christen Sørensen, når han i Weekendavisen d. 5.10 skriver med henvisning til den forrige borgerlige regerings projekt ”Skolens rejsehold 2010” der gennemførte et såkaldt 360 graders eftersyn af folkeskolen: ”Skolens rejsehold placerede ansvaret for grundskolens middelmådige resultater, hvor dette ansvar skal placeres, nemlig i Undervisningsministeriet. Men det forholder man sig overhovedet ikke til i den nuværende debat.”

Uanset om man er højre eller venstreorienteret, burde man som markant stemme i den offentlige debat turde give sig i kast med kulturkritik i stedet for overfladisk politisk magtkamp. Det er åbenlyst, at der er store problemer med folkeskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Men Mads Kastrup overser konsekvent, hvor store krav samfundsforandringerne fra dengang til nu stiller til børn og unge i uddannelserne i dag. Er det virkelig et socialdemokratisk projekt der gør, at børn og unge ikke kan leve op til folkeskolens, ungdomsuddannelsernes og de videregående uddannelsers krav? Det vil vel kun en konspirationsteoretiker hævde.

Borgerligt eller rødt undervisningsministerium – fraværet af en uddannelsespolitik der tør og magter at gå i klinch med den kultur (ud)dannelserne finder sted i bliver stadig tydeligere.

lørdag den 22. september 2012

Kritik af udviklingsprojekter i konkurrencesamfundet

Skal man le eller græde, når en lærer efter 18 års undervisning i gymnasiet kaster sig ud i et projekt støttet af Børne- og undervisningsministeriet med ordene: "Vi kan ikke bare sige, at de (gymnasieleverne) skal læse fra side 20 til side 40. Vi skal sige, præcis hvad vi forventer af dem, når de læser lektier. Det kan også handle om, at de skal lære at tage bøger med og orientere sig om, at de har lektier for."

Problematikker for elever i folkeskolen, er nu problematikker i gymnasiet og derfor gjort til ministerielle udviklingsprojekter.

Ret skal være ret, jeg er med i et lignende projekt og møder måske Peter, der udtaler ordene ovenfor i sidste nummer af Gymnasieskolen d. 28 dennes, når de ministerielle gymnasie-projekter officielt sættes i gang i næste uge. Jeg glæder mig til at delagtiggøre mine mange trofaste blog-læsere med resultater og refleksioner fra projektet, når mine kollegaer og jeg finder dem.

Det er dog med blandede følelser, at jeg sætter mig for at klargøre de gymnasiale mål for mine elever i det ministerielle projekt. Engang var målene indlysende i og med elevernes kulturelle baggrund og lærernes autoritet – i dag er både elevernes kulturelle identitet og lærerens autoritet på spil, eller rettere i et spil der handler om økonomisk konkurrence frem for kritisk dannelse. Det er mit forbehold, den kritiske dannelses forbehold i konkurrencesamfundet: Ingen ved, hvem de er ikke mindst i forhold til uddannelse.

(Ud)dannelserne var i et klassesamfund, nu er de i et konkurrencesamfund. Kritikken må overleve, også de ministerielle konkurrenceprojekter.

fredag den 21. september 2012

Klag over karaktererne i gymnasiet!

Det er ikke mange tal sidste nummer af Gymnasieskolen (20 sept., -12) kommer op med for at påvise, at elev-klager over karakterer er en stigende tendens i gymnasiet. Vi får at vide, at "i GLs sekretariat fylder klagesager rettet mod lærere mere og mere", og at Rungsted Gymnasium sidste år havde 22 klager fra elever, for 11 år siden var der stort set ingen. Ministeriet for Børne- og Undervisning modtog i 2011 50 klager fra elever over karakterer til eksamen eller prøver, fire fik medhold. I 2012 modtog ministeriet 12 klager over årskarakterer, én fik medhold.

Det er lidt svært at få øje på tendensen, al den stund der bliver afholdt 500.000 prøver årligt på gymnasierne. Hvorom alting er, er budskabet i artiklen, at en klagekultur i gymnasiet tager til. Måske er det rigtigt.

Jeg melder mig gerne i koret der påpeger, at (ungdoms)kulturen er i stadig bevægelse, også når det gælder, hvor (u)engageret mange elever på ungdomsuddannelserne forholder sig til uddannelse. Bare karakteren er høj, er alting godt.

Ikke desto mindre er det påfaldende, at hverken Gymnasieskolen eller GL (Gymnasieskolernes Lærerforening) ser det indlysende: at den politiske dagsorden om, at "alle" bør tage en gymnasial uddannelse og efterfølgende en videregående uddannelse (på bekostning af erhvervsuddannelserne) betyder, at karakterer er vigtigere end uddannelse (dannelse taler vi slet ikke om); at den store fokusering på evaluering, ikke mindst elevtilfredshedsevaluering i utallige afskygninger generelt og i de enkelte fag, lægger op til klager over den skrantende lærerautoritet der skal gøre både elever og den økonomifikserede rektor eller direktør tilfreds (så hvorfor ikke bare kalde evalueringerne det de er: forbruger- eller kunde-tilfredsevalueringer); at tilfredshedsevalueringerne, også billedlig talt, vinder konkurrencen over den faglige evaluering, som karaktererne på gymnasierne er udtryk for, for tilfredsheden er mest værd i et økonomifikseret samfund.

Mig bekendt har vi endnu ikke set tal på, hvor mange studenter der kommer ud med så lave gennemsnitskarakterer (måske endda kombineret med såkaldte "forkerte" studieretninger), så at de ingen muligheder har for at tage en videregående uddannelse. De må "nøjes med" en erhvervsuddannelse eller …

Man skal ikke lede efter den store sammenhæng i dansk uddannelsespolitik for tiden; hvorfor opfordre til og drosle ned på kravene til en studieforberedende eksamen som den gymnasielle, imens der skrues op for optagelseskravene til de videregående uddannelser? Det ser næsten ud som om, politikerne har tænkt sig, at de gymnasielle uddannelser ligesom folkeskolen skal være forskole for erhvervsuddannelserne. Ikke et øjeblik tror jeg, at det er en politisk plan endsige vision. Ikke desto mindre er jeg ikke i tvivl om, at flere og flere studenter indser, at sådan er det med karaktererne fra gymnasiet.

