søndag den 17. april 2011

Sæt de højt begavede børn i specialklasser!

Undervisningsministeren har i den forgangne uge offentliggjort forslag til at gøre noget ekstra for talentfulde elever i grundskolen. Det er godt.
 
Hvad der er knap så godt er, at højt begavede børn gør man intet for i grundskolen og slet ikke på ungdomsuddannelserne, dvs. på gymnasierne. Resultatet er, at de højt begavede børn har det elendigt. Det kan man læse i Sheelagh Bisgaards nyligt offentliggjorte speciale ”De højt begavede børns skoleliv – et børneperspektiv” fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Som den første herhjemme har hun forsket i børnenes egne oplevelser af det at være højt begavede.

Højt begavede børn moppes ofte af andre elever, fordi de er anderledes, hyper-engagerede og følsomme, og lærerne træder gerne til for at ensrette dem. Selvværdet står dagligt for skud og angst slår igennem; depressioner er ikke ualmindelige hos de højtbegavede børn pga. omgivelsernes uforstand og nul-tolerance. Børnenes forgæves forsøg på at rette ind, ikke stikke ud og være ligesom de andre er hjerteskærende læsning i Bisgaards speciale.



Hvad der slår mig efter endt læsning er ikke blot de højtbegavede børns elendige vilkår for læring og udvikling, men at de reagerer så gennemført sundt, dvs. følsomt på elendige vilkår. Bisgaard henviser til professor Shirley J. Kokots sammenfatning af positive og negative egenskaber og adfærd hos højtbegavede børn:
"Positive egenskaber og adfærd VS Negative egenskaber og adfærd 
Har let ved at lære. VS Udvikler ligegladhed, dovenskab, forsømmer detaljer, tager ikke imod vejledning.

Ræssonerer abstrakt, har et filosofisk overblik. VS Stræber imod lette løsninger, pseudo-intellektualiserer, finder på undskyldninger, mister realitetssansen, bliver virkelighedsfjern. 

Spørgelystne og med udviklet kritisk sans. VS Utålmodig og kritisk over for andre. Fremstår ”anderledes” og skaber problemer i relationer med kammeratskabsgruppen.
Evner at arbejde selvstændigt, formulerer enestående idéer. VS Kan blive meget elitær, skiller sig ud og passer ikke i sammenhængen.

Besidder en udviklet sans for humor. VS Kan være smertelig ironisk eller sarkastisk til det grusomme.

God hukommelse og analyseevne. VS Bryder sig ikke om rutiner og gentagelser af enslydende opgaver. Uvillig til at påbegynde arbejdet og keder sig let.

Arbejder målbevidst og dedikeret. VS Stædig og ufleksibel.

Er interesseret i mange områder. VS Nogle gange indsnævres interesser sig til et enkelt, snævert felt.

Ivrig, opvakt og højt energiniveau. VS Frustration hvis tingene ikke går som han/hun vil, mister hurtigt interessen.

Sensitiv, følsom, modtagelig. VS Skrøbeligt ego, ekstrem følsom over for kritik."


Se engang ned over listen. De højt begavede børn er idéelle for læring – positivsiden.  Men er læringen ikke idéel, reagerer de højt begavede børn med ikke-læring – negativ-siden. Med andre ord: Når læreren (og de andre elever) går ud fra, at den højt begavede elev uanset vilkår præsterer det optimale, tager han/hun helt fejl.
Hvis nogen nu tror, at jeg ironiserer over de højt begavede børn eller snarere over forskningen omkring højt begavede børn, må de tro om igen. Tværtimod. Jeg synes det er fantastisk, at vi har børn og unge gående iblandt os der reagerer hudløst på læringsforhold der ikke går ud fra eller stimulerer, at børn vil lære noget, har evner for abstraktion, er spørgelystne og kritiske, evner at arbejde selvstændigt, har humor, hukommelse, analyseevner, er målbevidste, interesserede i alt, og er ivrige og følsomme.

