lørdag den 26. november 2011

Konkurrencestaten er et klassesamfund

Ove Kaj Pedersen, professor cand.scient.pol. forholder sig tørt og objektivt i sin blændende analyse af det danske samfunds såkaldte udvikling til  konkurrencestat i det der tegner til at blive en samfundsøkonomisk klassiker Konkurrencestaten (Reitzel 2011). Men professoren tager revanche i sidste nummer af Gymnasieskolen (nr.19 – 2011):
”Fravær og frafald er sociale reaktioner, som vi i dag vælger at gøre til et spørgsmål om mangel på evne eller vilje. Jeg synes, vi skal tage diskussionen om grænsen mellem selvansvar og kollektiv forpligtelse”, udtaler Pedersen.
Om dannelse i konkurrencestaten kan professoren summere op: ”I kravene om selvrealisering forudsættes det, at den enkelte i dag har færdighederne til at danne sig selv. Tidligere var dannelsen skolens opgave”.
Kritikken går på disciplineringen: ”At blive tabt er et nyt begreb, når det handler om unges valg. Og i ordvalget ligger implicit kravet om disciplinering.” At blive tabt kender vi kun alt for godt som at unge er frafaldstruede og frafaldne i forhold til uddannelse. I skolen hedder det ansvar for egen læring, og dermed lægges et ubærligt ansvar over på hjem hvor den dannelse ikke kendes. I konkurrencesamfundet tager ingen sig imidlertid af det. Så lad os forestille os et marked for privatundervisning i fag der er adgangsgivende for videregående uddannelser. Men dannelse?

Man tilgiver gerne Pedersen, at han ikke medtænker ungdommen som sådan; de unges kultur, deres forhold til medier og deres forhold til uddannelse, for den markante samfundsmæssige ændring til konkurrencestat aftegner sig ikke mindst hos de unge.
De konkurrencemindede unge vil dog noget helt andet; de er gammeldags revolutionære i 60er-70er-forstand, hvis man skal tro hvad de stemmer på stx. Den tidligere kommunist Jørgen Grimstrup, lektor ved Viborg Katedralskole siger i samme nummer af Gymnasieskolen: ”på htx, hvor man må formode børn af den traditionelle arbejderklasse går, får Enhedslisten ikke nær så mange stemmer som på de almene gymnasier”.
Grimstrup har forståeligt nok grimme totalitære minder, og derfor svært ved at forstå, at de htx-unge der sådan set burde stemme på den yderliggående venstrefløj ikke kunne drømme om at gøre det. Svaret er banalt: på htx (og hhx og ikke mindst på hf) drømmer de unge om at vinde konkurrencen om uddannelse og job, på stx har de allerede vundet den og aner ikke hvad der står i Enhedslistens principprogram og hvad det betyder - deres ”revolutionære” drømme er omkostningsfrie.
Hvis man kombinerer den gamle kommunists moraliseren og den senmoderne økonoms analyse aftegner sig et klassesamfund. Og dér i det 21-århundredes klassesamfund harmonerer dannelse som skolens ansvar meget bedre med 95%-målsætningen end konkurrencestatens ansvar for egen læring.
Klassesamfundet har sådan set hele tiden været der – det er tragisk men godt at vi igen kan identificere det.

Jeg tænker, at en god begyndelse ville være om eleverne talte med hinanden på tværs af htx, hf, hhx, stx og eud.

Blander "den røde Regering" sig?

lørdag den 19. november 2011

Konkurrence giver sådan et grimt frafald

Peter Koudahl, lektor på DPU, fortalte i torsdags på konference i Skælskør om fastholdelse på ungdomsuddannelserne: ´hvis man overfører det frafald der skyldes manglende praktikpladser på EUD til gymnasierne ville det betyde at 33 % af gymnasieeleverne ville falde fra gymnasiet efter 1.g.´

Blandt andet derfor skabes et barsk uddannelsesmiljø på EUD. Her konkurreres på livet løs om praktikpladserne. Det kan man bl.a. snart læse i tre nye undersøgelser fra Center for Ungdomsforskning (Cefu). Forskningsleder Noemi Katznelson fortæller i Politiken d. 16.11 at konkurrence generelt er blevet mantraet i ungdomsuddannelserne i dag.

Hvis der efterspørges niveaudeling overalt i uddannelsessystemet kunne det måske ikke mindst skyldes, at vi har skabt et uddannelsessystem der splitter eleverne i vindere og tabere. Tænk på den håbløse praktikpladskonkurrence og tænk på rækken af gymnasiale valg og præstationer der munder ud i konkurrence på rette fagfordeling og gennemsnitskarakter til den videregående uddannelse.

Vi har imidlertid endnu ikke set den undersøgelse der dokumenterer at et sådant splittende konkurrencesystem højner kvalifikationer og faglighed hos elever, studerende eller uddannelserne som sådan. For slet ikke at tale om skærpelse af lysten til uddannelse.

Det store fokus på fastholdelse i ungdomsuddannelserne er al ære værd - og jeg deltager gerne ivrigt i arbejdet. Men det er ironisk, at politikerne ikke tør sikre det arbejde succes ved at lade uddannelserne tage udgangspunkt i hvem de unge er og i hvad der skal til for at sikre kvaliteten i uddannelserne.