Så klag!

lørdag den 8. september 2012

Gymnasiet sejrede ad helvede til...

"Det er et paradoks, at samtidig med, at stadig flere skal igennem gymnasiet, er det blevet meget sværere at leve op til kravene. De elever, som ikke har den indre sans, er mere fortabt end før" siger Lilli Zeuner, lektor i uddannelsessociologi ved Syddansk Universitet.

Ordene falder i Kristeligt Dagblad d. 5.9 - 12 i anledning af Zeuners udgivelse "Fagsamspil og erkendelse i de gymnasiale uddannelser".

Med gymnasiereformen i 2005 skulle fagene arbejde sammen på hhx, stx, htx og hf. På den måde kom gymnasiet til at afspejle ´det derude´; en tidssvarende erfaring og forståelse af verden: "Den helt afgørende ændring ved reformen er, at hele vores vidensforståelse vil blive ændret. Vi har i hundreder af år været vant til at tænke i enkeltdiscipliner som matematik, fysik og kemi. Nu skal vi tænke i samspil," siger Lilli Zeuner i artiklen.

Jeg noterer mig med glæde, at Zeuner med sit valg af fag uforvarende (?) kommer til at gøre reklame for den nyeste og mindste af de gymnasiale uddannelser, htx, hvor projektarbejde og tværfaglighed fylder meget mere end på de øvrige gymnasiale uddannelser.

Vigtigere er dog førstnævnte paradoks som først og fremmest afspejles i det såkaldte studieretningsprojekt (srp), hvor gymnasieleverne skriver en større opgave indenfor studieretningernes fag. Her er fagsamspillet målet.

Zeuner er begejstret over det faglige samspilsniveau hos de dygtige elever. Det samme er vi andre, gymnasielærere. "De projekter Zeuner nævner er jo på universitetsniveau!" udbryder en kollega begejstret, efter at have gjort mig opmærksom på artiklen. Han er dog knapt så begejstret, da han i samme åndedrag konstaterer den stigende akademisering af de gymnasiale uddannelser for vi optager mange elever uden basale gymnasiale forudsætninger fra grundskolen. Min kollega er skarp, begejstres og gyser, ligesom jeg – og udfører gymnasial læring som et videns-spil mellem amatørisme hos de fortabte og professionalisme hos de dygtige elever.

Og så er vi tilbage ved Zeuners grundlæggende iagttagelse: "Det er et paradoks, at samtidig med, at stadig flere skal igennem gymnasiet, er det blevet meget sværere at leve op til kravene. De elever, som ikke har den indre sans, er mere fortabt end før."

´Den indre sans´ er vel sagtens ´klaveret´: Er du vokset op "i et hjem med klaver", et sted der kan give dig "den rette sociale arv", "er du gymnasiefremmed", "uddannelsesfremmed" eller et andet af tidens bullshit-ord, fx en af de utallige diagnosebetegnelser der starter med "adhd".

Djævelens borgerlige advokat siger: "Aldrig har så mange fra uddannelsesfremmede hjem gennemført en gymnasial uddannelse som nu." Og han har ret. Ikke desto indre er det stadig de samme mennesker der falder fra i gymnasiet (her er status quo siden hvornår?), altså faktisk intet nyt, ligesom i "gamle dage", hvor de uddannelsesfremmede stort set ikke kom i gymnasiet. Så noget er kun sket statistisk set.

Sikkert er, at de faglige krav spejler tiden, og at uddannelserne til stadighed imødekommer de statslige krav om, at de fleste unge skal være studenter.

Hvad så med Zeuner og hendes lige dele begejstring for uddannelsesmæssig udvikling og elendigheds-paradoks?

For mig er den vigtigste erkendelse: "De elever, som ikke har den indre sans, er mere fortabt end før." Et samfund skal nemlig måles og vejes og bedømmes og evalueres på evnen til at se og nå de mennesker, der er fortabte.

Lige nu er der ikke råd til de fortabte ...

fredag den 17. august 2012

"Der er ikke råd til jer!"

Så er uddannelsessæsonen skudt i gang og problematikker der ikke er nye vendes atter engang (i tilfældig rækkefølge):
  • IT i skolen og gymnasiet (nu hedder det ikke længere "ium", siger Dansk Sprognævn) afløser bogen i en klasse her og der. Ja…
  • Der er sørme en folkeskole eller to der deler børnene i pige- og drengeklasser til en start. Ja…
  • Der er mange elever i klasserne i skolen og gymnasiet trods lovgivning om 28 i hver. Ja…
  • Der er en skole der har opdaget og indretter sig efter, at deres elever har andre helligdage end de kristne. Ja…
  • Eleverne og de studerende står nu ude på marken på grund af rygeloven, der siger ingen rygning på matriklen overhovedet, endda sammen med lærere - og når det bliver vinter... Ja...
  • Børne- og undervisningsministeren har på det årlige Sorømøde offentliggjort et manifest og dogme for en Ny Nordisk Skole. Det lagde ingen mærke til. Og det lyder som en ideologisk mærkevare, inden nye regeringer kommer til. Ja…
  • Nye friskoler har set dagens lys, fordi folkeskolen i lokalområdet lukkede. Ja…
  • Dansk Industri mener, at der er alt for mange der vælger at læse de humanistiske og for få de tekniske og naturvidenskabelige studier. Ja…
  • På Universiteterne er timetallet så lavt, at vi nærmer os selvstudier – især på Humaniora. Ja…
  • Mange studenter er kommet i klemme, fordi de valgte "forkerte" studieretninger i gymnasiet i forhold til valg af videregående uddannelse. Ja…
  • Studenterne har ikke forstået, at de skal starte med de videregående uddannelser lige efter gymnasiet. Nej – jeg mener ja…
  • Etc etc…
Men midt i al den gentagelse, slår et dannelsesprojekt igennem for fuld styrke; mennesker der har været arbejdsløse i flere år fratages nu uden videre deres økonomiske underhold, dagpengene. Så kan ikke alene de lære det, men også deres børn og kommende generationer; at ´ansvaret for arbejde og underhold først og fremmest påhviler den enkelte´, som man siger – uanset om der faktisk er arbejde at tage eller ej. ´Arbejde og forsørgelse er først og fremmest et spørgsmål om den enkeltes vilje´. Samfundsansvaret gælder ikke, når der er økonomisk krise, intet arbejde. Det er en tåbelig lære, men en lære der er til at føle på, og følgelig må præge skole-, gymnasie-, eud-elever og studerende i lang tid fremover. Jeg noterer mig det selvfølgelig og må tage det med i min undervisning, der både har en uddannelse og dannelse med rod i virkeligheden at løfte.