Tværtimod er det ironisk, at det er dagligdag i Danmark, når man, som Sheelagh Bisgaard fortæller det, har positive resultater ved at lade højt begavede børn være i klasser sammen. Ikke fordi højt begavede børn ikke skal have have lov at være dem de der, men fordi de klasser er klasser, hvor positive egenskaber og adfærd tolereres. Skal vi virkelig kalde det for specialklasser, når det burde være normalklasser!

Et forarbejde til Sheelagh Bisgaards speciale kan læses her.

fredag den 1. april 2011

Revolutionen længe leve!

For nylig offentliggjordes tallene for karaktergennemsnittet for landets grundskoler. Der var sådan set intet overraskende i dem; igen påvistes det, at børnenes chanceulighed er størst de steder, hvor far og mor ingen eller meget kort uddannelse har. Man betegner som bekendt også chanceulighed ved det noget misvisende begreb social arv, ja endda negativ social arv – som om de børn med de forældre bærer rundt på en arv, som de aldrig kommer af med. Det er selvfølgelig noget vrøvl; mønsterbrud er helt almindeligt. Men mønsteret består.

Interesserer man sig for uddannelse i Danmark, vil man vide, at tallene altid har været sådan. Man kan blot ganske skamløst studere dem nøjere i Undervisningsministeriets database. Hvad værre er er dog, at år efter år bliver uligheden målt efter skolernes karaktergennemsnit større og større, der bliver længere og længere fra bund til top.

På sin vis er det grinagtigt, at den borgerlige regering der har gennemført offentliggørelsen af skolernes ”kvalitet”, en rangordning som medierne ikke er sene til at udstille, på den måde udstiller deres egen inkompetente uddannelsespolitik. Hvis de altså ser sådan på det. For jeg kan da levende forestille mig, hvordan borgerlige politikere fortsat hårdnakket argumenterer for, at rangordningen vil få kommunerne til at tage sig sammen og få styr på deres skoler. Men hvor længe skal vi dog vente på det fiktive opsving!

Mon ikke borgerlige politikere ude i kommunerne har svært ved at finde en grimasse der kan passe, når de med den ene hånd indsamler data og sender dem videre til regeringen og samtidig er tvunget til at skære i skolernes budgetter?! Borgerlige kommunalpolitikere er med til at skære grundskolens timetal ned til absolut minimum og endda under, må forsvare forældet lærerbogsmateriale, manglende bygningsvedligeholdelse, skolenedlæggelser og skolesammenlægninger, og at der hverken er tid, penge eller mentalt overskud til kurser- og videreuddannelse for lærerstaben. Samtidig må de se på, at deres skoler, der er uden synlige udviklingsmuligheder og har et flertal af elever der mere end nogle andre elever netop har brug for udvikling, ikke tiltrækker de bedst kvalificerede lærere og ledere, som de netop har brug for lige nu.

Når medierne offentliggør de tragiske tal for det såkaldte udkantsdanmarks skolekarakterer – og de kan meget vel også stamme fra midt i København – skal jeg tage mig selv i at forestille mig utopier, hvor man ikke kan måle og veje dannelse og uddannelse i simple tal. Når det går helt galt, forestiller jeg mig ligefrem, at bundkarakterer betyder kvalitet. Som om der er noget unikt at hente, de steder hvor man får de laveste karakterer. På den anden side; at der er steder i konkurrencestaten Danmark, hvor økonomifikseringen har skabt en massiv ulighed der stort set intet økonomisk overskud er i, kunne få en og anden overvintret socialist til at komme ud af sit hi og råbe: ”Revolutionen længe leve!”

Sådan et udråb lyder næsten som en spøg den 1. april 2011...

Imens mine undrende læsere grunder over "spøgen", kan de nyde udråbets sammenstød med denne blogs sublime billede fra Jean Vigos kost-skole-film-klassiker "Nul i Opførsel" fra 1933.

Det må være foråret ...