lørdag den 27. juni 2015

Tale til årets studenter 2015

Kære 3.B
Det er en lang rejse, I har været igennem; folkeskolen eller friskolen, måske efterskolen og nu gymnasiet har I været igennem. Men for langt de fleste af jer gælder, at I også skal tage en videregåendeuddannelse. Uddannelsesrejsen er ikke slut. Det er en lang rejse. Nu kom I så langt!

Tiden her på Htx Køge må have været noget af en strabadserende rejse. I har oplevet lederskifter og lærerskifter, og I har gennemført uddannelsen, imens der bogstavelig talt blev bygget rundt omkring jer. Støj og støv hørte til dagens orden.

Undervejs oplevede I desværre også at miste en kammerat. Rasmus forsvandt midt i 2.g. Projektugen uge 45 brugte I på at lede efter Rasmus. Det var stærkt at opleve, at I helt selvfølgeligt deltog i eftersøgningen. Desværre var det forgæves. I mødte talstærkt op til Rasmus´ begravelse – igen helt selvfølgeligt.

Og hvordan kommer man så videre?! Hvordan kom I videre og hvordan kommer jeg videre i talen. Ved at tale om noget af det der for mange af jer har beskæftiget jer rigtig meget på uddannelsen uanset hvad igennem de tre år. Nej, ikke piger, for dem er der sådan set ingen af i 3.b - men teknologi.

Jeres uddannelses-rejse er tæt forbundet med teknologien, den er fremtidsvendt, vil derudaf, vil udvikling hele tiden. Og så går I jo på htx, hvor teknologi er en væsentlig del af uddannelsen uanset fag. Men hvad går sådan en uddannelse præget af teknologi dybest set ud på?  Forbindelsen mellem rejse og teknologi ser man tydeligst i science fiction. Rejser og teknologi er helt centrale fortælleelementer i science fictions. Så her må vi kunne finde nogle svar.

Man rejser ud i Rummet, fordi teknologien gør det muligt eller man må flygte på Jorden, fordi teknologien er truende. Her får I to klassiske eksempler.

I instruktøren Stanley Kubricks film ”Rumrejsen år 2001” klippes der virtuost og skræmmende fra en knogle, som en abe har fundet ud af at bruge som våben til at nedlægge aber fra den konkurrerende stamme om vandhullet, og til en rumstation af samme facon årtusinder senere. Kubrick fortæller dermed, at den forfinede teknologi i virkeligheden er gjort af samme voldelige stof som benvåbnet, selvom det måske er sværere at få øje på sammenhængen, at få øje på volden, når teknologien er moderne. Man kunne også bare kalde sammenhængen en drone – den kan både sprede rovdyrpis udover marken, så hjortekalvene i kornet skræmmes væk førend mejetærskeren kommer og den kan sprede død og ødelæggelse andre steder på Jorden end i en dansk kornmark. I ”Rumrejsen år 2001” overtager en computer ved navn HAL (i virkeligheden I B M) kontrollen over rejsen og forsøger at slå menneskene ihjel, da man ikke kan stole på at mennesker er i stand til at gennemføre missionen. Men hvilken mission? Den er hemmelig, siges det – men er der overhovedet nogen?

I en af de allermest skræmmende science fictions, ikke mindst for en dansklærer (I kan forstå hvorfor lige om lidt) – nemlig Ray Bradburys roman ”Fahrenheit 451” - strømlines dagliglivet af teknologiens strenge krav om effektivisering og instrumentalisering; man skal kun foretage sig noget, hvis det fører til noget; nemlig passe sine daglige arbejdsrutiner effektivt og uden at klage. Derfor er det nu strafbart at læse litteratur for så drømmer folk og tænker ukontrollerbare tanker, får visioner. Ja, det siges ligefrem, at litteratur gør folk ulykkelige – tænk positivt er mantraet. Så nu må der kun ses TV og læses tegneserier (måske man i dag kan ”oversætte” tegneserier med computerspil – ”Fahrenheit 451” er fra 1953, der var ikke meget computer på det tidspunkt). Derfor flygter litteraturelskere ud af storbyerne og bosætter sig i små grupper i skovene, hvor de lader de gode historier gå i arv til næste generation. De har en vision. Men hvilken vision har det instrumentelle samfund? Effektivitet og instrumentalisering, kan man kalde det visionært? Måske er der ingen vision.