Der er sådan set ikke noget nyt i læren/dannelsen, den, surprise surprise, kapitalistiske dannelse, men det er lang tid siden, at den sidst trådte så åbenlyst elendigt frem. I dag kaldes elendighedsdannelsen af partierne for værdi- og vækstpolitik, der er et dække for at økonomi bestemmer og bør bestemme borgernes tilværelse, uanset de elendige konsekvenser for borgerne. Eller også siger man det bare, som det er og mener det bør være: ´Der er ikke råd til jer!´

I uddannelsessammenhæng er der derfor ikke er råd til dem, man kalder for de uddannelsesfremmede, de gymnasiefremmede, de der er belastet af negativ social arv.

Kapitalismen er meningsløs, absurd.

"Der er ikke råd til jer!". Dét kommer jeg aldrig til at sige til mine elever. Tværtimod.

tirsdag den 10. juli 2012

(Ud)Dannelsessplint 11

1.

Og så siger hun ingenting
men karaktererne er i top

Og så siger hun en masse
og karaktererne er i top

Vi spiser sammen
                           hver dag

i mit mareridt klipper jeg hæk og
stilles så
                           som hendes forælder for en dommer

og må finde på et eller andet for at godtgøre hendes frygtelige anklage om
at vi glemte hende
fordi vi forventede lektielæsning og høje karakterer


2.

Og så siger hun ingenting
og karaktererne er i bund

Og så siger hun en masse
men karaktererne er i bund

Vi spiser
                          hver dag

i mit mareridt glemmer hun mig og
stiller hende så
                         som hendes forælder for en dommer

og må finde på et eller andet for at godtgøre min frygtelige
anklage om
at hun glemte os
fordi vi glemte lektielæsning og høje karakterer


3.

Og så siger hun ingenting
og så siger hun en masse

Vi spiser alle sammen hver dag

                         i mit mareridt
glemmer vi hinanden for en dommer

søndag den 1. juli 2012

Optagelsesprøver der kan betale sig

Igen i år har gymnasierne i stor stil optaget elever som Ungdommens Uddannelsesvejledning har erklæret for ikke uddannelsesparate (Ministeriet for Børn og Undervisning).

Forleden talte jeg med en vejleder på et alment gymnasium (stx) der var forarget over, at formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening, Jens Boe Nielsen i den anledning udtalte: "Vores vurderingsgrundlag er måske for spinkelt. Nogle gange løber hjertet måske af med os." (Fx i Politiken).

Vejlederen slog fast, at det ikke har noget med hjertet at gøre, for de ikke uddannelsesparate elever er jo til optagelsesprøve. Og deri har han naturligvis ret.

Ikke desto mindre er konflikten klassisk. Som naiv lærer og naiv studievejleder på gymnasiet lægger man ikke mærke til eller er hævet over det faktum, at strukturen, de "vedtagne" samfundsmæssigheder dikterer en, når grundskoleelever går til optagelsesprøve på gymnasiet. Den eneste saliggørende ungdomsuddannelse i dag er jo uden tvivl gymnasial, hvad enten man spørger den enkelte elev og hans/hendes familie, grundskolen, gymnasierne eller regering og folketing. Ja, spørg bare ovre på de upopulære erhvervsuddannelser, her mærkes "trenden" fatalt. De ligegyldige optagelsesprøver på gymnasierne har med andre ord næppe noget med hjertet at gøre; at ´hjertet løber over med gymnasierne´ er snarere en politisk korrekt "oversættelse" af en økonomisk betragtning der går på, at der er mest økonomi for alle i videregående uddannelser.

Undertegnede gentager gerne ligesom sidste år, at det er på tide at gymnasierne, og ikke bare på lederniveau, fastholder og udvikler de faglige kvaliteter der skal sikre at studenterne er kvalificerede til at gennemføre videregående uddannelser. Opfordringen er banal og undskyld mig indlysende rigtig. Ikke desto mindre er det svært for enhver lærer og studievejleder at fastholde og udvikle uddannelsernes kvaliteter, når samfundsmæssige værdier generelt er indskrænket til kroner og øre.

Kvalitetskonflikten på gymnasierne svarer til, at man i et firma gennemfører en storstilet og dyr(!) medarbejdertilfredshedsundersøgelse der viser at alt er godt fx i forhold til ledelsen. Samtidig brokker medarbejderne sig imidlertid til stadighed over ledelsen på gangene og i kantinen.

Til tider dikteres holdninger og handlinger fatalt af rammerne, fx af de økonomiske rammer. Sådan er det lige nu på gymnasierne, når der optages nye elever.

lørdag den 16. juni 2012

Profileringstendenser uden tænder

Tidsskriftet”Asterisk” fra Aarhus Universitet, Institut for uddannelse og pædagogik (DPU) er som regel anbefalelsesværdigt. Det gælder også juninummeret, hvor temaet er Profileringstendenser.