Vis mig den politiker der vil reformere uddannelserne i stedet for at skærpe de unges konkurrenceevne ved at sende dem til vejleder, kontaktlærer, coach, mentor, psykolog, socialrådgiver, inspektor, i lektiefængsel og på niveaudelte uddannelser grundigt garnerede med screeninger, tests, evalueringer og eksamener.

Vis mig den politiker der vil reformere uddannelserne i stedet for at skærpe de unges konkurrenceevne, det giver sådan et grimt frafald!

lørdag den 12. november 2011

Se hinanden i øjnene!

Hvorfor Weekendavisen i sidste uge lod Claus Hjort Frederiksen tage afstand fra gymnasiereformen på forsiden og lod ham bekendtgøre, at hverken han eller daværende undervisningsminister Bertel Haarder i sin tid gik ind for den er en gåde. Ganske vist har den nye undervisningsminister Christine Antorini sagt at gymnasiereformen skal efterses, men der er ikke politisk flertal for en egentlig reform. Og lige siden reformens indførelse i 2005 har ingen politikere ville tage ansvar for den med fynd og klem, så … Til gengæld er afmagten overfor uddannelseskvaliteten på gymnasierne til at få øje på.
Weekendavisens ikke-nyhed i sidste uge opvejes til fulde af denne uges fremragende kronik samme sted ”Drop ansvar for egen læring” af Dorte Ågård der er phd.studerende ved Aarhus universitet og forsker i relationskompetence i gymnasieundervisning.
Nøgternt, vidende og rammende påpeger forskeren at det næppe er gymnasiereformen den er gal med, men ”handler om, at mange elever mangler motivation, engagement og koncentration i en grad, så de får for lille udbytte af undervisningen.” ”De har deres egen dagsorden.” ”De ser trætte og uenergiske ud – 16-19 år gamle.” ”Lærerne har svært ved at forholde sig til den nye læringsadfærd. De fortæller, at eleverne opfører sig anderledes end for bare få år siden, og lærerne er især blev taget på sengen, da der pludselig stod 28 bærbare i klasserummet, uden at nye pædagogiske strategier for brug af dem var blevet diskuteret.” Og så kommer det: ”Den udvikling, som har bragt os til denne situation, er kulmineret på samme tid, som gymnasiereformen blev indført. Men den har ikke meget med den at gøre. Årsagerne skal findes andre steder, nemlig i en gennemgribende ændring i unges syn på skolen, i deres livsstil, medieforbrug og problemer med den generelle trivsel.”
Herefter udfolder Dorte Ågård de unges ændrede liv i forhold til skolen og lærernes afmagt i forhold til ændringen.
Kronikøren har også en løsning på uddannelseskrisen, nemlig det allermest basale imellem mennesker: ”En elementær forudsætning for positive relationer er kontakt, og det kræver, at de to parter har øjenkontakt og taler sammen, og sådan er det ikke altid i dagens klasseværelse.”
Uddannelsesforskeren vil ikke genindføre disciplin i gymnasiet elle afskaffe computeren, men insisterer på, at vi, lærer og elev ser hinanden i øjnene. Hvis iagttagelsen ikke var så rammende tragisk, ville den være latterlig. Tænk at der skal en uddannelsesforsker til at indse og formulere det banale, indlysende og vigtigst basale; at man ser hinanden. Hvor elendigt ser det så ikke ud på gymnasierne.
Ved siden af Dorte Ågårds kronik står en anden kronik om samme emne. Mogens Hansen, rektor på Rungsted Gymnasium, tilbageviser også Hjort Frederiksens kvababbelser, men her ved eksemplarisk at gennemgå tværfaglighedens velsignelser.
Jeg er næppe den eneste der er træt af fløjkrigen imellem ”de gamle” gymnasielærere der længes tilbage til fagligheden før gymnasiereformen og ”de nye” der kun ser kvalitetsudvikling og uddannelse til en global verden i reformen – imens begge fløje lukker øjnene for, at eleverne ikke kan følge med. Her ser ingen nogen. Man kan få den tanke, at gymnasielærernes fløjkrig også skyldes, at man ikke ser hinanden.
Jeg forestiller mig, at gymnasierne for fremtiden insisterer på det basale, at vi ser eleverne uden at gøre det til færdigheder, som man kan komme til eksamen i. For lige nu udvikles gymnasiekulturer og kampe som indadvendte færdigheder og orwellske fagfagligheder. Vores blik skal tværtimod vendes ud i verden.
Gymnasielærerne skal ikke finde sig i deres elevers manglende dannelse, når de bliver studenter. Tværtimod skal vi insistere på den basale dannelse hos studenterne – at vi ser hinanden i øjnene i tre år. Som sagt: Dannelse er ikke en færdighed eleverne kan komme til eksamen i, men en forudsætning der udvikles i alle fag.
Dannelse og faglighed siver ud af gymnasiet. ”Årsagerne skal findes andre steder, nemlig i en gennemgribende ændring i unges syn på skolen, i deres livsstil, medieforbrug og problemer med den generelle trivsel.” (Dorthe Ågård, Weekendavisen 12.11 -11)