Teknologien skal meget gerne hjælpe os med at være mennesker. Det er åbenlyst ikke altid sådan. Når det ikke er sådan, er det fx når teknologien fortæller os, hvordan vi bør leve vores liv; så bliver vores liv instrumentaliseret. Professor Svend Brinkmann mener, at det er sådan det er nu. Forleden sagde han det sådan her i et interview:
»Vi er rådvilde omkring, hvad der er vigtigt i tilværelsen. Hvad meningen er, og hvad der er sit eget formål. Man kan næsten forestille sig mennesker, som lever hele deres liv, hvor alt, de foretager sig, er et redskab eller et middel til at nå hen til noget andet: Vuggestuen er bare en forberedelse til børnehaven, der bare er en forberedelse til skolen, der bare er en forberedelse til arbejdslivet, der bare handler om at gøre sig fortjent til pensionen, og så dør man. Og det var så ligesom det liv. Men det er jo ikke det samfund, vi ønsker. Er det?« (Berlingske Tidende d.6.6 2015).

Kære 3.b. På sin vis har I beskæftiget jer både med teknologien og rejsen de sidste tre år på Htx Køge. Teknologien er helt central som fag, tema og emne på Htx. Og rigtig mange af jer skal videreuddanne jer inden for uddannelser, hvor teknologi i alle mulige former er central. Og rejsen – måske var det den der satte teknologien i perspektiv. Jeg håber I opdagede det undervejs fra 1. til 3.g. Hvis ikke har vi ikke gjort vores arbejde godt nok. Jeg håber I opdagede historien, aberne, vandhullet, knoglen der blev til våben og rumstation, kornmarken, krigen, rovdyrpisset, rejsen ud i rummet og ud i skoven - og måske endda efterhånden kan skimte en vision.

Som forfatteren Johannes V. Jensen sagde det i en historie i 1901, som I har læst: ”Det er nu længe siden og ligner ikke meget en historie, der er værd at fortælle, men i sin tid var der alt deri, hvoraf de fineste Fortællinger bliver til”.

Rejsen er en historie, og om lidt er tiden på Htx Køge længe siden. Men det er vel ikke for meget forlangt, at I på den lange rejse i uddannelsessystemet finder noget, hvoraf de fineste fortællinger bliver til! Jeres fortællinger. Hvis I gør det, er jeg overbevist om, at I både finder missioner og visioner der vil andet og mere end blot at være redskaber.


Tillykke, og held og lykke på rejsen!

torsdag den 1. januar 2015

(Ud)Dannelsessplint 15

På første- og anden-dagen testedes eleverne hele tiden
for at teste
på tredjedagen ødelagde de svage elever det hele
de rejste sig fra bordene og råbte i vrede
(kinesiske elever bøjer sig i frokostpausen indover bordene og sover)
helt urealistisk var det - ´men ingen produktivitet er der i de borgere´
som det meget realistisk blev udtrykt af en embedsmand
skolen opfordrede forældrene til at købe både psykolog, coach og mentor
og underviste selv eleverne i mindfulness
så eleverne fremover, nej fremadrettet kunne forholde sig i ro
og under overskriften ´Hvordan kan vi hærde vores børn, så de kan klare mosten?´
blev en kommunal konkurrence udskrevet for at imødekommet behovet

kommunal var den for kommunerne
konkurrerede i en landsomfattende benchmarktest

og sådan blev det
det strømmede ind med forslag
mest fra eleverne (børnene) selv og deres forældre
forældre og børn er fulde af gode idéer
om oplevelsesorienterede virksomheder
og sådan blev undervisningen
fremadrettede oplevelselsesorienterede
tabere og vindere i fri konkurrence

og også politikerne var begejstrede
nu var der endelig konsensus og sammenhængskraft
politikerne og borgerne imellem
der var vindere og der var tabere men det gik retfærdig for sig og tallene så fine ud
den gode idé  bredte sig fra borgerne i den lille kommune til hele samfundet

GODT NYTÅR!

og vreden og vreden og vreden