Vi kaster os straks over artiklen ”Gymnasier i profileringskamp”, hvor Phd. og adjunkt Ane Ovortrup giver en skarp analyse af gymnasiernes branding.
Qvortrup kender konkurrencestatens, dvs. markedsgørelsens prægning af gymnasiet: de selvejende gymnasier kæmper om de bedste elever, der er lagt op til A- og B-gymnasier (mellem os sagt har de gymnasier været der længe, men diffenrentieringen skærpes vel for tiden), og vi skeler ikke til det enkelte gymnasies vilkår, men er benhårde; alt skal synliggøres, gøres gennemsigtigt på gymnasierne, ”loven byder dem (gymnasierne) på deres hjemmesider at oplyse om alt fra fagudbud og læseplaner over karakterer og fuldførelsesfrekvens til værdigrundlag og pædagogisk praksis”, som om det sikrer ud- og dannelseskvaliteten.

Qvortrup siger det ikke, men så gør jeg det; mig bekendt er der ingen undersøgelser eller evalueringer der dokumenterer, at gennemsigtigheden i de gymnasiale uddannelser sikrer kvalitet (her skal sådan set ikke grines over redundansen).

Konkurrence-betingelserne tvinger lærerne til at tænke undervisning, som for længst er omdøbt til læring, ind i måle- og veje- rammer: Hvordan evaluerer man læringen på en sådan måde, at man kan se, at ens bestræbelser faktisk bærer frugt, at eleverne lærer noget?

Qvortrup fortæller med forskeren Katrin Hjort at nogle lærere holder ”dobbelt bogholderi”: ”På den ene side dokumenterer og evaluerer de deres praksis på reglementeret vis, på den anden side fortsætter de med at undervise som de altid har gjort, ud fra den intuitive og erfaringsbaserede fornemmelse af, hvad god undervisning er”.

Overfor den lærings- og branding-strategi står den (lærer) og det (gymnasie) der hele tiden søger nye veje, for at få evalueringen til at lykkes, dvs. ”hvordan man kan omsætte elevernes dannelse og kompetencer til målbare og synlige størrelser”.

Ane Qvortrup er modig, når hun kalder gymnasiets bestræbelser i konkurrencesamfundet for alkymistiske. Dermed siger hun, at konkurrencesamfundets styring af gymnasiet gør læringsbestræbelserne utopiske dvs. urealiserbare.

Ikke desto mindre gør Ane Qvortrup ligesom Ove Kaj Petersen i sin fremragende analyse af konkurrencestaten i ”Konkurrencestaten” (Reitzel 2011) konkurrencestaten til et fundamentalt vilkår, sidst i artiklen siger hun nemlig: ”Jeg synes ikke, at det er dårligt med kvalitetssikring. Gymnasierne og lærerne bliver gennem den slags forstyrrelser udefra foranlediget til at gentænke deres praksis og til at forny sig.”

Petersen og Qvortrup skal ikke nyde noget, ingen forandring; tingene er som de er. Deres kritik er nok vægtig - men tandløs.

Måske er vi for øjeblikket vidner til et spændende fænomen; vi kan levere præcise, kritiske samfunds-analyser, men tør ikke forandring.

Ironisk, at det konkurrencesamfund der skal sikre gymnasiets udvikling nu betyder stilstand: ”om alt fra fagudbud og læseplaner over karakterer og fuldførelsesfrekvens til værdigrundlag og pædagogisk praksis”, for nu at bruge Ane Qvortrup skamløst.

fredag den 15. juni 2012

Studievalg og virkeligheden

Undertegnede har flere gange på denne blog efterlyst, at der gennemføres en konsekvent, sammenhængende, personlig vejledning af de unge igennem gymnasietiden og i overgangen til de videregående uddannelser. Sådan er det ikke, og det har konsekvenser.

Nu er der så kommet nogle barske tal på problemet. Jyllandsposten har spurgt årets studenter om deres fremtid. Et flertal fortæller, at de ikke ved hvad de vil.

Den undersøgelse sammenholder Jyllandsposten med tal fra Uddannelsesministeriet der viser, at 61% af sidste års afgangselever ikke havde talt personligt med en studievalgsvejleder om videregående uddannelse i løbet af de tre år på gymnasiet. Det handler om den vejledning som landets 7 Studievalgscentre står for, når de kommer ud på gymnasierne med jævne mellemrum og gennemfører såkaldt overgangsvejledning.

Med vejledningsreformen i 2004 afskaffedes den sammenhængende vejledning; studievejlederen på gymnasiet blev først gennemførelsesvejleder, så frafaldsvejleder - og så sparedes han væk, faldt selv fra i en spareøvelse.

Enhver uddannelses- og erhvervsvejleder ved imidlertid, at en konsekvent skelnen mellem overgangsvejledning og gennemførelsesvejledning er kunstig og som regel betyder, at gymnasieeleverne ikke taler videregående uddannelse med en vejleder overhovedet.

Realiteten er nu som dengang, at det er selvfølgeligt for eleven at tale fremtid med en vejleder, der har sin daglige gang på elevens uddannelse og har et fundamentalt indblik i den uddannelse og i dens elever. Det er ikke selvfølgeligt at opsøge en vejleder udefra der bare kommer engang imellem. Sværere er det ikke at forstå.

Meget sværere er det at få Folketinget og de gymnasiale uddannelser til at forstå, at vejledningen på de gymnasiale uddannelser bør prioriteres højt. Svært fordi man med vejledningsreformen gik den stik modsatte vej af behovet; man afskaffede gennemførelsesvejledningen og troede, at vejledning blot handlede om at oplyse om, hvordan man søger ind på de videregående uddannelser, ikke mindst gennem e-vejledning. Og svært fordi gymnasierne sparer på ”det overflødige”.
Sådan er virkeligheden ikke på gymnasierne; virkeligheden er at der aldrig har været så mange elever der har brug for vejledning som nu, hvor ”alle” skal i gymnasiet.
Med vejledningsreformen talte man om professionalisering af vejledningen. Det blev ikke til noget på gymnasierne, men er stadig en forbandet god idé.

At se de ikke-uddannelsesparate i øjnene

I dag konfronterede Danske Skoleelever, Erhvervsskolernes Elev-organisation, Danske Gymnasielevers Sammenslutning og Dansk Industri politikerne ved Folkemødet på Bornholm med en fælles udtalelse. Under overskriften ”Alle har ret til sejre i uddannelsessystemet – men mange svigtes” beklages de elendige tal for frafald på ungdomsuddannelserne og PISA-tallene for hvor mange elever der forlader folkeskolen uden efterfølgende at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse.

Hvorfor denne skarpe udtalelse, når regeringen netop nu lancerer en såkaldt fleksuddannelse, en periode mellem folkeskole og ungdomsuddannelse der skal hjælpe de unge fra folkeskolen der ikke er uddannelsesparate videre i uddannelsessystemet? Jo, fordi elementerne i fleksuddannelsen allerede findes, typisk i eud-regi, men først og fremmest fordi ungdomsuddannelserne optager ”alle”, også de Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) erklærer for ikke-uddannelsesparate.

”Vi har ingen gavn af at mase unge ind på uddannelserne, hvis ikke de har realistiske muligheder for at klare kravene. Herved svigter man også det store flertal af unge, der savner fokus, kvalitet og udfordringer i de uddannelser, de er gået i gang med”, siges det præcist i udtalelsen.

Regeringen bør selvfølgelig reelt sikre, at de elever der optages på ungdomsuddannelserne er kvalificerede. Det bliver hårdt for politikerne, for det betyder, at de må se de mange unge i øjnene der ikke er kvalificerede. Men måske bliver det også hårdt for elevorganisationerne der uden videre fletter fingre med Dansk Industri for at sikre uddannelseskvaliteten. Det er de dygtige elever der laver lektier, rækker hånden op, fungerer godt i diskussionerne, i projektarbejdet og ved eksamen etc. Hvad siger de mange af jeres medlemmer der er erklæret for ikke-uddannelsesparate? Har de også en stemme, noget at skulle have sagt angående uddannelse? De er meget tavse i den fælles udtalelse.

fredag den 8. juni 2012

Google som dannelse og uddannelse

Da 3.g-erne på stx var til eksamen i skriftlig dansk d. 25. maj i år, måtte de gå på internettet, ja det var endda et krav i nogle af opgaverne, at de kommende studenter fandt materiale på internettet til besvarelserne.

MetroXpress bad Google om at dokumentere, hvad eleverne søgte på. Det er næppe overraskende, at der søgtes på emnerne, fx på en af verdenslitteraturens store nulevende forfattere, japaneren Haruki Murakami, fordi en af opgaverne lød på at lave en analyse af en novelle af denne forfatter.

Overraskende var det derimod, i hvert fald for formanden for it-opgavekommissionen for dansk i gymnasiet Gunvor Severinsen, at eleverne også søgte på opgaveformuleringernes begreber: ”kronik”, ”genremæssig perspektivering”, ”analyserende artikel”, ”essay”. Overraskende fordi eleverne efter 3 år i gymnasiet med dansk på a-niveau burde have mødt begreberne flere gange – også i andre fag.

I øvrigt beklager Gunvor Severinsen også de unges mangelfulde søgekompetencer. Hun har sikkert ret; basale studie-kompetencer skal ikke søges i interessen for it, men i interessen for - studiekompetencer. Der er andre muligheder end Google!

Det mest interessante i forbindelse med årets eksamen i skriftlig dansk er dog, at med googletrafikkens synliggørelse bliver en problematik synlig, som er senmoderne; nemlig at noget af det sværeste i gymnasiet, i betydningen sværeste for eleverne at forstå og for lærerne at formidle, er det sprog og den kultur der er en forudsætning for at dykke ned i substansen. Problematikken bliver næppe mindre af, at ”alle” i dag vil i gymnasiet.

Betyder det så, at fra nu af ved gymnasierne, hvor de skal tage fat; nemlig med et usandsynligt fast og formidabelt formidlende greb om de mere eller mindre ukendte ord og begreber og deres kultur, og således praktisere læring efter de allernyeste principper, ikke mindst i forhold til elever fra såkaldte gymnasiefremmede miljøer?

Ja, da. Men lur mig, om ikke eleverne søger på fuldstændig samme måde mange år frem. Vi glemmer nemlig ofte i debatten om uddannelse i dag, at eleverne nu er ”helt fri af traditionen”, og at de begreber vi tilbyder dem, derfor blot er muligheder for dannelse og uddannelse.

At eleverne på gymnasierne nu også kan gå på internettet til eksamen, er i den forstand selvfølgeligt; internettet som billede på personlighedens mulighed for at søge og finde med tidens og udviklingens nødvendighed.

Basalt og banalt set var det klogt af årets google-gymnasie-elever, at søge på det, de ville finde.

lørdag den 12. maj 2012

Drop klasserummet!

Sæt nu undervisningsministeren virkelig mener, at den vigtigste undervisning i gymnasiet er den der foregår i klasserummet, vil gymnasielærernes protester over, hvordan man opgør netop den tid så forstumme?

Ingen der sætter sig ind i, hvad en gymnasielærer typisk præsterer i løbet af en uge vil anklage ham/hende for ikke at gøre sit job til fulde. Det er næppe her humlen ligger begravet.

Ikke desto mindre; da jeg så de famøse opgørelser i dagspressen, tænkte jeg som så mange andre gymnasielærere, at nu skal der sættes spørgsmålstegn ved vores arbejdsindsats og engagement. Men det er fordi vi tænker traditionelt og stadig ikke har fattet, at politikerne herhjemme kun kan bundlinjetænkning. Undersøgelsen lægger mao helt traditionelt op til en stramning af arbejdstidsaftalerne, så vi pålægges at lave mere, altså undervise mere i klasserne og så er alt i øvrigt helt som det plejer.

Situationen er ulykkelig. Det politiske klima i dag er sådan, at hvis man vitterlig vil reform, dvs. fornyelse der ikke blot handler om at spare penge, tror ingen på det. Vi ser det med folkeskolelærerne og nu også med gymnasielærerne. Og det med god grund. Det er nemlig altid det, det handler om.

Så lad os lege med - et øjeblik.
For det første må man naturligvis skære ned på gymnasielærernes rettearbejde - det er edderbukme døden at rette opgave efter opgave, og eleverne får meget mere ud af arbejdsprocessen end af alle lærerens røde streger, elektroniske eller ej. I samme ombæring bør man indføre permanent lektiefængsel på alle gymnasier, så vi slipper for at rette opgaver i tide og utide og en masse snak op og ned af døre om, hvorvidt klassen har forberedt sig eller ej, og om Kaj overhovedet er egnet til at gennemføre gymnasiet – læs og skriv for helvede! (pensionister kan overvåge eleverne og låse dørene, det er billigt). Man må også skære ned på lærernes tværfaglige planlægning – det tager tid, især når lærerne er fagidioter og ikke kan se deres eget fag i samarbejdet. Drop det! Hvis man fra ministeriel side insisterer på tværfagligheden, kan man gøre det til en del af læringen, at eleverne selv finder ud af sammenhængen, det er moderne. Ligeledes kan man med fordel droppe en stor del af lærernes forberedelse til egen undervisning og i stedet lægge hovedvægten på, at de vejleder eleverne bag den bærbare og ipadden i at nå frem til diverse læringsportaler på nettet (her kan mange elever i øvrigt hjælpe med). Endelig er der også timer at spare på gymnasiale studieture. Det er jo ved at blive tradition, at gymnasieelever dropper ud af vinduer fra anseelig højde, når lærere er med. Hvis eleverne føler trang til studieture, klarer de det allerede så imponerende i forvejen, når de tager til Sunny Beach mm.

Overordnet set kan man med fordel droppe al den lærertid der ikke hører til klasserummet, og sådan set også overlade undervisningen i klasserummet til eleverne selv, uden løn.

Hvis undervisningsministeren virkelig er reformivrig, kan hun naturligvis udvikle den idé, at den stadig større inddragelse af IT i undervisningen uværgeligt vil munde ud i at klasserummet droppes. Måske idéen kan sælges til Finland og Singapore. Så er der rigtig mange penge at spare, ikke bare på lærerne, men også på eleverne...

- Man kunne naturligvis også reformere gymnasiet ud fra den betragtning, at man vil den bedste kvalificering af eleverne til videregående uddannelser.

søndag den 22. april 2012

Hvor blev uddannelsespolitikken og dannelsen af?

På Ørestad Gymnasium, Falkonergårdens Gymnasium & HF, Frederiksborg Gymnasium og på Haderslev Gymnasium tager man konsekvensen af, at forskellen på de fagligt dygtigste og dårligste elever er blevet så stor, når eleverne kommer fra folkeskolen, at man må dele eleverne derefter.

Det burde ikke undre nogen, at når vores regeringer, blå og røde, har en målsætning om at den gymnasiale ungdomsuddannelse er den bedste ungdomsuddannelse, så har det konsekvenser for netop den uddannelse og dens elever.
Det er ironisk, at opdelingen i et gymnasie-elevernes A- og B-hold sker i et sammenfald mellem at presse så mange som muligt igennem den uddannelse på bekostning af erhvervsuddannelserne, samtidig med at vi generelt er blevet noget slappe i forhold til det ellers politisk korrekte velfærds-værdibegreb solidaritet. Det er ironisk, fordi vi officielt gør en dyd ud af at uddanne alle med lige stor ret.

De dage er imidlertid ovre. Opdelingen i gymnasieelevernes A og B-hold er en rationel kalkule, hvor solidaritet – det at elever støtter hinandens læring, at lærere evner differentieret undervisning, og at alle elever har lige muligheder for uddannelse uanset hvad vej – kan regnes bort ved at se på de grundskole-karakterer eleverne møder op med og de erfaringer og evalueringer gymnasierne gør og gennemfører. Det sidste gætter jeg på, for intet erfarings- og evalueringsmateriale er nævnt eller offentliggjort fra gymnasierne mig bekendt (i parentes bemærket: Utroligt at der i de talløse evalueringer der lægges for dagen ikke mindst i uddannelsessystemet intet er om netop dette private initiativ).

Uanset hvad er det bemærkelsesværdigt, at gymnasierne uden lovgivningsmæssigt eller ministerielt pålæg gennemfører borgerlig politik – den ikke særligt røde socialdemokratiske undervisningsminister (læg mærke til hvordan hun på YouTube flyver rundt med V på brystet) synes imidlertid det er en god idé, og så er det vel godt:

I folkeskolen er det allerede sådan, at man kan arbejde i mindre hold også ud fra det faglige niveau halvdelen af tiden, så mange af dem vil kende det. Det vigtige er at holde fast i stamklassen som det sociale kit for klassen og så inden for den ramme arbejde med mindre hold, siger Christine Antorini.” Ritzau 21.4 -12

Vi kender tendensen fra erhvervsuddannelserne; man skaber forskellige former for indslusningsforløb til den reelle uddannelse, fordi eleverne ikke har det grundlæggende faglige niveau fra folkeskolen. Positive resultater lader dog vente på sig, alligevel gør gymnasierne nu det samme.

Det er utvivlsomt et reelt problem, at forskellen mellem de fagligt dygtige og de fagligt dårlige elever på stx, det almene gymnasium nu er alt for stor – og velsagtens endnu større på erhvervsgymnasierne htx og hhx. Denne og den forrige regering har dog selv fremmet den udvikling ved sin markante underprioritering af folkeskolen og erhvervsuddannelserne.

Det berettiger dog ikke gymnasierne til at handle ligeså følgagtigt, regidt som regeringerne. Hvor er det gymnasium der insisterer på, at alle elever skal være med uden at give køb på faglighed og dannelse, også om man så må melde elever ud der skal have en erhvervsuddannelse! De gymnasier står mig bekendt aldrig frem. Findes der gymnasier der ikke scorer stats-kassen ved at lukke alle ind, de folkeskoleelever Ungdommens Uddannelsesvejledning sier fra?

Det helt åbne gymnasium er nu politisk korrekt og vejen frem for alle folkeskoleelever. Ja, men hvor blev uddannelsespolitikken og dannelsen af?!

lørdag den 14. april 2012

Talentpleje

Det er ikke let at vejlede.
Når Jens kommer i vejledningen, dvs. når jeg henter Jens i klassen – jeg venter til frikvarteret, fordi jeg ved, at han ikke kan lide at de andre ser, at han skal tale med mig – er det fordi han får skriftlige advarsler for manglende opgaveafleveringer.
Det er ikke let at tale med en elev der får det direkte dårligt ved at lave opgaver i et bestemt fag. Men når jeg hører Jens fortælle, er jeg ikke i tvivl om, at han har ret; han bliver nærmest deprimeret af at skrive opgaver i faget dansk - og det uanset om han skal redegøre for WikiLeaks, sådan som sitet beskrives i forskellige dagblade eller han skal skrive en litterær analyse af en novelle af Peter Seeberg. Når Jens skal skrive opgaver i dansk eller diskutere i klassen i faget, bliver han modløs, indesluttet, mister appetitten og går tidligt i seng. I værste fald møder han ikke i gymnasiet næste dag.
Jens er elev på htx, og der er det populært sagt nærmest en forudsætning for at trives i det tekniske og naturvidenskabelige studiemiljø, at man ikke er interesseret i og ikke særlig god til faget dansk (og samfundsfag). Men derfra og til Jens´ depressionssymptomer er der dog heldigvis et stykke vej – Jens´ tilfælde er trods alt sjældent.
Jens har ikke svært ved matematik, fysik, biologi, kemi og teknologi. Han laver hvad han skal i de fag, og bliver hurtigt færdig med opgaverne. Ifølge lærerne har han talent for fagene, men gider ikke lave mere end det der skal til. Ikke desto mindre klager han gerne over, at han ikke udfordres i fagene – og bakkes op af engagerede forældre. Men når lærerne tager handsken op, glider han af.
Det er ikke let at være vejleder, når man nærmest gør vold på eleven ved at konfrontere ham med et fagligt engagement, han ikke har. Og kan det virkelig forholde sig sådan, at der er elever man gør vold på ved at kræve at de arbejder med redegørelser for vigtige samfundsfaglige emner eller analyserer moderne, kanoniske litterære tekster?
Ja, det er jeg overbevist om. Jens´ største problem er dog ikke vejlederen og faget dansk, men at han ikke kan koncentrere sig om de fag, han har talent for.
Man kan uden tvivl opsætte idéelle mål for de studieforberedende uddannelser. Man kan muligvis også drage elevens families manglende stimulering af fx humanistisk, samfundsfaglig refleksion i tvivl. Ja, man kan sætte spørgsmålstegn ved det kloge i at familien indprenter barnet, at det er et talent der har let ved det hele, og derfor ikke behøver at studere for uddannelse og resultater. Det er dog ligegyldigt i forhold til et talent der ikke plejes, når det kommer til stykket.
Jens fortæller om sin nedtrykthed, ikke uden den provokation der ligger i at se alt ud fra eget talent. Jeg på min side fortæller Jens om dilemmaet - og ser ham synke længere og længere ned i stolen.
Da Jens er gået nedtrykt fra vejledningen – at han skal aflevere de manglende danskopgaver er ikke til forhandling – slår det mig, at den hudløshed omkring eget talent, Jens åbenlyst bærer frem, er der tusindvis af elever der hver dag inderliggører. De elever ser jeg langt fra altid i vejledningen, men det burde jeg.

onsdag den 4. april 2012

DI og Enhedslisten: "Uddannelsesvejledning skal være for alle!"

I det nye nummer af Gymnasieskolen (7. april 2012) fortæller Charlotte Rønhof, forskningspolitisk chef i Dansk Industri (DI), at den manglende overgangsvejledning gør, at de unge ”nærmest ikke kan vælge andet end det almene gymnasium”, og slår desuden et slag for gennemførselsvejledningen: ”Man har fjernet ansvaret fra dem, der faktisk kender de unge. Det har været en ulykkelig situation.”

Enhedslisten har for nylig uden at nogen egentlig lagde mærke til det, foreslået at alle unge skal vejledes gennem et egentligt møde med en vejleder, i stedet for ingen eller e-vejledning.
Vejledningsreformen i 2003 ville styrke vejledningen gennem oprettelse af Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) der skulle vejlede alle unge i overgangen fra skole til ungdomsuddannelse; gennemførelsesvejlederne på ungdomsuddannelserne skulle sikre et godt uddannelses-forløb; Studievalgscentrene skulle vejlede i overgangen fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelse. Og så blev vejlederuddannelsen endelig professionaliseret gennem en fælles diplomuddannelse.
Siden er vejledningen blevet beskåret: UU vejleder kun de få (og hvor meget er det egentlig?), gennemførelsesvejledningen er i al fald på papiret afskaffet, Studievalg kommer ikke meget på uddannelsesstederne og kender hverken elever eller lærere indgående, og en fuld vejlederuddannelse er ikke længere et krav for vejledere på ungdomsuddannelserne.
Dansk Industri og Enhedslisten er enige: Uddannelsesvejledningen fungerer ikke i dag. Det er vigtigt at vejledning er for alle, og det er i mødet ansigt til ansigt, at vejledning finder sted.
Hvad venter regeringen på?

lørdag den 3. marts 2012

Antorini: "Uddannelsesvejledning skal ikke være for alle..."

En nylig analyse viser, at den vejledning som Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) giver ikke giver større spredning på ungdomsuddannelserne, snarere tværtimod; stx er topscorer som sædvanligt, efterfulgt af hhx, htx, hf – og så EUD som de unge efterhånden kun vælger, hvis de ikke kvalificerer sig til en gymnasial uddannelse.
Nu handler uddannelsesvejledning ikke om at bestemme de unges uddannelsesvalg alt efter hvad der er samfundsøkonomisk mest fornuftigt. Men hvis man vil have spredning på ungdomsuddannelserne skulle man give UU en egentlig mulighed for det de er gode til, hvis de ellers fik lov, nemlig at vejlede alle unge. I dag er skåret så kraftigt i vejledningen, at den koncentreres om unge der ellers ville falde ud af uddannelsessystemet. Vejledning reduceres til sikring af, at den såkaldte frafaldstruede elev får en uddannelse. Børne- og undervisningsminister Antorini mener, at sådan bør det også være, og har tydeligvis ingen forståelse for hvad uddannelsesvejledning er – eller er det økonomien der bestemmer retorikken:
» Men er det ikke forkert, at de unge slet ikke mødes med en vejleder og bliver udfordret i deres valg? » Det er helt rigtigt prioriteret at lægge vejledningen om, så der bliver brugt flere kræfter på de uafklarede unge, som også har store faglige problemer. Så må de ressourcestærke søge e-vejledning. « Også selv om det betyder, at de vælger forkert og spilder deres tid og samfundets penge ved at gå på det almene gymnasium? » Jeg har ikke set nogen undersøgelser, der viser, at personlig vejledning skulle kunne ændre på det. Selv om nogen sagde ' er du nu også helt sikker?', er det jo ikke sikkert, at den unge ville ændre valg. »
MetroXpress d. 21.2 -12
Ministeren burde vide, at uddannelsesvejledning er for alle. Vejledning er ikke forbeholdt de få, fx de som af faglige, sociale eller personlige grunde har svært ved at gennemføre en uddannelse, men også for dem.
Ministeren burde også vide, at uddannelsesvejledning sikrer, at alle har mulighed for at tage et kvalificeret valg af uddannelse. Og at det er nødvendigt i et senmoderne samfund, hvor den enkelte er med til at skabe rammerne for sin dannelse og uddannelse. Her er principielt intet givet på forhånd på nær den individuelle ud- og dannelses-historie som bl.a. uddannelsesvejledningen hjælper barnet/den unge med at forholde sig til.
Men i Danmark er det givet på forhånd, at ´man vil i gymnasiet´, dvs. stx, for de unge får ikke personlig vejledning i de mange muligheder. Læg dertil at lærerne i skolen stort set kun kender og har ambitioner omkring elevernes videre karriere på stx. Og at forældrene har det på samme måde. Og ikke mindst; at børne- og undervisningsministeren ikke mener, at personlig uddannelsesvejledning bør spiller nogen rolle for valg af uddannelse.

lørdag den 25. februar 2012

Målet er at sidde bag kassen i Netto

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) mener, at arbejdsløse akademikere bør sidde bag kassen i Netto. På den måde puster hun kraftigt til uddannelses- og ikke mindst akademikerlede.

Ingen reaktion kommer fra børne- og undervisningsministeren (S) eller fra uddannelsesministeren (R), eller fra SF´s uddannelsesordfører.

Hvordan sige, at 95% af en årgang skal have en ungdomsuddannelse og 50% en videregående uddannelse, når målet trods alt er at sidde bag kassen i Netto!

lørdag den 11. februar 2012

Snyd og bedrag er ok

For nylig så jeg en svensk dokumentar om, hvordan McDonald behandler sine unge ansatte i Sverige. Det var ikke rart at se. De unge kunne berette om hvordan der systematisk blev fiflet med deres lønsedler, hvordan de blev indkaldt på arbejde, når de var syge, blev sat til at arbejde gratis fx når der skulle gøres rent efter lukketid, og hvordan de blev tvunget til at holde ikke-betalte pauser, når der ingen kunder var i butikken.

Nu kan HK og DJØF fortælle
MetroXpress at samme forhold oftere og oftere gælder for unge på arbejdsmarkedet herhjemme. De kritisable forhold gælder både unge med fritidsjob så vel som unge med studenterjob.
Pointen i den svenske udsendelse var, at det ikke er uden konsekvenser når unges førstegangsmøde med arbejdsmarkedet er præget af svigt fra (de voksne) arbejdsgiverne. Det samme kunne man sige i forhold til HKs og DJØFs tal: Hvilken form for dannelse giver vi de unge, når de lærer at arbejde åbenlyst handler om udnyttelse, snyd og bedrag!
Hvis ”virkeligheden” er, at snyd og bedrag er ok, stiller det i værste fald den dannelse som uddannelsessystemet står for i et demokrati som det danske i et meget dårligt lys. Svage sjæle kunne jo få den tanke at (ud)dannelse der lærer en det modsatte, da ikke har noget med virkeligheden at gøre. Men helt galt går det dog, om (ud)dannelse skal lære af og retfærdiggøre en hensynsløs bundlinjetænkning, økonomisk krise eller ej.
Hvis man virkelig ville en værdidebat i Danmark, vristede man dannelsesbegrebet fri af tidens økonomiske greb og definerede det på ny.